På samme tid var både min farfar, Oskar Bondo Svane, og Aksel Svane, advokater og faktisk dommerfuldmægtige, og det er ikke fordi jeg har absolut i sinde at forsvare Donald Trump, men det vigtigste i en debat eller en retssag er at forstå modparten, kende hans synspunkter og vide hvilke argumenter han vil bruge, i stedet for at simpelthen bruge skældsord og dæmonisering.
Faktisk er debat i Danmark og over hele vesten er blevet forarmet af brug af at samfundet, inspireret af venstrefløjen, kan ikke debattere men går amok med beskyldninger og skældsord samt simplistiske comebacks.
Et af mine yndlingscitater er fra Alexis de Tocqueville, som sagde for næsten 200 år siden at
Det er lettere for verdenen at acceptere
en simpel løgn end en kompleks sandhed
Så jeg er ikke pro-Trump; jeg er pro-Truth: Og sandheden er at når folk (danskere eller amerikanere) hævder f.eks. at Trump er dement og/eller pædofil, så synes jeg lige at man skal måske også nævne f.eks. Joe Biden (især hans præstation under debatten med Trump i 2024 og når han i fotoshoots fra det Hvide Hus trækker unge børn, oftest små piger, tæt til sig og sniffer deres hår). Men så snart man hører navnet Joe Biden eller Kamala Harris har jeg ikke engang lov til at blive færdig inden jeg bliver straks afbrudt.
Og dog: som Dennis Prager siger, man kan ikke sammenligne en Person A med en engel (eller et Land A med paradis); man må sammenligne ham med en person B og en Person C og en Person X osv (eller med et Land B, et Land C, et Land Y, osv)…
Følgende artikel er ret lang, og er delt i seks sektioner; hvis man ikke har tid til at læse det hele, så tag straks hen til sektion 4, som er den vigtigste af alle seks.
• 1) I fremtiden vil jeg hævde at ingen politiker, ingen journalist, ingen diplomat i Danmark eller i Europa burde udtale sig offentligt om Donald Trump uden at først have gjort to ting:
Først og fremmest, læse hans bøger, især The Art of the Deal. Og ikke blot for at forstå USAs nuværende præsident, men også for at få nogle (næppe så åndssvage) idéer om hvordan Danmark skal handle i fremtiden, om det er med USA eller et andet land.
Jeg har altid sagt at i Danmark (samt i Grønland) skal man tage det roligt, der er ikke den mindste fare for at amerikanske tropper besætter Grønland, og den konklusion kan man sagtens komme til simpelthen ved at læse The Art of the Deal (jeg købte iøvrigt mit eksemplar — på engelsk — hos Arnold Busck på Strøget).
Udover det burde man læse THOMAS PETERSEN'S SØNDAGSTANKER — LÆR AT FORSTÅ TRUMPIANSK PÅ 3 MINUTTER
Alle burde også se Victor Davis Hanson's video om "Donald Trump's negotiation techniques" (8/9 minutter), Trump and 'The Art' of the 'Troll' ; samt How to handle those crazy Trump moments without losing your mind (3 steps): "Those who stay calm win."
Og så skulle man også læse om hvordan det mest vittige medlem af USAs senat erklærer at den bedste beskrivelse af Trump er at han er a grizzly bear — noget som blev forudsagt om "the American character" for over 50 år siden, i en af de bedste episke film fra 1970erne hvor Theodore Roosevelt optræder som Sean Connery's modstander.
For det andet burde ingen have nogetsomhelst at sige om Donald Trump uden at have set de første interviews, fra 1980erne, som den "berømte ejendomsudvikler" lavede flere årtier før han stillede op som præsidentkandidat.
En af de store misforståelser omkring valget i 2024, både nationalt og i udlandet, er, at det er Amerika (eller, om man vil, at det er præsident Trump) der – unødvendigt – starter økonomiske konflikter med venner og allierede, når han i virkeligheden reagerer imod (urimelige) toldsatser, der allerede er gældende mod USA. Selvom det er langt fra uretfærdigt at sige, at ubalancen har stået på så længe (siden Marshall-planen?), at både udlændinge og amerikanere har glemt, hvordan den nævnte ubalance har udviklet sig til status quo.
Man kan ikke forstå Donald Trump, medmindre man ser på de mange interviews, som den "berømte ejendomsudvikler" gjorde i årtierne før han stillede op som præsident. Selvom hovedfokus ikke altid er på det politiske område, klager han altid på et tidspunkt i interviews med Larry King, David Letterman, og Oprah Winfrey over, at lande rundt om i verden "snylter på USA" (hvilket uvægerligt fører til spørgsmålet, om han har til hensigt at stille op som præsident).
Det, Donald Trump derfor har sagt siden 1980'erne, er, at A) verden, og bestemt Europa, har betragtet Amerika som sin sparegris og Onkel Sam som sin sugardaddy i al den tid, og at B) iøvrigt har de ikke den mindste smule taknemmelighed for dette – hvilket, hvis det eksisterede, måske i det mindste kunne være noget der kan afhjælpe manglen på balance – men kun hån og foragt.
Her er (den unge) Donald Trump hos CNN i 1987:
A lot of people are tired of watching other countries ripping off the United States. This is a great country. They laugh at us. Behind our backs they laugh at us, because of our own stupidity and our leaders. … I think that it is an issue that ought to be brought out to the fore. …
I believe it's very important that you have free trade. But we don't have free trade right now, because if you want to go to Japan or if you want to go to Saudi Arabia or various other countries [to European countries], it's virtually impossible for an American to do business in those countries — virtually impossible — I have many friends they go over to Japan they can't open anything, they need approvals, they need this, that. In the meantime, Japan comes over to this country, they're buying up Wall Street, they're buying up Manhattan real estate … So the fact is, we don't have free trade …
… There are many other countries, and taking tremendous advantage of this, including NATO. If you look at the payments that we're making to NATO, they're totally disproportionate with everybody else's, and it's ridiculous … not giving [the money] to countries that don't give a damn for us to start off with … [A development forecast for the future] going to be bad unless we do something about this horrible, horrendous deficit.
— Donald Trump, Larry King Live, September 2, 1987
Har the Donald ret i det?
Hvis en amerikaner som Donald Trump eller som J.D. Vance eller som Marco Rubio føler (med eller uden rette) at andre lande, selv NATO medlemmer, snylter på, griner af, og drager enorm fordel af USA, så kan deres protester om at være trofaste allierede næppe gøre megen forskel, idet det synes i det mindste at være total hykleri.
Kender i den gamle statistik — gentaget uendeligt — som bliver hele tiden brugt af venstrefløjen at USA skulle betale mere for forsvar end de næste 26 lande tilsammen? (Og "Iiiiihhh hvor er det forfærdeligt"?)
Her er en anden statistik, som er mindre kendt (pudsigt nok bliver statistik til fordel for USA sjældent omtalt) og som iøvrigt hjælper med at forklare den mere kendte statistik: Siden 1980 har USA betalt mere for NATO's (altså Europa's) forsvar end alle andre NATO medlemmer tilsammen. (Matthew Cina har flere detaljer i section 3.)
• 2) "USA’s største mareridt: et arktisk Cuba kontrolleret af fjendtlige magter"
 |
| Villabyerne 5-8-2020 |
Her er typisk kritik de "tåbelige" amerikanerne bliver udsat for: To af de ting, man har mest beskyldt USA for i de sidste 80 år er dels, at amerikanerne ikke bruger nok på det sociale og dels, at deres "krigsgale" generaler bruger (alt) for meget på militæret – mens man peger på ens egne landes fredelige, og gavmilde, brug af deres BNP (dvs af deres skatteyderes skattepenge).
Men hov! passer det ikke, at hvis lande i Vesteuropa bruger lidet på deres egen militær medens de har flere penge til råde til at bruge på det sociale, er det ikke fordi – et det ikke netop fordi – Uncle Sam bruger så meget på Amerikas eget forsvar; som også fungerer som forsvar for hele Vesten? (Som sagt hjælper dette at forklare statistikken om at USA skulle betale mere for forsvar end de næste 26 lande tilsammen.)
Forklarer det ikke samtidig amerikanske presidenters regelmæssige bønfald til Europa (ikke kun Trump) at bidrage mere til forsvaret?
Det korte af det lange er følgende: Europæerne (samt Canadierne) kan gå rundt og prale over deres status som alhellige fredsstiftere i kontrast til de afskyelige amerikanske neandertaler præcis fordi deres regninger bliver betalt af og deres forsvar bliver garanteret af selvsamme afskyelige amerikanske neandertaler.
Endvidere skriver Asger Aamund at
… Historien viser os …, at det er muligt at rumme og pleje en oprindelig befolkningsgruppe inden for rammerne af et nationalt samfund uden at fællesskabet rives over ved at give efter for krav om selvstændig statsdannelse for de etniske minoriteter. Danmark har derimod dummet sig gevaldigt ved gennem selvstyreordningen at love de 50 000 grønlændere, der svarer til Silkeborgs befolkning, retten til at løsrive sig fra det danske rige, hvis det passer dem. Grønland er et samfund på støtten og vil være det mindst 10-15 år endnu uanset, hvor meget der investeres i økonomi, uddannelse og infrastruktur. Grønland ligger hjælpeløst hen uden bevogtning, uden militært forsvar og er dermed USA’s største mareridt: et arktisk Cuba kontrolleret af fjendtlige magter.
Præsident Trump er udmærket klar over, at en amerikansk overtagelse af Grønland ikke kan lade sig gøre, men han agter gennem sine barske provokationer at sikre Grønlands faste forankring i de vestlige demokratier. Ved at anbringe Grønland på affyringsrampen har danske politikere opstillet en fælde for sig selv, og nu sidder vi i saksen: grønlænderne bestemme selv om de vil være en selvstændig nation, men Danmark har bemyndigelsen til at føre udenrigspolitikken. Altså en komplet rodebutik. Loven om selvstyre blev vedtaget med et simpelt folketingsflertal, og et folketingsflertal bør derfor ophæve den og føre Grønland tilbage som en dansk kommune, som det var hensigten i 1953.
• 3) "Den systematiske ødelæggelse af det danske Forsvar gennem mere end 30 år"
Det kan got være at Donald Trump var (uhyre) udiplomatisk da han lavede grin med Danmark og landets håndfuld hundeslæder i Grønland. Det var endnu værre da han børstede af de "få" NATO allierede der blev dræbt i kamp. Sandt nok. Desværre bliver Danmarks, samt Europas, position i forhold til Donald Trump og Grønland næppe forbedret af bogen som udkom i november 2024 (faktisk nogle dage efter USAs præsidentvalg), FORSVARSLØS (Når den største trussel kommer indefra).
Sjællandske Nyheder har talt med journalisten Peter Ernstved Rasmussen, "en mand, der tør tale lige ud af posen." Det er ikke Danmarks soldater han angriber — tværtimod — men landets politikere:
Redaktør og stifter af netmediet OLFI, den tidligere reserveofficer i Livgarden, Peter Ernstved Rasmussen, er kendt som en mand, der tør tale lige ud af posen. Især når det gælder hans hjertestof, det danske forsvar.
Og det må man sige, at han gør i sin nye bog ‘FORSVARSLØS - Når den største trussel kommer indefra’, der udkom forleden på Lindhardt og Ringhof.
Bogen handler om det, Peter Erntsved Rasmussen kalder den systematiske ødelæggelse af Forsvaret gennem mere end 30 år.
- Det består i dag af skibe, der ikke kan sejle. Fly, der ikke kan flyve. Og kanoner, der ikke kan skyde. Der mangler alt fra soldater, luftforsvar, artilleri, luftværn, ubåde, kampvogne, natkampudstyr, våben, ammunition, radioer og kikkerter til noget så banalt som sokker, notesbøger og printerpapir, skriver han i en pressemeddelelse, hvor han også kommer ind på, hvem der har skylden for Forsvarets elendige tilstand.
- Bogen beskriver en national tragedie, som kun kunne lade sig gøre, fordi skiftende statsministre, finansministre, forsvarsministre, departementschefer, forsvarschefer og topofficerer med åbne øjne løj, manipulerede og tilbageholdt sandheden om Forsvarets tilstand - og samtidig forsøgte at bilde befolkningen ind, at vi havde verdens bedste forsvar.
… [Iøvrigt har filmen 'The Post' om Pentagon-papirerne] mange paralleller til situationen i det danske forsvar og til bogen ‘FORSVARSLØS', lyder det fra Peter Ernstved Rasmussen.
Udover "kaserner i forfald" skrev Peter Ernstved Rasmussen gerne om situationen i Kalaallit Nunaat, netop at Danmark har snorksovet i forhold til Grønland, og det var før Donald Trump blev indsat for et år siden:
Den danske regering ligger, som den selv har redt. I stedet for at bringe forholdet til Grønland i balance har skiftende regeringer fortsat herrefolks-mentaliteten. Grønlænderne føler sig med god grund provokeret. Det gør USA også, fordi vi aldrig har villet tage sikkerhed alvorligt. Nu kommer regningen, og den bliver dyr.
Danmark er langt fra alene i dette. I et af Europas militære supermagter har Frankrigs "ledere ensidigt afvæbnet landet", forklarer på IREF Europe.
At reducere militærudgifterne betød naturligvis ikke at reducere statens udgifter, men at omdirigere dem til andre afdelinger [jf det sociale]! Efterfølgende regeringer, uanset om de var højreorienterede, venstreorienterede eller centralregerede, fulgte alle [statsminister Laurent Fabius's] råd som en enkelt robot.
Betragtet (sammen med Storbritannien) som en af Europas to militære supermagter (takket være dens atomvåbenkapacitet), tilføjer en BFMTV / RTBF tv-dokumentar ikke desto mindre, at en frontlinje, som den franske hær med rimelighed kunne forsvare, knap nok ville være 80 km lang.
The obsession with Greenland, so bewildering to US "allies", derives from America's need for an Israeli-style "Iron Dome", which, as the mighty builder of Trump Tower, the President has upgraded to a "Golden Dome". Why would he seek such a thing? Because in this scenario America [is] Israel ...and Western Europe is Gaza, the West Bank, Lebanon, Syria and Iran.
most European nations, namely France, Germany, and the U.K. are purposefully downsizing their militaries in favor of relying on the U.S. to come defend them in case of an incident. Even more to the point, half the reason the U.S.'s military budget is so expensive, besides the technology that is literally decades past the competition, is because we take care of our soldiers. A Chinese soldier is paid one-ninth that of a U.S. soldier, and even then, the Chinese soldier gets drastically smaller healthcare or Veteran benefits. If the U.S.'s big military budget comes from futuristic technology, taking care of our soldiers, and single-handedly protecting the western world, I think it's worth the bill.
Hvad angår Megan McArdle, hun tilføjer at
The freeloading countries don’t even send a fruit basket to Washington to say thanks. In fact, as a rightish American who’s spent a bit of time abroad, I can personally attest that many of those NATO members’ citizens feel free to disparage our massive military budget, as if their smaller budgets were some sort of moral sacrifice rather than an unearned benefit paid for by U.S. taxpayers.
• 4) Men her kommer vi til det allervigtigste comeback til Trumps ønske at overtage Kalaallit Nunaat: "Hvad jamrer de over?! Ifølge status quo kan amerikanerne allerede gøre militært hvad som helst de vil."
Argumentet om det danske forsvar kan virke lidt ydmygende, dog i sidste ende måske af ringe interesse hvis man understreger at Pentagon allerede har lov til at gøre dybest set hvad de vil på verdens største ø.
Men dette argument viser sig at være vildt misvisende. Problemet er af en helt anden slags.
Det hele syntes at starte i 2019, da Donald Trump først annoncerede at han ville købe Grønland. Her blev han straks gjort til grin af Danmarks ledere, politikere og medier. Sikket fjols! Hvad i alverden er det han ryger?! De venligste politikere sagde, som Mark Steyn skriver, at Trump's "obsession with Greenland" is "so bewildering."
Og dog: For at forstå hvordan hele startede skal man faktisk tilbage til 2017. Dengang fløj øens statsminister til Beijing for at spørge kineserne (og deres China Communications Construction Company) om at hjælpe med at bygge eller udvide en eller flere lufthavne.
Her var vi allesammen heldige at statsministeren hed Lars Løkke Rasmussen og at den nuværende udenrigsminister straks satte veto på projektet.
Det kan godt passe at Amerikanerne måske har meget at skamme sig over, men der er ikke mange måder at de danske politikere og de danske medier kan beskrives i 2019.
Sig hvad I vil om Trump, sig hvad I vil om hvad kaldes hans løgnehistorier (påståede eller sande); ved at g(l)emme den sag fra 2017 — næppe en bagatelsepisode, idet sagen var ikke mindre end "det dyreste infrastrukturprojekt i Grønlands historie" — i deres dæmonisering af den "tossede" Trump gjorde de noget forbavsende (og for en gangs skyld, lad os ikke forsøde det): De løj til amerikanerne, de løj til det internationale samfund, de løj til danskerne, og de løj til sig selv.
Endvidere har Danmark åbnet Grønlands farvande til kineserne og lade deres fiskeflotille fiske i øens farvande. (Hvis man bliver fornærmet over den frækhed som Yankee'erne skulle have at prøve at diktere til et fremmed land, så, no worries: det emne angriber vi i næste sektion af denne artikel.)
For otte år siden (altså, i 2018, et år før Donald Trump foreslog at købe kæmpeøen) skrev MARTIN BREUM i High Northern News hvorvidt lufthavnsplanen led til en kæmpe skandale i Kalaallit Nunaat.
Statsminister Lars Løkke Rasmussens tilbud om dansk medfinansiering fik i september [2018] den daværende grønlandske regeringskoalition til at gå i opløsning.Det løsrivelsesivrige Partii Naleraq trak sig ud af regeringskoalitionen i frustration over udsigten til øget dansk indflydelse i Grønland.… Lars Løkke Rasmussens lufthavns-initiativ var lige ved at gå galt: Den regerende koalition i Nuuk brød sammen i protest, og det kom meget tæt på et valg i Grønland, der kunne have afsporet processen.
Martin Breum — som er forfatter af Balladen om Grønland (Trangen til løsrivelse, råstofferne og Danmarks dilemma), Hvis Grønland river sig løs (en rejse i kongerigets sprækker), Cold Rush (The Astonishing True Story of the New Quest for the Polar North) og (senest) Grønland og den amerikanske forbindelse (om købstilbud, løsrivelse og kongerigets skæbne) — forklarer Løkkes argumentation:
Både statsministeren, udenrigsministeren og forsvarsministeren har udtrykt frygt for, at Grønland skulle finde på at låne penge til lufthavnene i Kina og ende i en smertefuld, kinesisk gældsfælde.
𝗛𝗲𝗿𝗲’𝘀 𝘁𝗵𝗲 𝗸𝗲𝘆 𝗽𝗿𝗼𝗯𝗹𝗲𝗺 𝘄𝗶𝘁𝗵 𝘁𝗵𝗲 𝟭𝟵𝟱𝟭 𝗺𝗼𝗱𝗲𝗹:
The U.S. is responsible for defense — but doesn't control sovereign decisions.
⠀
𝗧𝗵𝗮𝘁 𝗺𝗲𝗮𝗻𝘀:
Political shifts in Denmark or Greenland can constrain U.S. action.
Foreign investment decisions can invite adversaries closer.
Permits, courts, and domestic politics can slow urgent military needs.
Defense without ownership creates friction — and friction kills response time.
Ifølge danskerne og i hvertfald grønlænderne har USA synligt bare at finde sig i at Kina og Rusland dyrker spion baser, og (hvis den kolde krig mellem Beijing og Washington bliver varm) eventuelle rigtige militær frontlinjebaser mod USA. Ikke sært, at Donald Trump ikke virker meget forstående overfor Grønlandske ønsker om at forblive danske eller at afstå til at vende sig til Amerika, for ikke at tale om traktaten fra 1917, som i lys af geostrategiske virkeligheder siden Koldkrigen kan lyde som strudsepolitik.
Ikke sært at Trump vil næppe finde sig i at aldrig handle uden deres allierede i Europa og i at aldrig stille spørgsmål om såkaldt international lov. Trump kan derfor ikke siges til at have helt uret når han siger at "The World is not secure unless we have Complete and Total Control of Greenland."
I det perspektiv, tænk på hvor forarget hele verdenen blev i 2024 da Donald Trump lavede "nytteløse" planer om at overtage ikke blot Grønland men også Canada og Panama.
Men hvad var mest chokerende for mig var at finde ud af at Kina havde nået at opbygge magt i begge havne af Panamakanalen — kanalen som Theodore Roosevelt havde bygget, og som Jimmy Carter, udover at have forrådt flere af USAs (indrømmet usmagelige) allierede, ikke mindst Nicaragua og Irans shah, havde givet bort — på hver side af landtangen (Atlanterhavet og Stillehavet), og at ingen amerikansk præsident — for ikke at sige intet medie (hverken i USA eller i udlandet) — havde protesteret om dette eller endda set nyttelsen af at rapportere nyheden.
Det korte af det lange er følgende: Alt det Trump har sagt og gjort med hensyn til Grønland, Canada, Panama, osv vedrører Kina.
• 5) Vedrørende Kina: Hvad søren skal de arrogante amerikanere bilde sig ind, at de skal have lov til at blande sig i et andet lands forhandlinger med et tredje land?!
Mens ørnen (USA) bliver hele tiden beskyldt for kun at handle med væmmelige motiver (de vil jo kun ind i Venezuela og Iran for oliens skyld) slipper dragen (Kina) fri for sådan nogle beskyldninger og angreb — ligesom, i sin tid, bjørnen (Sovjetunion) slap for dem under den Kolde Krig (se sektion 6).
Trump bliver regelmæssigt beskrevet for at være en Mafioso, en gangster, osv… Og dog: at danske (eller for den sags skyld Canadiske) politikere beskylder USA for at være ligeså dårlig som, hvis ikke værre end, Kina, viser at adskillige folk i Danmark er blevet bindegale.
Da Trumps tropper fangede Venezuelas leder i Caracas blev der spurgt hånligt "Ville Trump turde gøre sådan noget lignende Putin? Og har Kina ikke nu lov til at selv tage afgørende handling mod Taiwan?"
Her kommer de to svar: Faktisk, jo det har Trumps "prorussiske styre i Washington" (sic) bestemt turdet gøre. Og nej, det har Kina bestemt ikke. Ved at tage Nicolas Maduro og Ayatollaherne ned, har Donald Trump nemlig brudt Vladimir Putins og Xi Jinpings vigtigste allierede i Sydamerika og i Mellemøsten — nemlig Venezuela og Iran — samt bragt et slutspil til Pekings største olie kilder, nødvendigt for en invasion af Taiwan.
Forresten — mens vi er i gang: Lad os endelig ikke lade alverdens socialister — også i USA, ikke mindst Danmarks yndlingsamerikaner, Bernie Sanders — glemme hvorvidt de hyldede Maduro og Chavez for deres Bolivarien revolution, med Sanders som kaldte sidstnævnte inkarnationen af "the American dream". (Mindede planetens moderne socialister ikke lidt om Danmarks utallige Mao entusiaster i 1960erne?)
Hvad Martin Breum kalder "en smertefuld, kinesisk gældsfælde" for Grønland bliver beskrevet af eksperterne som Fox News interviewede (om Stillehavsøerne) som "a layered cake" with "strings attached … for the Chinese military": "it's a cycle we see over and over again … a vicious repeat cycle". "Lagkagen" bliver beskrevet som en Troiansk Hest af The Economist, som tilføjer at China and Russia have chilling plans for the Arctic.
Sådan virker Beijings strategi:
Beijing approaches a country with limited resources — mainly, but not uniquely, in Asia and Africa — and offers them very good deals with regards to investments. When the country cannot pay its bills, the offer turns out to be a Trojan Horse with Beijing taking over all or part of a city's infrastructure.
Geographically, Chinese companies have made acquisitions of terminals all over Europe, covering 15 ports and seven EU member states. Chinese companies are present in the ports of Greece (port of Piraeus and of Thessaloniki), Malta (Malta Freeport Terminal), Italy (Vado Reefer Terminal), Spain (CSP Bilbao Terminal and CSP Valencia Terminal), France (Terminal de France and Terminal Nord, Terminal du Grand Ouest and Terminal de Méditerranée), Belgium (Terminal des Flandres, CSP Zeebrigge Terminal, Antwerp Gateway), the Netherlands (Euromax Terminal and Rotterdam World Gateway), and Germany (Tollerort Terminal in Hamburg).
Check out the CFR for Tracking China’s Control of Overseas Ports
Allerede findes der hundredetusindvis af kinesiske studenter og professorer i USAs universiteter og her synes formålet af en betydelig andel af disse at høre mere til spionage og/eller propaganda afdelingen end at øge ens personlige uddannelse.
Et andet hav, andre og langt mindre øer (øgrupper) med amerikanske baser: Om Stillehavsøerne skriver Austin Bay, i Diplomatic War in the Central and South Pacific:
The new bases also provide the People's Liberation Army with missile launch sites. The closer missile launchers are to U.S. bases such as Pearl Harbor, San Diego and Puget Sound, the better, from Beijing's perspective. All the better for cowing the U.S. Navy.
… In 2023, the hearts and minds of people living in these islands matter. In these small nations, (and that's the current political configuration, nations and confederations) they are vulnerable to the suite of tricks that serves Beijing well in Europe and Washington. The wallets of agents of influence -- diplomatic slang for politicians and media operatives accepting bribes -- are a classic means of first obtaining a weather station, then fishing rights, then naval anchorage rights, then a navy base. After the navy base: a missile launch site.
For et par år siden kunne Sri Lanka således ikke betale deres regninger (deres Mafia beskyttelsespenge?), og Beijing bestemte at eftergive gælden. Men kun imod havnerettigheder: Kinas flåde fik dermed, for første gang, adgang til en havn i det indiske hav til deres krigsskibe.
Det seneste eksempel af dette er Chagosøerne, hvor Storbrittaniens Labour Party, i venstrefløjens store og hellige kamp mod racisme og kolonialisme (men kun fra Vestens side, aldrig fra f.eks. Kinas), besluttede at give øerne tilbage til Mauritius — en ø hvor kineserne er allerede tilstede. Trump kaldte Chagos beslutningen an "act of great stupidity" idet USA har en kæmpebase på Diego Garcia.
Her skal man vide at venstrefløjen brugte som altid den "internationale lovgivning" som reserve og påskud til at handle eller til at afstå fra at handle, idet de koloni-fjendtlige personer på den internationale domstol havde besluttet (iblandt dommerne på denne "neutrale" domstol var en kineser, altså en "dommer" utvivlsomt valgt af Kina's Kommunistiske Parti (KPP)). Efter at Trump rasede at "There is no doubt that China and Russia have noticed this act of total weakness" synes London at have ombestemt sig.
Men selvfølgelig hvad irriterer Washington mest er at Kinas kommunister prøver at indblande sig i alle af det amerikanske kontinents lande og territorier — allesammen og endda få indflydelse over Organization of American States (OAS) — fra Canada og Grønland til Brasilien og Peru, hvor i 2024 de byggede den største havn på Sydamerikas vestlige kyst — "a new Chinese Megaport, referred to as China’s gateway to South America."
Faktisk bruger Trump den lille øgruppe i det Indiske hav som argument om Danmarks kæmpeø i Atlanterhavet, begge med amerikanske baser, "The UK giving away extremely important land is an act of GREAT STUPIDITY, and is another in a very long line of National Security reasons why Greenland has to be acquired" (se sektion 4).
Når danskerne prøver at svare the Donroe Doctrine og den nye, kommende verdensorden ved at lave en parallel med de mange amerikanske baser som befinder sig i Kinas nærvande ignorerer de simpelthen at det er lande tæt på Kinas kyst som ikke stoler — pga bl.a. hvad er beskrevet i forrige sektion — på Beijings kommunister og som vil have beskyttelse fra en mere troværdig allieret, nemlig good ol' Uncle Sam. (På samme måde bør man ikke sige at NATO har udvidet sig mod øst — og dermed provokeret Kreml — men at demokratiske lande med kendskab til russisk herredømme har bestemt at flytte vestpå.)
Således synes europæerne at have svært ved at skælme mellem forbryderregeringer og demokratier — noget de viste allerede under den Kolde Krig. For slet ikke at tale om det "løsrivelsesivrige Partii Naleraq [som] trak sig ud af regeringskoalitionen i frustration over udsigten til øget dansk indflydelse" (fremhævet af mig). Men som altså ingen problemer havde med øget kinesisk indflydelse.
Denmark's politicians are downplaying Trump's claims of Russian and Chinese threats to Greenland. But Danish intelligence [itself] warned about Russia and China in stark terms.
While Denmark’s leaders downplay the threat to Greenland posed by Russia and China amidst President Donald Trump’s outspoken desire to acquire the frozen island, Denmark's Danish Defense Intelligence Service (DDIS) recently released an assessment bluntly warning of Russian and Chinese military ambitions toward and expansion around Greenland and the Arctic.Trump said … that the U.S. needs Greenland “from the standpoint of national security” as he argued that the frozen autonomous territory owned by Denmark was “covered” with Russian and Chinese ships. Top Danish foreign policy and defense officials quickly sought to push back on Trump’s claims, claiming there are not Russian and Chinese ships near Greenland and going so far as to say that it is “delusional” to think Russia and China pose a threat to the massive frozen island.
… But the "Intelligence Outlook 2025" report on the security of the Kingdom of Denmark, released [in December], had warned at great length that “China is preparing for a military presence in the Arctic” and that “China’s long-term Arctic interests include Greenland.” The report highlighted Chinese air-based, seaborne, and submersible activities in the Arctic.
Det er pinligt at indrømme, men det kunne godt lyde som at der have været (igen) løgn og/eller bedrag fra Københavns side (igen, lige så meget overfor amerikanerne som overfor det danske folk).
Minder det hele ikke om samme strudsepolitik under den Kolde Krig (se sektion 6) — måske skulle den snarere kaldes Danmarks Hyggepolitik — hvor danske grinebiddere grinede af amerikanske frygt af kommunismen og sagde "Bare rolig", at der ingen fare var fra Sovjetunionens side.Greenland’s security is critical. It sits in North America, exposed to Russian and Chinese ambitions. Denmark and the EU have neglected defence and investment; with a tiny population and immense strategic value, US control is the only credible guarantee.. https://t.co/l5XiIJjgh4
— Richard James (@skisidjames) January 8, 2026
Det er soleklart at Donald Trumps position om Grønland er stort set uden fortilfælde — det kan vist ikke nægtes, af nogensomhelst.
Men på samme tid giver kontroverset en ubehagelig minde om den Kolde Krig, dengang mange skandinavere ikke kunne skelne mellem USA og Sovjetstyret mens de stemplede dem som "lige dårlige"; og dengang Danmarks Hyggementalitet skjulte at på planeten fandtes der farer og modstandere samt endda fjender — medmindre det var selveste de modbydelige amerikanere.
Ingen farer i verdenen, for USA selv eller for Europa eller for resten af vor klode, udenfor de ækle medlemmer i, og præsidenter fra, Amerika's republikanske parti og "den yderste højrefløj."
Reagan var "en gal hund" og Vestens officerer blev kaldt "de krigsgale NATO generaler", mens de altid venstrefløjsvenlige danskere kunne næppe se en fjende øst for Jerntæppet og Hyggefolket skulle bare fortsætte med at leve Hyggelivet og grine alle farer bort.
Tænk på nutiden — og ikke kun Grønland og Kina osv — mens I læser hvad Nils Jæger skriver om i Det historiske svigt, ikke mindst
"udbredelsen af et antiamerikansk evangelium": "De unge … blev i vidt omfang opfostret med information og disinformation om de vestlige samfunds sociale uretfærdigheder, racediskrimination, politisk korruption, magtmisbrug, m.v. … De unge hørte samtidig kun lidt om undertrykkelsen og de mørke sider af de kommunistiske politistater."
"Ved at sætte lighedstegn mellem de to stormagter blev Sovjetunionenes handlinger retfærdiggjort." "Jørgen Dragsdahl [skrev dengang at] hvis ikke der blev fortaget noget alvorligt, så ville «Amerikas fremtid afspejle det fascistiske Tysklands frygteligste forbrydelser – og at det måtte være klart for alle, at det borgerlige demokratis dage var talte»"
"Anker Jørgensen gav endog indirekte udtryk for, at USA var en større trussel mod freden end Sovjet" mens "Partiets daværende kronprins Svend Auken harcelerede over at de amerikanske folk – oven i købet med et overbevisende flertal – kunne vælge en «andenrangs skuespiller» som præsident." "«Krigerne» blev derfor systematisk og ofte med ufine midler, herunder personlig latterliggørelse m.v. angrebet af den politiske venstrefløj, med støtte fra den danske medieverden og fra en række kulturpersoner."
I Trusselsbilledet – en Koldkriger taler ud forklarer
en af disse krigere, Generalløjtnant Kjeld Hillingsø, at ved at "sætte lighedstegn mellem USA og Sovjetunionen" kunne vestens "nyttige idioter"
"demonstrere den antiamerikanisme, der har præget hovedparten af de intellektuelle siden 1960'erne, og som altid har været størst, når USA har haft en republikansk præsident"; "næsten alle venstreorienterede i dag afviser, at de har grund til at fortryde deres holdning under Den Kolde Krig, og fordi de fleste fremhæver, at de sandelig kritiserede Sovjetunionen. Kritikken hørte man nu ikke meget dengang, men det var måske, fordi den blev fuldstændigt overdøvet af den kritik, der blev rettet mod USA"
"Det er ubegribeligt for mig, at de ikke kunne se forskel på det demokratiske USA og det diktatoriske og imperialistiske Sovjetunionen"; "al åndelig kapacitet til venstre for midten blev mobiliseret til at forklare og undskylde de kommunistiske diktaturer og fremhæve, at USA og NATO-landene var værre end eller mindst lige så forfærdelige som dem."
Endvidere skriver Nils Jæger i Det historiske svigt at
selvom "sammenligningen mellem USA og Sovjet var grotesk" blev Danmark, med landets "antiamerikanske floskler" samt underminering af det forsvarssamarbejde og den forsvarsalliance, landet selv var en del af (fodnotepolitik, flådebesøgssagen, osv), "Sovjetunionens bedste allierede"
… "den naivitet, der lå bag den i Danmark ret udbredte tankegang", at "springe på venstrefløjens og fredsbevægelsernes vogn, hvis budskab, at Sovjetunionen ikke var et akut militær trussel, men en «normal» stormagt, og at den egentlige trussel mod freden var USA og dets konfrontationspolitik"
Det på trods at det faktum at Finlands tidligere præsident Mauno Koivisto sagde at "Sovjet-systemet var ikke så ondt, som vi troede — det var meget værre!"
"Undertrykkelsen i vort nærområde bag jerntæppet skulle man ikke rokke ved end ikke med økonomiske midler" og det, selvom "Kommunismen udartede til historiens største massemordsbevægelse"
Og glem ikke at også før den 9. april 1940 blev der ligeledes sagt at ”Der er intet foruroligende for Danmark”. Efter den Kolde Krig afslørede som sagt Warsjava-pagtens tildligere officerer, planer for 3. verdenskrig, herunder atomangreb. Det skriver bl.a. Steen Andersen om i Planerne om at eliminere Danmark (Atomtruslen og Østblokkens angrebsplaner under den kolde krig).
For mange i Danmark er reaktionen til disse bøger ofte et kæmpe Gab. "Det blev allerede skrevet om i Berlingske for 20 år siden", hører vi, "Det ved alle". Det passer i hvert fald ikke. Den sovjetiske (og den kinesiske) "holocaust" (husk Polens Aleksander Kwasniewski og Frankrigs Thierry Wolton artikler fra Le Monde i 2008) er faktisk det eneste emne det bliver sagt om. Og hvorfor skulle man ikke skrive om dette igen? Kommer der ikke regelmæssigt nye bøger og nye artikler om Nazisternes Holocaust, om 2. verdenskrig generelt, om Vietnamkrigen, om 1864, om slaveriet i USA, om den amerikanske revolution — 250. jubilæum i år — om Christian 4, om vikingerne, eller om Spartakus?
Nu kommer den allerværste sammenligning med Koldkrigen: Et væsentligt argument af de alhellige fredsstiftere som sagde at man måtte vise mere forståelse for Kreml's stilling, forklarede at "Sovjetstaten og dens vasaller" var acceptabelt fordi Russerne ville simplethen have kontrol over deres nærmere territorier. Hvordan er det anderledes end hvad Donald Trump søger idag, omend for helt andre grunde (der dog ligeledes har at gøre med Moskva samt Beijing)?
Hvad lyder som dobbeltmoral viser sig at være (en slags) integritet: det er altid og evigt Yankee'erne — og alene Yankee'erne — som skal kritiseres og som skal faktisk dæmoniseres.
Næppe underligt at André Rossmann har skrevet en 24nyt artikel under titlen Med en allieret som Danmark har USA ikke brug for fjender.
Det er en kernefortælling i Danmark, at landet er en af USA’s tætteste allierede. ”Vi har altid stået last og brast med USA”, bedyrer danske statsministre, politikere og kommentatorer. Statsminister Mette Frederiksen har for nylig udtalt, at ”USA er Danmarks vigtigste og stærkeste allierede i NATO”.Alt dette er en løgn, for virkeligheden er, at Danmark altid har ført en dybt usolidarisk politik vendt mod USA. Selv om USA er den ultimative garant for Danmarks sikkerhed, svigter Danmark amerikanerne gang på gang og modarbejder aktivt USA’s interesser worldwide.… I 1960’erne har Danmarks regeringer markeret sig som modstandere af Vietnam-krigen og den amerikanske krigsførelse. I 1971 gav den socialdemokratiske regering således fuld diplomatisk anerkendelse af Nordvietnam. Ligeledes støttede regeringen fuldt op om det internationale Vietnam-tribunal, der blev afholdt på Christiansborg i oktober 1972 for at diskutere amerikanske krigsforbrydelser i Vietnam. Den amerikanske regering var særdeles kritisk over for de danske udmeldinger og truede med at trække deres ambassadør hjem.
Mens USA under Den Kolde Krig lå i et bittert våbenkapløb med sovjetblokken og garanterede Danmarks sikkerhed, modarbejdede Danmarks regeringer amerikanske interesser ved at føre en tilpasningspolitik over for Sovjetunionen og DDR samt en usolidarisk fodnotepolitik, hvor Danmark gang på gang har taget forbehold i NATO for en række beslutninger vedrørende modernisering og udvidelse af alliancens atomslagstyrke. Danmark modarbejdede også det amerikanske ønske om at modernisere radaranlæg på Grønland. Danmark har dermed brudt solidariteten i NATO og skadet NATO ved at markere selvstændige synspunkter, der gik imod de amerikanske.
Danmark har svigtet USA ved ikke at oprette et troværdigt forsvar [se sektion 3]. Eftersom Danmarks forsvar er i ruiner, besluttede USA i 2023 at overtage forsvaret af de danske sunde og bælter. Danmarks forsvarsaftale med USA er det endelige bevis på, at det danske forsvar er værdiløst, og at USA ikke betragter Danmark som sin kerneallieret. Ikke overraskende blev forsvarsaftalen med USA en sovepude for regeringen. Udmøntningen af Rammeforliget om Forsvaret er blevet udsat til en række delforlig, som endnu ikke er påbegyndt. Og danske politikere er glade for, at Danmark endnu en gang kan slippe for at trække sin del af NATO-læsset.
Vedrørende anti-amerikanismen: her må vi vende til Dennis Prager igen, som — udover at sige at hvad der illustrerer venstrefløjen (hvis ønske kan opsummeres i drømmen at alle individder på jorden skal blive modtagere af statslige velfærdsydelser) er at deres tilhængere aldrig viser nogen som helst form for taknemmelighed (det ville være svært når de sædvanlige melodramaentusiaster opererer som "a permanent outrage machine"), samt nogen som helst form for visdom — forklarer (i Whites Aren't Hated for Slavery but for Making America and the West) at
the left … hates America, which it regards as the paragon of capitalism. By becoming the most successful country in history, America, the quintessential capitalist country, remains a living rebuke to everything the left stands for. If America can be brought down, every left-wing egalitarian dream can be realized. … What the left does very much seek is to destroy America as we have known it -- the capitalist and Judeo-Christian enclave of personal freedom.
• Konklusion
Denne artikel har været lang nok, så lad os gøre denne sektion kort. Selvom the Grizzly bear har sagt at en "lease" er udelukket (igen: læs The Art of the Deal), så er jeg enig med Jessie Cartlidge om hvilke vilkår (dog ville jeg sige 15%) den bedste løsning indebærer:
99 year lease with right of first refusal.. Denmark is guaranteed 10% of mineral rights profits. USA gets full unabridged use of land air and sea with duty to protect and defend greenland as. Sovereign territory.
"99-årig lejekontrakt med forkøbsret. Danmark er garanteret 10% af overskuddet fra mineralrettigheder. USA får fuld, uforkortet brug af land, luft og hav med pligt til at beskytte og forsvare Grønland som suverænt territorium."
I The New York Times (som har to gagne sat Danmark på forsiden af deres internationale udgave) nævnes det — ikke uden rette — at traktaten fra 1917 er stadig gældende
Men den venstreorienterede avis om i 2026 er den samme som i 1917
Control-F finder ingen mention om China, Russia, Beijing, og Moscow og endvidere ikke om ord som ICBM (Inter-Continental Ballistic Missile)
I stedet for taler den de — ligesom Joe Biden's defense department — om det grønne klima
