The bilingual (English-Danish) weblog
that dares to go beyond "ideas" and "opinions"
to see what lies hidden underneath,
skewering anti-Americanism in the process...
For bedre at forstå USAs electoral college (Valgmandskollegiet eller Valgmandssystemet) må man sammenligne med Europa.
Det svarer til, at for at vinde magten i Danmark skal man ikke vinde den direkte folkelige afstemning over hele riget, men vinde i mere end halvdelen af regionerne (5), eller i mere
end halvdelen af kommunerne (tidligere 271, idag 98), eller i mere end
halvdelen af de gamle amter (24, senere 14).
Det ville måske ikke være en dårlig idé.
Hvorfor? Lad os rejse til Frankrig. Det var her at venstrefløjens seneste hysteriske korstog startede for 6-7 år siden, nemlig for at sænke langsomhedsgrænsen (undskyld, hastighedsgrænsen) over hele Europa.
I 2018 fandt Emmanuel Macrons statsminister uden videre på at sætte fartgrænsen på
landeveje ned fra 90 til 80 km/t. Dette kunne gøres fordi byerne ikke
protesterede idet byboerne enten ingen bil havde eller ikke ofte havde brug for
for den bil de har, takket være offentlig transport. Og hvad med landmænd, som sandelig har brug for køretøjer? I et direkte
demokrati bliver dette mindretal overset.
Fordi demokrati (selvom landet hedder la République Française, altså den franske republik, og ikke det franske demokrati) ikke giver landmænd nogen magt havde de intet
valg, de måtte ty til oprør og dette udløste først angreb på landets
allestedsnærværende fotoradars og senere til de Gule Vestes bevægelse. "Lad mig/os være i fred" var deres budskab, der svarer til de amerikanske koloniers slogan til Englands konge i 1776: "Don't Tread on Me."
Hvis,
i stedet for at vinde et direkte folkelige afstemning over hele
Frankrig for at blive præsident, vinderen skulle vinde direkte folkelige afstemning i mere end
halvdelen af hver af landets 101 départements — altså også alle
dem uden storbyer som lever hovedsageligt af landbrug — havde Emmanuel
Macron aldrig turdet komme med sådan en lovgivning.
Men Amerikas Forenede "Stater" ikke er et land som Danmark, Frankrig, eller Japan, det er mere af en føderation (50 stater) som den Europæiske Union (27 nationer — selv om modsat Europa taler alle, eller de fleste, i USA samme sprog).
Forestil dig, at der er en bevægelse i EU der ønsker at unionen bliver et mere forenet demokrati: Hvis EU skal have direkte folkelige afstemning, så ville lande som Portugal, Estland og (ikke mindst) Danmark protestere (ikke uden rette) at det ville være unfair, fordi så ville de små (dvs de mindre befolkede) lande miste enhver form for magt; de ville i stedet foreslå et system baseret på et valg per medlemsland. Her ville de store stater som Tyskland, Frankrig og Italien svare (ikke uden rette) at det er unfair (samt absurd) at lande med højst ti millioner indbyggere skulle have lige så meget magt som lande med over 60 millioner. For at EUs forening forstærkelse skal gå videre må et kompromis træffes.
I USA bestod denne kompromis fra 1787 mellem de små stater (Delaware, Connecticut, South Carolina…) og de store stater (Pennsylvania, Virginia, Massachusetts…) af a Senate hvor hver stat havde samme tal af senatorer og a House of Representatives, hvor antallet af representanterne er baseret på hver stats befolkning, hvorimod præsidentvalget bliver bestemt af the electoral college.
I 1848 forklarede selveste Abraham Lincoln hvordan systemet opstod og hvordan regeringen virker:
The Constitutional Convention [i Philadelphia i 1787], der udformede forfatningen, havde denne
vanskelighed: de små stater ønskede at indramme regeringen således, at
de kunne være ligestillede med de store uanset befolkningens ulighed; de
store insisterede på lighed i forhold til indbyggertal. De indgik forlig og baserede Repræsentanternes Hus på befolkning,
og Senatet på stater uanset befolkning; og den udøvende magt på begge
principper, af vælgere i hver stat, lige i antal som statens senatorer
og repræsentanter tilsammen
Ligesom amerikanerne ikke vil dikteres af Californien, New York State og Illinois (eller snarere Los Angeles, New York City og Chicago samt USAs andre storbyer), ville europæerne heller ikke dikteres af Tyskland, Frankrig og Italien.
Demokraterne har konstant skrålet i de sidste otte år at Hillary Clinton vandt den direkte folkelige afstemning (the popular vote) i 2016. Hvad der ikke siges er at de stemmer der fik hende til at toppe modstanderen fandtes allesammen i en eneste stat, Californien. Tag "the Golden State" ud af spillet, og Donald Trump vandt den direkte afstemning i de andre 49 stater tilsammen. Selvfølgelig kunne man så svare: Men hør lige — Californien er jo en del af USA. Jo, og hvad the electoral college gør, derfor, er at prevent one single state to determine the outcome of one election / forhindre én enkelt stat i at bestemme udfaldet af ét valg.
Der er ikke et præsidentvalg hver fjerde år; der er 51 (en i hver stat — hvilket gør det sværere for et parti at begå bedrag — plus District of Columbia). Ud af 50 stater vandt Trump den direkte folkelige afstemning rent ud i 30 stater, (fem) mere end halvdelen. Derfor vandt han valget og dermed bestemte the electors — ikke uden rette; tværtimod — at sætte ham i det Hvide Hus. Når folk skråler at Hillary var den virkelige vinder, svarer New York Post's Mark Cunningham at
Hillary Clinton "vandt" et valg, som USA ikke havde.Ingen af siderne var fokuseret på en national-populær stemmesejr, fordi begge kendte reglerne.
Og hvis reglerne havde været anderledes, ville hele kampagnen også have været anderledes.
Havde the Founding Fathers valgt direkte folkeafstemning som middel til at vælge en præsident, ville indbyggerne i Californien have dikteret hvem der ville blive præsident til de andre 49 stater,
Det giver lejlighed til Michael Barone at skrive i the Washington Examiner:
At droppe valgkollegiet ville give Californien mulighed for at påtvinge et kejserligt styre over et kolonialt Amerika.
Derfor, tilføjer American Thinker's Robert Curry, havde
Forfatningens skabere til formål at bevare dine såvel som mine umistelige rettigheder ved at forhindre koncentrationen af politisk magt i centralregeringen.
Mens Investor's Business Daily's
John Merline påpeger at USAs
præsidentvalg var aldrig konstrueret til at være popularitetskonkurrencer. Det var planlagt til at give de enkelte stater en stemme i, hvem der skulle lede dem allesammen.
Så alle dele af nationen har en eller anden form for indflydelse på den næste leder, samtidig med at store dele af den nævnte nation forhindres i at blive mobbet.
For denne grund er USA ikke et demokrati men en republik. Harry Jaffa forklarer:
Forskellen mellem et demokrati og en republik er, at den første er flertalsstyre, mens den anden er flertalsstyre kombineret med forsvaret af mindretalsrettigheder
Det er lettere for verdenen at acceptere en simpel løgn end en kompleks sandhed — Alexis de Tocqueville
Efter mere end tre år er det på tide for medierne at holde op med at "berette" at "Trump forsøgte at vælte et præsidentvalg" og holde op med at referere sagligt: til "valget, som Trump tabte"; til "Trumps nederlag" og hans "grundløse" "falske påstande"; og til "Trump udfordrer resultaterne" af "Bidens sejr" for at "svinge valgresultaterne til hans fordel". [Denne artikel blev trykt i 24NYT den 17. juli 2024)
Det er også på tide, at nyhedsorganisationer — mens demokrater i Colorado, Maine og Illinois har (forgæves) prøvet at fjerne Donald Trumps navn fra de tre delstaters stemmesedler — holder op med at "berette", at de seneste anklager ikke er andet end forståelige reaktioner for at straffe den afskyelige "criminal felon" for hans ("kriminelle") forsøg på at "fratage vælgerne stemmeret" og dermed "undergrave demokratiet."
Dette er ikke et neutralt, objektivt og upartisk syn på fakta om valget i 2020. Langt derfra. Nej. Det er versionen (den selvbetjenstgørende version) fra USAs Demokratiske parti (DNC). Det svarer til at stille spørgsmålet, "Hvornår holdte du op med at tæve din kone?"
Sætninger som "grundløse påstande om bedrageri", "fup-fyldte valgundersøgelser" og "falske påstande om valgsvindel" kommer direkte fra det Demokratiske Parti. Som et minimum er læsere og seere vant til at læse og høre udtrykkene "påståede", "angiveligt" og "anklaget for". Hvor er de forsvundet hen?
Og her opstår et afgørende spørgsmål: Hvad er Donald Trumps version af valget i 2020?
Husk, at hele hans budskab — som var det fra demonstranterne den 6. januar 2021 (ikke en eneste af dem, efter min erindring, der brugte våben andre end mobiltelefoner til selfies) — er nøjagtigt eller næsten nøjagtigt det samme; dvs, at det var demokraterne, der forsøgte at vælte (og, ja, det lykkedes dem faktisk at vælte) valget i 2020 og derfor demokratiet (derfor hans og demonstranternes, langt fra urimelige, vrede).
Vi kunne endda bruge lignende formuleringer: "valget, som Biden tabte", "Joes nederlag" og hans "falske påstande", og "demokraterne forsøgte at ændre/udfordre (og det lykkedes dem at ændre/udfordre) resultaterne". Den 45. præsident kaldte det faktisk "stealing the election", og derfor… hvis der var nogen som fratog amerikanernes stemmeret og underminerede demokratiet, så var det Barack Obamas, Hillary Clintons og Joe Bidens parti.
I betragtning af at anklagerne grundlæggende er de samme, burde et medie, der var neutralt, objektivt, og uafhængigt — i stedet for at opføre sig som leverandøren af (for at bruge Trumps udtryk) Fake News — ikke give lige plads til begge anklager?
Den måde, hvorpå selv konservative medier som Fox News og Wall Street Journal, for ikke at nævne RINOs (Republicans In Name Only) som Mike Pence og Nikki Haley, falder for og gentager venstrefløjens "talepunkter" og dobbeltmoral, er foruroligende. En editorial fra WSJ redaktionen forsvarede Donald Trump imod hvad kaldes "lawfare" (at føre "warfare" mod folk, kendte eller ukendte, gennem retssystemet, ved at fængsle dem eller "blot" at ruinere dem, en modbydelig taktik som demokraterne er blevet mestre i at bruge mod deres fjender, bl.a. på sådanne Trump-allierede som GeneralMichael Flynn og Rudy Giuliani) mens WSJ redaktørerne kaldte Trumps "opførsel efter valget" i 2020 "svigagtig og destruktiv" og henviste til hans "skændsomme" "forseelse". Også National Review pressede tilbage mod Trump-lawfare, alt imens ugebladet følte sig behovet for at påpege, at det "havde fordømt Trumps rystende handlinger i kølvandet på valget i 2020" såvel som "Trumps bedrag": "Slagsom retorik i at søge at beholde et politisk embede er forbandeligt."
Efter at have bevist, endegyldigt — ved at citere dommer Antonin Scalia, ved at sammenligne 6. januar med raceoptøjerne i 1960'erne og ved at bruge Websters Dictionary fra 1828 — at January 6, 2021 Was Not an Insurrection, føler en af Reasons fremtrædende forfatningsretsprofessorer det ikke desto mindre nødvendigt at afslutte med "Ligesom Ilya [Somin] er jeg rystet over Trumps opførsel den 6. januar 2021, og på grund af det vil jeg under ingen omstændigheder stemme på ham." Hvorfor, Steven Calabresi?! Du har lige bevist at
Langt fra at være et oprør, var optøjet den 6. januar en begivenhed på to og en halv timer i Capitol i det tredje mest folkerige land i verden. Ingen kom til tumulten med skydevåben, selvom skydevåben er almindeligt tilgængelige i dette land. Da tidligere præsident Trump bad dem om at gå hjem, så gik de hjem.
Hvorfor så tale om "synden, som Trump begik den 6. januar 2021"?
Et ellers fremragende indlæg på Powerline-bloggen af den normalt lige så fremragende John Hinderaker giver os, afsnit efter afsnit, bevis på snyd og løgn fra demokraternes side i 2020. men det kan stadig ikke forhindre John Hinderaker selv i at være høflig og give oppositionen noget reb og afslutte det nævnte indlæg med ordene, Trumps "uforsvarlige påstande", og med følgende udødelige linjer:
Sammenfattende gør anklageskriftet ikke en sag om, at Trump er en kriminel, der burde fængsles. Men det viser en stærk sag, at Trump er en uærlig egoman med frygtelig dømmekraft, som aldrig igen bør betros en ansvarlig regeringsposition.
Du har lige skrevet 15 paragraffer, der beskriver demokraternes løgn, bedrag og kriminelle indblanding i valget i 2020, Mr. Hinderaker — ikke mindst i selve anklagerne, som er blevet serveret af bolsjevistiske anklagertyper. Hvor passer de to sidste sætninger ind, bortset fra at bevise, at med nok pres og fyrværkeri, vil melodramaentusiasternes venstreorienterede propaganda overvælde selv den mest åbensindede hjerte og den mest ærlige hjerne?
Hvorfor er det at være en (angiveligt) "uærlig egoman med frygtelig dømmekraft" værre end at være en løgnagtig bedrager med bolsjevistiske tendenser eller end at være en blind medrepublikaner, der ikke kan se, at den anden side er fyldt med løgnagtige bedragere med bolsjevistiske tendenser?
Selv kommunistiske dissidenter falder for demokraternes
dæmonisering af deres modstandere i sovjetisk stil
Selv flygtninger fra (tidligere eller aktuelle) kommunistiske lande — som normalt ikke viger fra at prøve at informere vestlige publikum om, hvor totalitær, f.eks. Woke-bevægelsen eller statuernes nedtagning er — er ikke immune over for hvad kan kaldes DNC's propaganda. Når alle er enige om, hvilken forfærdelig "narcissist" Trump angiveligt er, erkender ingen af dem, at dette er en af måderne, som Kreml bagtalte (eller som Beijings KP bagtaler) deres meddissidenter og som gik (som går) så langt som at sende dem til sindssygehuse med det "godartede" formål at "helbrede" dem?
På denne side af Atlanten skriver den normalt fremragende Nicolas Lecaussin (en fransk forfatter født i det kommunistiske Rumænien, hvis IREF – Institut de Recherches Economiques et Fiscales – og IFRAP – Institut Français de Recherche sur les Administrations – prøver at tage kampen op mod Frankrigs "Deep State" ligesom FEE eller Mises Institute prøver det i USA eller som 24nyt og Årsskriftet Critique i Danmark) ganske ærligt om Biden-familien, men føler nødvendigheden af at slå hårdt ned på Donald Trump med une tonne de briques:
[l']ancien président, que ses frasques et son détestable caractère rendent aussi imprévisible qu’ infréquentable ([den] tidligere præsident, hvis eskapader og afskyelige karakter gør ham lige så uforudsigelig som hans selskab er utåleligt)
Hvorfor kan en flygtning fra Nicolae Ceaușescus kommunistiske mareridt (ligesom Ilya Sorkin er en flygtning fra Brejnevs mareridt) ikke se, at OrangeManBads "afskyelige" holdning kan forklares med hans egen afsky for USA's venstreorienterede politikere og den korruption, de afføder, samt deres ønske om at gøre Amerika (eller, for at bruge Obamas udtryk, "fundamentally transforming the United States of America") til en bananrepublik som Cuba eller... Rumænien?
Men det mest forbløffende østeuropæiske tilflugtssted er Steven Calabresis "kammerat" i Reason. Jeg har fulgt og beundret Ilya Somin — hvis CV tager en side eller mere at fylde — lige siden Glenn Reynolds begyndte at citere ham på Instapundit for en halv snes år siden. Netop i februar skrev Ilya Somin Remembering Lenin—den første store kommunistiske massemorder. Man skulle tro, at et tilflugtssted fra et kommunistisk mareridt igen ville gennemskue regeringens agenter.
Men igen og igen ignorerer Ilya Somin de talrige anomalier ved valget i 2020 (se nedenfor), mens han tager det Demokratiske Partis påstande om Trumps nederlag for givet (er det af taknemmelighed over for Vesten, at ellers rationelle østeuropæiske flygtninge sætter deres hjerner til side og tage vestlige regeringer, selv når de er venstreorienterede — hvoraf alle eller de fleste var tilhængere af USSR's kommunister — på ordet?) og hævder, at Donald Trump er skyldig i forræderi, og at "oprøret" den 6. januar kunne have såret eller kunne have dræbt Capitol politibetjente.
Som Ron Hart — ingen forfatningsekspert, han — påpeger, fik demokraterne deres politiske spillebog fra Lenin:
Når du har dårlige politikker og ikke kan opretholde din autoritet baseret på kvantificerbare resultater, gør du, hvad demokraterne har gjort de sidste par år: du våbengør regeringen mod dine fjender.
Det er næppe en ny konstruktion. I 1918 lagde den undertrykkende sovjetiske leder Vladimir Lenin (100-året for hvis død var den 21. januar) sin plan for at holde kommunisterne ved magten med sin berygtede "hængende orden".
Sammenligningen mellem Lenins fire eller fem "Hængende Orden"-punkter og modus operandi for Amerikas Demokratiske Parti er et must-read. (Hvis du ikke klikker på noget andet link i dette indlæg, skal det være Ron Harts her og Matt Kanes nedenfor...)
Nummer 1. "Hængninger i fuld udsigt til folket," ligner demokraternes mange, useriøse rigsretsforsøg mod Trump. Du ville være nødt til at overgive din rationnelle hjerne til Woke-DNC dogmen for at konkludere, at "Deep Staters" ikke prøver at rette sig mod Trump. En 78-årig mand, som aldrig er blevet arresteret, bliver pludselig beskyldt for 90 forbrydelser året for han er kandidat mod en siddende præsident. Virkelig? Måske er han bare en senblomster?
… Nummer 2. "Offentliggør deres navne." Det er klart, at "doxing and swatting" af GOP-ledere, udført af Lois Lerner til IRS-agenten, der overgav Donald Trumps og Elon Musks selvangivelser til The New York Times, passer ind i denne kategori.
Nummer 3. "Grib deres korn." Det er, hvad New York Attorney General Letitia James gør mod Trump ved at bruge en ny juridisk teori, som hverken har offer eller forbrydelse, til at hugge Trumps ejendomme fra ham.
Nummer 4. "Udpeg gidsler — på en måde at folk ser det og skælver." Hvis dette ikke er essensen af den store anklagemyndigheds overreaktion til 6. januar, så skal du bare sætte også mig i spjældet. Et par hundrede mænd, der lignede castet fra Duck Dynasty på en forvirrende dag, spadserede gennem vores Capitol ("Folkets hus") og abede med Nancy Pelosis podie. Nu sidder mange af dem i isolation, måske i op til 20 år. For indtrængen.
Republikanerne respekterer reglerne for golf
mens Demokraterne spiller ishockey
Jeg kan ikke lide tanken om at blive beskyttet af disse hyrder
som ikke er bedre dyr end vi er,
og som meget ofte er værre.
— Alexis de Tocqueville
Apropos: I mellemtiden bliver Joe Bidens — langt værre — tilfælde af korruption, både da han var senator og som beboer i Det Hvide Hus (over 20 millioner dollars i bestikkelse fra Kinas kommunister?!), behørigt imod, men aldrig med så grusomme formuleringer. Den republikanske opposition er ret behersket, selv om den er principiel (sjældent, hvis nogensinde, indlæste ord som "skændsel(fuld)", "rystende" eller "forbryder"). Jeg kan ikke huske, at the RINOs Chris Christie, Mitt Romney eller Liz Cheney — for ikke at nævne justitsministeriet — viste megen vrede over noget af Biden-familiens svindleri.
Man kunne lige så godt sige: Nå, selvfølgelig gik de sovjetiske domstole for vidt. Det siger sig selv. Men alligevel, med hensyn til individuelle sager som Solsjenitsyn og Sakharov (eller som en flygtning fra Hong Kong eller en rumænsk dissident til Ceaușescus parret), har disse "losers" helt sikkert på en eller anden måde fortjent deres skæbne.
REGEL #1: Fordi journalister skal være åbne, udvise uafhængighed i sindet og udvise en sund dosis skepsis, skal ordene og handlingerne fra politikere, ledere og de magtfulde — såvel som interviews med almindelige borgere — konstant udfordres, udspørges, tvivles og oftest afbrydes (på en mere eller mindre høflig måde).
REGEL #2: Regel #1 gælder kun for de højreorienterede.
For folk på venstrefløjen er det typiske spørgsmål nemlig mere som "Vil De være så venlig at oplyse os om Deres strålende planer om fundamentalt at transformere vores land." (Spørgsmål nr 2: "Fortæl os venligst, hvor meget mennesker har lidt og stadig lider i vores afskyelige land.")
Hvorfor lider konservative så ofte af Stockholms Syndrom og føler altid behovet for at vise fair-play og give
efter for demokraternes selvtjenstgørende synspunkter, som aldrig har
næret en tøddel af goodwill for dem, og som på ingen måde er villige til
at gengælde? (Se den 12 minutter-lang GOP video af den ene Demokrat efter den anden, fra Al Gore
til Stacy Abrams, der bestrider det ene valgresultat efter den andet siden 2000 for… vælgersvindel. Læg også mærke til, at mens et bekymrende antal naive konservative
har udtrykt en vis sympati over for demokraternes påstand om, at Donald Trump tabte valget i 2020 — selv på trods af talrige demokratiske svindelforsøg — er der aldrig et eneste
medlem af Demokraterne som nogensinde er villig til gøre det samme med hensyn til deres eget
parti.)
Kunne
det være at Donald Trump er faktisk som
det lille barn i Kejserens Nye Klæder, der som den eneste
ikke vil følge med i pressens fabler (på engelsk: fairy tales) og i resten af folkets fantasiverden og som den eneste kan se, og som
er så uforskammet at ville sige, sandheden, dvs de egentlige vilkår?
(H.C.
Andersen fortalte ikke hvad der skete med drengen (også senere, da han blev
voksen) efter de sidste sætninger i Kejserens Nye Klæder. Læserne tror han blev en slags helt til folket, kendt for sin visdom. Slet ikke; tværtimod — da blev han
nemlig beskyldt, både af pressen og af resten af samfundet, for at være
et afskyeligt menneske der var kendt for sin racisme og sin hate speech, samt en 100 % narcissist med personlighedsforstyrrelse der lyver konstant.)
For 11-12 år siden forklarede Bernie Marcus, medstifter af Home Depot, "spillets regler":
… Republikanerne respekterer reglerne for … golf. I golf, hvis du misser et putt, eller du rører bolden med hånden, kalder du et slag på dig selv. Vi spiller golf. Demokraterne spiller ishockey. Det er et dræberspil. Og det er forskellen i politik.
Donald Trumps geni var og er også at få GOP til at spille ishockey. Det er også derfor — og det er netop derfor — at han er hadet.
Princippet om fair-play:
Lidenskabsløse undersøgelser
af de rivaliserende stridigheder
Der er intet mere tilbøjeligt til at fejle end almindelig mening.
En god isoleret observatør har faktisk mere vægt på min ånd, end tusind overfladiske eller interesserede vidnesbyrd
som alle gentager hinanden. — Alexis de Tocqueville
Men lad os tage et øjeblik og undersøge princippet om retfærdighed: her må jeg lige sige at jeg bliver af og til spurgt (ofte i en skandaliseret stemme) om jeg er pro-Trump eller (for 20 år siden) pro-Bush, osv… Her svarer jeg altid (hvilket er sandheden) at jeg er ikke pro-TruMP, jeg er pro-TruTH. Hvad angår retfærdighed og sandhed i forbindelse med 2020 valget, hvis en journalist eller en almindelig borger skulle undersøge de rivaliserende anklager på en lidenskabsløst maner, ville en intellektuelt ærlig person (journalist eller anden) ikke føle et behov for at konkludere, at sandheden er at der findes flere beviser til Trumps fordel?
Er det ikke et "bevis" på et stjålet valg, at valgkontorer i en håndfuld stater, hvor Donald Trump førte efter afstemningen, lukkede efter midnat — et skridt, der er helt uden fortilfælde — og da de genåbnede næste morgen, flere timer senere, var Joe Biden pludselig i forkøbet?
Her bør det siges, at de fleste stemmeregler som blev gyldige i USA eller i adskillige delstater i 2020 ville ikke blot være uacceptable og ulovlige i Danmark, de fleste ville også være det i stort set alle Europas 47 lande. Her spørger jeg altid danskerne som kalder republikanerne for skrækkelige individer, hvorfor beskriver de Danmark som et racistisk land? Jamen, det gør de slet ikke, svares der, og hvorfor skifter jeg iøvrigt emnet? Jo, hvis det er sandt, som demokraterne påstår, at republikanerne er racister fordi de kræver "a voter ID", så kan det kun betyde at alle lande som også kræver vælger ID (dvs sige Danmark samt stort set resten af verdens demokratier) må også allesammen være racistiske.
For
me, the biggest give-away that the election was rigged is how the Dems
stopped every attempt at an audit. If they had nothing to hide, then
let the Repubs audit. If there was no rigging, then the audits would
make the Repubs look like fools. So, why didn't they let the Repubs
audit??
Men jeg vil henvise til Matt Kanes enestående artikel ved American Thinker, hvor han diskuterer "forfatningsstridige ændringer af statens valglove, uovervågede stemmesedler, stemmemaskinefejl, matematisk usandsynlig valgdeltagelse og andre eksempler på direkte vælgerbedrageri" samt det faktum, at "Establishment politikere og mainstream media [MSM] har kæmpet hårdere end i nogen anden sag for at overbevise offentligheden om, at vælgersvindel er [intet andet end] en konspirationsteori." Man kan også læse Mollie Hemingway's Rigged (How the Media, Big Tech, and the Democrats Seized Our Elections).
Jeg vil også henvise til Time Magazine-artiklen af 4. februar 2021 — mindre end en måned efter de såkaldte 6. januar "optøjer" af "bøller", der repræsenterede "trusler mod demokratiet" — hvor Molly Ball godkendende rapporterer om en "kabal” (Times eget ordvalg) af ”venstrefløjsaktivister og erhvervstitaner”, der arbejdede på at ”redde” valget fra Trump. I New York Post, rapporterer Glenn Reynolds — som påpeger, at selvom "6. januar 2021 … er blevet kaldt en "opstand", så var det tættere på en studenter-pøbel, der besatte dekanens kontor end på et statskup" — at "'kabalen', der pralede med at presse Joe Biden" på Amerika og på verdenen,
sponserede valg med brevafstemning. Den blokerede valgsvindel retssager anlagt af Trump og tilhængere. Den anvendte censur på sociale medier til at dæmpe pro-Trump-argumenter og forstærke anti-Trump-argumenter. Den sponsorerede protester.
Pause
for a moment to savor the sheer Kafkaesque insanity of all this ...
language in the Constitution which was written to apply to those who
engaged in insurrection against the United States is being used by those
who engaged in insurrection against the United States (the anti-Trump
"resistance") to prevent the actual lawfully elected government (Trump)
from taking power on grounds that he is resisting them.
Bortset fra alle disse beviser er der for mig selv et enkelt tilfælde, der skiller sig ud over resten.
Hvor rimeligt er det at mene, at en ældgammel professionel politiker, som er kendt hverken for at være en strålende taler eller for at have en populær national følge (i modsætning til feks, fortjent eller ej, Ted Kennedy) ikke kun ville slå det Republikanske Partis rockstjerne (Donald Trump) i stemmerantallet, men også det Demokratiske Partis rockstjerne (Barack Obama) — især når man betragter at Joe Bidens (sjældne) kampagnetaler og (lige så sjældne) kampagneoptrædener næppe tiltrak noget betydeligt antal individer, endsige folkemængder, og at faktisk (efter det mærkelige råd fra VIP'er som Nancy Pelosi) forlod "Sleepy Joe" næppe sin kælder for at føre valgkamp?
Lad os derimod være retfærdige og undersøge venstrefløjens diskussionspunkter: en af hovedårsagerne til, at mange folk er skeptiske, er netop det faktum, at mainstream media har forsøgt at kvæle al debat om emnet, og det fra de tidligste timer af 4. november 2020. Trump "continues to argue, falsely, that the 2020 election was stolen from him" (New York Times, 8. august 2023).
Alt venstrefløjen gør er at gentage uophørligt — de gider ikke engang bruge deres sædvanlige væseltaktik med at henvise til (unavngivne) eksperter, selvom det er underforstået — at Trumps påstand er "grundløs" eller "ubegrundet", hvis ikke en direkte løgn (eller "the big lie"), alt imens de venstreorienterede kalder os skeptikere "konspirationsteoretikere", uden nogensinde at fremføre, i det mindste en gang imellem, et eneste bevis på det.
Bare det at få lov at læse en enkelt dybdegående artikel eller nyhedshistorie, hvor alle Trumps påstande omhyggeligt er plukket fra hinanden og afkræftet, kunne være nok, og New York Times og Washington Post kunne henvise til den artikel ved at lave en hyperlink fra ordene "grundløs" eller "løgn" i alle efterfølgende nyhedshistorier til artiklen. Men denne "ur-artikel" lader ikke til at eksistere på nogensomhelst redaktion, hvadenten det er i USA eller i Europa.
det eneste man har at sige til folk idag er "Ifølge eksperterne" … Som jeg har gentaget i årevis, for den sekulære universitetsuddannede, er "Eksperterne siger" lig med hvad "Saa siger Herren" har været for religiøse mennesker i tusindvis af år. De har kun udvekslet autoritet fra Herren til "eksperterne"...
I dette tilfælde bruger New York Times og Washington Post og CNN ikke engang "eksperterne siger", velvidende at det ville lyde
latterligt (hvem i alverden — hvilken individ — kan kaldes en
uangribelig ekspert på valgresultater, især hvis der har været
skænderier som var per definition skjulte og som den såkaldte ekspert derfor umuligvis kan
kende noget til?) mens man satser — utroligt nok, uden mangel på succes på at ingen udfordrer deres angiveligt neutrale sprog om Trumps "grundløse"
påstande og hans djævelske ønske at "omstøde" et valg og, ja, selve
demokratiet.
More data backing this up: most Americans are *not* leftwing, and yet leftwing ideology dominates all our big institutions. There needs to be a thorough effort to depoliticize these institutions. https://t.co/bqZidYFmbnpic.twitter.com/tUkLkG6mJ9
Jeg er ikke særlig religiøs selv, men hvis man læser bøgerne i Dennis Pragers Rational Bible-serie ("Titlen på denne kommentar er "The Rational Bible", fordi dens tilgang er fuldstændig fornuftsbaseret ... Læseren bliver aldrig bedt om at acceptere noget som helst på tro alene"), vil man få en idé om den virkelige årsag til, at religion får så dårligt et ry. Hvad vil det sige at være religiøs? Betyder det at tro på (påståede) fabler eller at gå i kirke/synagoge med tåbelige troende hvis læber smiler fjollet?
Det betyder intet andet end dette, svarer Dennis Prager: lev og arbejd (og... reger), mens du prøver at integrere den gyldne regel og de Ti bud i dit liv. Nu, kære læser, før du protesterer over, at du ikke ønsker, eller har brug for, en religiøs lektion, tænk på følgende: "ikke stjæle" og "ikke myrde" (ikke myrde fremfor ikke dræbe på det originale hebraisk), er det ikke ret god regeringsførelse for et samfund, som selv en ateist, uden at give afkald på sin ateisme eller agnosticisme og uden at tilslutte sig nogen religion, kan tilslutte sig?!
Ah, men der er gnisten: for venstrefløjen viser Dekalogen sig faktisk at være et pokkers stort problem.
Venstrefolk i spidsen for en barnepigeregering tror åbenbart ikke, at du (deres nabo) er deres ligemænd, socialister tror ikke på "ikke begære" (skatter), kommunister tror ikke på "ikke dræbe", barnepige-regeringer tror ikke på "at ære din far og mor" (din familie) — bestemt ikke fremfor Big Brother — og i det hele taget tror alle ovenstående ikke på "Bær ikke falsk vidnesbyrd."
(Hvis du protesterer: "Lad os ikke rive alt ned, Hr. Svane, du kan vel ikke benægte, at en vis mængde skatter er nødvendige i livet?!", giver Harry Jaffa svaret: "De, der lever under loven, har lige ret i at være med til at lave loven, [mens] de, der laver loven, har en tilsvarende pligt til at leve under loven."
"Du må ikke vidne falsk mod din næste": venstrefløjen mener at de kan lyve overfor andre, og at de kan lyve overfor sig selv — alt sammen for at sole sig i deres egen tapperhed og herlighed, da disse riddere i skinnende rustning vender op og ned på alt.
Kort sagt kan de lyve om, hvor foragtelige deres naboer er, og hvor tapre de selv er til at angribe de nævnte naboer, også kendt som deres (ikke-truende) modstandere.
Mens vi i øvrigt taler om Bibelen, når falsk stolthed nævnes som hovedsynden, ville det så ikke dække folk som beskriver sig selv som tapre folkehelte for at "trodse samfundets racister", "redde planeten" og "befri demokratiet"?
Ikke underligt, at i Frankrig roses l'état laïc og at man ikke vil have at religionen har nogesomhelst at gøre med politik...
Det forklarer også antisemitismen og antiamerikanismen gennem århundrederne og årtusinderne, hvor Israel og USA er de to nationer, der mest har prøvet at følge forskrifterne i den jødisk-kristne bibel, ikke mindst den gyldne regel (og har haft en utrolig fremgang som en konsekvens heraf) — og dermed i det mindste forsøgt at forhindre både politikere og borgere i at lyve over for andre såvel som over for sig selv. Og med det vender vi os tilbage til Dennis Prager, da han skriver (i Whites Aren't Hated for Slavery but for Making America and the West), at
venstrefløjen … hader Amerika, som den betragter som kapitalismens forbillede. Ved at blive det mest succesrige land i historien forbliver Amerika, det typiske kapitalistiske land, en levende irettesættelse af alt, hvad venstrefløjen står for. Hvis Amerika kan væltes, kan enhver venstreorienteret egalitær drøm blive realiseret. ... Hvad venstrefløjen i høj grad søger, er at ødelægge Amerika, som vi har kendt det — den kapitalistiske og jødisk-kristne enklave af personlig frihed.
Lincoln i 1860: "Når I [Demokrater] taler om os republikanere,
gør I det kun for at fordømme os som reptiler eller … gangstere"
Demokratiske folk har en naturlig smag for frihed …
Men de har en glødende, umættelig, evig, uovervindelig passion
for lighed; de ønsker lighed i frihed, og hvis de ikke kan opnå lighed i frihed, vil de have lighed i slaveri. — Alexis de Tocqueville
Og demokraterne har været ret villige til at lyve om alt det ovenstående. Mens slaveri og statsrettigheder (States' rights) har traditionelt konkurreret i
debatten som de to hovedårsager til Borgerkrigens udbrud, bør måske en
tredje grund underholdes: valget i 1860 af en "skrækkelig" republikaner til det Hvide Hus.
/// I USA har det været almindeligt at diskutere, i hvilken grad Borgerkrigen var forårsaget af slaveri eller statsrettigheder (States' rights). Jeg har en tredje forklaring: konflikten var forårsaget af valget i 1860 af en "skrækkelig" republikaner til Det Hvide Hus. (Lyder som 2016, ikke sandt?) Og der var så meget forargelse blandt demokraterne i 1860, at de fortsatte med at forsøge at rive nationen fra hinanden i løbet af de næste fire år (dog på en langt blodigere måde, selvfølgelig, end i det 21. århundrede), som endte med mordforsøget på Lincoln.
For kun et halv snes år siden omtalte James Carville (nutidige) republikanere som "reptiles". Og for over 160 år siden, da en advokat fra Illinois følte nødvendigheden af at henvende sig til sydstaterne og demokraterne (under hans Cooper Union-tale i februar 1860), gæt hvilket udtryk Abraham Lincoln brugte:
…når I taler om os republikanere, gør I det kun for at fordømme os som reptiler [!], eller i bedste fald som ikke bedre end gangstere. I er villige til at give en høring til pirater eller mordere, men intet lignende til [republikanere]. I alle jeres stridigheder med hinanden, anser hver af jer en ubetinget fordømmelse af [republikanismen] som den allerførste ting, der skal tages hensyn til. En sådan fordømmelse af os synes faktisk at være en uundværlig forudsætning — så at sige tilladelse — blandt jer for overhovedet at blive optaget eller tilladt at tale. Kan I nu, eller ej, overtales til at tage en pause og overveje om dette er helt retfærdigt for os, eller endda for jer selv? Kom med jeres anklager og specifikationer, og vær så tålmodige længe nok til at lytte mens vi afviser eller begrunder.
"Reptiler, banditter, pirater, mordere"... Hvor ofte er republikanere blevet kaldt "domestic terrorists" i de sidste snes år? (Og i årene, i årtierne, før det?) Hører vi ikke hvert fjerde år, at den seneste republikanske kandidat viser tegn på fascisme, og at faktisk svarer han sandsynligvis til Adolf Hitler, én der kan forventes at starte 3. Verdenskrig?
Når man hører hvordan ens modstander er en racist eller en Nazist forstår man bedre hvordan alt skal gøres, inklusiv vælgersvindel (og mord?), for at undgå at Adolf Hitler bliver landets næste præsident ved at eliminere ham. Måske burde de demoniserende melodramaentusiaster også vide (især hvis de arbejder i Colorado, Maine ogIllinois) at under 1860 valget blev Abraham Lincolns navn fjernet fra hele ti delstaters stemmeseddel, alle demokratiske sydstater med slaveri.
Vi bliver ved med at høre, at amerikanerne — og at 2024's republikanske kandidat (det være sig Trump eller en af hans modstandere) — ikke bør genforhandle valget fra 2020. Det ville være kedeligt og splittende, og "det er på tide at komme videre og lægge det bag os." Kommer dette "rationelle" råd ikke også fra the Democratic Party?
Er spørgsmålet om at stjæle et valg (sammen med… den medfølgende undergravning af demokratiet!) ikke vigtigt? Er det ikke altafgørende?
Er hovedspørgsmålet i vor tid ikke, at et stort politisk parti med succes forsøgte at underminere Amerikas demokrati? Og nej, de skyldige var hverken Donald Trump eller GOP.
I det perspektiv må det aldrig glemmes, at det ikke er den 6. januar (2021) — gentaget, bevidst, uendeligt af både demokraterne og de store medier — der er den kritiske dato;nej, den væsentligste dato er den 3. november (2020).
Denne artikel blev trykt af 24nyt.dk den 17. juli 2024
//// an official act TV2 Indenrigsminister fjerner Trump fra stemmesedlen i Maine eller staten COLORADO-NYT når i virkeligheden, som jeg siger det i første asnit, det bør beskrives from the outset som partisannnn demokrater i embedet
Hvis tronfølgeloven af 1953 var blevet nedstemt, ville Frederik alligevel ende på tronen
Af Erik Svane
Forestil
jer hvis tronfølgeloven ikke var blevet vedtaget i 1953: i givet
tilfælde ville (kun prinsesse) Margrethes og Henriks ældste søn,
Frederik, alligevel ende på Danmarks trone (men men med et vigtigt
forbehold). Dette forklarer hvorfor:
Frederik
IX bliver fulgt i 1972 ikke af hans datter men af broren
Knud – formegentlig ikke som Knud 7. men med kongenavnet Christian XI – mens
Ingolf bliver konge ved faderens død i 1976 – formegentlig ikke som Ingolf I. men med kongenavnet Frederik X.
I følgende hypotetiske situation (som science fiction kalder for alternate present eller uchronia)
formodes det at intet andet har ændret sig, f.eks. at Knud som konge
fik bedre lægebehandling, at Margrethe havde nok aldrig mødt Henri de
Monpezat, at Margrethes ældste søn og ældste sønnesøn muligvis fik andre
fornavne end Frederik og Christian, at ældste søn aldrig mødte Mary
Donaldson, og vigtigst af alt, at der ville have været stor pres fra
hoffet – samt fra riget og befolkningen – på "Kronprins" Ingolf til at
vælge en hustru som kunne føde børn.
I
vores hypotetiske scenarie er der flere som er tættere på den barnløse Ingolf, men
de er enten døde (broren "Kronprins" Christian går bort i 2013) eller
kvinder (Christians tre børn samt kusinerne Margrethe, Benedikte og Anne
Marie) – husk, at kvindelig tronfølge i dette scenarie er blevet
nedstemt – eller begge dele (søsteren Elisabeth).
Derfor
ville Margrethe og Henriks ældste søn (kronprins fra Christians død i
2013) alligevel ende på tronen, dvs den dag Ingolf alias Frederik X går
bort (eller abdikerer).
Med andre ord ville Danmark alligevel vende tilbage til den branche af kongelinjen vi kender, dog mere end et halvt århundrede (mindst 52 år) senere.
Men her er så det sjove: Fordi Margrethes ældste søn følger en Kong Frederik ville Frederik ikke blive en Kong Frederik – som han bliver om en halv snes dage i vores virkelighed – men nødvendigvis
en… Kong Christian (Christian XII). Mens Frederiks (eller Kong
Christians) og Queen Marys søn, Christian (nu 18 år), skulle en dag i fremtiden
efterfølge sin far som… Kong Frederik (XI).
Erik Svane er forfatter, med tegneren Thierry Capezzone, af tegneseriebiografienDaisy: En Prinsesse i Danmark (hos forlaget Cobolt)
The Daily Mail presents over 70 photographs and videos of the crowning in Denmark, as Queen Margrethe II abdicates in Copenhagen's Christianborg Castle, and a visibly emotional Crown Prince Frederik Becomes King Frederik X.
Far havde lige bladret igennem Niels Ulrik Kampmann Hansens hæfte om Bernstorffsvej (fra Studiebyen til Slotshaven), hvor han navnlig blev fascineret af den (dengang) moderne brandstation som blev bygget ved siden af Gentofte Rådhus i 1939.
Her huskede Eskil Svane, at i foråret 1942, da han var en ulveunge på 9 år (hans spejdernavn var Dådyr), kom hele ulveflokken (1. Ordrup) på besøg på stationen og så brandmændende demonstrere hvordan de sprang ud på glidestængerne når der var udrykning og rutschede ned til brandbiler og ambulancer.
Hvad (heldigvis) kun få vidste i 1940erne – og hvad min far lige havde kun lært, nu i den sidste års tid – var at chefen for brandstationen, Christian Kisling, var en ledende Holger Danske mand, med dæknavnet "Kis", og en vigtig hjælper for modstandsgruppen. Bl.a. kunne Redningskorpsets ambulancer og brandbiler benyttes til at befordre personer eller "pakker."
Tja, sagde min far, som fyldte 91 midt i juli (og som stadig bruger sin spejderske til hvert måltid), "man lærer noget hver eneste dag…"
Debatten om fartgrænser udstiller et demokratisk underskud og politisk hetz mod bilejerne
Emil Hee
Senstrup mener, at jeg »harcelerer« mod harmløse politikere. Men
når fartgrænsen justeres, har man som borger da lov til at vide hvorfor.
Debatten om fartgrænser mangler demokratisk forankring, skriver
forfatter Erik Svane i dette debatindlæg
Debat
16. februar 2022
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere her
I sit debatindlæg i Information fra den 8. februar påstår
journaliststuderende Emil Hee Senstrup, at det er fjollet at klage over
foragt for bilister, når staten bruger så mange penge på veje og
broer. Hvis Senstrup skal fortsætte i journalistbranchen, må vi håbe, at
han lærer at grave lidt dybere.
Jeg er i øvrigt ganske villig til at se fartgrænsen sænket 10-20
km/t, når og hvis det er nødvendigt. Da ingen synes at erindre om
utallige blodbad i Danmarks gader i de sidste 40 år, er jeg mistænksom
om nytten af forbedringer. Og når fartgrænsen justeres, har man som
borger da lov til at vide hvorfor. Hvad betyder demokrati ellers? I
øvrigt svarer de ubetydelige ti kilometer i timen til 20 procent i de 15
kommuner.
Det synes klart, at planen er, at transportministeriet om to-tre år
vil påstå, at testen var afgørende og anbefale, at den bliver
generaliseret til hele Danmark.
Hvad angår Senstrups pointer om infrastrukturen, er det klart, at
politikerne ikke kan ødelægge landets økonomi uden videre. Men de kan
gøre livet så surt for bilister som muligt. Det indrømmer Senstrup også
selv, da han sløjt gentager alle færdselsayatollahernes melodramatiske
synspunkt, nemlig at vi har brug for »politisk vilje til at få flyttet
folk fra bilerne over til bus og tog«. Bilejeren bliver udnyttet som en
malkeko, når de pålægges endnu flere bøder som følge af unødvendige
regler.
Burde demokrati ikke betyde, at når der er valgkamp, så gør partierne
deres planer klare? Hele debatten er symbolsk, fordi det danske folk er
overbevist om, at trafik er et gådefuldt emne, som burde overlades til
blide eksperter. Og hvad er det, hvis ikke mangel på demokrati?
Erik Svane er forfatter
Også her var den originale tekst sendt til Informations debatside tre-fire gange længere:
Betyder demokrati ikke, at vore ledere skal være villige til at lytte og at gøre rede for deres planer?
Skjuler debatten om fartgrænser ikke en vilje
til at betragte bilisten som en malkeko?
De fleste svar jeg har set til min artikel den 5. februar,
både i avisen og på nettet, synes at være af den "Sådan er det bare"
sort – en dansk Pavlov refleks som jeg netop misbilliger i sidste
afsnit.
I en normal debat (vedrørende bilkørsel eller Covid-19
etc) kunne vi almindelige folk diskutere for og imod uden ildhu. F.eks.
kunne man drøfte om tyskerne ikke klarer sig fint uden den mindste
hastighedsgrænse på de fleste af deres Autobahn.
Men for en
større del af befolkningen, så snart regeringen griber ind, så slutter
debatten med et brag. Fra nu af har man bare at tie stille og adlyde.
Det er tilbagefaldsargumentet, hvad enten det angår de absurde
nedlukninger, de uhygjenske mundbind eller de ulogiske
langsomhedsgrænser.
Til gengæld var jeg (meget) glad for at blive
angrebet personligt — det mest almindelige angreb var ironi i form af,
denne stakkels Neanderthaler som raser eller tuder når han skal køre 10
km/t mindre — fordi det tyder på at de ikke har mange argumenter (udover
"Ti stille, knægt; og adlyd!").
F.eks. synes Emil Hee Senstrups
hovedargument at udmale mig som en "utalmodig mand" der er "vred" og
"harcelerer". Han påstår at det er fjollet at klage om vores overmænds
foragt for bilisterne når staten bruger millioner
af kroner på Danmarks transport infrastruktur.
Hvis Emil Hee Senstrup
skal fortsætte i journalistbranchen, må vi håbe at han lærer at grave
lidt dybere og ikke kun efterabe enetankegangen. (Husker han ikke
minkeskandalen?)
1) For det første:
Jeg har altid sagt
at jeg er ganske villig til at se fartgrænsen sænket 10, eller 30, km/t –
hvis og hvornår det er nødvendigt (Gentofte kommune har forslået at
sætte en del af Helsingørmotorvejen ned fra 90 til 60 km/t, og idet det gælder støjforurening er jeg ikke imod, selvom jeg ville foretrække støjmure eller overdækning).
Da ingen dansker synes at erindre om det ene blodbad efter det andet på
Danmarks bygader i de sidste 40 år samt på rigets landeveje er jeg,
sandt at sige, mistænksom og ser ikke nytten for at lave tingene om.
Når
den nationale eller en lokal regering sætter fartgrænsen ned (eller for
den sags skyld op) – om det er fra 90 til 80 km/t (som Frankrig gjorde i
2018, med uforudsete resultater – se nedenfor) eller fra 50 til 40
km/t, så har borgeren (selv om han ikke selv er bilist) da lov til at
vide hvorfor. Hvad betyder demokrati ellers? Iøvrigt svarer de
"ubetydelige" 10 km/t til en sænkelse på 20%, og hvis man læser
lokalaviser en gang imellem, så lærer man at der er også tale om at
nedsætte den til 30 km/t (en sænkelse på 40%!). Igen, uden nogensomhelst
form for input fra befolkningen.
Endvidere drejer det sig "kun" om 15 kommuner, fortsætter Emil Hee Senstrup.
Journalist studenten må lære at være lidt mindre naïv og lidt mere
skeptisk, især om politik og deres "vi må udfordre vanetænkningen"
tricks. (Lad os håbe det bliver undervist på journalisthøjskolerne og
universiterne.) Det er pæreklart at planen er, lige meget hvad der sker
(eller ikke sker), at transportministeriet vil om to-tre år påstå at
testen var afgørende og anbefale at den bliver generaliseret til hele
kongedømmet.
Som et eksempel på George Orwells Nysprog var det, i
november 2021, at en af Sjællands socialdemokratiske ledere sagde hvor
stolt han var for af at have fået sat fartgænsen ned til 50 km/t i byen:
“Før kunne man ræse med 60 i timen” langs en bred vej i Vangede, forklarede Søren Heisel til lokalavisen Villabyerne
(understreget af mig). Hvis en bilist kører 60 km/t er det for de
fleste ganske ubetydeligt, men en politiker skifter verbet "køre" ud med
"ræse" og får en ganske ligegyldig hastighed til at virke dybt farligt
og skræmmende. (Og det var så min journalisme lektie for idag.)
2) For det andet:
Hvad
angår infrastrukturen er det klart at politikerne, såvidt lokale som
nationale, ikke kan ødelægge landets (og vestens) økonomi uden videre
(selvom de prøvede under den såkaldte Corona-krise). Det er derfor at
staten bruger færre millioner på cykelstierne.
Men det betyder
ikke at de er positivt (eller simpelthen neutralt) engageret til fordel
for landets bilejere; man kan ikke engang sige at de tolererer dem.
Faktisk synes de at prøve at gøre livet så surt for bilister som muligt.
Det indrømmer Emil Hee Senstrup
selv (uden at vide det?), da han i sidste afsnit sløjt gentager alle
færdselsayatollahernes melodramatiske "vores-vanetænkning-må-udfordres"
synspunkt, nemlig at vi har brug for "politisk vilje til at få flyttet
folk fra bilerne over til bus og tog."
Om man kalder det "det glorværdige korstog for den grønne omstilling" elle om man kalder det "bilfobi" er resultatet det samme.
Og
det resultat er at bilejeren skal udnyttes som en malkeko – med
unødvendige regler som fører til et endnu større hav af bøder. Svarer
det ikke lidt til en skjult skatte billet for kun en del af
befolkningen?
De danskere som tvivler på at regeringen kan være så kynisk burde huske Frankrigs Gule Veste-oprør,
som brød ud i november 2018 da en ny bil-skat blev indført. Det er synd
at sige det, men en gang imellem kunne Danmark godt bruge en
tilsvarende Asterix-den-gæve-Galler attitude; fordi den skat var
simpelthen den sidste tåre der fik vasen til at løbe over.
Faktisk
startede oprøret fire måneder tidligere, da Præsident Emmanuel Macrons
statsminister i juli fandt ud af, at det var "en rigtig god idé" at sænke farten fra 90 km/t til 80 km/t på 200.000 km af landets landeveje. For franskmændendes sikkerhed, selvfølgelig. Også her havde le premier ministre Édouard Philippe påstået at regeringens (faktisk meget tvivlsomme)
studier havde været vellykket og afgørende, og derfor skulle sænkelsen
generaliseres til hele nationen. Mærkeligt nok troede hele 90% af
Frankrigs befolkning betragtede beslutningen son intet andet end endnu en pengemaskine.
I
de følgende måneder blev fartkameraer over hele Frankrig malet over,
brændt, skudt, eller simpelthen dækket med plastikposer eller omvendte
skraldespande.
Her vil jeg fremsætte en ekstraordinær hypotese:
kunne det være at demokrati burde betyde at når der er valgkamp (om det
er i Frankrig eller Danmark eller USA – se næste sætning – eller
andetsteds), så burde partierne gøre så mange af deres planer (f.eks. om
fart-nedsætning) klare til vælgerne før valget i stedet for efter?
F.eks.
var en af Joe Bidens valgløfter at bruge "trillions of dollars" på at
(gen)bygge veje, broer osv – nu siger USAs transportminister, Pete
Buttigieg, sagt at det meste af pengene skal bruges – surprise! – til flere speed cameras.
Hele
debatten er symbolsk af det faktum at der netop ikke nogen debat er og
at, i hvert fald hvad angår trafik og samfærdsel, det danske folk er
overbevist at det er et harmløst (og lidt gådefuldt) emne som burde overlades til forskellige
blide og godartede eksperter. Og hvad er det, hvis ikke mangel på
demokrati?
"De,
der lever underkastet loven, har også ret til at være med til at
udarbejde loven. Mens de, der udsteder loven, har en tilsvarende pligt
til at efterleve loven."
