Thursday, September 26, 2024

Har USA god grund til at stemme for Donald Trump?

 

 




Har USA god grund til at stemme for Donald Trump?
af Erik Svane


To see what is in front of one's nose needs a constant struggle.
— George Orwell



     I sin tale om nationens tilstand (the State of the Union) i 2019 gentog Donald Trump, manden som er beskrevet i hele Europa som en værre – og farlig – tåbe, igen at "Vi må … beslutte os for, at Amerika aldrig bliver et socialistisk land."

    Den generelle holdning i Vesteuropa, samt blandt USAs demokrater (ikke mindst Joe Biden og Kamala Harris), er det kan kun være en dyd at oprette et velfærdssystem.

    Men er Venezuela ikke blot et eksempel (og kun, desværre, det allerseneste) på at det – tydeligt – er forkert?

    Efter 25 år af Hugo Chávez og Nicolás Maduros socialistiske Revolution, kan borgerne i hvad var engang Sydamerikas rigeste land nu nyde manglen på mad, medicin og toiletpapir, samt strømafbrydelser, hyperinflation, og generelt en økonomi i frit fald, mens millioner af folk søger at flygte til nabolandene (se BBC's "How Venezuela's crisis developed and drove out millions of people").

    Som så mange andre, både i USA og andetsteds i verden (ikke mindst i Danmark), var Michael Moore fuld af begejstring og beundring over den Bolivarianske revolution da Hugo Chávez kom til magten for 20 år siden.  Så sent som i 2013 skrev filminstruktøren f.eks. at "Chavez har erklæret at olien tilhører folket.  Han brugte olie dollars til at eliminere 75% af ondartet fattigdom, og til at forsyne alle med et gratis sundhedssystem og uddannelse."

    Hvad er det, at en Michael Moore, en Oliver Stone, en Bernie Sanders og en Dan Jørgensen, samt millioner af danskere, ikke forstår, at i Venezuela er socialismen ikke blot mislykket, det har bragt borgerne i Latinamerikas allerrigeste land til fattigdommens rand?

    I deres iver efter at vise hvor overlegen resten af verden – eller i hvert fald Europa – er i forhold til USA glemmer de at omtale de (mange) lande hvor det har vist sig at "tåberne" (udtrykket – som de fleste danskere er givetvis enige med – stammer fra Niels Jespersen i Berlingske vedrørede sådanne folk som Donald Trump, Sarah Palin, og Ronald Reagan) som er skeptiske overfor indførelsen af et nationalt velfærdssamfund har utvivlsomt haft ret.

     Ifølge europæerne og deres ideologiske kammerater blandt USAs demokrater er man jo hjerteløs hvis man ikke støtter en socialistisk velfærdsstat.  Fordi det ikke har et sundhedssystem som "alle andre lande" bliver Kapitalismens hjemland regelmæssigt beskrevet som et "mareridt".  Skulle ordet ikke hellere anvendes om Venezuela, en socialistisk velfærdsstat med tomme supermarkedhylder der lider en 85% mangel på medicin og hvor millioner prøver at udvandre?

    Donald Trumps synonym for et mareridt land skulle være "shithole" (hvis det virkeligt passer at den 45. præsident har brugt det ord i 2018), et udtryk der blev ganske vist kritiseret over hele kloden.

    Nu taler vi om lande med tomme supermarkedhylder hvor man skal bruge flere timer hver dag til at købe et stykke brød eller en rulle toiletpapir (hvadenten det er i Leningrad – for en generation siden var det Sovjetunionen – eller Caracas) – hvis sådanne varer overhovedet kan findes.

    Hvor taktløs er det virkeligt at kalde sådan nogle lande for "shitholes"?

    Hvad ellers skal man kalde et land hvor en væsentlig del af befolkningen – hvadenten der er fra Latinamerika (i Venezuela er det en sjettedel) eller fra et sted som Syrien – er udvandret til udlandet i de sidste 15 år?!

    Betyder det så ikke at emigranterne selv siger – i så mange ord – at deres egne lande kan de facto beskrives som et shithole?

    Hvis man iøvrigt har ondt af de illegale immigranter ved Mexicos nordlige grænse (hvadenten man er amerikaner eller udlænding) og hvis man insisterer på, at det er grusomt og umenneskeligt ikke at give de stakler lov til at bosætte sig i USA, kan det betyde andet end en en eneste ting?  Betyder det ikke at man er faktisk enig – 100% enig – med ingen andre end… selveste Donald Trump (hvis ikke med hans ordforråd) når han beskriver de lande som immigranterne prøver at forlade som shitholes?!

    Kunne det være at den republikanske leder er faktisk som det lille barn i H.C. Andersens Kejserens Nye Klæder, der som den eneste kan se sandheden?

"THE BLIND SPOT" I FOX NEWS KONTROVERSET


    I dette sammenhæng har der været meget humor over at en Fox News journalist har sammenlignet Venezuela med Danmark.  Der har utvivlsomt været overdrivelse i Trish Regans reportage, men som borger der har boet i USA (Texas, Louisiana, New York City…) vil jeg sige at jeg altid har været parat til at hæve stemmen når jeg hørte stereotyper om Danmark og danskerne ("do you live in igloos?").  Modsat er jeg ligeså beredt og villig til at hæve stemmen når jeg hører stereotyper om USA og amerikanerne.

    Kan det ikke virke lidt indskrænkende at den eneste lektie, som danskerne synes at have taget fra Fox News kontroverset ikke vedrører dem på nogen måde?  Den eneste lektie skulle vedrøre ingen andre end de uvidende amerikanske tumper som burde kende mere til verdenen.  (Lektien er selvfølgelig parret sammen med den stedsegrønne drøm om at USA burde efterligne Skandinavien og – endelig – få et socialdemokratisk samfund.)

    Sig mig:  Passer det virkelig at danskerne bare kan lay back and relax?  Har danskerne ikke egentlig også en lektie at lære?  Som måske er vigtigere…  At når "tåberne" er betænkelige om lande (eller rettere om revolutionernes ledere) der har valgt socialismen, har de ofte haft… god grund til det?  Er Chavez's Venezuela (efter bl.a. Lenins USSR, Ceausescus Rumænien, og Maos Kina) ikke et godt bevis på det?

    Har alle lande (eller rettere, alle revolutionernes ledere) ikke lovet samme fremtid i skandinavisk stil?

    Hvem kan forudse med sikkerhed, om en venstreorienteret regime vil følge Denmarks eksempel eller Venezuelas?  Er der nogen (Bernie Sanders?  Michael Moore?  Alexandria Ocasio-Cortez?  Dan Jørgensen?), der har svar på det spørgsmål?! 
 
    Hvem har lyst til ar melde sig frivillig til et systemsforandringsforsøg når man ikke kan være sikker på resultatet?!  Når Kamala ("holistic") Harris lover (ligesom Franklin Delano Roosevelt i sin tid) "bold, persistent experimentation", så er jeg enig med dem der svarer at amerikanerne ikke er laboratorierotter (især for "Socialism on steroids"). 
 
"[Communism] means that everyone is the same and everyone shares" påstår Tim WalzMinnesotas guvernør har sandt at sige været begejstret for Kina i flere årtier, som han har besøgt (ofte med sin forrykte kone) mere end 30 gange uden nogensinde at kritisere systemet. Tværtimod: Walz hylder landets kommunistiske system over USAs demokrati, et demokrati og et land som en af hans rådgivere har i sinde at omstyrte. (Det faktum at guvernøren, samt konen og datteren og rådgiverne, virker fuldstændig radikal(e) er skyld i at hele Walz-familien har afvist familiemedlemmet som de betrager som et fjols – et radikalt fjols.)
 
    Da Donald Trump gav sin første tale til FN i 2017, fokuserede medierne (det, som han kalder for "fake news") på det kontroversielle – hans kommentarer om Nordkorea og "Rocketman".  Både i USA og i udlandet undlod de for det meste at berette om, hvad præsidenten havde at sige om socialismen.

    “The problem in Venezuela, is not that socialism has been poorly implemented, but that socialism has been faithfully implemented.  From the Soviet Union to Cuba to Venezuela, wherever true socialism or communism has been adopted, it has delivered anguish and devastation and failure.”  Følgende år sagde Trump at “Today, socialism has bankrupted the oil-rich nation and driven its people into abject poverty.”

    Vedrørende Trumps State of the Union anno 2019: i Information griner en George Blecher af "talens gammeldags præg – og selv dens 1950'er-agtige udfald imod socialismens røde fare", men sandheden er, at socialismen synes at være den eneste ideologi som man skal bedømme på alene deres (sjældne) "succeser." Aldrig skal følgende lande nævnes: Albanien, Algeriet, Angola, Burma, Congo, Cuba, Ethiopien, Laos, Somalien, Vietnam, Yemen, Østtyskland, osv osv osv…

    Næh, kun de skandinaviske lande og/eller Vesteuropa skal anerkendes – selv om vi her i Skandinavien protesterer (med rette) at udtrykket Socialisme er langtfra en tilpassende beskrivelse om vore lande.

    I The Daily Signal forklarer David Harsanyi at "nutidens socialister [amerikanske såvel som udenlandske] klukker højt ved at lade som om kollektivistiske politik ikke fører til andet end uskadelige resultater som lokale biblioteker. Men i mange år priste de også eneherskerne i Cuba, Nicaragua og Venezuela" (for ikke at nævne Sovjetunionen og Kina).

    Det er ikke kun det danske system som danskernes yndlingspolitiker i USA, Bernie Sanders, har hyldet. "For ikke særlig længe siden," fortsætter David Harsanyi, roste Vermont Senatoren "Hugo Chavez som arkitekten af the American Dream, langt mere end selveste USA." Hvad angår David Sirota, som Bernie Sanders valgte i marts 2019 som speechwriter for kampagnen i 2020, for seks år siden roste journalisten Hugo Chávez's "economic miracle." Glem ikke, at Bernie's indflydelse inden for Biden og Harris kampagnen og regeringen har været omfattende.

    Socialister i udlandet og i USA, som Alexandria Ocasio-Cortez (AOC), "kan lide at bebrejde enhver ulighed, enhver glubsk forbryders handling, enhver nedtur og enhver social sygdom på kapitalismens uretfærdighed" tilføjer David Harsanyi. "Men ingen af dem indrømmer, at kapitalismen har været den mest effektive måde i historien til at afskaffe fattigdom."  Samtidig indrømmer ingen i venstrefløjen at kapitalismen har været den mest effektive måde i historien til at financiere… det enkelte lands hele velfærdssystem.

NOGLE PINLIGE SPØRGSMÅL OM DET DANSKE VELFÆRDSSYSTEM SOM GERNE UNDGÅS

    Det siges at hvis socialismen har været en katastrofe i visse (i de fleste) lande der fører til elendighed og fattigdom, så kan det ikke nægtes at det været en succes i en del andre lande, især i Vesteuropa og Japan.

    Det bringer os til adskillige pinlige spørgsmål:

    Passer det ikke, at stort set praler alle skandinavere af hvor gavmilde deres sundhedssystemer er?

    Men hov!  Passer det ikke også, at de systemer er ikke helt de samme?  Spørg hvilken som helst person – en dansker, en svensker, en nordmand, en amerikaner (demokrat eller republikaner), en kineser, en afrikaner – at sammenligne f.eks. de tre skandinaviske systemer indbyrdes og konkludere hvilke af de tre systemer (dansk, svensk, norsk) er bedst eller værst (både i det hele taget og/eller indenfor underkategorier, som dermatologi, tandpleje, eller kræftbehandling, samt sygeplejerskenes uddannelse) er det tvivlsomt at nogen som helst kan svare.

    Er der ikke en vis sandhed til forestillingen om at europæerne – jo jo, I ved godt, disse fornuftige og analytiske personer der regelmæssigt griner af amerikanerne for deres påståede latterlige patriotisme – gør ikke meget andet end gentage blindt (religiøst?) hvor pragtfuld deres respektive sundhedssystem er og (derfor) hvor vidunderlige deres respektive land og respektive folkeslag er?

    Og hvad angår jordklodens succesfulde velfærdssystemer, passer det ikke, at de fleste lande hvor velfærdssamfundet blev oprettet nogenlunde succesfuldt efter Anden Verdenskrig – hovedsageligt Japan og Vesteuropa – er netop de lande som fik kæmpe injektioner af penge fra udlandet efter krigen; dvs milliarder af dollars fra – who else? – Amerika (i Europa, via Marshall-planen)?

    Udover det, har man lov til at sige at europæernes stolthed over deres sociale system nogengange undlader nogle flere betydningsfulde detaljer?

    To af de ting, man mest beskylder USA for er dels, at amerikanerne ikke bruger nok på det sociale og dels, at deres "krigsgale" generaler bruger (alt) for meget på militæret – mens man peger på ens egne landes fredelige, og gavmilde, brug af deres BNP (dvs af deres skatteyderes skattepenge).

    Men hov! passer det ikke, at hvis lande i Vesteuropa bruger lidet på deres egen militær medens de har flere penge til råde til at bruge på det sociale, er det ikke fordi – et det ikke netop fordi – Uncle Sam bruger så meget på Amerikas forsvar; som også fungerer som forsvar for hele Vesten?

    Forklarer det ikke samtidig amerikanske presidenters regelmæssige bønfald til Europa at bidrage mere til forsvaret, senest Donald Trumps vrede i Bryssel over NATO i 2018?

    Det korte af det lange er følgende:  Europæerne kan gå rundt og prale over deres status som alhellige fredsstiftere i kontrast til de afskyelige amerikanske neandertaler præcis fordi deres regninger bliver betalt af og deres forsvar bliver garanteret af selvsamme afskyelige amerikanske neandertaler.

    Må nogle flere spørgsmål blive stillet?

    Var vi her i Danmark ikke lige så stolte af (ihvertfald tilfredese med) vores sundhedssystem for 10 år siden?  For 20 år siden?  For 40 år siden?  For dem som var i live dengang kan svaret næppe være andet end et helt sikkert ja.

    Ligeledes med andre emner, som vore kørefartøjer – eller vore telefoner.  Er vi ikke tilfredse med vore smartphones nu?  Var vi, eller vore forældre, ikke lige så tilfredse med vore telefoner for ti år siden?  For 40 år siden?  Var vore forfædre ikke lige så tilfredse med vore telefoner for 100 år siden?  Med vore kommunikationsmidler i det 16. århundrede?  I det 11.?

    Men I dag ville vi ikke være tilfredse med vore kommunikationsmidler for 1000, eller 500, år siden, vel?  Vi ville heller ikke være tilfredse med telefonerne fra 1930erne, eller fra 1970erne, eller fra 1990erne.  Faktisk ville vi den dag idag næppe være tilfredse med vore smartphones for blot 3-4 år siden.

    I mellemtiden er der nemlig kommet fremskridt.  Og hvor kommer den fremgang fra?  Kommer den ikke primært fra Nordamerika?

    Det er der ikke mange der tror på (fordi der ikke er mange der overhovedet tænker over emnet?).  Find en liste på nobelpriserne i medicin (samt andre videnskabelige emner): Det er ikke altid amerikanere der vinder.  Men det er det oftest.  Og mange af de englændere og andre udlændinge der vinder har ofte arbejdet på… amerikanske instituter.

    For eksempel bristede den franske presse med stolthed, da en franskmand var blandt Nobel vinderne i medicin i 2008 for forskninger om AIDS. Men dengang var Luc Montagnier ikke længere til at findes på l'Institut Pasteur; han var blevet tvunget ud af sit arbejde på grund af hans pensionsalder (social retfærdighed, forstås) og arbejdede i… USA.  (Før sin død arbejdede le docteur også i Kina.)

    De seneste udviklinger der hjælper medicinens fremgang er personal computers og smartphones, opfindelser der var helt utænkelige da jeg blev født, og som ikke engang fandtes i den tids science fiction historier (fremtidscomputers var ansvarlige for rumskibe medens fremtidstelefoner var ikke meget mere end walkie-talkier, godt nok med langdistance radiotelefoner og farveskærm, men uden fotografiapparat, uden iTunes Store, og uden Candy Crush).

    Er det muligt at forestille sig at danskerne ikke var lige så tilfredse med deres sundhedssystem i 1975 som de er i 2019? Nej, vel? Og dog, som Deirdre McCloskey forklarer i Wall Street Journal, dengang eksisterede operationen til at få hoften udskiftet med en protese ikke – selv for "a filthy rich Yankee capitalist pig" – men 40 år senere er denne blevet ganske almindelig.

    For et par år siden sad jeg ganske fredeligt på en café i Paris og nød en drink da jeg pludselig begyndte at se uhyggelige brune pletter der dansede foran det ene øje.  Jeg ringede til en venindes far som var pensioneret øjenlæge, og han sagde at jeg måtte øjeblikkeligt (hvis jeg må have lov til at bruge det udtryk) tage til l'Hôpital des Quinze-Vingts.  Det viste sig at være begyndelsen på en retinal løsrivelse.

    Næste gang vi mødtes, spurgte jeg ham hvordan det ville være gået da han var øjenlæge for 30 år siden.  Jo, jeg ville have fået en aftale med en specialist, og efter en tretimers operation ville jeg have overnattet i en hospitalsseng.  Hvad med tyve år tidligere? Dengang ville jeg have mistet øjet.  Men i 2015?  Der fik jeg laserbehandling fra en medicinsk praktikant, en pige 23 eller 24 år gammel, og efter 20 minutter var det slut og jeg fik lov til at tage hjem (givet, uden at tælle de to-tre timer i ventesalen da jeg ankom).

    Igen:  Ville danskerne (eller franskmændende) være tilfredse den dag idag for den velfærdssystem Danmark (eller Frankrig) havde for 50 år, eller 20 år, eller blot 5 år, siden?   

    Nu ønsker man inderligt, at amerikanerne efterligner Europa — gid de der yankees kunne, ligesom os, bare ingen bekymringer have og fokusere på at have det sjovt og more sig — uden at det påvirker landets legendariske "can do" spirit.

    "Having all of your needs handled by the state does not cultivate a sense of responsibility, independence, motivation, or gratitude" skriver Jim Geraghty. Da langt de fleste opfindelser der i de sidste 200 år – hvadenten det er i Nordamerika eller andetsteds i verden, hvadenten det er dampskibe eller jernbaner, hvadenten det er personal computers eller smartphones – er kommet fra eller er blevet forbedret i USA, burde alle forsøg på at ødelægge eller hæmme fornyelser (også kaldet: killing the goose that lays the golden eggs) ikke afværges?

    Som Stanford's Lanhee Chen fortæller i en Prager University video (What's Wrong with Government-Run Healthcare?),
systemer hvor regeringen kontrollerer sundhedsvæsenet, nedtrykker på søgen efter nye botemidler og innovation … [og] medicinske gennembrud kommer sjældent fra sådanne lande. De kommer fra USA, hvor regeringen holder sig fra. … Biomedicinske forskningsudgifter i USA overstiger langt fra ethvert land med nationaliseret sundhedspleje … Løvens andel af de biomedicinske forsknings- og udviklingsudgifter i USA – over 70 milliarder dollar i 2012 – kommer fra den private sektor. 
    Dermed får neandertalerne – undskyld, amerikanerne – innovation, som alle andre folkeslag eventuelt får nytte fra.

    (Men i det hele taget må det siges at det er uhyre vigtigt at danskerne holder sig bort fra de circa 500 korte Prager University videoer på internettet eller fra en blog som Instapundit; det ville jo være forfærdeligt hvis den almindelige dansker ikke længere kunne overbevises om, hvor tumpet og/eller farlig den almindelige yankee er.)

HVAD DER LIGGER BAG VENSTREFLØJENS FILOSOFI

    Hvorom alting er, så gentager vi danskere gang på gang, hvor stolte vi er, at vi har dette sundhedssystem som vi allesammen har gavn af.

    Ligesom alle har jeg været på hospitalet, både i Europa og Nordamerika, og været lykkeligt overrasket når behandlingen var "gratis" og at jeg "ikke skulle betale noget."

    Jeg har en bekendt i Jylland, som er en ældre dame med masser af helbredsproblemer, som siger hvor glad hun er, at hun har det danske sundhedssystem til at tage sig af hendes problemer i en gammel alder.

    Samtidig kender jeg en yngre veninde, som i en alder af kun 53 år fik en hjerneprop og blev lam i den halve krop.  Takket være det danske sundhedssystem er hun langsomt ved at genvinde kontrol af sit legeme.

    Begge er – med rette – uhøre taknemmelige over, at nettet var der, eller er der, til at tage sig af dem og at de skal intet, eller næsten intet, betale.

    Det passer selvfølgelig, men er sandheden ikke at, dels er en katastrofal sygdom en uhøre sjælden begivenhed, og dels går langt de fleste folk igennem livet uden at fejle for mange alvorlige fysiske problemer?  Er det så uforskammet at spørge, at hvis der nu var mindre dækning (før måske an alder af 65, eller 70 år), så var skatterne også tilsvarende lavere, og så havde folk flere penge til rådighed, f.eks. til at bestemme – blandt andet – hvilken private dækning man i det tilfælde kunne vælge imellem flere konkurerende selskaber, både som ung og, senere, som ældre person? (Man kunne sige det samme om pension, offentlig uddannelse, osv…)

    Nu har vi nået frem til hvad er et tabu emne i Danmark – flere læsere vil blive (dybt!) forarget at nogen overhovedet tillader sig at stille sådan et spørgsmål.  Vedkommende kan kun være ubevidst og blottet for kærlighed; måske hører han eller hun endda til i et sindssygehospital!

    Og så kommer Pavlov svaret:  Jamen dog!  Den går da aldrig!  Hvad hvis en person ikke kan finde ud af det?!  Hvad hvis han eller hun ikke brugte sine penge på ansvarlig måde?!  Hvad hvis de blev snydt af disse modbydelige kapitalistiske virksomheder?!

    Her kommer vi endelig tæt på hvad hele venstrefløjens filosofi er baseret på (samt hvad den underviser de næste generationer i skolen).  Og dette grundlag kan resumeres i fire ord:

    Mistillid til sit medmenneske.

    Sandheden om venstrefløjens hele raison d'être er at deres begrundelse for at være medfølende og tolerante og generøse (helst med andre folks penge) er at de "ved" at den almindelige borger ikke er så begavet, at han kan overleve uden nogle übermennesker til at blande ind i hans eller hendes privatliv.

    Vi skal ikke tro (for meget) på folket; folk er nogle dumrianer, de fleste, eller i hvertfald mange, er børn, som ikke kan finde på at leve deres liv uden hjælp.  Imens er de modbydelige kapitalister ikke ude på andet end at narre de uskyldige og stjæle deres penge.

    Nu forstår vi hvorfor den offentlige sektor er rost til himlen – fordi der heldigvis eksisterer mirakelmagere som bevogter de uskyldige børn mens de straffer møgungerne.  Disse riddere uden frygt og dadel som ofrer alt for vores velfærd kan bedst beskrives i følgende ord:  nutildags helte består af professionelle politikere (helst venstreorienterede) samt livstidige bureaukrater.

DEN SANDE ÅRSAG TIL AT USAs DEMOKRATER HYLDER SKANDINAVIEN
(SAMT GRUNDEN TIL AT EUROPÆERNE HYLDER USAs DEMOKRATER)


    Men lad os droppe Danmark som eksempel, så den almindelige læser ikke bliver videre forarget.  Lad os tale i stedet for om et af nabolandene.

    I sin bog om de nordiske lande (“The Almost Nearly Perfect People: Behind the Myth of the Scandinavian Utopia”, på dansk “Det er et lykkeligt land”), skriver Michael Booth at i
størstedelen af det 20. århundrede har Sverige de facto været en etpartistat, og partiet hed Socialdemokraterna.  De regulerede alle aspekter af deres pligtopfyldende, føjelige borgeres liv og gjorde deres yderste for at sørge for, at alle overholdt deres moderne, progressive samfundsnormer.
    Når forfatteren (som iøvrigt er venstreorienteret) beskriver "the humanitarian superpower" som "en totalitær stat", er det selvfølgelig ikke i samme grad som f.eks. Sovjetunionen, men fordi der
var ikke ret mange aspekter af svenskernes liv, som staten ikke bestræbte sig at kontrollere – fra lønninger til børneopdragelse, drikkevaner, tv-vaner, længden af deres ferier og deres syn på Vietnam-krigen [cf. Uncle Sams påståede katastrofale undenrigspolitik].
    Og i Danmark?  Der er det knap bedre:
danske regeringer … uanset partifarve generelt har optrådt, som de mente, at det … netop var deres opgave at lovgive på så godt som alle andre områder af borgernes liv for at … beskytte dem mod sig selv.
    Men danskerne, og resten af de nordiske lande (hvis ikke hele verdenen), er overbevist om at intet kunne blive bedre for USA, og for verden selv, end hvis USA blev "fundamentally transformed" (såvel Barack Obamas som Joe Bidens ord) og endelig fik lige så ekstensiv en administrativ formynderstat (på engelsk, a nanny state) som de europæiske lande har.

    Hvis det er sandt at Barack Obama var sit lands mest fabelagtige leder i verdenshistorien (ligesom, i deres tid, Lenin og Che Guevara, for ikke at glemme Mao og Chávez, etc etc etc…), bliver den eneste logiske konklusion så ikke at det ville være vidunderligt for USA hvis sådan et pragtfuld Übermensch blev livsvarig Leder?

    Hvis det er rigtigt at demokraternes modstandere er så væmmelige som de beskyldes for ("deplorables", kalder Hillary Clinton jo de lumske republikanere), er den logiske konklusion så ikke at disse umenneskelige barbarer burde miste flere rettigheder, deriblandt deres free speech (ytringsfrihed) samt deres valgrettigheder?

    Og er den logiske konklusion så ikke at de usle republikanere faktisk er folkefjender, som burde straffes — hvadenten det er med tab af valgrettigheder, høje(re) skatter og beslaglæggelse af adskillige egendomme?

    Eller måske burde republikanerne faktisk sættes i genopdragelseslejre, for at blive omskolet?  Så kunne disse neandertalere endelig tvinges til at anerkende hvor vidunderligt det er for et folk at have venstreorienterede politikere, professionnelle funktionærer, og utallige love til dannelse af en nanny state der regerer ethvert aspekt af deres daglige liv?

    Måske er der nogle der tror, at det lyder for teoretisk og overdrevet? De har nok glemt hvem James Hodgkinson var, takket være at, i en verden hvor kun de ækle konservative skulle være farlige og voldlige, bliver venstreorienterede spirende massemordere som ham slettet fra Historien. Og ligeledes har de sandsynligvis aldrig hørt om Project Veritas eller set nogle af deres "undercover" videos fra januar 2020, hvor de fik samtlige Sanders tilhængere (de såkaldte Bernie Brothers) til at rose Sovjets gulag system (“It’s a beautiful thing”, “Guillotine the rich”) mens de forklarer hvordan de drømmer om at sende Republikanere som Mitch McConnell til "reeducation camps"

    (Og forresten, begynder vi nu ikke så småt at forstå lidt bedre hvorfor adskillige amerikanere måtte kalde socialismen for slaveri og måtte ønske at skulle holde fast til deres våben og til deres Second Amendment?)
 
      Hovedparten af denne artikel blev skrevet i 2020 og nu, fire år senere, i 2024, ser vi hvordan demokraternes hysteriske melodrama ("an existential threat to democracy!!") får deres mest demente sympatisører til at prøve at dræbe den mand som de regelmæsseligt sammenligner med Adolf Hitler. Iøvrigt er det ikke kun galningerne der slår ud mod Donald Trump og hans tilhængere, langt derfra. Det er også justitsministeriet der fører "Lawfare" ikke kun mod den 45. præsident (og har gjordt det ikke kun i år men over de sidste otte år!) men også mod hans MAGA tilhængere, deriblandt dem som udøvede deres ret til at demonstrere imod vælgersvindel ved the Capitol den 6. januar 2021 ("The critical date is not January 6, 2021; the critical date is November 3, 2020") og som har fået fængselsstraf nogle gange på 20 år og mere, i perfekt Sovjetisk stil. 
For flere detaljer, læs: "Lad os holde op med at bruge ordene «Trump forsøgte at omstøde valget i 2020»; Det er uprofessionel journalistik". 
If President Trump was really going to ‘end democracy,’ he would have done it in 2017. If Kamala Harris was really going to fix everything, she would have done it during the past four years—including sealing the border as Border Czar.
    Det er jo ganske ufatteligt at amerikanerne ikke kan indse, hvor heldige de ville være, hvis blot Hillary eller Bernie eller AOC eller Kamala (eller Barack, stadig) var i det Hvide Hus.  Det er også ubegribeligt at amerikanerne ikke kan forstå hvor lykkelige de ville være hvis blot de havde lige så høje skatter som i Danmark, hvis blot de havde lige så mange funktionærer som i Danmark, og hvis blot de havde lige så meget bureaukrati som i Danmark.  (Og hermed lukker vi for sarkasmehanen.)

    Hvis Amerikanernes "can-do" spirit, og alle de opfindelser der har gjort hele menneskeligheden bedre stillet, er hvad Donald Trump hentyder til når han siger "Make America Great Again" (MAGA), er det så ikke bedre for landet, samt for hele kloden, at amerikanerne vælger den repubikaner som præsident påny, i stedet for politikere, amerikanske så vidt som udenlandske, som insisterer på at USA reduceres til (endnu) en barnepigestat?

    Husk Michael Booths beskrivelser om Sveriges etpartistat:  er den logiske konklusion ikke at drømmen om USA under demokraterne (hvadenten den drøm er udenlandsk eller amerikansk) bliver et spejlbillede af Sverige under Socialdemokraterna? (Som Kevin Williamson kalder den, "the divine right of Democrats [in which America is] suffering from a kind of infection in the form of the Republican party, which inhibits the normal and healthy – meaning Democrat-dominated – political life of the United States.")

    Bliver den logiske konklusion så ikke at faktisk lyder den almindelige kritik af USA temmelig meget som et spejlbillede af socialismens/kommunismens drømme?

USA OG LANDETS ROLLE I VERDENSHISTORIEN

    Men den amerikanske revolution af 1776 var et budskab til den engelske konge at det almindelige folk ikke består af børn.  Hvis ingen andre på verdenskloden siger det, eller vil slås for det, så siger amerikanerne ihvertfald, højt og tydeligt, at de er hverken magtløse uskyldige rollinger eller beskidte møgunger – de er voksne.

    Under Amerikas uafhængighedskrig besluttede borgerne i de britiske kolonier at de ikke ville behandles som børn (netop fordi de ikke var børn), men som voksne, og at den amerikanske republik skulle have en regering, en stat, et land der behandlede dem som sådan.  Hverken en omsorgsfuld nanny eller Den Store Bastian:  "Don't Tread on Me."

    Og hvad er dette (kan det kaldes for the American Dream?) hvis ikke det stik modsatte af socialismens budskab? at jo, faktisk har man tillid til sit medmenneske?  Og hviler dette ikke på tillid til budskabet i den jødisk-kristne religion (ikke mindst den Gyldne Regel og at alle mennesker er skabt i Guds billede)?

    På basis af det begreb kan man forstå at man ikke ville have en præsident (hvadenten hans hudfarve) der bestemmer alt, at magtadskillelse (checks and balances) skulle forhindre plageånde (busybodies) og andre drama queens til at blande sig (ihvertfald for meget) i hvert aspekt af folks private liv, og at man efter 1787 vedtog the Bill of Rights og ikke mindst grundlovens First og Second Amendments.

    Hvorfor skulle en borger ikke have lov til bl.a. at sige hvad han eller hun ville (også hvis det er politisk ukorrekt eller betragtes – bekvemt – som "hate speech") eller at have skydevåben?  Er det ikke en voksen, der har ret til bl.a. at tænke sagerne frit igennem og til at forsvare sig selv, ens familie og ens naboer?

    Men i Europa ved vi vise folkeslag, at det amerikanske folk består af uansvarlige børn – og derfor burde de hjernelamme yankees have hverken rettigheder eller skydevåben.  (Og vi har allierede i USA, der består af de fortræffelige vise folk i det demokratiske parti.)

    Og hvordan ved europæerne det?  Fordi vi europæere ved at vi er, og at vi vil behandles som, uansvarlige børn – og derfor er vi stolte over at vi bl.a. hverken kan sige hvad vi vil (medmindre det er PC eller Woke) og at vi har bureaukrater til at bestemme vores sundhedsproblemer samt at befolkningen er ubevæbnet.

    Udover det siges det at de væmmelige republikanere ingen empati har for de fattige, de sorte, kvinderne, de homosexuelle, etc, etc, etc – tværtimod skulle de ikke vise andet end had og racisme (se Hillary Clinton's tirade om "racist, sexist, homophobic, xenophobic, Islamophobic" conservatives – a "basket of deplorables").  Er realiteten ikke snarere at Amerikas konservative betragter disse "minoriteter" på lig med hvide mænd – altså, som… voksne?

    Hvem er mere racistisk og/eller fordømmende og/eller hadefuld:  en republikaner (sort eller hvid, mand eller kvinde) der siger at han ikke vil hjælpe en sort kvinde fordi han mener hun er lig med ham?  Eller en demokrat (sort eller hvid osv) – eller en af partiets utallige tilhængere i Europa – som jamrer, "Åh, vi må komme de stakler til hjælp – de arme mennesker vil aldrig kunne klare sig uden statens assistance!" (Det er disse minoriteter som "the self-appointed anointed" – den selvudnævnte salvede elite – betragter som hjælpeløse hundehvalpe, siger økonomen Thomas Sowell, og man skulle tro at de ville adoptere dem som maskotter.)

    Hvis amerikanerne ikke ville stemme for, eller lytte til, demokraterne i 2016, i 2020, i 2024, samt deres europæiske overmænd, er det ikke netop fordi de ved at Hillary Clinton og James Carville kalder dem "deplorables" og "reptiler" (beskrivelsen "reptiles" blev brugt med hån af Carville, Bill Clintons øverste rådgiver i 1990erne) mens Joe Biden og europæerne tænker på dem som "dregs of society" eller "tåber"?

**********
Nixon blev jo ikke retssagt, da han trak sig tidligere
     I sin fortælling af Watergate skulle man tro at Paul Johnson's kun kan have valgt sine beskrivelser af Richard Nixons kvaler med Donald Trumps Hvide Hus i tankerne. Men hans History of the American People fremkom i … 1997!
I dele af medierne var der en tilbøjelighed til at benægte legitimiteten af ​​Nixons præsidentskab og til at forsøge at vende dommen på ikke-forfatningsmæssige måder. ... 'Husk,' sagde Nixon til sit personale, 'pressen er fjenden. Når det drejer sig om nyheder, er ingen i pressen en ven. De er alle fjender. ' Det var i stigende grad sandt. ...
 

 … På det tidspunkt var det den sejrrige Nixon, der syntes at have kontrol, og hans succes havde ikke kun ydmyget de venstreorienterede medier, men havde faktisk skræmt dem. … Målet var at bruge pressen og TV'ets magt til at omdreje valget fra 1972, som føltes i en metaforisk forstand ulovlig – ligesom konservative tyskere i 1920'erne havde betragtet hele Weimar-regimet som illegitimt, eller som latinamerikanske generaler, betragtede valgte, men radikale regeringer i 1960'erne og 1970'erne som uægte. Medierne i 1970'erne mente som de latinamerikanske generaler, at de var i en dyb, men intuitiv forstand, opbevaringsstedet for nationens ære og samvittighed og havde nærmest en konstitutionel pligt til at hævde det i krisetider ...

... Anti-Nixon-kampagnen, især i Washington Post og New York Times, var kontinuerlig, giftig, skruppelløs, opfindsom og til tider ulovlig.


Som Don Surber påpeger,

Med andre ord: Den mest fordomsfri beskrivelse af, hvad der skete i 1974, er ikke, at uafhængige medier nedbragte en præsident for De Forenede Stater. Det der opstod var at venstrefløjs pressen nedbragte en republikaner.
 
*********


    En personlig note:  folk har tendens til at spørge mig hvordan i alverden kan det være at jeg kan lide, eller i hvertfald at jeg synes at forsvare, sådan et modbydeligt fjols som Donald Trump.  Burde jeg ikke, som millioner af danskere, afsky, eller være scared shitless af, den type?  Det er ikke, at jeg på nogen måde er special fan af Donald Trump, men når man ikke længere er teenager skulle visse ting gå op for en.  Nemlig at man har hørt disse skræmmehistorier før.

   Faktisk hver gang der er valgkamp i USA, så får vi at vide at republikaneren er en tåbe, en fare og/eller en Adolf Hitler.  Mærkeligt nok lever vi i en verden hvor det aldrig er en russer, en kineser, en iraner eller en tysker der er en klovn eller en trussel eller en Nazist ud på løjer (foruden måske flere år efter, når man ser i bakspejlet).  Det er udelukket altid en amerikaner – og så, mystisk nok, aldrig en demokrat.

    Man står altså foran et dilemma:  enten er Amerika befolket af millioner af monstre som er molboagtige, farlige, og villige til at starte 3. verdenskrig (selv om det ikke i 80 år faktisk er lykkedes en eneste republikaner at starte 3. verdenskrig).  Eller også består USAs venstrefløj af drama queens som er hysteriske og hvis raison d'être er at skabe kriser.  Hvad er det mest sandsynligste scenarie?

    Så jeg forsvarer ikke The Donald; hvis jeg forsvarer noget som helst, så er det sandheden (på engelsk lyder det bedre, med to ord på fem bogstaver der starter med de samme tre: I am not in favor of Trump; I am in favor of the truth).  Den uigendrivelige sandhed, får jeg at vide gang på gang, er at mellem 2017 og 2021 befandt en fladpandet galning sig i det Hvide Hus – en galning som gjorde danskerne scared shitless.  Jeg har ingen hensigt til at komme til forsvar for Trumps karakter. Slet ingen. Det er blot det at jeg husker nøjagtig samme budskab da George Bush (både far og søn) var i det Hvide Hus.  I mit livstid har jeg hørt nøjagtig de samme advarsler om Mitt Romney, John McCain, Sarah Palin, Bob Dole, osv osv osv… Og glem ikke Ronald Reagan!

    For mig synes en dybere sandhed defor at være at år ud og år ind bliver hver eneste republikaner altid beskyldt for nøjagtig det samme – at være intet andet end en neandertaler og/eller en djævel. Og at derfor kunne det måske være (hvis man er, eller prøver at være, en objektiv iagttager) at dæmonisering af deres modstandere – kombineret med forherligelsen af deres egne påståede heltegerninger (hver fjerde år går de jo i kamp mod selveste Adolf Hitler!) – er faktisk det eneste, eller i hvert fald det vigtigste, argument venstrefløjen har.

    Når man hører Ulv blive råbt for mange gange, begynder nogle få af os at blive lidt skeptiske.  Winston Churchill skulle have sagt at
Hvis en mand ikke er venstreorienteret når han er 18 har han intet hjerte. Hvis han ikke er højreorienteret når han er 30 har han ingen hjerne.
    Citatet kan måske bedre forstås når man lytter til Daniel Mitchell fra the Foundation for Economic Education: "Kampen er ikke venstre mod højre. Det er statens magt mod individualisme."

    Demokrati er den værste form for regering, bemærkede Churchill endvidere.  Med en undtagelse:  Alle de andre.  På samme måde, kan man sige at i disse tider er Donald Trump langt den værste politiker i USA (samt den værste leder i hele den vestlige verden)?  Altså, med en undtagelse – alle de andre?

    Lad os bare tage året 2020 som eksempel:  

    Igennem hele menneskehedens historie har der været pandemier; for kun at tage dem efter 2. verdenskrig, fra H1N1 (2009) til SARS (2002) gennem Hong Kong influenza (1968) og den Asiastiske influenza (1957) (hvoraf de fleste, hvis ikke alle, stammer fra Kina), har der aldrig været sådan en hvirvelvind af massehysteri og regeringskontrol ikke blot i USA men også i udlandet (hovedsageligt i Europa) med økonomien lukket ned og med sunde borgere tvunget til mundbind og karantæne (et begreb der i fortiden angik alene syge eller skrantende mennesker, og som kun burde vare — som navnet quarantaine antyder — højst 40 dage).

    Og i august og september 2020 kommer der så en ny bølge af Covid19 – mærkeligt nok efter USAs demokrater og resten af vestens ledere lavede en 180-graders vending i maj og bestemte at menneskemængder – samt optøjer, brandstiftelse, plyndring og statue væltning – var pludselig helt i orden, bare det handler om at protestere mod racisme.

     Der er rygter at den hyperboliserede respons til den Kinesiske virus faktisk var en mere eller mindre gennemtænkt plan af demokraterne i USA sammen med Moder Mette og resten af de vestlige ledere for at sænke USAs og Vestens økonomier i et forsøg på at få Donald Trump til at lide nederlag i november 2020.
 
    Er et bestemt statsoverhovede (hvad enten han er populær eller ej) så farlig for USA og for verdenen, at almindelige folk over hele kloden skal acceptere karantæne, økonomisk nedgang, konkurs, og opofrelse samt optøjer og hærværk (kaos, knuste ruder, bygninger i flammer…) der synes ikke at være andet end et forsøg pa at undergrave selvsamme stasoverhovede?


    I mellemtiden har protesterne mod det afskyelige mord på George Floyd ført til optøjer, plyndring og statue væltning (hvor langt flere mennesker er blevet dræbt, de fleste af dem… sorte; no, all black lives do not matter). 
 
    Er rygterne sande, at en del af grunden til dette hverken er Wuhan-virusen eller mordet på Floyd, men forventningen om, at kaos, knuste ruder, bygninger i flammer og, i det hele taget, ødelæggelsen af ​​økonomien i USA og Vesten vil hjælpe med at besejre Trump i november? 

forventningen om, at kaos, knuste ruder, bygninger i flammer og, i det hele taget, ødelæggelsen af ​​økonomien i USA og Vesten vil hjælpe med at besejre Trump i november?

"De, der lever under loven, har lige ret at deltage i lovgivningen, og dem, der udsteder loven, har en tilsvarende pligt til at leve under loven."
 
Ligesom intet parti i Danmark, eller i hele vesten, har ………… mod noget så common som langsomhedsgrænsen (undskyld, som hastighedgrænsen), som er næppe blevet ændret i et halvt århundrede (!), så har intet medlem af USAs demokratiske parti, eller ingen regering i Vesten bedt folket/their respective people, enten i foråret 2020 eller in the previous four years eller nogensinde før, nogensinde spurgt mig, om jeg var enig til at mit land, mit folk, mine naboer og min familie skulle undergo karantæne, ---tab, fattigdom, og bankrupticies [fallit/konkurs] in order til at ødelægge eller sætte en bremser på et fremmed lands (og hele vestens) økonomi i et forsøg på at gøre den amerikanske befolkning frustreret og dermed vælge imod en fremmed leder (hvorend frygtelig han må være).


    I det tilfælde vil jeg fremsætte en ekstraordinær hypotese: som borger, der aldrig er blevet spurgt om jeg var enig med denne (listende) politik af kaos og fattigdom skabelse – ja, det minder jo om Venezuela – foreslår jeg at Demokratiske politikere i USA og statsledere og éliter i Europa samt i fjernere lande ikke kun kan være lige så ringe som Donald Trump, de kan faktisk være langt værre.
 
    Her ønsker jeg at henvise til Harry Jaffa, som i min mening har givet den bedste definition nogensinde om demokrati:
Those who live under the law have an equal right in the making of the law,            
[while] those who make the law have a corresponding duty to live under the law
"De, der lever under loven har lige ret at deltage i fremstillingen af loven, og dem, der udsteder loven har en tilsvarende pligt til at leve under loven."

    Hvis vi går tilbage til det republikanske partis fødsel i 1854 ser vi at skændslen overfor partiets medlemmer er ikke noget nyt.  Langt derfra.  I USA er der stadig debat over, hvad der forårsagede den Amerikanske Borgerkrig (1861-1865).  Var det mest slaveri eller var det mest delstaternes rettigheder (States' rights)?  Måske er svaret helt andet:  at sydstaternes demokrater var "scared shitless" af denne usle republikaner (selveste Abraham Lincoln), blev hysteriske på grund af "the divisive election" af 1860 og valgte "resistance", dvs separation, på grund af den uforskammede skandale, at en farlig "tosse" (not my president) skulle have vundet valget til det Hvide Hus.

  (Alle sydens stater var forresten fuldt integrerede i det demokratiske parti, både under slaveriet og under Jim Crows segregation love der fortsatte ind i det 20. århundrede; har man iøvrigt lov til at udpege at Ku Klux Klan blev skabt af demokrater og at KKK blev beskrevet af Eric Foner – en ekstrem venstreorienteret historiker – som "det demokratiske partis indenlandske terrororganisation"?)

    Som Abraham Lincoln selv sagde (i februar 1860, mindre end tre måneder før han blev nomineret til at være det republikanske partis præsidentkandidat samme år), da han prøvede at åbne kommunikation med sydens demokrater:
…when you speak of us Republicans, you do so only to denounce us as reptiles [!], or, at the best, as no better than outlaws. You will grant a hearing to pirates or murderers, but nothing like it to [Republicans]. In all your contentions with one another, each of you deems an unconditional condemnation of [Republicanism] as the first thing to be attended to. Indeed, such condemnation of us seems to be an indispensable prerequisite – license, so to speak – among you to be admitted or permitted to speak at all.
    Lyder Lincolns beskrivelse af demokraternes dæmonisering af republikanerne i midten af 19. århundrede ikke temmelig meget som hvad James Carville sagde i 2010, hvad Hillary Clinton sagde i 2016, og hvad en dansker som Niels Jespersen eller Dan Jørgensen har klaget om i de sidste otte-ni år (for ikke at sige de sidste 50-60 år)?

    Med andre ord er republikanerne altid blevet beskrevet i nøjagtig samme ord – ord som gør folk scared shitless – også da partiet blev født for 170 år siden og da Abraham Lincoln blev landets første republikanske præsident.

    Igennem årtierne bliver den ene republikaner efter den anden, hvadenten han vinder eller taber valget, beskyldt for at være djævlen selv (eller, i den lidet-religiøse periode efter Anden Verdenskrig, noget tilsvarende, oftest en fascist eller en nazist på lig med der Führer).

     I august 2019 beklagede Uffe Ellemann-Jensen i Berlingske hvor meget han savner Ronald Reagan (samt Gorbatjov), mens Mads Fuglede skrev at han "venter på den dag, hvor man har en præsident, der forstår og respekterer den internationale orden".

    Begge to har vist glemt, at 1980ernes "shitholes" øjeblik var Ronald Reagan's "evil empire" beskrivelse om Sovjetunionen, da denne "andenrangs skuespiller" blev sønderrevet for påstået mangel på diplomati.  Hvordan i alverden, skreg alverdens skræmte jomfruer, kunne nogen som helst være bekendt at tillade sig at være (så) fordømmende overfor Ruslands (iøvrigt fredelige og misforståede) kommunister?!

    Igen: Kunne det være at den ene republikanske leder efter den anden er faktisk som det lille barn i H.C. Andersens Kejserens Nye Klæder, der som den eneste ikke vil følge med i pressens fairy tales og i resten af folkets fantasiverden og som den eneste kan se, og som er så uforskammet at ville røbe, sandheden, dvs de egentlige vilkår?

    (H.C. Andersen fortalte ikke hvad der skete med drengen (også da han blev voksen) efter handlingerne i Kejserens Nye Klæder – da blev han nemlig beskyldt, både af pressen og af resten af samfundet, for at være et afskyeligt menneske der var kendt for sin skrædderfobi og sin hate speech, samt en 100 % narcissist med personlighedsforstyrrelse der lyver konstant.)

Når engang en republikaner er død, eller ihvertfald har trukket sig tilbage fra det politiske liv – hvadenten det er for 150, for 75, for 15 eller for halvandet år siden – begynder han pludselig at huskes med ære (McCain, Bush far og søn, Reagan, Lincoln…).  Som the New York Posts Michael Goodwin skriver, tongue-in-cheek, Democrats and their media handmaidens really do love Republicans — when they’re dead. Eller, i Kurt Schlichters ord: The Only Good Republican Is a Dead Republican.

    I sin bog, The 5000 Year Leap (A Miracle That Changed the World), skriver W Cleon Skousen at, udover krudtet og skydevåben, de fleste fremskridt der blev gjort i de første 5000 år af menneskehistorien var for det meste intetbetydende.

    Således var en karet eller et sejlskib fra 1600-tallet måske ikke forfærdelig mere avancerede end deres forgængere fra f.eks. vikinge-tiden eller romer-tiden.  Men et skib uden sejl? En karet uden heste? En maskine der flyver? Det var, det er, revolutionært.

    Efter to revolutioner i de engelsk-talende lande – den Industrielle Revolution i England, samt grundlæggelsen af den amerikanske republik, hvor regeringens magt blev begrænset – gik det frie marked, dvs menneskets befrielse (bl.a. fik man de første virkelige patentlove), fremad med stormskridt.  Og den ene opfindelse efter den anden blev forældet inden for årtier, hvis ikke endnu hurtigere.

    Dampskibet, lokomotivet, personbilen, flyet, telegrafen, telefonen, computeren, smartphonen — allesammen opfindelser der var totalt utænkelige før de kom til, og langt de fleste blev enten opfundet eller forbedret i USA.

    Også kunstarter udviklede sig fremad eksponentielt, med fotografiet og senere levende billeder (biografen).  Og så selvfølgelig – last but not least – medicinen selv (som vi allerede har set).  For kun at nævne hvad er nok det vigtigste enkelte eksempel, mødres eller nyfødtes dødelighed under nedkomst blev bragt til ophør.

    Og så er der sult og fattigdom, som havde været normen og som var endemisk over hele jordkloden indtil for 100-200 år siden.

    Så sent som 1867-1869 (for mere end 150 år siden, dvs 20 år efter Irland og Skotland) led Skandinavien (mest Sverige) af hungersnød, der bidrog til at en tiendedel af den danske befolkning, en fjerdedel af den svenske, og en tredjedel af den norske emigrerede i det 19. århundrede.  (Og hvor udvandrede de hen?  Hovedsageligt til USA.)  Er denne historiske tragedie og tvunget udvandring iøvrigt eksempler på den påståede "white privilege" som venstreorienterede aktivister klager ustandseligt om på den anden side af Atlanterhavet?

    Henrik Dahl skriver at
Helt fremme i mellemkrigstiden kunne man observere et fænomen, som på det tidspunkt havde været almindelig siden tidernes morgen..  At der i fredstid var en del af befolkningen, der led af sult og undernæring. … Den almindelige, økonomiske fremgang gennem hele det tyvende århundrede bevirkede, at deciderede sultproblemer kunne betragtes som udryddede engang i 1920'erne.
    Her i Danmark hjælper vi dem som er i nød, siger stolt den ene dansker efter den anden.  Uden at tænke på hvor meget bedrag (lad os ikke være bange for at bruge det ord) der ligger bag det koncept i det 20. og 21. århundrede.

    I vesten lider nutidens "fattige" ikke længere af sult, som i de foregående 5000 år, og de går ikke længere i laser.   "Den typiske person i moderne fattigdom har adgang til en mobiltelefon og bor i en husstand med et fjernsyn, en indvendig toilet, elektricitet og sandsynligvis adgang til internettet" skriver James Bartholomew i The Daily Telegraph.
Omdefineringen af fattigdom [i 1960erne] var lidt af et bedrag fra venstrefløjen. Det har fået os til at bekymre os alt for meget om ulighed og ikke nok om stigende velstand. Og det er økonomisk vækst, der er den rigtige vej til større velstand, for de relativt fattige og alle andre også.
    Født i den sovjetiske blok, hylder Daniil Gorbatenko "det kapitalistiske systems enorme succes med at løfte menneskehedens levestandard siden 1800."  I de sidste 200 år, ifølge økonom Deirdre McCloskey, er indkomsten pr. Indbygger i de kapitalistiske lande vokset fra $ 1-3 pr. Person pr. Dag til over $100 pr. Person pr. Dag i reelle dollars. "Aldrig i verdenshistorien har der været noget tilsvarende."

    "Mellem år 2000 og år 2012 faldt fattigdomssatsen i verden med 50 procent" tilføjer Jordan Peterson,
De fattige i verden bliver rige med en hastighed, der er helt uden sidestykke i hele menneskets historie. Jeg tror, at en stor del af det sker i Afrika. Forresten, her er et andet dejligt stykke nyhed, børnedødeligheden i Afrika er nu den samme som den var i Europa i 1952. Det er et absolut mirakel. Men er det ikke vanvittigt, at nyheden ikke findes på forsiden af vore aviser?
    Stammer de fremskridt fra Karl Marx og hans filosofi?  Og fra alverdens bureaukrater og politikere?  Samt fagforeningslederne?

    Eller fra filosofien som driver Amerikas hånte og forhadte kapitalister?

ER DET SANDT, AT DET MODERNE SAMFUND BESTÅR AF FORNUFTIGE FOLK TAKKET VÆRE AT DEN RATIONELLE VENSTREFLØJ HAR EFTERLADT RELIGION OG OVERTRO BAG SIG?

    Faktisk er det kun et slags sted, hvor fattigheden går fremad (eller, snarere, hvor samfundet går baglæns).  Og det er i de socialistiske lande.

    "The problem with socialism", som Margaret Thatcher (endnu en afskyelig tåbe?) engang konstaterede, "is that you eventually run out of other people's money."
  
    "Almost 90 percent of Venezuelans now live in poverty" erklærede Donald Trump  til en gruppe venezuelanske flygtninge i Miami i februar 2019, mens han presenterede en ung mand, som flygtede fra Sydamerikas rigeste land i 2017, hvis far flygtede fra Cuba i 1970, og hvis bedstefar flygtede fra Sovjetunionen i 1927.  David Smolansky repræsenterer, sagde præsidenten,
the third generation of his family to flee the agony of socialism and communism
… In other words, the socialists have done in Venezuela all of the same things that socialists, communists, totalitarians have done everywhere that they’ve had a chance to rule.  The results have been catastrophic.

… Socialism promises prosperity, but it delivers poverty.

Socialism promises unity, but it delivers hatred and it delivers division.  Socialism promises a better future, but it always returns to the darkest chapters of the past.  That never fails.  It always happens.
Socialism is a sad and discredited ideology rooted in the total ignorance of history and human nature, which is why socialism, eventually, must always give rise to tyranny, which it does.  (Applause.)  Socialists profess a love of diversity, but they always insist on absolute conformity.
… Everywhere and anywhere it appears, socialism advances under the banner of progress, but in the end, it delivers only corruption, exploitation, and decay.
    John Stossel bemærker at "now that the socialists created much more extreme poverty, I would think that progressives would realize that democratic socialism is not the route to paradise. But no, nothing convinces a dedicated socialist – or much of the media."

    "…like snake oil, socialism is based on pure fantasy" tilføjer Alberto de la Cruz, søn af Cubanere der var nødt til at flygte fra Castro-regimet.  "A delusional fantasy, which always ends in a nightmare."

    Men det mægtige håb, samt ønsketænkningen, vil aldrig slukkes:  "Denne gang bliver resultatet anderledes!"  "Denne gang, og i dette land, vil socialismen virke!"

    Over hele jordkloden praler venstrefløjen om, at være videnskabelig og analytisk og rationel, og dette fremskridt skyldes stort set at i det moderne samfund er folk ikke længere intetanende neandertalere men fornuftige personer som er udvandret fra kirken og har efterladt (over)tro bag sig. 

    Men beviser det stedsegrønne mægtige håb (se Obamas "hope and change") ikke, at sandheden er faktisk at langt fra at være ureligiøse, har alverdens venstrefløje faktisk (og ganske ubevidst) skabt deres egen religion?

    En religion, der forguder staten?

    En religion der gentager blindt deres sandheder om medfølelse, klarsyn, og tolerance?

    En religion med dens egne profeter – Marx, Lenin, Mao, Che Guevara, Hugo Chávez, Barack Obama, Bernie, AOC, BLM, etc etc etc…?

    En religion med djævler (med denne artikel bliver jeg utvivlsomt sluttet til den gruppe) – som de ikke viser den mindste tolerance overfor – og folkefjender som har syndet ikke blot ved at tvivle på, at Staten, eller samfundet, eller lederne (profeterne), en dag vil bringe utopi og paradis til det respektive lands, eller til hele klodens, indbyggere men også ved at have den uforskammethed at foretrække det gode gamle samfund.

    En religion hvor alt er betalt så folket (dvs så børnene) ikke skal tænke på meget andet end at more sig, helst så meget som muligt, og at være på ferie så meget de kan.  (Det er intet nyt:  For 2000 år siden kaldte romerne det "Brød og cirkus".)

    En kult hvor staten aflæser den traditionelle religion (på fransk har "Forsynets" velfærdsstat et klart religiøst navn – l'État-Providence) og overtager rollen som familiefar eller snarere som storebror (Big Brother).

    En kult der vil løse alle menneskehedens problemer og medføre himlen på jorden.

    Som G.K. Chesterton skulle have sagt, “Når en mand holder op med at tro på Gud, så holder han ikke op med at tro på noget som helst; nej, så han begynder han at tro på hvad som helst.”   (Mens der er nogle i Venezuela der beder til Sankt Hugo Chávez, "de fattiges Kristus", i april 2019 sammenlignede en University of California professor Che Guevara med Jesus, mens han henviste til El Che som "a quasi-divine cosmic force.")

    Løftet om socialismens paradis er emnet i Joshua Muravchiks værk Heaven on Earth (The Rise, Fall, and Afterlife of Socialism) samt i bogen af Hollywood humoristen Evan Sayet, The KinderGarden of Eden (Edens BørneHave, How the Modern Libral Thinks).

    For flere år siden bemærkede selv den (meget) venstrevenlige New York Times, at "The Danish model of government is close to a religion" mens International Herald Tribune skrev i forbindelse med Frankrigs omnipresente gadeprotester, "think of its mass demonstrations as religious processions". (Således skal man også se pà de demokratiske byer i USA, som er nu blevet indhentet af demonstrationer, optøjer og plyndrelysten…)

    Helt tilbage i 1971 blev et af Europas moderne velfærdstater beskrevet som en socialistisk dystopi, hvor den personlige frihed, ambition og menneskelighed var blevet ofret til fordel for socialdemokraternes idealer.  "Det moderne Sverige har opfyldt Huxleys kriterier for den nye totalitarisme," skrev Roland Huntford i The New Totalitarians.  "En centraliseret administration regerer over mennesker, som elsker at være trælbundet."

    Når man læser sådanne beskrivelser, skriver Michael Booth, "får man en fornemmelse af den næsten religiøse ildhu, socialdemokraterne har haft, når de fandt på og gennemføre deres radikale politiske idéer.  De lader næsten til at have været på en form for modernistisk korstog."

Lad det sidste ord gå til Aleksandr Solsjenitsyn:
socialismen, som for mange vestlige tænkere er et slags retfærdighedens kongedømme, består faktisk fuldstændig af tvang, af bureaukratisk grådighed og korruption og griskhed og har en indavlet konsistens i sig, at den socialisme ikke kan gennemføres uden tvangsmidler.
Som the Conservative Caucus skriver at vi (eller at amerikanerne) skal huske, "Det er ikke Donald Trump du stemmer på…"
Du har sikkert venner og bekendte, der hader Trump, men som du ellers synes er ret moderate eller endda konservative. Hvem kunne bebrejde dem? Medierne og demokraternes politikere stablede på med deres dehumaniserende had mod Trump – i en sådan grad, at to snigmordere har forsøgt at dræbe ham, og endda nogle livslange republikanere er skeptiske på grund af den propaganda der aldrig ophører.

Sådan taler du med dem.
“Det er ikke Donald Trump du stemmer på; du stemmer for at reducere omkostningerne ved at fylde din tank og din indkøbsvogn. ● Du stemmer for at slå ned på kriminalitet. ● Du stemmer for at lukke grænsen. ● Du stemmer for at udvise ulovlige kriminelle udlændinge, der begår kriminalitet i vores større byer. ● Du stemmer for at få økonomien til at brøle, som den gjorde indtil COVID. ● Du stemmer for en mere fredelig verden. ● Du stemmer for at stoppe beskatningen af ​​socialsikring og drikkepenge."
Det er det, du stemmer på, selvom du ikke kan fordrage manden.

– Erik Svane

Thursday, July 18, 2024

Lad os holde op med at bruge ordene "Trump forsøgte at omstøde valget i 2020"; Det er uprofessionel journalistik

Det er lettere for verdenen at acceptere
en simpel løgn end en kompleks sandhed

— Alexis de Tocqueville

Efter mere end tre år er det på tide for medierne at holde op med at "berette" at "Trump forsøgte at vælte et præsidentvalg" og holde op med at referere sagligt: til "valget, som Trump tabte"; til "Trumps nederlag" og hans "grundløse" "falske påstande"; og til "Trump udfordrer resultaterne" af "Bidens sejr" for at "svinge valgresultaterne til hans fordel". [Denne artikel blev trykt i 24NYT den 17. juli 2024)

Det er også på tide, at nyhedsorganisationer — mens demokrater i Colorado, Maine og Illinois har (forgæves) prøvet at fjerne Donald Trumps navn fra de tre delstaters stemmesedler — holder op med at "berette", at de seneste anklager ikke er andet end forståelige reaktioner for at straffe den afskyelige "criminal felon" for hans ("kriminelle") forsøg på at "fratage vælgerne stemmeret" og dermed "undergrave demokratiet."

Dette er ikke et neutralt, objektivt og upartisk syn på fakta om valget i 2020. Langt derfra. Nej. Det er versionen (den selvbetjenstgørende version) fra USAs Demokratiske parti (DNC). Det svarer til at stille spørgsmålet, "Hvornår holdte du op med at tæve din kone?" 

Sætninger som "grundløse påstande om bedrageri", "fup-fyldte valgundersøgelser" og "falske påstande om valgsvindel" kommer direkte fra det Demokratiske Parti. Som et minimum er læsere og seere vant til at læse og høre udtrykkene "påståede", "angiveligt" og "anklaget for". Hvor er de forsvundet hen?

Og her opstår et afgørende spørgsmål: Hvad er Donald Trumps version af valget i 2020?

Husk, at hele hans budskab — som var det fra demonstranterne den 6. januar 2021 (ikke en eneste af dem, efter min erindring, der brugte våben andre end mobiltelefoner til selfies) — er nøjagtigt eller næsten nøjagtigt det samme; dvs, at det var demokraterne, der forsøgte at vælte (og, ja, det lykkedes dem faktisk at vælte) valget i 2020 og derfor demokratiet (derfor hans og demonstranternes, langt fra urimelige, vrede).

Vi kunne endda bruge lignende formuleringer: "valget, som Biden tabte", "Joes nederlag" og hans "falske påstande", og "demokraterne forsøgte at ændre/udfordre (og det lykkedes dem at ændre/udfordre) resultaterne". Den 45. præsident kaldte det faktisk "stealing the election", og derfor… hvis der var nogen som fratog amerikanernes stemmeret og underminerede demokratiet, så var det Barack Obamas, Hillary Clintons og Joe Bidens parti.

I betragtning af at anklagerne grundlæggende er de samme, burde et medie, der var neutralt, objektivt, og uafhængigt — i stedet for at opføre sig som leverandøren af (for at bruge Trumps udtryk) Fake News — ikke give lige plads til begge anklager?

Den måde, hvorpå selv konservative medier som Fox News og Wall Street Journal, for ikke at nævne RINOs (Republicans In Name Only) som Mike Pence og Nikki Haley, falder for og gentager venstrefløjens "talepunkter" og dobbeltmoral, er foruroligende. En editorial fra WSJ redaktionen forsvarede Donald Trump imod hvad kaldes "lawfare" (at føre "warfare" mod folk, kendte eller ukendte, gennem retssystemet, ved at fængsle dem eller "blot" at ruinere dem, en modbydelig taktik som demokraterne er blevet mestre i at bruge mod deres fjender, bl.a. på sådanne Trump-allierede som General Michael Flynn og Rudy Giuliani) mens WSJ redaktørerne kaldte Trumps "opførsel efter valget" i 2020 "svigagtig og destruktiv" og henviste til hans "skændsomme" "forseelse". Også National Review pressede tilbage mod Trump-lawfare, alt imens ugebladet følte sig behovet for at påpege, at det "havde fordømt Trumps rystende handlinger i kølvandet på valget i 2020" såvel som "Trumps bedrag": "Slagsom retorik i at søge at beholde et politisk embede er forbandeligt." 

Efter at have bevist, endegyldigt — ved at citere dommer Antonin Scalia, ved at sammenligne 6. januar med raceoptøjerne i 1960'erne og ved at bruge Websters Dictionary fra 1828 — at January 6, 2021 Was Not an Insurrection, føler en af Reasons fremtrædende forfatningsretsprofessorer det ikke desto mindre nødvendigt at afslutte med "Ligesom Ilya [Somin] er jeg rystet over Trumps opførsel den 6. januar 2021, og på grund af det vil jeg under ingen omstændigheder stemme på ham." Hvorfor, ?! Du har lige bevist at

Langt fra at være et oprør, var optøjet den 6. januar en begivenhed på to og en halv timer i Capitol i det tredje mest folkerige land i verden. Ingen kom til tumulten med skydevåben, selvom skydevåben er almindeligt tilgængelige i dette land. Da tidligere præsident Trump bad dem om at gå hjem, så gik de hjem.

Hvorfor så tale om "synden, som Trump begik den 6. januar 2021"?

Et ellers fremragende indlæg på Powerline-bloggen af den normalt lige så fremragende John Hinderaker giver os, afsnit efter afsnit, bevis på snyd og løgn fra demokraternes side i 2020. men det kan stadig ikke forhindre John Hinderaker selv i at være høflig og give oppositionen noget reb og afslutte det nævnte indlæg med ordene, Trumps "uforsvarlige påstande", og med følgende udødelige linjer:

Sammenfattende gør anklageskriftet ikke en sag om, at Trump er en kriminel, der burde fængsles. Men det viser en stærk sag, at Trump er en uærlig egoman med frygtelig dømmekraft, som aldrig igen bør betros en ansvarlig regeringsposition.

Du har lige skrevet 15 paragraffer, der beskriver demokraternes løgn, bedrag og kriminelle indblanding i valget i 2020, Mr. Hinderaker — ikke mindst i selve anklagerne, som er blevet serveret af bolsjevistiske anklagertyper. Hvor passer de to sidste sætninger ind, bortset fra at bevise, at med nok pres og fyrværkeri, vil melodramaentusiasternes venstreorienterede propaganda overvælde selv den mest åbensindede hjerte og den mest ærlige hjerne?

Hvorfor er det at være en (angiveligt) "uærlig egoman med frygtelig dømmekraft" værre end at være en løgnagtig bedrager med bolsjevistiske tendenser eller end at være en blind medrepublikaner, der ikke kan se, at den anden side er fyldt med løgnagtige bedragere med bolsjevistiske tendenser

Selv kommunistiske dissidenter falder for demokraternes 

 dæmonisering af deres modstandere i sovjetisk stil

Selv flygtninger fra (tidligere eller aktuelle) kommunistiske lande — som normalt ikke viger fra at prøve at informere vestlige publikum om, hvor totalitær, f.eks. Woke-bevægelsen eller statuernes nedtagning er — er ikke immune over for hvad kan kaldes DNC's propaganda. Når alle er enige om, hvilken forfærdelig "narcissist" Trump angiveligt er, erkender ingen af dem, at dette er en af måderne, som Kreml bagtalte (eller som Beijings KP bagtaler) deres meddissidenter og som gik (som går) så langt som at sende dem til sindssygehuse med det "godartede" formål at "helbrede" dem?

På denne side af Atlanten skriver den normalt fremragende  (en fransk forfatter født i det kommunistiske Rumænien, hvis IREF – Institut de Recherches Economiques et Fiscales – og IFRAP – Institut Français de Recherche sur les Administrations – prøver at tage kampen op mod Frankrigs "Deep State" ligesom FEE eller Mises Institute prøver det i USA eller som 24nyt og Årsskriftet Critique i Danmark) ganske ærligt om Biden-familien, men føler nødvendigheden af at slå hårdt ned på Donald Trump med une tonne de briques: ​

[l']ancien président, que ses frasques et son détestable caractère rendent aussi imprévisible qu’ infréquentable ([den] tidligere præsident, hvis eskapader og afskyelige karakter gør ham lige så uforudsigelig som hans selskab er utåleligt)

Hvorfor kan en flygtning fra Nicolae Ceaușescus kommunistiske mareridt (ligesom Ilya Sorkin er en flygtning fra Brejnevs mareridt) ikke se, at OrangeManBads "afskyelige" holdning kan forklares med hans egen afsky for USA's venstreorienterede politikere og den korruption, de afføder, samt deres ønske om at gøre Amerika (eller, for at bruge Obamas udtryk, "fundamentally transforming the United States of America") til en bananrepublik som Cuba eller... Rumænien?

Men det mest forbløffende østeuropæiske tilflugtssted er Steven Calabresis "kammerat" i Reason. Jeg har fulgt og beundret Ilya Somin — hvis CV tager en side eller mere at fylde — lige siden Glenn Reynolds begyndte at citere ham på Instapundit for en halv snes år siden. Netop i februar skrev Ilya Somin Remembering Lenin—den første store kommunistiske massemorder. Man skulle tro, at et tilflugtssted fra et kommunistisk mareridt igen ville gennemskue regeringens agenter.

Men igen og igen ignorerer Ilya Somin de talrige anomalier ved valget i 2020 (se nedenfor), mens han tager det Demokratiske Partis påstande om Trumps nederlag for givet (er det af taknemmelighed over for Vesten, at ellers rationelle østeuropæiske flygtninge sætter deres hjerner til side og tage vestlige regeringer, selv når de er venstreorienterede — hvoraf alle eller de fleste var tilhængere af USSR's kommunister — på ordet?) og hævder, at Donald Trump er skyldig i forræderi, og at "oprøret" den 6. januar kunne have såret eller kunne have dræbt Capitol politibetjente.

Som Ron Hart — ingen forfatningsekspert, han — påpeger, fik demokraterne deres politiske spillebog fra Lenin:

Når du har dårlige politikker og ikke kan opretholde din autoritet baseret på kvantificerbare resultater, gør du, hvad demokraterne har gjort de sidste par år: du våbengør regeringen mod dine fjender.

Det er næppe en ny konstruktion. I 1918 lagde den undertrykkende sovjetiske leder Vladimir Lenin (100-året for hvis død var den 21. januar) sin plan for at holde kommunisterne ved magten med sin berygtede "hængende orden".

Sammenligningen mellem Lenins fire eller fem "Hængende Orden"-punkter og modus operandi for Amerikas Demokratiske Parti er et must-read. (Hvis du ikke klikker på noget andet link i dette indlæg, skal det være Ron Harts her og Matt Kanes nedenfor...)

Nummer 1. "Hængninger i fuld udsigt til folket," ligner demokraternes mange, useriøse rigsretsforsøg mod Trump. Du ville være nødt til at overgive din rationnelle hjerne til Woke-DNC dogmen for at konkludere, at "Deep Staters" ikke prøver at rette sig mod Trump. En 78-årig mand, som aldrig er blevet arresteret, bliver pludselig beskyldt for 90 forbrydelser året for han er kandidat mod en siddende præsident. Virkelig? Måske er han bare en senblomster?

… Nummer 2. "Offentliggør deres navne." Det er klart, at "doxing and swatting" af GOP-ledere, udført af Lois Lerner til IRS-agenten, der overgav Donald Trumps og Elon Musks selvangivelser til The New York Times, passer ind i denne kategori.

Nummer 3. "Grib deres korn." Det er, hvad New York Attorney General Letitia James gør mod Trump ved at bruge en ny juridisk teori, som hverken har offer eller forbrydelse, til at hugge Trumps ejendomme fra ham.

Nummer 4. "Udpeg gidsler — på en måde at folk ser det og skælver." Hvis dette ikke er essensen af den store anklagemyndigheds overreaktion til 6. januar, så skal du bare sætte også mig i spjældet. Et par hundrede mænd, der lignede castet fra Duck Dynasty på en forvirrende dag, spadserede gennem vores Capitol ("Folkets hus") og abede med Nancy Pelosis podie. Nu sidder mange af dem i isolation, måske i op til 20 år. For indtrængen.

Republikanerne respekterer reglerne for golf

mens Demokraterne spiller ishockey

Jeg kan ikke lide tanken om at blive beskyttet af disse hyrder
som ikke er bedre dyr end vi er, og som meget ofte er værre.

— Alexis de Tocqueville

Apropos: I mellemtiden bliver Joe Bidens — langt værre — tilfælde af korruption, både da han var senator og som beboer i Det Hvide Hus (over 20 millioner dollars i bestikkelse fra Kinas kommunister?!), behørigt imod, men aldrig med så grusomme formuleringer. Den republikanske opposition er ret behersket, selv om den er principiel (sjældent, hvis nogensinde, indlæste ord som "skændsel(fuld)", "rystende" eller "forbryder"). Jeg kan ikke huske, at the RINOs Chris Christie, Mitt Romney eller Liz Cheney — for ikke at nævne justitsministeriet — viste megen vrede over noget af Biden-familiens svindleri.

Man kunne lige så godt sige: Nå, selvfølgelig gik de sovjetiske domstole for vidt. Det siger sig selv. Men alligevel, med hensyn til individuelle sager som Solsjenitsyn og Sakharov (eller som en flygtning fra Hong Kong eller en rumænsk dissident til Ceaușescus parret), har disse "losers" helt sikkert på en eller anden måde fortjent deres skæbne.

Hvornår vil republikanere og konservative (og den brede befolkning, for den sags skyld, både danske og amerikanske) endelig blive fortrolige med de to regler for moderne journalistik?

REGEL #1: Fordi journalister skal være åbne, udvise uafhængighed i sindet og udvise en sund dosis skepsis, skal ordene og handlingerne fra politikere, ledere og de magtfulde — såvel som interviews med almindelige borgere — konstant udfordres, udspørges, tvivles og oftest afbrydes (på en mere eller mindre høflig måde).

REGEL #2: Regel #1 gælder kun for de højreorienterede.

For folk på venstrefløjen er det typiske spørgsmål nemlig mere som "Vil De være så venlig at oplyse os om Deres strålende planer om fundamentalt at transformere vores land." (Spørgsmål nr 2: "Fortæl os venligst, hvor meget mennesker har lidt og stadig lider i vores afskyelige land.") 

Hvorfor lider konservative så ofte af Stockholms Syndrom og føler altid behovet for at vise fair-play og give efter for demokraternes selvtjenstgørende synspunkter, som aldrig har næret en tøddel af goodwill for dem, og som på ingen måde er villige til at gengælde? (Se den 12 minutter-lang GOP video af den ene Demokrat efter den anden, fra Al Gore til Stacy Abrams, der bestrider det ene valgresultat efter den andet siden 2000 for… vælgersvindel. Læg også mærke til, at mens et bekymrende antal naive konservative har udtrykt en vis sympati over for demokraternes påstand om, at Donald Trump tabte valget i 2020 — selv på trods af talrige demokratiske svindelforsøg — er der aldrig et eneste medlem af Demokraterne som nogensinde er villig til gøre det samme med hensyn til deres eget parti.) 

Kunne det være at Donald Trump er faktisk som det lille barn i Kejserens Nye Klæder, der som den eneste ikke vil følge med i pressens fabler (på engelsk: fairy tales) og i resten af folkets fantasiverden og som den eneste kan se, og som er så uforskammet at ville sige, sandheden, dvs de egentlige vilkår?

(H.C. Andersen fortalte ikke hvad der skete med drengen (også senere, da han blev voksen) efter de sidste sætninger i Kejserens Nye Klæder. Læserne tror han blev en slags helt til folket, kendt for sin visdom. Slet ikke; tværtimod — da blev han nemlig beskyldt, både af pressen og af resten af samfundet, for at være et afskyeligt menneske der var kendt for sin racisme og sin hate speech, samt en 100 % narcissist med personlighedsforstyrrelse der lyver konstant.)

For 11-12 år siden forklarede Bernie Marcus, medstifter af Home Depot, "spillets regler":

 … Republikanerne respekterer reglerne for … golf. I golf, hvis du misser et putt, eller du rører bolden med hånden, kalder du et slag på dig selv. Vi spiller golf. Demokraterne spiller ishockey. Det er et dræberspil. Og det er forskellen i politik.

Donald Trumps geni var og er også at få GOP til at spille ishockey. Det er også derfor — og det er netop derfor — at han er hadet.

Princippet om fair-play:

Lidenskabsløse undersøgelser 

af de rivaliserende stridigheder 

Der er intet mere tilbøjeligt til at fejle end almindelig mening.
En god isoleret observatør har faktisk mere vægt på min ånd,
end tusind overfladiske eller interesserede vidnesbyrd som alle gentager hinanden.

— Alexis de Tocqueville

Men lad os tage et øjeblik og undersøge princippet om retfærdighed: her må jeg lige sige at jeg bliver af og til spurgt (ofte i en skandaliseret stemme) om jeg er pro-Trump eller (for 20 år siden) pro-Bush, osv… Her svarer jeg altid (hvilket er sandheden) at jeg er ikke pro-TruMP, jeg er pro-TruTH. Hvad angår retfærdighed og sandhed i forbindelse med 2020 valget, hvis en journalist eller en almindelig borger skulle undersøge de rivaliserende anklager på en lidenskabsløst maner, ville en intellektuelt ærlig person (journalist eller anden) ikke føle et behov for at konkludere, at sandheden er at der findes flere beviser til Trumps fordel?

Er det ikke et "bevis" på et stjålet valg, at valgkontorer i en håndfuld stater, hvor Donald Trump førte efter afstemningen, lukkede efter midnat — et skridt, der er helt uden fortilfælde — og da de genåbnede næste morgen, flere timer senere, var Joe Biden pludselig i forkøbet?

Man kunne fortsætte med bestræbelserne med at ændre staternes valglove, med the House of Representatives som beholdte alle GOP-sæderne, mens de tilføjede en halv snes republikanske sæder til, og med mail-in ballots og ballot harvesting, muldyr kontroverset, samt Twitter-filerne, med institutioner (Death of the American Voter), social media og medierne, der alle slog sig sammen for at demonisere historier som New York Posts rapport om Hunter Bidens computer, osv… 

Her bør det siges, at de fleste stemmeregler som blev gyldige i USA eller i adskillige delstater i 2020 ville ikke blot være uacceptable og ulovlige i Danmark, de fleste ville også være det i stort set alle Europas 47 lande. Her spørger jeg altid danskerne som kalder republikanerne for skrækkelige individer, hvorfor beskriver de Danmark som et racistisk land? Jamen, det gør de slet ikke, svares der, og hvorfor skifter jeg iøvrigt emnet? Jo, hvis det er sandt, som demokraterne påstår, at republikanerne er racister fordi de kræver "a voter ID", så kan det kun betyde at alle lande som også kræver vælger ID (dvs sige Danmark samt stort set resten af verdens demokratier) må også allesammen være racistiske.


Som Del May skriver, vedrørende revisioner,

For me, the biggest give-away that the election was rigged is how the Dems stopped every attempt at an audit. If they had nothing to hide, then let the Repubs audit. If there was no rigging, then the audits would make the Repubs look like fools. So, why didn't they let the Repubs audit??
Men jeg vil henvise til Matt Kanes enestående artikel ved American Thinker, hvor han diskuterer "forfatningsstridige ændringer af statens valglove, uovervågede stemmesedler, stemmemaskinefejl, matematisk usandsynlig valgdeltagelse og andre eksempler på direkte vælgerbedrageri" samt det faktum, at "Establishment politikere og mainstream media [MSM] har kæmpet hårdere end i nogen anden sag for at overbevise offentligheden om, at vælgersvindel er [intet andet end] en konspirationsteori." Man kan også læse 's Rigged (How the Media, Big Tech, and the Democrats Seized Our Elections).

Jeg vil også henvise til Time Magazine-artiklen af 4. februar 2021 — mindre end en måned efter de såkaldte 6. januar "optøjer" af "bøller", der repræsenterede "trusler mod demokratiet" — hvor Molly Ball godkendende rapporterer om en "kabal” (Times eget ordvalg) af ”venstrefløjsaktivister og erhvervstitaner”, der arbejdede på at ”redde” valget fra Trump. I New York Post, rapporterer Glenn Reynolds — som påpeger, at selvom "6. januar 2021 … er blevet kaldt en "opstand", så var det tættere på en studenter-pøbel, der besatte dekanens kontor end på et statskup" — at "'kabalen', der pralede med at presse Joe Biden" på Amerika og på verdenen,

sponserede valg med brevafstemning. Den blokerede valgsvindel retssager anlagt af Trump og tilhængere. Den anvendte censur på sociale medier til at dæmpe pro-Trump-argumenter og forstærke anti-Trump-argumenter. Den sponsorerede protester.

Er det ikke tegn på et stjålet valg fra demokraterne, at i en af retssagerne (at i en af de (sovjetisk-lignende retssager?) mod Donald Trump har the Special Counsel, Jack Smith, efter julen 2023 bedt dommeren (Tanya Chutkan) om at blokere den tidligere præsident fra at fremlægge sine beviser fra 6. januar, dvs 1) ikke tillade en amerikansk statsborger sin ytringsfrihed (sine First Amendment rights), 2) ikke tillade den tidligere præsident til at forsvare sig selv, og 3) og ikke antage, at den tiltalte er uskyldig, indtil det modsatte er bevist?

For at citere indlæg vedrørende 14th Amendment:

Pause for a moment to savor the sheer Kafkaesque insanity of all this ... language in the Constitution which was written to apply to those who engaged in insurrection against the United States is being used by those who engaged in insurrection against the United States (the anti-Trump "resistance") to prevent the actual lawfully elected government (Trump) from taking power on grounds that he is resisting them.

Bortset fra alle disse beviser er der for mig selv et enkelt tilfælde, der skiller sig ud over resten. 

Hvor rimeligt er det at mene, at en ældgammel professionel politiker, som er kendt hverken for at være en strålende taler eller for at have en populær national følge (i modsætning til feks, fortjent eller ej, Ted Kennedy) ikke kun ville slå det Republikanske Partis rockstjerne (Donald Trump) i stemmerantallet, men også det Demokratiske Partis rockstjerne (Barack Obama) — især når man betragter at Joe Bidens (sjældne) kampagnetaler og (lige så sjældne) kampagneoptrædener næppe tiltrak noget betydeligt antal individer, endsige folkemængder, og at faktisk (efter det mærkelige råd fra VIP'er som Nancy Pelosi) forlod "Sleepy Joe" næppe sin kælder for at føre valgkamp?

Lad os derimod være retfærdige og undersøge venstrefløjens diskussionspunkter: en af hovedårsagerne til, at mange folk er skeptiske, er netop det faktum, at mainstream media har forsøgt at kvæle al debat om emnet, og det fra de tidligste timer af 4. november 2020. Trump "continues to argue, falsely, that the 2020 election was stolen from him" (New York Times, 8. august 2023).

Alt venstrefløjen gør er at gentage uophørligt — de gider ikke engang bruge deres sædvanlige væseltaktik med at henvise til (unavngivne) eksperter, selvom det er underforstået — at Trumps påstand er "grundløs" eller "ubegrundet", hvis ikke en direkte løgn (eller "the big lie"), alt imens de venstreorienterede kalder os skeptikere "konspirationsteoretikere", uden nogensinde at fremføre, i det mindste en gang imellem, et eneste bevis på det.

Bare det at få lov at læse en enkelt dybdegående artikel eller nyhedshistorie, hvor alle Trumps påstande omhyggeligt er plukket fra hinanden og afkræftet, kunne være nok, og New York Times og Washington Post kunne henvise til den artikel ved at lave en hyperlink fra ordene "grundløs" eller "løgn" i alle efterfølgende nyhedshistorier til artiklen. Men denne "ur-artikel" lader ikke til at eksistere på nogensomhelst redaktion, hvadenten det er i USA eller i Europa.

Som Dennis Prager udtrykker det,

det eneste man har at sige til folk idag er "Ifølge eksperterne" … Som jeg har gentaget i årevis, for den sekulære universitetsuddannede, er "Eksperterne siger" lig med hvad "Saa siger Herren" har været for religiøse mennesker i tusindvis af år. De har kun udvekslet autoritet fra Herren til "eksperterne"...

Dette er blevet normen i nutidens verden, hvadenten det gælder et lands demokrati, kvindeundertrykkelsen, klima krisen, eller den altid sænkende fartgrænse.

I dette tilfælde bruger New York Times og Washington Post og CNN ikke engang "eksperterne siger", velvidende at det ville lyde latterligt (hvem i alverden — hvilken individ — kan kaldes en uangribelig ekspert på valgresultater, især hvis der har været skænderier som var per definition skjulte og som den såkaldte ekspert derfor umuligvis kan kende noget til?) mens man satser — utroligt nok, uden mangel på succes på at ingen udfordrer deres angiveligt neutrale sprog om Trumps "grundløse" påstande og hans djævelske ønske at "omstøde" et valg og, ja, selve demokratiet. 

Jeg er ikke særlig religiøs selv, men hvis man læser bøgerne i Dennis Pragers Rational Bible-serie ("Titlen på denne kommentar er "The Rational Bible", fordi dens tilgang er fuldstændig fornuftsbaseret ... Læseren bliver aldrig bedt om at acceptere noget som helst på tro alene"), vil man få en idé om den virkelige årsag til, at religion får så dårligt et ry. Hvad vil det sige at være religiøs? Betyder det at tro på (påståede) fabler eller at gå i kirke/synagoge med tåbelige troende hvis læber smiler fjollet?

Det betyder intet andet end dette, svarer Dennis Prager: lev og arbejd (og... reger), mens du prøver at integrere den gyldne regel og de Ti bud i dit liv. Nu, kære læser, før du protesterer over, at du ikke ønsker, eller har brug for, en religiøs lektion, tænk på følgende: "ikke stjæle" og "ikke myrde" (ikke myrde fremfor ikke dræbe på det originale hebraisk), er det ikke ret god regeringsførelse for et samfund, som selv en ateist, uden at give afkald på sin ateisme eller agnosticisme og uden at tilslutte sig nogen religion, kan tilslutte sig?!

Ah, men der er gnisten: for venstrefløjen viser Dekalogen sig faktisk at være et pokkers stort problem.

Venstrefolk i spidsen for en barnepigeregering tror åbenbart ikke, at du (deres nabo) er deres ligemænd, socialister tror ikke på "ikke begære" (skatter), kommunister tror ikke på "ikke dræbe", barnepige-regeringer tror ikke på "at ære din far og mor" (din familie) — bestemt ikke fremfor Big Brother — og i det hele taget tror alle ovenstående ikke på "Bær ikke falsk vidnesbyrd."

(Hvis du protesterer: "Lad os ikke rive alt ned, Hr. Svane, du kan vel ikke benægte, at en vis mængde skatter er nødvendige i livet?!", giver Harry Jaffa svaret: "De, der lever under loven, har lige ret i at være med til at lave loven, [mens] de, der laver loven, har en tilsvarende pligt til at leve under loven."

"Du må ikke vidne falsk mod din næste": venstrefløjen mener at de kan lyve overfor andre, og at de kan lyve overfor sig selv — alt sammen for at sole sig i deres egen tapperhed og herlighed, da disse riddere i skinnende rustning vender op og ned på alt.

Fordi de er melodramaentusiaster, giver de venstreorienterede sig selv lov til at bruge dobbeltmoral og lyve om global opvarmning, om stigningen i verdenshavene, om Donald Trump, om at alle republikanere er Hitler, om venstreorienterede optøjer sammenlignet med højreorienterede protester, om de stakkels illegale immigranter og hvordan de er papirløse, om 1776 burde estattes med 1619, om amerikansk kultur (strukturel racisme), om voldtægtskultur, om mænd som identificerer som modsatte sex er faktisk kvinder og har derfor lov til at deltage i kvindesport, om at selvmord er en god ting ("Du må ikke myrde" gælder også for dig selv), om hvordan MAGA-bevægelsen er forræderiske, om hvordan demonstranterne den 6. januar fortjener op til en snes års fængsel mens de løslader sande kriminelle på gaden, om hvordan kommunisterne var hæderlige ("nok dræbte de millioner af mennesker, men hey, de havde gode intentioner"), om den forfærdelige (bibelbaserede) vestlige civilisation, og om Wokeness, der afslører et sandere billede af samfundet.

Kort sagt kan de lyve om, hvor foragtelige deres naboer er, og hvor tapre de selv er til at angribe de nævnte naboer, også kendt som deres (ikke-truende) modstandere.

Mens vi i øvrigt taler om Bibelen, når falsk stolthed nævnes som hovedsynden, ville det så ikke dække folk som beskriver sig selv som tapre folkehelte for at "trodse samfundets racister", "redde planeten" og "befri demokratiet"?

Ikke underligt, at i Frankrig roses l'état laïc og at man ikke vil have at religionen har nogesomhelst at gøre med politik...

Det forklarer også antisemitismen og antiamerikanismen gennem århundrederne og årtusinderne, hvor Israel og USA er de to nationer, der mest har prøvet at følge forskrifterne i den jødisk-kristne bibel, ikke mindst den gyldne regel (og har haft en utrolig fremgang som en konsekvens heraf) — og dermed i det mindste forsøgt at forhindre både politikere og borgere i at lyve over for andre såvel som over for sig selv. Og med det vender vi os tilbage til Dennis Prager, da han skriver (i Whites Aren't Hated for Slavery but for Making America and the West), at

venstrefløjen … hader Amerika, som den betragter som kapitalismens forbillede. Ved at blive det mest succesrige land i historien forbliver Amerika, det typiske kapitalistiske land, en levende irettesættelse af alt, hvad venstrefløjen står for. Hvis Amerika kan væltes, kan enhver venstreorienteret egalitær drøm blive realiseret. ... Hvad venstrefløjen i høj grad søger, er at ødelægge Amerika, som vi har kendt det — den kapitalistiske og jødisk-kristne enklave af personlig frihed.

Mark Levins seneste bog hedder The Democrat Party Hates America. Sandheden, som vi har set med Woke-bevægelsen, er, at venstreorienterede akademikere og aktivister hader amerikanske (og vestlige) institutioner, venstrefløjen hader amerikanske (og vestlige) værdier, venstrefløjen hader amerikansk historie, venstrefløjen hader amerikansk frihed, og demokrater har hadet Republikanere, siden bevægelsen blev født i 1854.

Lincoln i 1860: "Når I [Demokrater] taler om os republikanere, 

gør I det kun for at fordømme os som reptiler eller … gangstere"

Demokratiske folk har en naturlig smag for frihed …
Men de har en glødende, umættelig, evig,
uovervindelig passion 
for lighed; de ønsker lighed i frihed, og hvis de ikke kan
opnå 
lighed i frihed, vil de have lighed i slaveri.
— Alexis de Tocqueville

Og demokraterne har været ret villige til at lyve om alt det ovenstående. Mens slaveri og statsrettigheder (States' rights) har traditionelt konkurreret i debatten som de to hovedårsager til Borgerkrigens udbrud, bør måske en tredje grund underholdes: valget i 1860 af en "skrækkelig" republikaner til det Hvide Hus.

/// I USA har det været almindeligt at diskutere, i hvilken grad Borgerkrigen var forårsaget af slaveri eller statsrettigheder (States' rights). Jeg har en tredje forklaring: konflikten var forårsaget af valget i 1860 af en "skrækkelig" republikaner til Det Hvide Hus. (Lyder som 2016, ikke sandt?) Og der var så meget forargelse blandt demokraterne i 1860, at de fortsatte med at forsøge at rive nationen fra hinanden i løbet af de næste fire år (dog på en langt blodigere måde, selvfølgelig, end i det 21. århundrede), som endte med mordforsøget på Lincoln.

For kun et halv snes år siden omtalte James Carville (nutidige) republikanere som "reptiles". Og for over 160 år siden, da en advokat fra Illinois følte nødvendigheden af at henvende sig til sydstaterne og demokraterne (under hans Cooper Union-tale i februar 1860), gæt hvilket udtryk Abraham Lincoln brugte:

…når I taler om os republikanere, gør I det kun for at fordømme os som reptiler [!], eller i bedste fald som ikke bedre end gangstere. I er villige til at give en høring til pirater eller mordere, men intet lignende til [republikanere]. I alle jeres stridigheder med hinanden, anser hver af jer en ubetinget fordømmelse af [republikanismen] som den allerførste ting, der skal tages hensyn til. En sådan fordømmelse af os synes faktisk at være en uundværlig forudsætning — så at sige tilladelse — blandt jer for overhovedet at blive optaget eller tilladt at tale. Kan I nu, eller ej, overtales til at tage en pause og overveje om dette er helt retfærdigt for os, eller endda for jer selv? Kom med jeres anklager og specifikationer, og vær så tålmodige længe nok til at lytte mens vi afviser eller begrunder.

"Reptiler, banditter, pirater, mordere"... Hvor ofte er republikanere blevet kaldt "domestic terrorists" i de sidste snes år? (Og i årene, i årtierne, før det?) Hører vi ikke hvert fjerde år, at den seneste republikanske kandidat viser tegn på fascisme, og at faktisk svarer han sandsynligvis til Adolf Hitler, én der kan forventes at starte 3. Verdenskrig? 

Når man hører hvordan ens modstander er en racist eller en Nazist forstår man bedre hvordan alt skal gøres, inklusiv vælgersvindel (og mord?), for at undgå at Adolf Hitler bliver landets næste præsident ved at eliminere ham. Måske burde de demoniserende melodramaentusiaster også vide (især hvis de arbejder i Colorado, Maine og Illinois) at under 1860 valget blev Abraham Lincolns navn fjernet fra hele ti delstaters stemmeseddel, alle demokratiske sydstater med slaveri.

Vi bliver ved med at høre, at amerikanerne — og at 2024's republikanske kandidat (det være sig Trump eller en af hans modstandere) — ikke bør genforhandle valget fra 2020. Det ville være kedeligt og splittende, og "det er på tide at komme videre og lægge det bag os." Kommer dette "rationelle" råd ikke også fra the Democratic Party?

Er spørgsmålet om at stjæle et valg (sammen med… den medfølgende undergravning af demokratiet!) ikke vigtigt? Er det ikke altafgørende?

Er hovedspørgsmålet i vor tid ikke, at et stort politisk parti med succes forsøgte at underminere Amerikas demokrati? Og nej, de skyldige var hverken Donald Trump eller GOP. 

I det perspektiv må det aldrig glemmes, at det ikke er den 6. januar (2021)  gentaget, bevidst, uendeligt af både demokraterne og de store medier  der er den kritiske dato; nej, den væsentligste dato er den 3. november (2020).

//// an official act TV2 Indenrigsminister fjerner Trump fra stemmesedlen i Maine eller staten COLORADO-NYT når i virkeligheden, som jeg siger det i første asnit, det bør beskrives from the outset som partisannnn demokrater i embedet