Thursday, February 17, 2022

Avisen "Information": Skjuler debatten om fartgrænser ikke en vilje til at betragte bilisten som en malkeko?

Artiklen i Information, Det er en hetz mod det frie menneske, når politikerne vil sænke fartgrænsen til 40 km/t fik kritik tre dage senere i form af et læserbrev. Forneden er modsvaret:
Læserbrev

Debatten om fartgrænser udstiller et demokratisk underskud og politisk hetz mod bilejerne

Emil Hee Senstrup mener, at jeg »harcelerer« mod harmløse politikere. Men når fartgrænsen justeres, har man som borger da lov til at vide hvorfor. Debatten om fartgrænser mangler demokratisk forankring, skriver forfatter Erik Svane i dette debatindlæg
Debat
16. februar 2022

I sit debatindlæg i Information fra den 8. februar påstår journaliststuderende Emil Hee Senstrup, at det er fjollet at klage over foragt for bilister, når staten bruger så mange penge på veje og broer. Hvis Senstrup skal fortsætte i journalistbranchen, må vi håbe, at han lærer at grave lidt dybere.

Jeg er i øvrigt ganske villig til at se fartgrænsen sænket 10-20 km/t, når og hvis det er nødvendigt. Da ingen synes at erindre om utallige blodbad i Danmarks gader i de sidste 40 år, er jeg mistænksom om nytten af forbedringer. Og når fartgrænsen justeres, har man som borger da lov til at vide hvorfor. Hvad betyder demokrati ellers? I øvrigt svarer de ubetydelige ti kilometer i timen til 20 procent i de 15 kommuner. 

Det synes klart, at planen er, at transportministeriet om to-tre år vil påstå, at testen var afgørende og anbefale, at den bliver generaliseret til hele Danmark.

Hvad angår Senstrups pointer om infrastrukturen, er det klart, at politikerne ikke kan ødelægge landets økonomi uden videre. Men de kan gøre livet så surt for bilister som muligt. Det indrømmer Senstrup også selv, da han sløjt gentager alle færdselsayatollahernes melodramatiske synspunkt, nemlig at vi har brug for »politisk vilje til at få flyttet folk fra bilerne over til bus og tog«. Bilejeren bliver udnyttet som en malkeko, når de pålægges endnu flere bøder som følge af unødvendige regler.

Burde demokrati ikke betyde, at når der er valgkamp, så gør partierne deres planer klare? Hele debatten er symbolsk, fordi det danske folk er overbevist om, at trafik er et gådefuldt emne, som burde overlades til blide eksperter. Og hvad er det, hvis ikke mangel på demokrati?

Erik Svane er forfatter


Også her var den originale tekst sendt til Informations debatside tre-fire gange længere:


Betyder demokrati ikke, at vore ledere skal være villige
til at lytte og at gøre rede for deres planer?

Skjuler debatten om fartgrænser ikke en vilje 

til at betragte bilisten som en malkeko?

De fleste svar jeg har set til min artikel den 5. februar, både i avisen og på nettet, synes at være af den "Sådan er det bare" sort – en dansk Pavlov refleks som jeg netop misbilliger i sidste afsnit.

I en normal debat (vedrørende bilkørsel eller Covid-19 etc) kunne vi almindelige folk diskutere for og imod uden ildhu. F.eks. kunne man drøfte om tyskerne ikke klarer sig fint uden den mindste hastighedsgrænse på de fleste af deres Autobahn.

Men for en større del af befolkningen, så snart regeringen griber ind, så slutter debatten med et brag. Fra nu af har man bare at tie stille og adlyde. Det er tilbagefaldsargumentet, hvad enten det angår de absurde nedlukninger, de uhygjenske mundbind eller de ulogiske langsomhedsgrænser.

Til gengæld var jeg (meget) glad for at blive angrebet personligt — det mest almindelige angreb var ironi i form af, denne stakkels Neanderthaler som raser eller tuder når han skal køre 10 km/t mindre — fordi det tyder på at de ikke har mange argumenter (udover "Ti stille, knægt; og adlyd!").

F.eks. synes Emil Hee Senstrups hovedargument at udmale mig som en "utalmodig mand" der er "vred" og "harcelerer". Han påstår at det er fjollet at klage om vores overmænds foragt for bilisterne når staten bruger millioner af kroner på Danmarks transport infrastruktur.

Hvis Emil Hee Senstrup skal fortsætte i journalistbranchen, må vi håbe at han lærer at grave lidt dybere og ikke kun efterabe enetankegangen. (Husker han ikke minkeskandalen?)

1) For det første:

Jeg har altid sagt at jeg er ganske villig til at se fartgrænsen sænket 10, eller 30, km/t – hvis og hvornår det er nødvendigt (Gentofte kommune har forslået at sætte en del af Helsingørmotorvejen ned fra 90 til 60 km/t, og idet det gælder støjforurening er jeg ikke imod, selvom jeg ville foretrække støjmure eller overdækning). Da ingen dansker synes at erindre om det ene blodbad efter det andet på Danmarks bygader i de sidste 40 år samt på rigets landeveje er jeg, sandt at sige, mistænksom og ser ikke nytten for at lave tingene om.

Når den nationale eller en lokal regering sætter fartgrænsen ned (eller for den sags skyld op) – om det er fra 90 til 80 km/t (som Frankrig gjorde i 2018, med uforudsete resultater – se nedenfor) eller fra 50 til 40 km/t, så har borgeren (selv om han ikke selv er bilist) da lov til at vide hvorfor.  Hvad betyder demokrati ellers? Iøvrigt svarer de "ubetydelige" 10 km/t til en sænkelse på 20%, og hvis man læser lokalaviser en gang imellem, så lærer man at der er også tale om at nedsætte den til 30 km/t (en sænkelse på 40%!). Igen, uden nogensomhelst form for input fra befolkningen.

Endvidere drejer det sig "kun" om 15 kommuner, fortsætter Emil Hee Senstrup. Journalist studenten må lære at være lidt mindre naïv og lidt mere skeptisk, især om politik og deres "vi må udfordre vanetænkningen" tricks. (Lad os håbe det bliver undervist på journalisthøjskolerne og universiterne.) Det er pæreklart at planen er, lige meget hvad der sker (eller ikke sker), at transportministeriet vil om to-tre år påstå at testen var afgørende og anbefale at den bliver generaliseret til hele kongedømmet.

Som et eksempel på George Orwells Nysprog var det, i november 2021, at en af Sjællands socialdemokratiske ledere sagde hvor stolt han var for af at have fået sat fartgænsen ned til 50 km/t i byen: “Før kunne man ræse med 60 i timen” langs en bred vej i Vangede, forklarede Søren Heisel til lokalavisen Villabyerne (understreget af mig). Hvis en bilist kører 60 km/t er det for de fleste ganske ubetydeligt, men en politiker skifter verbet "køre" ud med "ræse" og får en ganske ligegyldig hastighed til at virke dybt farligt og skræmmende. (Og det var så min journalisme lektie for idag.)

2) For det andet:

Hvad angår infrastrukturen er det klart at politikerne, såvidt lokale som nationale, ikke kan ødelægge landets (og vestens) økonomi uden videre (selvom de prøvede under den såkaldte Corona-krise).  Det er derfor at staten bruger færre millioner på cykelstierne.

Men det betyder ikke at de er positivt (eller simpelthen neutralt) engageret til fordel for landets bilejere; man kan ikke engang sige at de tolererer dem. Faktisk synes de at prøve at gøre livet så surt for bilister som muligt.

Det indrømmer Emil Hee Senstrup selv (uden at vide det?), da han i sidste afsnit sløjt gentager alle færdselsayatollahernes melodramatiske "vores-vanetænkning-må-udfordres" synspunkt, nemlig at vi har brug for "politisk vilje til at få flyttet folk fra bilerne over til bus og tog."

Om man kalder det "det glorværdige korstog for den grønne omstilling" elle om man kalder det "bilfobi" er resultatet det samme.

Og det resultat er at bilejeren skal udnyttes som en malkeko – med unødvendige regler som fører til et endnu større hav af bøder. Svarer det ikke lidt til en skjult skatte billet for kun en del af befolkningen?

De danskere som tvivler på at regeringen kan være så kynisk burde huske Frankrigs Gule Veste-oprør, som brød ud i november 2018 da en ny bil-skat blev indført. Det er synd at sige det, men en gang imellem kunne Danmark godt bruge en tilsvarende Asterix-den-gæve-Galler attitude; fordi den skat var simpelthen den sidste tåre der fik vasen til at løbe over. 

Faktisk startede oprøret fire måneder tidligere, da Præsident Emmanuel Macrons statsminister i juli fandt ud af, at det var "en rigtig god idé" at sænke farten fra 90 km/t til 80 km/t på 200.000 km af landets landeveje. For franskmændendes sikkerhed, selvfølgelig. Også her havde le premier ministre Édouard Philippe påstået at regeringens (faktisk meget tvivlsomme) studier havde været vellykket og afgørende, og derfor skulle sænkelsen generaliseres til hele nationen. Mærkeligt nok troede hele 90% af Frankrigs befolkning betragtede beslutningen son intet andet end endnu en pengemaskine

I de følgende måneder blev fartkameraer over hele Frankrig malet over, brændt, skudt, eller simpelthen dækket med plastikposer eller omvendte skraldespande.

Her vil jeg fremsætte en ekstraordinær hypotese: kunne det være at demokrati burde betyde at når der er valgkamp (om det er i Frankrig eller Danmark eller USA – se næste sætning – eller andetsteds), så burde partierne gøre så mange af deres planer (f.eks. om fart-nedsætning) klare til vælgerne før valget i stedet for efter

F.eks. var en af Joe Bidens valgløfter at bruge "trillions of dollars" på at (gen)bygge veje, broer osv – nu siger USAs transportminister, Pete Buttigieg, sagt at det meste af pengene skal bruges – surprise! – til flere speed cameras.

Hele debatten er symbolsk af det faktum at der netop ikke nogen debat er og at, i hvert fald hvad angår trafik og samfærdsel, det danske folk er overbevist at det er et harmløst (og lidt gådefuldt) emne som burde overlades til forskellige blide og godartede eksperter. Og hvad er det, hvis ikke mangel på demokrati?

For at citere Harry Jaffas definition definition af den bedst-funktionerende stat:

"De, der lever underkastet loven, har også ret til at være med til at udarbejde loven. Mens de, der udsteder loven, har en tilsvarende pligt til at efterleve loven."

Avisen "Information": Det er en hetz mod det frie menneske, når politikerne vil sænke fartgrænsen til 40 km/t

Den 5. februar 2022 trykte Informations debatside en artikel der ser ganske god ud :) og hvis titel er Det er en hetz mod det frie menneske, når politikerne vil sænke fartgrænsen til 40 km/t:

Kommentar

Det er en hetz mod det frie menneske, når politikerne vil sænke fartgrænsen til 40 km/t

Transportministeren vil lade kommuner sænke fartgrænsen i tættere bebyggelse til 40 km/t, selv om den nuværende grænse har været en succes i 40 år. Samtidig fordrejer man debatten ved at tale om ’vanvidskørsel’. Det er et hysterisk korstog mod personbilisterne, skriver forfatter Erik Svane i dette debatindlæg
Hysteriske politikere over hele landet synes ivrige efter at nedsætte farten i byerne til 40 km/t, og transportminister Benny Engelbrecht (S) vil give grønt lys til, at 15 kommuner gør netop det. Melodramaentusiasternes strategi er dybt ulogisk og lyder, at for at stoppe dem, som ikke overholder fartgrænsen på 50 km/t, sætter vi fartgrænsen ned til 40 km/t. Efter nøje research besluttede Folketinget ellers i 1973, at 60 km/t var den ideelle fartgrænse i tættere bebyggede områder. Få år senere blev den nedsat til 50 km/t.

Lad mig stille læseren et spørgsmål: Har vi i de seneste 40-50 år oplevet en generel stigning i antal trafikdræbte på landets veje og gader?

Hvis svaret var ja, skulle vi da endelig sænke grænsen til 40, 30, ja, endda 15 km/t.

Men hvor mange trafikdrab skyldes ansvarlige danskere, der respekterer grænsen på 50 km/t? Forsvindende få.

Selvfølgelig er der trafikuheld – med distraherede bilister, vanvidsbilister, alkoholikere og så videre. Lad dem stå til ansvar – ikke os andre. Generelt er antallet af trafikdræbte nemlig faldet stødt siden 1970’erne.

Den eneste grund til at indføre transportministerens 40 km/t initiativ er for at frembringe en pengestøvsuger, der udelukkende går efter endnu flere almindelige danskere for petitesseovertrædelser. Husk det gamle amerikanske ordsprog: If it ain’t broke, don’t fix it.

Politikerne hader personbilen

Fordi personbilen gør borgeren til et frit menneske, er den hadet af de bilfobiske myndigheder og politikere. Over hele den vestlige verden er venstreorienterede storbypolitikere begyndt at nedlægge parkeringspladser og lukke veje for biler. Som økonomen Pascal Salin skriver, har ingen opfindelse i menneskehedens historie gjort det almindelige menneske mere frit end personbilen (tak, forhånede kapitalisme).

»Med en bil kan man køre hen, hvor man vil, hvornår man vil, og med hvem som helst, man vil,« tilføjer bileksperten Lauren Fix. »Med tog, fly og busser er ruterne planlagt, mens tidsplanen er forudbestemt. Kun biler giver dig mulighed for at være spontan.« Det er netop, fordi bilen giver et menneske personlig frihed, at politikerne og bureaukraterne hader den så meget, fortsætter hun i videoen »The War on Cars«.

Den såkaldte hastighedsgrænse er et af de mange udtryk, som regeringen bruger til at manipulere debatten og dirigere folks tænkemåde i den ønskende retning. Det er det perfekte eksempel på det nysprog, som George Orwell beskriver i sin roman 1984. Faktisk burde det hedde langsomhedsgrænsen, idet de allerfleste bilister, som bliver straffet, ikke bliver nuppet for at køre ’for stærkt’, men for ikke at køre langsomt nok.

Almindelige mennesker får frataget deres biler

Her i 2022 kan man desværre frygte, at vi i Danmark ser begyndelsen til et enormt magtran. Det vil ende i et hav af færdselsbøder samt en accept af, at regeringen kan stjæle (undskyld, konfiskere) danskernes biler. Er det et tilfælde, at loven om såkaldt vanvidskørsel har et navn, som også er helt orwellsk? Et ord, som ingen får lyst til at stå imod. Hvad der kaldes vanvidskørsel i Danmark – at køre 200 km/t – er ganske normal, lovlig kørsel på flere motorvejstrækninger i Tyskland.

Okay da. Så fordobl bøderne til dem, der kører to gange hurtigere end fartgrænsen. Eller firdobl dem. Men at multiplicere bøderne med 100 og med 1.000, som man gør ved at konfiskere en borgers bil, er en grum og usædvanligt hård straf. Faktisk er det landevejsrøveri.

Hvis vi ikke har medlidenhed med de ’rige svin’, der mister deres Porscher og BMW’er, så protesterer vi heller ikke, når en ny generation af politikere om 10-15 år uundgåeligt opstiller nye vilkår – og vi normale mennesker begynder at blive berøvet vore Toyotaer og Peugeoter.

Faktisk er det allerede begyndt: Allerede nu får flere uskyldige og ikke særligt rige bilejere deres biler konfiskeret, selv om det ikke var dem selv, der sad bag rattet under lovovertrædelsen. Så står Danmarks justitsministerium ikke længere for retfærdighed, men for uretfærdighed.

Det er på tide, at danskerne holder op med deres ’sådan er det bare’-mentalitet og siger nej til bilfobiske politikere og nægter at lade sig indmelde i endnu et af deres hysteriske korstog.

»Desto flere love og restriktioner, der er, desto fattigere bliver folket,« skrev den kinesiske filosof Lao Tsu for 2.500 år siden. »Desto flere regler og forskrifter, desto flere fredløse og tyve i samfundet.«

Erik Svane er forfatter

Artiklen fik et svar, som fik en uge efter et modsvar.

Iøvrigt var den originale tekst sendt til Informations debatside, ifølge min research, tre gange længere:

Hvorfor sænke en fartgrænse, der har været en succes i 40 år?

Hysteriske politikere over hele landet synes ivrige efter at nedsætte farten i byerne til 40 km/t.

Ligesom alle andre danskere er jeg mere end villig til at se reglerne ændret når det er nødvendigt. Ja, jeg er endda parat til at have min "vanetænkning" udfordret.

Men jeg vil ikke blive bundet et falsk narrativ på ærmet.

Først og fremmest er melodrama entusiasternes strategi fuldstændigt ulogisk: for at stoppe dem som ikke overholder grænsen på… 50 km/t sætter vi…grænsen ned til 40 km/t?!

Vil det få flere bilister til at overholde reglerne?

Nej–tværtimod: de sædvanlige kriseproducenter kan kun få antallet af–ganske ansvarlige–borgere som er skyldige for bagatelovertrædelser til uigenkaldeligt at øges.

Historien er krystalklar:
Efter mange årtier hvor man prøvede at finde det bedste svar til trafiksikkerheden besluttede Folketinget i 1970erne at 60 eller 50 km/t var den ideale fartgrænse i byen.

Så lad mig stille læserne et spørgsmål: I de sidste 40-50 år, er der nogen der kan huske det ene blodbad efter det andet på landets veje og gader? Hvis svaret er JA, lad os endelig sænke "langsomhedsgrænsen" til 30, ja endda til 15 km/t!

Men svaret er ikke Ja, vel?

Selvfølgelig har der været trafikuheld–med distraherede bilister, alkoholikere, osv. Lad dem stå til ansvar–ikke os andre.

Den eneste grund til at indføre venstrefløjens seneste hysteriske korstog er for at gøre bilkørslen forværret samt for at frembringe en pengestøvsuger der går imod endnu flere almindelige danskere for petitesse-overtrædelser.

Husk det amerikanske ordsprog: "If it ain't broke, don't fix it.

Fordi personbilen gør borgeren til et frit
menneske, er den hadet af myndighederne

Som Pascal Salin skriver, har ingen opfindelse i 5000 år gjort det almindelige menneske mere frit end personvognen. (Tak, forhånede kapitalisme.) "Med en bil kan man køre hen hvor man vil, hvornår man vil, og med hvemsomhelst man vil", tilføjer Lauren Fix; "med tog, fly og busser er ruterne planlagt, mens tidsplanen er forudbestemt. Kun biler giver dig mulighed for at være spontan."

Det er netop fordi bilen giver et menneske "personlig frihed" at regulatorerne hader den så meget, fortsætter Lauren Fix i Prager University videoen The War on Cars; og at bilfoberne udløser så meget hadpropaganda: "Autoriteterne–på alle niveauer–kræver kontrol."

På en eneste dag i marts 2015 havde en eneste af politiets nye fotovogne tjent så mange penge–mindst to millioner kroner–fra bøder på en kort strækning på Køge Bugt Motorvejen at Ekstra Bladet valgte at bruge historien på forsiden. Lige så vigtigt var det der ikke stod i artiklen. Der var ikke tale om en eneste dødstilfælde, ikke engang et eneste uheld.

Hvis tusindvis af biler kan bryde "sikkerheds" loven uden at der sker nogetsomhelst kan det kun betyde en ting: ikke at danskerne er fartsyndere, men at på motorvejen ihvertfald er regeringens fartgrænse for lav

På de fleste motorveje over hele Europa er den første dødsårsag nemlig ikke hastighed (farten skulle dræbe, ikke sandt?) men døsighed. Og hvorfor falder folk i søvn ved rattet hvis ikke på grund af en søvndyssende "hastighed"?

George Orwell: hvem er virkelig sigtet af fartgrænserne?

Som det kan ses, er begrebet "hastighedsgrænse" et af de mange som regeringen bruger til at manipulere debatten fra starten og dirigere folks tænkemåde.

Begrebeter det perfekte eksempel på Nysprog som i George Orwells roman 1984.

Faktisk burde hastighedsgrænsen hedde langsomhedsgrænsen; idet de allerfleste bilister bliver ikke "nuppet" for at køre "for stærkt", men for ikke at køre langsomt nok–ifølge en lidt tilfældig regel indført for et halvt århundrede side.

Og hvorfor bliver så mange "uhensigtsmæssige" bilister fanget? Er det fordi stakkels Danmark er plaget med "fartbøller"? Slet ikke.

Det er faktisk fordi loven slet ikke sigter på ægte fartdjæveler men hæderlige bilister: for når man kører bil er det mest ansvarlige at at bruge sin sunde fornuft, dvs, kigge på vejen og omgivelserne og være opmærksom på bevægelser (tegn på liv)–ikke at besigtige instrumentbrættet eller se efter faste genstande som vejskilte.

Faktisk viser det sig at hele systemet er baseret på at trække penge fra hæderlige og ansvarlige bilister for at bruge sund fornuft og se sig for.

Når jeg advarer at færdselslovene er bevis på en snigende totalitarisme i Vesten, er der flere der synes at det lyder overdrevet.

Her vil jeg bruge den allerbedste forklaring jeg nogensinde har læst af democrati, Harry Jaffas definition i sin bog, A New Birth of Freedom:
Those who live under the law have an equal right in the making of the law
[while] those who make the law have a corresponding duty to live under the law.

Lad os starte med den anden del: "de, der udsteder loven, har en tilsvarende pligt til at efterleve loven."

Sandheden er at der er ganske få af vore overmænd over hele Vesten der selv gider følge deres "sikkerheds" love, mens deres fartbøder bliver regelmæssigt slettet (mine yndlingseksempler er ayatollaherne i Færdselssikkerhedskommissionen.)

Der er tydeligvis to set regler, en for éliten og en anden for plebejerne. 

Her kommer den sædvanlige replik at jo, selvfølgelig er det vigtigt at de følger samme regler som vi gør.

Nej. Det er en fuldstændig fejlagtig reaktion. Det bør være just det modsatte. Eliten skal ikke have de samme ulemper som os. Det er os som skal have de samme rettigheder–den samme frihed–som dem (og som tyskerne?). 

Dette bringer os til første del af Harry Jaffas definition–"De, der lever underkastet loven, har også ret til at være med til at udarbejde loven": findes der et eneste sted i Vesten der har haft et eneste meningsfuldt nationalvalg om landets trafikregler? Nej.  Langsomhedsgrænsen har vist sig at være en hemmelig indirekte skat.

I 2022, er vi ved begyndelsen af et enormt magtran?

Over hele vesten klager borgere om at Corona har været påskud for et enorme magtran. Er det ikke muligt at vi her i Danmark vil det ende i et hav af færdselsbøder, samt godkendelsen af at regeringen kan stjæle (undskyld, konfiskere) danskernes biler?

For de fleste betyder vanvittig opførsel at køre på fortovet, igennem folks hække og, på motorvejen, i zigzag eller i modsate retning. Om man gør det ved at "ræse" er sekundært.

Men hvad kaldes vanvidskørsel i Danmark–220 km/t i lige linie–er ganske normal kørsel hos vore tyske naboer. Og Tysklands Autobahn har færre dødsofre end lande som Frankrig.

Men Danmark er ikke Tyskland, bliver der svaret.

Så fordoble bøderne. Eller firdoble dem. Men at man multiplicerer bøderne med hundrede–som man gør ved at konfiskere en borgers bil–det kan kun beskrives, som der står i den amerikanske forfatning, som "cruel and unusual punishment" samt landevejsrøveri.

Og hvis vi ikke har medlidenhed med de "rige svin" der mister deres Porscher, så protesterer vi heller ikke når, om ti eller femten år, en ny generation politikere opstiller nye vilkår–det er uundgåeligt–og vi normale folk begynder at blive berøvet vore Toyotaer.

Faktisk er det allerede begyndt: allerede nu får flere uskyldige bilejere–fornyligt et par taxachauffører–deres biler konfiskeret selvom det ikke var dem der selv sad bag ratte.

Så står Danmarks justitsministerium ikke længere for retfærdighed–men for uretfærdighed.

Det er på tide at danskerne holder op med deres "Sådan er det bare" mentalitet, siger Nej til melodrama-venlige politikere og nægter at lade sig indmelde i endnu et af deres hysteriske korstog

Sunday, December 05, 2021

"Teknikker Gestapo eller KGB kun kunne drømme om": I den moderne verden drejer undertrykkelse sig ikke om Stalin- eller Mao-modellen men om kram, nusseri, og smiley faces


Når jeg advarer at f.eks. færdselslovene er bevis på en snigende totalitarisme i Vesten, er der flere der synes at det lyder (vildt?) overdrevet.

Men her skal en amerikansk humorist citeres. Før vi gør det, imidlertid, lad os huske hvordan, i bogen Vejen til Trældom, Friedrich Hayek forklarer at "det er sjældent, at nogensom helst form for frihed går tabt på én eneste gang."

Lad os så vende til George Carlin: når fascismen, eller kommunismen, overtager USA og resten af Vesten, forklarer humoristen, bliver det ikke i form af kulsorte uniformer og "marching jackboots", men med en smileyface ("Vi er fra regeringen og vi er her for at hjælpe dig!").

Det er noget som Joel Kotkin kalder tilskynderi eller nusseri (the great nudge) – blide skub.

Når vi tænker på undertrykkende regimer, tænker vi straks på den stalinistiske model portrætteret i Orwells "Nineteen Eighty-Four" [1984], den hårdhændede tankekontrol forbundet med Hitlers rige eller Maos Kina

 skriver Spike's Joel Kotkin hvis seneste bog er The Coming of Neo-Feudalism:

Men hvor den gamle propaganda var højlydt, rå og ofte dødelig, tager den nutidige stil af tankekontrol form af et blidt skub i retning af ortodoksi – et blidt skub, der gradvist lukker for ens kritiske evner og fører til, at man overholder nænsomt givne direktiver. Regeringer over hele verden, herunder i Storbritannien, bemærker the Guardian, har taget denne tilgang til sig med voksende entusiasme.
nudging har også en autoritær fordel ved at anvende teknikker og teknologier, som Gestapo eller NKVD kun kunne drømme om for at fremme den 'korrekte adfærd'. 
… Ikke underligt, at så mange nudgers ser Kina som et ideal, et sted uden USAs grimme First Amendment, der beskytter de anderledes tænkende.

Læs hele artiklen, fordi det er en af de allervigtigste i de sidste 21 år… 

Her er en del af den originale på engelsk:

When we think of oppressive regimes, we immediately think of the Stalinist model portrayed in Orwell’s Nineteen Eighty-Four, the heavy-handed thought control associated with Hitler’s Reich or Mao’s China.

But where the old propaganda was loud, crude and often lethal, the contemporary style of thought control takes the form of a gentle nudging towards orthodoxy – a gentle push that gradually closes off one’s critical faculties and leads one to comply with gently given directives. Governments around the world, including in the UK, notes the Guardian, have been embracing this approach with growing enthusiasm.

 … nudging also has an authoritarian edge, employing techniques and technologies that the Gestapo or NKVD could only dream about to promote the ‘right behaviour’.

 … This situation is made worse because the people running our most powerful institutions, from the media to the government, increasingly share the same opinions and often have little tolerance for outliers. Their views on dissent and freedom of speech do not stem from Jefferson or Madison.

 … The nudgers focus on three areas: identity (ie, race / gender), the pandemic, and, most critically, climate. In terms of race issues, they rule out scepticism towards Black Lives Matter, including criticism of last year’s ‘mostly peaceful’ BLM demonstrations, which featured looting, arson and general mayhem. Many media outlets will also characterise anyone who does not embrace the new ‘anti-racist’ orthodoxy as a ‘white nationalist’. 

The pandemic has rained manna for nudgers. Across the high-income world, we now see a form of hygiene authoritarianism, promoted and enforced by nudgers in government and media. This goes beyond debunking clearly unhinged and unsupported claims. It also includes purging anyone opposed to particular government Covid policies, including recognised professionals. The most egregious example was the cancelling and marginalisation of the authors of the Great Barrington Declaration, written by leading epidemiologists from Harvard, Oxford and Stanford – all for the ‘thoughtcrime’ of opposing lockdowns. 

 … No wonder so many nudgers see China as an ideal, a place without a nasty First Amendment that protects dissenters.

Wednesday, February 17, 2021

“In Danish consciousness, there’s this idea that we were a very small and friendly colonial power, and also that racism is an American problem”


“In Danish consciousness, there’s this idea that we were a very small and friendly colonial power, and also that racism is an American problem.” (Katrine Dirckinck-Holmfeld, ex-department head at the Art Academy) 

“The notion Danes have of themselves is they built this immaculate welfare society, and built it so to speak singlehandedly by themselves, without help. All the economic funds that flowed in because of the colonial trade doesn’t fit that well into that picture.” (Lars Jensen, associate professor at Roskilde University)

Katrine Dirckinck-Holmfeld's seemingly innocuous remark holds a volcano of truth beneath it. As I write in 1619, Mao, & 9-11 (History According to the NYT), the education that Europeans, adults as well as kids, get in one country after another (both in schools and from media) — and that, tragically, Americans themselves have been getting since the 1970s — is based on Europeans hailing their respective country as friendly, fraternal, and harmonious, as contrasted with America and their alleged egocentricity, their alleged racism, and their alleged violence. As one French TV news host once said, "the Americans may have liberty, but we have… (dramatic pause) solidarity!"

The school system was, as everyone knows, invented by Bismarck, a generation after the revolutions of 1848 sent millions of German and other immigrants to the New World, and the idea behind the system was to impress upon future citizens the goodness of der Vaterland (thus preventing them from leaving) or the élite-led nation (later, the nanny state) while demonizing the notion of self-government or "government of the people, by the people, for the people", notably by emphasizing the extent to which Americans were allegedly racist, violent, and dangerous.

The quotes above come from a New York Times story by Cara Buckley.

For a while it seemed no one had noticed that something rather prominent was missing from the Royal Danish Academy of Fine Arts, the prestigious institution housed in a palace on the edge of one of Copenhagen’s canals.

 … Midway through the autumn, [the bust of Frederik V, the 18th-century king of Denmark-Norway and duke of Schleswig-Holstein] vanished, though it wasn’t until early November that school officials finally realized it was gone. …

A few days later, the bust’s fate was revealed. An anonymous group of artists had unscrewed it from its plinth, popped a black garbage bag over its head and ferried it to the edge of the canal, before tipping it in. A video was released that showed the bust disappearing into the inky waters of Copenhagen Harbor.


 … About a week after the video’s release, a department head at the Art Academy, Katrine Dirckinck-Holmfeld, stepped forward to take responsibility for the sinking. She was fired the same day, and became a focal point for opprobrium.

 … Ms. Dirckinck-Holmfeld said she had hoped to trigger a broader reflection on cultural institutions’ role during the colonial period, and link that colonial legacy with controversial policies currently in place, namely the so-called ghetto laws. Defended by the government as a way to dismantle poorer non-Western immigrant enclaves so as to more fully integrate Danish society, the sweeping set of initiatives is criticized by many as harsh and discriminatory.

 … “This is about confronting our own image,” Ms. Dirckinck-Holmfeld said. “In Danish consciousness, there’s this idea that we were a very small and friendly colonial power, and also that racism is an American problem.”

Frederik V wasn’t the first Danish statue to be targeted by protesters last year. Figures of the missionary Hans Egede in Greenland and Copenhagen were daubed with red paint and inscribed with the word “decolonize” last summer. Not long after that, at the Copenhagen waterfront, the words “racist fish” were spray painted on the plinth of the Little Mermaid sculpture — which has been repeatedly vandalized and even decapitated over the years — to some puzzlement over the motives.

But even as monuments were toppled in America and Britain last summer by activists for racial justice, many Danes have not considered statues of their 18th-century royalty as problematic, and view actions against them not as expressions of free speech, but impediments to it.


 … Denmark was long considered a minor player in the slave trade, though recent research out of Harvard has challenged that view. The nation’s colonies included the Danish West Indies, now the U.S. Virgin Islands; Greenland; the Faroe Islands; and Iceland, with minor posts in parts of India and what is now Ghana. In Frederik V’s time, sugar from the West Indies was a major source of the country’s wealth, and some of Copenhagen’s most beautiful buildings of the era were built with lucre from the colonial trade.

Denmark was the first nation in colonial times to issue a moratorium on the slave trade, in 1792, though it gave the colonies until 1803 to acquire enough slaves to become self-sufficient, according to Lars Jensen, an associate professor at Roskilde University. By the time decolonization began in earnest in the 20th century, Denmark had sold or ceded nearly all of its colonies, with the exceptions of Greenland and the Faroe Islands (Iceland became independent during World War II).

There is disagreement over the extent to which Denmark is reckoning with that past. … Lars Jensen, who specializes in postcolonial studies, said there was a blindness in Denmark about the extent of its colonial past and that, he said, informs attitudes toward and treatment of migrants and refugees.

“The notion Danes have of themselves is they built this immaculate welfare society, and built it so to speak singlehandedly by themselves, without help,” Lars Jensen said. “All the economic funds that flowed in because of the colonial trade doesn’t fit that well into that picture.”

Monday, December 07, 2020

Why Does Nobody Ever Fret About Scandinavia's — Ghastly — 19th-C Slavery Conditions?


Sporting a Joaquín Sorolla y Bastida painting, my post on Why Does Nobody Ever Fret About Scandinavia's — Ghastly — 19th-C Slavery Conditions? has been printed in the December 2020 issue of the New English Review under the title No Frets About Scandinavia's Slavery Past?

In 1904, a couple who emigrated from Denmark to America in 1856 testified that the reason they did so was because the dirt-poor peasants they were back then did not want their children to grow up in "the same type of slavery" as they had.

Wednesday, December 02, 2020

Har USA ikke god grund til at stemme for Trump?

Jublende fortæller Lars Løkke Rasmussen fortæller om sine møder med Donald Trump. Hvorfor fortæller den tidligere statsminister ikke personlige anekdoter om Xi Jinping? Er det meningen at Kinas autokrat er mere raffineret end Donald Trump (det er han givet) og skal derfor beundres (langt) højere? Skal Xi hyldes for ikke at bruge Twitter? Er de lokale befolkninger i Hong Kong, Xinjiang, og Tibet enige med det?

Når I læser denne tekst (skrevet et par dage før valget) er Trump sandsynligvis blevet genvalgt til fire år i det Hvide Hus – måske endda "in a landslide". 

Folk både i Amerika og i udlandet har svært ved at forstå hvordan nogen kan støtte sådan et 'skræmmende' fjols.

Til dette har præsidentens tilhængere flere svar. 

1) I stedet for at sige hvor meget I hader Trump, fortæl os hvad I elsker hos Demokraterne. (Er det trillioner af dollars i skatteforhøjelser? Er det korruption, hvadenten det er Joe Bidens søn som sælger adgang til Ukraine og Kinas kommunistparti eller Clinton parret som solgte en del af USAs uranium til Kreml? Er det – følgeligt – at de ugerninger de venstreorienterede beskylder "the Bad Orange Man" for synes ofte at være ikke andet end "a projection" af deres egne synder?) 

2) "Trump supporters" påpeger at det Demokraterne klager om er uvægerligt personlige svagheder, reelle eller indbildte. (Vedrører det ikke også filmen "Unfit–The Psychology of Donald Trump"?). 

Hvad med hans politik? Skulle f.eks. hans kamp mod bureaukrati og skatteforhøjelser være racistisk? 

3) Tilsidst har vi Peter Thiels indsigt fra november 2016: "The media never takes him seriously, but it always takes him literally. … I think a lot of voters … take Trump seriously but not literally."

En personlig note: folk har tendens til at spørge mig hvordan i alverden kan det være at jeg kan lide, eller i hvertfald at jeg synes at forsvare, sådan et modbydeligt fjols som Donald Trump.  Det er ikke, at jeg på nogen måde er special fan af Trump, men når man ikke længere er teenager skulle visse ting gå op for en. Nemlig at man har hørt disse skræmmehistorier før. 

Hver gang der er valgkamp i USA, så får vi at vide at republikaneren er en tåbe, en fare og/eller en Adolf Hitler. Mærkeligt nok lever vi i en verden hvor det aldrig er en russer, en kineser, en iraner eller en tysker der er en klovn eller en trussel eller en Nazist ud på løjer. Det er udelukket altid en amerikaner – og så, mystisk nok, aldrig en demokrat.

Jeg husker nøjagtig samme budskab da George Bush sad i det Hvide Hus. I mit livstid har jeg hørt nøjagtig de samme advarsler om Mitt Romney, Sarah Palin, Bob Dole, osv osv osv… Og glem ikke Ronald Reagan! 

Man står altså foran et dilemma: enten er Amerika befolket af millioner af Neanderthalere som er molboagtige, farlige, og villige til at starte 3. verdenskrig (selv om det ikke i 75 år faktisk er lykkedes en eneste republikaner at starte 3. verdenskrig). 

Eller også består USAs venstrefløj af melodrama entusiaster (drama queens) som er hysteriske og hvis raison d'être er at skabe kriser. Hvad er det mest sandsynligste scenarie? 

Når man hører Ulv blive råbt for mange gange, begynder nogle få af os at blive lidt skeptiske.

For at omskrive Churchill, kan man sige at i disse tider er Donald Trump langt den værste politiker/leder i USA (samt i hele den vestlige verden)? Altså, med en undtagelse – alle de andre?

    F.eks er der rygter at den hyperboliserede respons til den Kinesiske virus faktisk er en mere eller mindre gennemtænkt plan af demokraterne i USA sammen med Moder Mette og resten af de vestlige ledere for at sænke USAs og Vestens økonomier i et forsøg på at få Donald Trump til at lide nederlag på tirsdag.

    I det tilfælde vil jeg fremsætte en ekstraordinær hypotese: som borger, der aldrig er blevet spurgt om jeg var enig med denne (listende) politik af kaos og fattigdom skabelse, foreslår jeg at Demokratiske politikere i USA og statsledere og éliter i Europa samt i fjernere lande ikke kun kan være lige så ringe som Donald Trump, de kan faktisk være langt værre.


 

Tuesday, December 01, 2020

Sandheden om Coronasmitten i 7 punkter

For en måned eller to siden landede mit Air France fly fra Paris (ingen franskmænd eller andre udlændingne tilladt om bord, kun danskere) i København. Både Aéroport Charles de Gaulle og Copenhagen Airport er ganske øde, mens i Kastrup synes mindst de fire femtedele af butikkerne og restauranterne at være lukkede.

Man kan konkludere at adskillige danskere er enige med Ole Andersen, når hoteldirektøren fra Hellerup Parkhotel spørger om det kan være sandt at der ikke findes i Danmark en eneste ansvarlig politiker (som intet selv skal opofre – de bliver jo allesammen ved med at få deres løn) "der vågner af sin Tornerose-søvn?"

Ja, det ville være vidunderligt hvis Danmarks politikere – eller rigets professionnelle melodrama entusiaster (på engelsk: drama queens), som jeg kalder dem – begyndte at behandle danskerne som voksne, standsede deres forsøg på at ødelægge rigets økonomi og endelig så sandheden om den såkaldte corona "krise."

DEBAT: Ignorer massehysteriet, Moder Mette, og frigiv folket

Hvis jeg må have lov til sammenfatte visse konklusioner om Covid-19 i syv korte men logiske punkter:

1) Hovedspørgsmålet er: om virussen er en af de ganske almindelig epidemier (som f.eks. i 2009, 2002, 1968, og 1957, som forresten også kom allesammen fra Kina) – hvilket er mest logisk – hvor ingen handling blev taget og som allesammen sluttede fordi tilsidst havde de forskellige landes befolkninger fået immunitet – netop takket være at ingen handling blev taget (at intet gøre fungerer i disse tilfælde næsten som en vaccination, hvilket tyder på at mundbind er faktisk kontraproduktive);
eller: om Covid-19 er en frygtindgydende pandemi som middelalderens Sorte Død, 1918's Spanske influenza eller Athen pesten i 430 fkr.
Her er der en mængde folk, hovedsageligt politikere, som mener at samfundet skal blive ved med de ekstraordinære midler, bare "for at være på den sikre side."

2) Problemet med det er at alt tyder på at epidimien er ganske normal: udover faktummet at de dystre dødstal vi fik i begyndelsen ("354 franskmænd døde i de sidste 24 timer", "dødstallet i Italien er nu rejset til 42.000 sjæle") faktisk vedrørte mest svage folk i alderdomshjem, så er de helt holdt op – og det ikke for 7–8 dage siden eller for 7–8 uger siden men for godt 7–8 måneder siden.
Tror man virkelig at hvis der var stadig samme antal døde, eller døde i det hele taget, at den anden gruppe af alverdens professionelle melodrama entusiaster (medierne) ville pludselig tie de nyheder?

3) Her må det desuden tilføjes at i ti måneder har intet land, ingen by, set de apokalyptiske gysersyn man ser i historiens frygtelige pandemier (eller i Hollywoods zombiefilm), af mængder af (rådnende?) lig i gaden og vanærede døende der kollapser smertefuldt i gaden med krampeanfald og sort opkast.

4) Med andre ord er de fleste syge i plejehjem og hvis og når folk føler sig dårlige tager de simpelthen hjem på selvkarantæne eller til hospitalet for at få behandling (se punkt 6).

5) Nu ringer alarmen igen (mere nedenfor), men det eneste vi får vi at vide er at f.eks. "Danmark registrerer 76 nye (smitte)tilfælde med coronavirus." Imidlertid bliver disse nyheder ved med at skræmme os (eller i hvert fald politikerne), lige så meget, psykologisk set, som da vi fik de frygtindgydende dødstal i begyndelsen (!).

6) Men for de allerfleste nye inficerede betyder det som sagt ikke andet end to-tre uger i selvkarantæne som det gjorde for Tom Hanks, Madonna, Greta Thunberg, Plácido Domingo, Silvio Berlusconi, Donald Trump, og Monacos Prince Albert II (i Boris Johnson's tilfælde, et kort hospitalsbesøg).
Det passer forresten ind med ordet karantæne, som kommer fra det franske quarantaine, som vedrører alene syge folk (ikke raske borgere) og som betyder højst 40 dags internering – ikke flere. Nej, Moder Mette: i den anledning findes ordene centquarantaine (140 dage) eller deuxcentsoixantaine (260 dage) ikke på fransk…

7) Med andre ord er det selvindlysende at
1) den kinesiske virus har aldrig været andet end en ganske alminidelig epidemi og at
2) vi er midt i et udbrud af enten global svindel eller massehysteri (hvis ikke begge dele).
Derfor må politikerne gerne holde op med at prøve at få borgerne til at klæde sig ud som cirkusklovne og de har hermed lov til at omgående standse med at ødelægge landets økonomi.

Kort sagt: Tilbyd de ældre, og dem med svage immunsystemer, karantæne, og sæt resten af befolkningen fri.

("Sandheden om coronasmitten i syv punkter"
af Erik Svane
Villabyerne vol 115 # 40,
30 september 2020, s 9)

Et sidste ord vedrørende den nye bølge af Covid19 – mærkeligt nok efter USAs demokrater og resten af vestens ledere lavede en 180-graders vending i maj og bestemte at menneskemængder (samt optøjer, brandstiftelse, plyndring og statue væltning) var pludselig helt i orden, bare det handler om at protestere mod racisme:

Der er en teori at den hyperboliserede respons til den Kinesiske virus faktisk er en mere eller mindre gennemtænkt plan af demokraterne i USA sammen med Moder Mette og resten af de vestlige ledere for at sænke USAs og Vestens økonomier i et forsøg på at få Donald Trump til at lide nederlag i november.

Er et bestemt statsoverhovede (hvad enten han er populær eller ej) så farlig for Amerika og for verdenen, at almindelige folk over hele kloden skal acceptere økonomisk nedgang, konkurs, og opofrelse samt optøjer og hærværk der ikke synes at være andet end et forsøg pa at undergrave selvsamme stasoverhovede?

I det tilfælde vil jeg fremsætte en ekstraordinær hypotese: som borger, der aldrig er blevet spurgt om jeg var enig med denne (liste)politik af kaos og fattigdomsskabelse, foreslår jeg at uanset hvor meget, kære læser, du måtte afsky (med eller uden rette) USAs præsident, så kan Demokratiske politikere i USA og statsledere i Danmark og Europa samt i fjernere lande ikke kan være lige så ringe som Donald Trump, de kan faktisk være langt værre.

DEBAT: Er corona ikke mere end en ganske almindelig epidemi?

Monday, November 02, 2020

Har Trump ikke ret om socialismen?

 




Har USA ikke god grund til at stemme for Donald Trump?
af Erik Svane


To see what is in front of one's nose needs a constant struggle.
— George Orwell



     I sin tale om nationens tilstand (the State of the Union) i 2019 gentog Donald Trump, manden som er beskrevet i hele Europa som en værre – og farlig – tåbe, igen at "Vi må … beslutte os for, at Amerika aldrig bliver et socialistisk land."

    Den generelle holdning i Vesteuropa, samt blandt USAs demokrater (ikke mindst Joe Biden og Kamala Harris), er det kan kun være en dyd at oprette et velfærdssystem.

    Men er Venezuela ikke blot et eksempel (og kun, desværre, det allerseneste) på at det – tydeligt – er forkert?

    Efter 21 år af Hugo Chávez og Nicolás Maduros socialistiske Revolution, kan borgerne i hvad var engang Sydamerikas rigeste land nu nyde manglen på mad, medicin og toiletpapir, samt strømafbrydelser, hyperinflation, og generelt en økonomi i frit fald, mens millioner af folk søger at flygte til nabolandene (se BBC's "How Venezuela's crisis developed and drove out millions of people").

    Som så mange andre, både i USA og andetsteds i verden (ikke mindst i  Danmark), var Michael Moore fuld af begejstring og beundring over den Bolivarianske revolution da Hugo Chávez kom til magten for 20 år siden.  Så sent som i 2013 skrev filminstruktøren f.eks. at "Chavez har erklæret at olien tilhører folket.  Han brugte olie dollars til at eliminere 75% af ondartet fattigdom, og til at forsyne alle med et gratis sundhedssystem og uddannelse."

    Hvad er det, at en Michael Moore, en Oliver Stone, en Bernie Sanders og en Dan Jørgensen, samt millioner af danskere, ikke forstår, at i Venezuela er socialismen ikke blot mislykket, det har bragt borgerne i Latinamerikas allerrigeste land til fattigdommens rand?

    I deres iver efter at vise hvor overlegen resten af verden – eller i hvert fald Europa – er i forhold til USA glemmer de at omtale de (mange) lande hvor det har vist sig at "tåberne" (udtrykket – som de fleste danskere er givetvis enige med – stammer fra Niels Jespersen i Berlingske vedrørede sådanne folk som Donald Trump, Sarah Palin, og Ronald Reagan) som er skeptiske overfor indførelsen af et nationalt velfærdssamfund har utvivlsomt haft ret.

     Ifølge europæerne og deres ideologiske kammerater blandt USAs demokrater er man jo hjerteløs hvis man ikke støtter en socialistisk velfærdsstat.  Fordi det ikke har et sundhedssystem som "alle andre lande" bliver Kapitalismens hjemland regelmæssigt beskrevet som et "mareridt".  Skulle ordet ikke hellere anvendes om Venezuela, en socialistisk velfærdsstat med tomme supermarkedhylder der lider en 85% mangel på medicin og hvor millioner prøver at udvandre?

    Donald Trumps synonym for et mareridt land skulle være "shithole" (hvis det virkeligt passer at præsidenten har brugt det ord), et udtryk der er blevet ganske vist kritiseret over hele kloden.

    Nu taler vi om lande med tomme supermarkedhylder hvor man skal bruge flere timer hver dag til at købe et stykke brød eller en rulle toiletpapir (hvadenten det er i Leningrad – for en generation siden var det Sovjetunionen – eller Caracas) – hvis sådanne varer overhovedet kan findes.

    Hvor taktløs er det virkeligt at kalde sådan nogle lande for "shitholes"?

    Hvad ellers skal man kalde et land hvor en væsentlig del af befolkningen – hvadenten der er fra Latinamerika (i Venezuela er det en sjettedel) eller fra et sted som Syrien – er udvandret til udlandet i de sidste ti år?!

    Betyder det så ikke at emigranterne selv siger – i så mange ord – at deres egne lande kan de facto beskrives som et shithole?

    Hvis man iøvrigt har ondt af de illegale immigranter ved Mexicos nordlige grænse (hvadenten man er amerikaner eller udlænding) og hvis man insisterer på, at det er grusomt og umenneskeligt ikke at give de stakler lov til at bosætte sig i USA, kan det betyde andet end en en eneste ting?  Betyder det ikke at man er faktisk enig – 100% enig – med ingen andre end… selveste Donald Trump (hvis ikke med hans ordforråd) når han beskriver de lande som immigranterne prøver at forlade som shitholes?

    Kunne det være at den republikanske leder er faktisk som det lille barn i H.C. Andersens Kejserens Nye Klæder, der som den eneste kan se sandheden?

"THE BLIND SPOT" I FOX NEWS KONTROVERSET


    I dette sammenhæng har der været meget humor over at en Fox News journalist har sammenlignet Venezuela med Danmark.  Der har utvivlsomt været overdrivelse i Trish Regans reportage, men som borger der har boet i USA (Texas, Louisiana, New York City…) vil jeg sige at jeg altid har været parat til at hæve stemmen når jeg hørte stereotyper om Danmark og danskerne ("do you live in igloos?").  Modsat er jeg ligeså beredt og villig til at hæve stemmen når jeg hører stereotyper om USA og amerikanerne.

    Kan det ikke virke lidt indskrænkende at den eneste lektie, som danskerne synes at have taget fra Fox News kontroverset ikke vedrører dem på nogen måde?  Den eneste lektie skulle vedrøre ingen andre end de uvidende amerikanske tumper som burde kende mere til verdenen.  (Lektien er selvfølgelig parret sammen med den stedsegrønne drøm om at USA burde efterligne Skandinavien og – endelig – få et socialdemokratisk samfund.)

    Sig mig:  Passer det virkelig at danskerne bare kan lay back and relax?  Har danskerne ikke egentlig også en lektie at lære?  Som måske er vigtigere…  At når "tåberne" er betænkelige om lande (eller rettere om revolutionernes ledere) der har valgt socialismen, har de ofte haft… god grund til det?  Er Chavez's Venezuela (efter bl.a. Lenins USSR, Ceausescus Rumænien, og Maos Kina) ikke et godt bevis på det?

    Har alle lande (eller rettere, alle revolutionernes ledere) ikke lovet samme fremtid i skandinavisk stil?

    Hvem kan forudse med sikkerhed, om en venstreorienteret regime vil følge Denmarks eksempel eller Venezuelas?  Er der nogen (Bernie Sanders?  Michael Moore?  Alexandria Ocasio-Cortez?  Dan Jørgensen?), der har svar på det spørgsmål?

    Da Donald Trump gav sin første tale til FN i 2017, fokuserede medierne (det, som han kalder for "fake news") på det kontroversielle – hans kommentarer om Nordkorea og "Rocketman".  Både i USA og i udlandet undlod de for det meste at berette om, hvad præsidenten havde at sige om socialismen.

    “The problem in Venezuela, is not that socialism has been poorly implemented, but that socialism has been faithfully implemented.  From the Soviet Union to Cuba to Venezuela, wherever true socialism or communism has been adopted, it has delivered anguish and devastation and failure.”  Følgende år sagde Trump at “Today, socialism has bankrupted the oil-rich nation and driven its people into abject poverty.”

    Vedrørende Trumps State of the Union anno 2019: i Information griner en George Blecher af "talens gammeldags præg – og selv dens 1950'er-agtige udfald imod socialismens røde fare", men sandheden er, at socialismen synes at være den eneste ideologi som man skal bedømme på alene deres (sjældne) "succeser." Aldrig skal følgende lande nævnes: Albanien, Algeriet, Angola, Burma, Congo, Cuba, Ethiopien, Laos, Somalien, Vietnam, Yemen, osv osv osv…

    Næh, kun de skandinaviske lande og/eller Vesteuropa skal anerkendes – selv om vi her i Skandinavien protesterer (med rette) at udtrykket Socialisme er langtfra en tilpassende beskrivelse om vore lande.

    I The Daily Signal forklarer David Harsanyi at "nutidens socialister [amerikanske såvel som udenlandske] klukker højt ved at lade som om kollektivistiske politik ikke fører til andet end uskadelige resultater som lokale biblioteker. Men i mange år priste de også eneherskerne i Cuba, Nicaragua og Venezuela" (for ikke at nævne Sovjetunionen og Kina).

    Det er ikke kun det danske system som danskernes yndlingspolitiker i USA, Bernie Sanders, har hyldet. "For ikke særlig længe siden," fortsætter David Harsanyi, roste Vermont Senatoren "Hugo Chavez som arkitekten af the American Dream, langt mere end selveste USA." Hvad angår David Sirota, som Bernie Sanders valgte i marts 2019 som speechwriter for kampagnen i 2020, for seks år siden roste journalisten Hugo Chávez's "economic miracle." Glem ikke, at Bernie's indflydelse inden for Biden og Harris kampagnen har hidtil været omfattende.

    Socialister i udlandet og i USA, som Alexandria Ocasio-Cortez (AOC), "kan lide at bebrejde enhver ulighed, enhver glubsk forbryders handling, enhver nedtur og enhver social sygdom på kapitalismens uretfærdighed" tilføjer David Harsanyi. "Men ingen af dem indrømmer, at kapitalismen har været den mest effektive måde i historien til at afskaffe fattigdom."  Samt den mest effektive måde i historien til at financiere… det enkelte lands hele velfærdssystem.

NOGLE PINLIGE SPØRGSMÅL OM DET DANSKE VELFÆRDSSYSTEM SOM GERNE UNDGÅS

    Det siges at hvis socialismen har været en katastrofe i visse (i de fleste) lande der fører til elendighed og fattigdom, så kan det ikke nægtes at det været en succes i en del andre lande, især i Vesteuropa og Japan.

    Det bringer os til adskillige pinlige spørgsmål:

    Passer det ikke, at stort set praler alle skandinavere af hvor gavmilde deres sundhedssystemer er?

    Men hov!  Passer det ikke også, at de systemer er ikke helt de samme?  Spørg hvilken som helst person – en dansker, en svensker, en nordmand, en amerikaner (demokrat eller republikaner), en kineser, en afrikaner – at sammenligne f.eks. de tre skandinaviske systemer indbyrdes og konkludere hvilke af de tre systemer (dansk, svensk, norsk) er bedst eller værst (både i det hele taget og/eller indenfor underkategorier, som dermatologi, tandpleje, eller kræftbehandling, samt sygeplejerskenes uddannelse) er det tvivlsomt at nogen som helst kan svare.

    Er der ikke en vis sandhed til forestillingen om at europæerne – jo jo, I ved godt, disse fornuftige og analytiske personer der regelmæssigt griner af amerikanerne for deres påståede latterlige patriotisme – gør ikke meget andet end gentage blindt (religiøst?) hvor pragtfuld deres respektive sundhedssystem er og (derfor) hvor vidunderlige deres respektive land og respektive folkeslag er?

    Og hvad angår jordklodens succesfulde velfærdssystemer, passer det ikke, at de fleste lande hvor velfærdssamfundet blev oprettet nogenlunde succesfuldt efter Anden Verdenskrig – hovedsageligt Japan og Vesteuropa – er netop de lande som fik kæmpe injektioner af penge fra udlandet efter krigen; dvs milliarder af dollars fra – who else? – Amerika (i Europa, via Marshall-planen)?

    Udover det, har man lov til at sige at europæernes stolthed over deres sociale system nogengange undlader nogle flere betydningsfulde detaljer?

    To af de ting, man mest beskylder USA for er dels, at amerikanerne ikke bruger nok på det sociale og dels, at deres "krigsgale" generaler bruger (alt) for meget på militæret – mens man peger på ens egne landes fredelige, og gavmilde, brug af deres BNP (dvs af deres skatteyderes skattepenge).

    Men hov! passer det ikke, at hvis lande i Vesteuropa bruger lidet på deres egen militær medens de har flere penge til råde til at bruge på det sociale, er det ikke fordi – et det ikke netop fordi – Uncle Sam bruger så meget på Amerikas forsvar; som også fungerer som forsvar for hele Vesten?

    Forklarer det ikke samtidig amerikanske presidenters regelmæssige bønfald til Europa at bidrage mere til forsvaret, senest Donald Trumps vrede i Bryssel over NATO i 2018?

    Det korte af det lange er følgende:  Europæerne kan gå rundt og prale over deres status som alhellige fredsstiftere i kontrast til de afskyelige amerikanske neandertaler præcis fordi deres regninger bliver betalt af og deres forsvar bliver garanteret af selvsamme afskyelige amerikanske neandertaler.

    Må nogle flere spørgsmål blive stillet?

    Var vi her i Danmark ikke lige så stolte af vores sundhedssystem for 10 år siden?  For 20 år siden?  For 40 år siden?  For dem som var i live dengang kan svaret næppe være andet end et helt sikkert ja.

    Ligeledes med andre emner, som vore kørefartøjer – eller vore telefoner.  Er vi ikke tilfredse med vore smartphones nu?  Var vi, eller vore forældre, ikke lige så tilfredse med vore telefoner for ti år siden?  For 40 år siden?  Var vore forfædre ikke lige så tilfredse med vore telefoner for 100 år siden?  Med vore kommunikationsmidler i det 16. århundrede?  I det 11.?

    Men I dag ville vi ikke være tilfredse med vore kommunikationsmidler for 1000, eller 500, år siden, vel?  Vi ville heller ikke være tilfredse med telefonerne fra 1930erne, eller fra 1970erne, eller fra 1990erne.  Faktisk ville vi den dag idag næppe være tilfredse med vore smartphones for blot 3-4 år siden.

    I mellemtiden er der nemlig kommet fremskridt.  Og hvor kommer den fremgang fra?  Kommer den ikke primært fra Nordamerika?

    Det er der ikke mange der tror på (fordi der ikke er mange der tænker over emnet?).  Find en liste på nobelpriserne i medicin (samt andre videnskabelige emner): Det er ikke altid amerikanere der vinder.  Men det er det oftest.  Og mange af de englændere og andre udlænginge der vinder har ofte arbejdet på… amerikanske instituter.

    For eksempel bristede den franske presse med stolthed, da en franskmand var blandt Nobel vinderne i medicin i 2008 for forskninger om AIDS. Men dengang var Luc Montagnier ikke længere til at findes på l'Institut Pasteur; han var blevet tvunget ud af sit arbejde på grund af hans pensionsalder (social retfærdighed, forstås) og arbejdede i… USA.  (Før sin død arbejdede le docteur også i Kina.)

    De seneste udviklinger der hjælper medicinens fremgang er personal computers og smartphones, opfindelser der var helt utænkelige da jeg blev født, og som ikke engang fandtes i den tids science fiction historier (fremtidscomputers var ansvarlige for rumskibe medens fremtidstelefoner var ikke meget mere end walkie-talkier, godt nok med langdistance radiotelefoner og farveskærm, men uden fotografiapparat, uden iTunes Store, og uden Candy Crush).

    Er det muligt at forestille sig at danskerne ikke var lige så tilfredse med deres sundhedssystem i 1975 som de er i 2019? Nej, vel? Og dog, som Deirdre McCloskey forklarer i Wall Street Journal, dengang eksisterede operationen til at få hoften udskiftet med en protese ikke – selv for "a filthy rich Yankee capitalist pig" – men 40 år senere er denne blevet ganske almindelig.

    For et par år siden sad jeg ganske fredeligt på en café i Paris og nød en drink da jeg pludselig begyndte at se uhyggelige brune pletter der dansede foran det ene øje.  Jeg ringede til en venindes far som var pensioneret øjenlæge, og han sagde at jeg måtte øjeblikkeligt (hvis jeg må have lov til at bruge udtrykket) tage til l'Hôpital des Quinze-Vingts.  Det viste sig at være begyndelsen på en retinal løsrivelse.

    Næste gang vi mødtes, spurgte jeg ham hvordan det ville være gået da han var øjenlæge for 30 år siden.  Jo, jeg ville have fået en aftale med en specialist, og efter en tretimers operation ville jeg have overnattet i en hospitalsseng.  Hvad med tyve år tidligere? Dengang ville jeg have mistet øjet.  Men i 2015?  Der fik jeg laserbehandling fra en medicinsk praktikant, en pige 23 eller 24 år gammel, og efter 20 minutter var det slut og jeg fik lov til at tage hjem (givet, uden at tælle de to-tre timer i ventesalen da jeg ankom).

    Igen:  Ville danskerne (eller franskmændende) være tilfredse den dag idag for den velfærdssystem Danmark (eller Frankrig) havde for 50 år, eller 20 år, eller blot 5 år, siden?   

    Nu ønsker man inderligt, at amerikanerne efterligner Europa — gid de der yankees kunne, ligesom os, bare ingen bekymringer have og fokusere på at have det sjovt og more sig — uden at det påvirker landets legendariske "can do" spirit.

    "Having all of your needs handled by the state does not cultivate a sense of responsibility, independence, motivation, or gratitude" skriver Jim Geraghty. Da langt de fleste opfindelser der i de sidste 200 år – hvadenten det er i Nordamerika eller andetsteds i verden, hvadenten det er dampskibe eller jernbaner, hvadenten det er personal computers eller smartphones – er kommet fra eller er blevet forbedret i USA, burde alle forsøg på at ødelægge eller hæmme fornyelser (også kaldet: killing the goose that lays the golden eggs) ikke afværges?

    Som Stanford's Lanhee Chen fortæller i en Prager University video (What's Wrong with Government-Run Healthcare?),
systemer hvor regeringen kontrollerer sundhedsvæsenet, nedtrykker på søgen efter nye botemidler og innovation … [og] medicinske gennembrud kommer sjældent fra sådanne lande. De kommer fra USA, hvor regeringen holder sig fra. … Biomedicinske forskningsudgifter i USA overstiger langt fra ethvert land med nationaliseret sundhedspleje … Løvens andel af de biomedicinske forsknings- og udviklingsudgifter i USA – over 70 milliarder dollar i 2012 – kommer fra den private sektor. 
    Dermed får neandertalerne – undskyld, amerikanerne – innovation, som alle andre folkeslag eventuelt får nytte fra.

    (Men i det hele taget må det siges at det er uhyre vigtigt at danskerne holder sig bort fra de circa 200 korte Prager University videoer på internettet eller fra en blog som Instapundit; det ville jo være forfærdeligt hvis den almindelige dansker ikke længere kunne overbevises om, hvor tumpet og/eller farlig den almindelige yankee er.)

HVAD DER LIGGER BAG VENSTREFLØJENS FILOSOFI

    Hvorom alting er, så gentager vi danskere gang på gang, hvor stolte vi er, at vi har dette sundhedssystem som vi allesammen har gavn af.

    Ligesom alle har jeg været på hospitalet, både i Europa og Nordamerika, og været lykkeligt overrasket når behandlingen var "gratis" og at jeg "ikke skulle betale noget."

    Jeg har en bekendt i Jylland, som er en ældre dame med masser af helbredsproblemer, som siger hvor glad hun er, at hun har det danske sundhedssystem til at tage sig af hendes problemer i en gammel alder.

    Samtidig kender jeg en yngre veninde, som i en alder af kun 53 år fik en hjerneprop og blev lam i den halve krop.  Takket være det danske sundhedssystem er hun langsomt ved at genvinde kontrol af sit legeme.

    Begge er – med rette – uhøre taknemmelige over, at nettet var der, eller er der, til at tage sig af dem og at de skal intet, eller næsten intet, betale.

    Det passer selvfølgelig, men er sandheden ikke at, dels er en katastrofal sygdom en uhøre sjælden begivenhed, og dels går langt de fleste folk igennem livet uden at fejle for mange alvorlige fysiske problemer?  Er det så uforskammet at spørge, at hvis der nu var mindre dækning (før måske an alder af 65, eller 70 år), så var skatterne også tilsvarende lavere, og så havde folk flere penge til rådighed, f.eks. til at bestemme – blandt andet – hvilken private dækning man i det tilfælde kunne vælge imellem flere konkurerende selskaber, både som ung og, senere, som ældre person? (Man kunne sige det samme om pension, offentlig uddannelse, osv…)

    Nu har vi nået frem til hvad er et tabu emne i Danmark – flere læsere vil blive (dybt!) forarget at nogen overhovedet tillader sig at stille sådan et spørgsmål.  Vedkommende kan kun være ubevidst og blottet for kærlighed; måske hører han eller hun endda til i et sindssygehospital!

    Og så kommer Pavlov svaret:  Jamen dog!  Den går da aldrig!  Hvad hvis en person ikke kan finde ud af det?!  Hvad hvis han eller hun ikke brugte sine penge på ansvarlig måde?!  Hvad hvis de blev snydt af disse modbydelige kapitalistiske virksomheder?!

    Her kommer vi endelig tæt på hvad hele venstrefløjens filosofi er baseret på (samt hvad den underviser de næste generationer i skolen).  Og dette grundlag kan resumeres i fire ord:

    Mistillid til sit medmenneske.

    Sandheden om venstrefløjens hele raison d'être er at deres begrundelse for at være medfølende og tolerante og generøse (helst med andre folks penge) er at de "ved" at den almindelige borger ikke er så begavet, at han kan overleve uden nogle übermennesker til at blande ind i hans eller hendes privatliv.

    Vi skal ikke tro (for meget) på folket; folk er nogle dumrianer, de fleste, eller i hvertfald mange, er børn, som ikke kan finde på at leve deres liv uden hjælp.  Imens er de modbydelige kapitalister ikke ude på andet end at narre de uskyldige og stjæle deres penge.

    Nu forstår vi hvorfor den offentlige sektor er rost til himlen – fordi der heldigvis eksisterer mirakelmagere som bevogter de uskyldige børn mens de straffer møgungerne.  Disse riddere uden frygt og dadel som ofrer alt for vores velfærd kan bedst beskrives i følgende ord:  nutildags helte består af professionelle politikere (helst venstreorienterede) samt livstidige bureaukrater.

DEN SANDE ÅRSAG TIL AT USAs DEMOKRATER HYLDER SKANDINAVIEN
(SAMT GRUNDEN TIL AT EUROPÆERNE HYLDER USAs DEMOKRATER)


    Men lad os droppe Danmark som eksempel, så den almindelige læser ikke bliver videre forarget.  Lad os tale i stedet for om et af nabolandene.

    I sin bog om de nordiske lande (“The Almost Nearly Perfect People: Behind the Myth of the Scandinavian Utopia”, på dansk “Det er et lykkeligt land”), skriver Michael Booth at i
størstedelen af det 20. århundrede har Sverige de facto været en etpartistat, og partiet hed Socialdemokraterna.  De regulerede alle aspekter af deres pligtopfyldende, føjelige borgeres liv og gjorde deres yderste for at sørge for, at alle overholdt deres moderne, progressive samfundsnormer.
    Når forfatteren (som iøvrigt er venstreorienteret) beskriver "the humanitarian superpower" som "en totalitær stat", er det selvfølgelig ikke i samme grad som f.eks. Sovjetunionen, men fordi der
var ikke ret mange aspekter af svenskernes liv, som staten ikke bestræbte sig at kontrollere – fra lønninger til børneopdragelse, drikkevaner, tv-vaner, længden af deres ferier og deres syn på Vietnam-krigen [cf. Uncle Sams påståede katastrofale undenrigspolitik].
    Og i Danmark?  Der er det knap bedre:
danske regeringer … uanset partifarve generelt har optrådt, som de mente, at det … netop var deres opgave at lovgive på så godt som alle andre områder af borgernes liv for at … beskytte dem mod sig selv.
    Men danskerne, og resten af de nordiske lande (hvis ikke hele verdenen), er overbevist om at intet kunne blive bedre for USA, og for verden selv, end hvis USA blev "fundamentally transformed" (såvel Barack Obamas som Joe Bidens ord) og endelig fik lige så ekstensiv en administrativ formynderstat (på engelsk, a nanny state) som de europæiske lande har.

    Hvis det er sandt at Barack Obama var sit lands mest fabelagtige leder i verdenshistorien (ligesom, i deres tid, Lenin og Che Guevara, for ikke at glemme Mao og Chávez, etc etc etc…), bliver den eneste logiske konklusion så ikke at det ville være vidunderligt for USA hvis sådan et pragtfuld Übermensch blev livsvarig Leder?

    Hvis det er rigtigt at demokraternes modstandere er så væmmelige som de beskyldes for ("deplorables", kalder Hillary Clinton jo de lumske republikanere), er den logiske konklusion så ikke at disse umenneskelige barbarer burde miste flere rettigheder, deriblandt deres free speech (ytringsfrihed) samt deres valgrettigeheder?

    Og er den logiske konklusion så ikke at de usle republikanere faktisk er folkefjender, som burde straffes — hvadenten det er med tab af valgrettigheder, høje(re) skatter og beslaglæggelse af adskillige egendomme?

    Eller måske burde republikanerne faktisk sættes i genopdragelseslejre, for at blive omskolet?  Så kunne disse neandertaler endelig tvinges til at anerkende hvor vidunderligt det er for et folk at have venstreorienterede politikere, professionnelle funktionærer, og utallige love til dannelse af en nanny state der regerer ethvert aspekt af deres daglige liv?

    Måske er der nogle der tror, at det lyder for teoretisk og overdrevet? De har nok glemt hvem James Hodgkinson var, takket være at, i en verden hvor kun de ækle konservative skulle være farlige og voldlige, bliver venstreorienterede spirende massemordere som ham slettet fra Historien. Og ligeledes har de sandsynligvis aldrig hørt om Project Veritas eller set nogle af deres "undercover" videos fra januar 2020, hvor de fik samtlige Sanders tilhængere (de såkaldte Bernie Brothers) til at rose Sovjets gulag system (“It’s a beautiful thing”, “Guillotine the rich”) mens de forklarer hvordan de drømmer om at sende Republikanere som Mitch McConnell til "reeducation camps".

    (Og forresten, begynder vi nu ikke så småt at forstå lidt bedre hvorfor adskillige amerikanere måtte kalde socialismen for slaveri og måtte ønske at skulle holde fast til deres våben og til deres Second Amendment?)

    Det er jo ganske ufatteligt at amerikanerne ikke kan indse, hvor heldige de ville være, hvis blot Hillary eller Bernie eller AOC eller Joe (eller Barack, stadig) var i det Hvide Hus.  Det er også ubegribeligt at amerikanerne ikke kan forstå hvor lykkelige de ville være hvis blot de havde lige så høje skatter som i Danmark, hvis blot de havde lige så mange funktionærer som i Danmark, og hvis blot de havde lige så meget bureaukrati som i Danmark.  (Og hermed lukker vi for sarkasmehanen.)

    Hvis Amerikanernes "can-do" spirit, og alle de opfindelser der har gjort hele menneskeligheden bedre stillet,  er hvad Donald Trump hentyder til når han siger "Make America Great Again" (MAGA), er det så ikke bedre for landet, samt for hele kloden, at amerikanerne vælger den repubikaner som præsident påny, i stedet for politikere, amerikanske så vidt som udenlandske, som insisterer på at USA reduceres til (endnu) en barnepigestat?

    Husk Booths beskrivelser om Sveriges etpartistat:  er den logiske konklusion ikke at drømmen om USA under demokraterne (hvadenten den drøm er udenlandsk eller amerikansk) bliver et spejlbillede af Sverige under Socialdemokraterna? (Som Kevin Williamson kalder den, "the divine right of Democrats [in which America is] suffering from a kind of infection in the form of the Republican party, which inhibits the normal and healthy – meaning Democrat-dominated – political life of the United States.")

    Bliver den logiske konklusion så ikke at faktisk lyder den almindelige kritik af USA temmelig meget som et spejlbillede af socialismens/kommunismens drømme?

USA OG LANDETS ROLLE I VERDENSHISTORIEN

    Men den amerikanske revolution af 1776 var et budskab til den engelske konge at det almindelige folk ikke består af børn.  Hvis ingen andre på verdenskloden siger det, eller vil slås for det, så siger amerikanerne ihvertfald, højt og tydeligt, at de er hverken magtløse uskyldige rollinger eller beskidte møgunger – de er voksne.

    Under Amerikas uafhængighedskrig besluttede borgerne i de britiske kolonier at de ikke ville behandles som børn (netop fordi de ikke var børn), men som voksne, og at den amerikanske republik skulle have en regering, en stat, et land der behandlede dem som sådan.  Hverken en omsorgsfuld nanny eller Den Store Bastian:  "Don't Tread on Me."

    Og hvad er dette (kan det kaldes for the American Dream?) hvis ikke det stik modsatte af socialismens budskab? at jo, faktisk har man tillid til sit medmenneske?  Og hviler dette ikke på tillid til budskabet i den jødisk-kristne religion (ikke mindst den Gyldne Regel og at alle mennesker er skabt i Guds billede)?

    På basis af det begreb kan man forstå at man ikke ville have en præsident (hvadenten hans hudfarve) der bestemmer alt, at magtadskillelse (checks and balances) skulle forhindre plageånde (busybodies) og andre drama queens til at blande sig (ihvertfald for meget) i hvert aspekt af folks private liv, og at man efter 1787 vedtog the Bill of Rights og ikke mindst grundlovens First og Second Amendments.

    Hvorfor skulle en borger ikke have lov til bl.a. at sige hvad han eller hun ville (også hvis det er politisk ukorrekt eller betragtes – bekvemt – som "hate speech") eller at have skydevåben?  Er det ikke en voksen, der har ret til bl.a. at tænke sagerne frit igennem og til at forsvare sig selv, ens familie og ens naboer?

    Men i Europa ved vi vise folkeslag, at det amerikanske folk består af uansvarlige børn – og derfor burde de hjernelamme yankees have hverken rettigheder eller skydevåben.  (Og vi har allierede i USA, der består af de fortræffelige vise folk i det demokratiske parti.)

    Og hvordan ved europæerne det?  Fordi vi europæere ved at vi er, og at vi vil behandles som, uansvarlige børn – og derfor er vi stolte over at vi bl.a. hverken kan sige hvad vi vil (medmindre det er PC) og at vi har bureaukrater til at bestemme vores sundhedsproblemer samt at befolkningen er ubevæbnet.

    Udover det siges det at de væmmelige republikanere ingen empati har for de fattige, de sorte, kvinderne, de homosexuelle, etc, etc, etc – tværtimod skulle de ikke vise andet end had og racisme (se Hillary Clinton's tirade om "racist, sexist, homophobic, xenophobic, Islamophobic" conservatives – a "basket of deplorables").  Er realiteten ikke snarere at Amerikas konservative betragter disse "minoriteter" på lig med hvide mænd – altså, som voksne?

    Hvem er mere racistisk og/eller fordømmende og/eller hadefuld:  en republikaner (sort eller hvid, mand eller kvinde) der siger at han ikke vil hjælpe en sort kvinde fordi han mener hun er lig med ham?  Eller en demokrat (sort eller hvid osv) – eller en af partiets utallige tilhængere i Europa – som jamrer, "Åh, vi må komme de stakler til hjælp – de arme mennesker vil aldrig kunne klare sig uden statens assistance!" (Det er disse minoriteter som "the self-appointed anointed" – den selvudnævnte salvede elite – betragter som hjælpeløse hundehvalpe, siger økonomen Thomas Sowell, og man skulle tro at de ville adoptere dem som maskotter.)

    Hvis amerikanerne ikke ville stemme for, eller lytte til, demokraterne i 2016, samt deres europæiske overmænd, er det ikke netop fordi de ved at Hillary Clinton og James Carville kalder dem "deplorables" og "reptiler" (beskrivelsen "reptiles" blev brugt med hån af Carville, Bill Clintons øverste rådgiver i 1990erne) mens Joe Biden og europæerne tænker på dem som "dregs of society" eller "tåber"?

    En personlig note:  folk har tendens til at spørge mig hvordan i alverden kan det være at jeg kan lide, eller i hvertfald at jeg synes at forsvare, sådan et modbydeligt fjols som Donald Trump.  Burde jeg ikke, som millioner af danskere, afsky, eller være scared shitless af, den type?  Det er ikke, at jeg på nogen måde er special fan af Trump, men når man ikke længere er teenager skulle visse ting gå op for en.  Nemlig at man har hørt disse skræmmehistorier før.

   Faktisk hver gang der er valgkamp i USA, så får vi at vide at republikaneren er en tåbe, en fare og/eller en Adolf Hitler.  Mærkeligt nok lever vi i en verden hvor det aldrig er en russer, en kineser, en iraner eller en tysker der er en klovn eller en trussel eller en Nazist ud på løjer (foruden måske flere år efter, når man ser i bakspejlet).  Det er udelukket altid en amerikaner – og så, mystisk nok, aldrig en demokrat.

    Man står altså foran et dilemma:  enten er Amerika befolket af millioner af monstre som er molboagtige, farlige, og villige til at starte 3. verdenskrig (selv om det ikke i 75 år faktisk er lykkedes en eneste republikaner at starte 3. verdenskrig).  Eller også består USAs venstrefløj af drama queens som er hysteriske og hvis raison d'être er at skabe kriser.  Hvad er det mest sandsynligste scenarie?

    Så jeg forsvarer ikke The Donald; hvis jeg forsvarer noget som helst, så er det sandheden.  Den uigendrivelige sandhed, får jeg at vide gang på gang, er at på nuværende tidspunkt befinder en fladpandet galning sig i det Hvide Hus – en galning som gør danskerne scared shitless.  Jeg har ingen hensigt til at komme til forsvar for Trumps karakter. Slet ingen. Det er blot det at jeg husker nøjagtig samme budskab da George Bush (både far og søn) var i det Hvide Hus.  I mit livstid har jeg hørt nøjagtig de samme advarsler om Mitt Romney, John McCain, Sarah Palin, Bob Dole, osv osv osv… Og glem ikke Ronald Reagan!

    For mig synes en dybere sandhed defor at være at år ud og år ind bliver hver eneste republikaner altid beskyldt for nøjagtig det samme – at være intet andet end en neandertaler og/eller en djævel. Og at derfor kunne det måske være (hvis man er, eller prøver at være, en objektiv iagttager) at dæmonisering af deres modstandere – kombineret med forherligelsen af deres egne påståede heltegerninger (hver fjerde år går de jo i kamp mod selveste Adolf Hitler!) – er faktisk det eneste, eller i hvert fald det vigtigste, argument venstrefløjen har.

    Når man hører Ulv blive råbt for mange gange, begynder nogle få af os at blive lidt skeptiske.  Winston Churchill skulle have sagt at
Hvis en mand ikke er venstreorienteret når han er 18 har han intet hjerte. Hvis han ikke er højreorienteret når han er 30 har han ingen hjerne.
    Citatet kan måske bedre forstås når man lytter til Daniel Mitchell fra the Foundation for Economic Education: "Kampen er ikke venstre mod højre. Det er statens magt mod individualisme."

    Demokrati er den værste form for regering, bemærkede Churchill endvidere.  Med en undtagelse:  Alle de andre.  På samme måde, kan man sige at i disse tider er Donald Trump langt den værste politiker i USA (samt den værste leder i hele den vestlige verden)?  Altså, med en undtagelse – alle de andre?

    Lad os bare tage året 2020 som eksempel:  

    Igennem hele menneskehedens historie har der været pandemier; for kun at tage dem efter 2. verdenskrig, fra H1N1 (2009) til SARS (2002) gennem Hong Kong influenza (1968) og den Asiastiske influenza (1957) (hvoraf de fleste, hvis ikke alle, stammer fra Kina), har der aldrig været sådan en hvirvelvind af massehysteri og regeringskontrol ikke blot i USA men også i udlandet (hovedsageligt i Europa) med økonomien lukket ned og med sunde borgere tvunget til mundbind og karantæne (et begreb der i fortiden angik alene syge eller skrantende mennesker, og som kun burde vare — som navnet quarantaine antyder — højst 40 dage).

    Og nu (i august og september) kommer der så en ny bølge af Covid19 – mærkeligt nok efter USAs demokrater og resten af vestens ledere lavede en 180-graders vending i maj og bestemte at menneskemængder – samt optøjer, brandstiftelse, plyndring og statue væltning – var pludselig helt i orden, bare det handler om at protestere mod racisme.

    Der er rygter at den hyperboliserede respons til den Kinesiske virus faktisk er en mere eller mindre gennemtænkt plan af demokraterne i USA sammen med Moder Mette og resten af de vestlige ledere for at sænke USAs og Vestens økonomier i et forsøg på at få Donald Trump til at lide nederlag i november.
 
    Er et bestemt statsoverhovede (hvad enten han er populær eller ej) så farlig for USA og for verdenen, at almindelige folk over hele kloden skal acceptere økonomisk nedgang, konkurs, og opofrelse samt optøjer og hærværk (kaos, knuste ruder, bygninger i flammer…) der synes ikke at være andet end et forsøg pa at undergrave selvsamme stasoverhovede?

    I det tilfælde vil jeg fremsætte en ekstraordinær hypotese: som borger, der aldrig er blevet spurgt om jeg var enig med denne (listende) politik af kaos og fattigdom skabelse – ja, det minder jo om Venezuela – foreslår jeg at Demokratiske politikere i USA og statsledere og éliter i Europa samt i fjernere lande ikke kun kan være lige så ringe som Donald Trump, de kan faktisk være langt værre.

    Hvis vi går tilbage til det republikanske partis fødsel i 1854 ser vi at skændslen overfor partiets medlemmer er ikke noget nyt.  Langt derfra.  I USA er der stadig debat over, hvad der forårsagede den Amerikanske Borgerkrig (1861-1865).  Var det mest slaveri eller var det mest delstaternes rettigheder (States' rights)?  Måske er svaret helt andet:  at sydstaternes demokrater var "scared shitless" af denne usle republikaner (selveste Abraham Lincoln), blev hysteriske på grund af "the divisive election" af 1860 og valgte "resistance", dvs separation, på grund af den uforskammede skandale, at en farlig "tosse" (not my president) skulle have vundet valget til det Hvide Hus.

  (Alle sydens stater var forresten fuldt integrerede i det demokratiske parti, både under slaveriet og under Jim Crows segregation love der fortsatte ind i det 20. århundrede; har man iøvrigt lov til at udpege at Ku Klux Klan blev skabt af demokrater og at KKK blev beskrevet af Eric Foner – en venstreorienteret historiker – som "det demokratiske partis indenlandske terrororganisation"?)

    Som Abraham Lincoln selv sagde (i februar 1860, mindre end tre måneder før han blev nomineret til at være det republikanske partis præsidentkandidat samme år), da han prøvede at åbne kommunikation med sydens demokrater:
…when you speak of us Republicans, you do so only to denounce us as reptiles [!], or, at the best, as no better than outlaws. You will grant a hearing to pirates or murderers, but nothing like it to [Republicans]. In all your contentions with one another, each of you deems an unconditional condemnation of [Republicanism] as the first thing to be attended to. Indeed, such condemnation of us seems to be an indispensable prerequisite – license, so to speak – among you to be admitted or permitted to speak at all.
    Lyder Lincolns beskrivelse af demokraternes dæmonisering af republikanerne i midten af 19. århundrede ikke temmelig meget som hvad James Carville sagde i 2010, hvad Hillary Clinton sagde i 2016, og hvad en dansker som Niels Jespersen eller Dan Jørgensen har klaget om i de sidste fire-fem år (for ikke at sige de sidste 40-50 år)?

    Med andre ord er republikanerne altid blevet beskrevet i nøjagtig samme ord – ord som gør folk scared shitless – også da partiet blev født for over 150 år siden og da Abraham Lincoln blev landets første republikanske præsident.

    Igennem årtierne bliver den ene republikaner efter den anden, hvadenten han vinder eller taber valget, beskyldt for at være djævlen selv (eller, i den lidet-religiøse periode efter Anden Verdenskrig, noget tilsvarende, oftest en fascist eller en nazist på lig med der Führer).

     I august 2019 beklagede Uffe Ellemann-Jensen i Berlingske hvor meget han savner Ronald Reagan (samt Gorbatjov), mens Mads Fuglede skrev at han "venter på den dag, hvor man har en præsident, der forstår og respekterer den internationale orden".

    Begge to har vist glemt, at 1980ernes "shitholes" øjeblik var Ronald Reagan's "evil empire" beskrivelse om Sovjetunionen, da denne "andenrangs skuespiller" blev sønderrevet for påstået mangel på diplomati.  Hvordan i alverden, skreg alverdens skræmte jomfruer, kunne nogen som helst være bekendt at tillade sig at være (så) fordømmende overfor Ruslands (iøvrigt fredelige og misforståede) kommunister?!

    Igen: Kunne det være at den ene republikanske leder efter den anden er faktisk som det lille barn i H.C. Andersens Kejserens Nye Klæder, der som den eneste ikke vil følge med i pressens fairy tales og i resten af folkets fantasiverden og som den eneste kan se, og som er så uforskammet at ville sige, sandheden, dvs de egentlige vilkår?

    (H.C. Andersen fortalte ikke hvad der skete med drengen (også da han blev voksen) efter Kejserens Nye Klæder – da blev han nemlig beskyldt, både af pressen og af resten af samfundet, for at være et afskyeligt menneske der var kendt for sin racisme og sin hate speech, samt en 100 % narcissist med personlighedsforstyrrelse der lyver konstant.)

Når engang en republikaner er død, eller ihvertfald har trukket sig tilbage fra det politiske liv – hvadenten det er for 150, for 75, for 15 eller for halvandet år siden – begynder han pludselig at huskes med ære (McCain, Bush far og søn, Reagan, Lincoln…).  Som the New York Posts Michael Goodwin skriver, tongue-in-cheek, Democrats and their media handmaidens really do love Republicans — when they’re dead. Eller, i Kurt Schlichters ord: The Only Good Republican Is a Dead Republican.

    I sin bog, The 5000 Year Leap (A Miracle That Changed the World), skriver W Cleon Skousen at, udover krudtet og skydevåben, de fleste fremskridt der blev gjort i de første 5000 år af menneskehistorien var for det meste intetbetydende.

    Således var en karet eller et sejlskib fra 1600-tallet måske ikke forfærdelig mere avancerede end deres forgængere fra f.eks. vikinge-tiden eller romer-tiden.  Men et skib uden sejl? En karet uden heste? En maskine der flyver? Det var, det er, revolutionært.

    Efter to revolutioner i de engelsk-talende lande – den Industrielle Revolution i England, samt grundlæggelsen af den amerikanske republik, hvor regeringens magt blev begrænset – gik det frie marked, dvs menneskets befrielse (bl.a. fik man de første virkelige patentlove), fremad med stormskridt.  Og den ene opfindelse efter den anden blev forældet inden for årtier, hvis ikke endnu hurtigere.

    Dampskibet, lokomotivet, personbilen, flyet, telegrafen, telefonen, computeren, smartphonen — allesammen opfindelser der var totalt utænkelige før de kom til, og langt de fleste blev enten opfundet eller forbedret i USA.

    Også kunstarter udviklede sig fremad eksponentielt, med fotografiet og senere levende billeder (biografen).  Og så selvfølgelig – last but not least – medicinen selv (som vi allerede har set).  For kun at nævne hvad er nok det vigtigste enkelte eksempel, mødres eller nyfødtes dødelighed under nedkomst blev bragt til ophør.

    Og så er der sult og fattigdom, som havde været normen og som var endemisk over hele jordkloden indtil for 100-200 år siden.

    Så sent som 1867-1869 (for 150 år siden, dvs 20 år efter Irland og Skotland) led Skandinavien (mest Sverige) af hungersnød, der bidrog til at en tiendedel af den danske befolkning, en fjerdedel af den svenske, og en tredjedel af den norske emigrerede i det 19. århundrede.  (Og hvor udvandrede de hen?  Hovedsageligt til USA.)  Er denne historiske tragedie og tvunget udvandring iøvrigt eksempler på den påståede "white privilege" som venstreorienterede aktivister klager ustandseligt om på den anden side af Atlanterhavet?

    Henrik Dahl skriver at
Helt fremme i mellemkrigstiden kunne man observere et fænomen, som på det tidspunkt havde været almindelig siden tidernes morgen..  At der i fredstid var en del af befolkningen, der led af sult og undernæring. … Den almindelige, økonomiske fremgang gennem hele det tyvende århundrede bevirkede, at deciderede sultproblemer kunne betragtes som udryddede engang i 1920'erne.
    Her i Danmark hjælper vi dem som er i nød, siger stolt den ene dansker efter den anden.  Uden at tænke på hvor meget bedrag (lad os ikke være bange for at bruge det ord) der ligger bag det koncept i det 20. og 21. århundrede.

    I vesten lider nutidens "fattige" ikke længere af sult, som i de foregående 5000 år, og de går ikke længere i laser.   "Den typiske person i moderne fattigdom har adgang til en mobiltelefon og bor i en husstand med et fjernsyn, en indvendig toilet, elektricitet og sandsynligvis adgang til internettet" skriver James Bartholomew i The Daily Telegraph.
Omdefineringen af fattigdom [i 1960erne] var lidt af et bedrag fra venstrefløjen. Det har fået os til at bekymre os alt for meget om ulighed og ikke nok om stigende velstand. Og det er økonomisk vækst, der er den rigtige vej til større velstand, for de relativt fattige og alle andre også.
    Født i den sovjetiske blok, hylder Daniil Gorbatenko "det kapitalistiske systems enorme succes med at løfte menneskehedens levestandard siden 1800."  I de sidste 200 år, ifølge økonom Deirdre McCloskey, er indkomsten pr. Indbygger i de kapitalistiske lande vokset fra $ 1-3 pr. Person pr. Dag til over $100 pr. Person pr. Dag i reelle dollars. "Aldrig i verdenshistorien har der været noget tilsvarende."

    "Mellem år 2000 og år 2012 faldt fattigdomssatsen i verden med 50 procent" tilføjer Jordan Peterson,
De fattige i verden bliver rige med en hastighed, der er helt uden sidestykke i hele menneskets historie. Jeg tror, at en stor del af det sker i Afrika. Forresten, her er et andet dejligt stykke nyhed, børnedødeligheden i Afrika er nu den samme som den var i Europa i 1952. Det er et absolut mirakel. Men er det ikke vanvittigt, at nyheden ikke findes på forsiden af vore aviser?
    Stammer de fremskridt fra Karl Marx og hans filosofi?  Og fra alverdens bureaukrater og politikere?  Samt fagforeningslederne?

    Eller fra filosofien som driver Amerikas hånte og forhadte kapitalister?

ER DET SANDT, AT DET MODERNE SAMFUND BESTÅR AF FORNUFTIGE FOLK TAKKET VÆRE AT DEN RATIONELLE VENSTREFLØJ HAR EFTERLADT RELIGION OG OVERTRO BAG SIG?

    Faktisk er det kun et slags sted, hvor fattigheden går fremad (eller, snarere, hvor samfundet går baglæns).  Og det er i de socialistiske lande.

    "The problem with socialism", som Margaret Thatcher (en afskyelig tåbe til?) engang konstaterede, "is that you eventually run out of other people's money."
  
    "Almost 90 percent of Venezuelans now live in poverty" erklærede Donald Trump  til en gruppe venezuelanske flygtninge i Miami i februar 2019, mens han presenterede en ung mand, som flygtede fra Sydamerikas rigeste land i 2017, hvis far flygtede fra Cuba i 1970, og hvis bedstefar flygtede fra Sovjetunionen i 1927.  David Smolansky repræsenterer, sagde præsidenten,
the third generation of his family to flee the agony of socialism and communism
… In other words, the socialists have done in Venezuela all of the same things that socialists, communists, totalitarians have done everywhere that they’ve had a chance to rule.  The results have been catastrophic.

… Socialism promises prosperity, but it delivers poverty.

Socialism promises unity, but it delivers hatred and it delivers division.  Socialism promises a better future, but it always returns to the darkest chapters of the past.  That never fails.  It always happens.
Socialism is a sad and discredited ideology rooted in the total ignorance of history and human nature, which is why socialism, eventually, must always give rise to tyranny, which it does.  (Applause.)  Socialists profess a love of diversity, but they always insist on absolute conformity.
… Everywhere and anywhere it appears, socialism advances under the banner of progress, but in the end, it delivers only corruption, exploitation, and decay.
    John Stossel bemærker at "now that the socialists created much more extreme poverty, I would think that progressives would realize that democratic socialism is not the route to paradise. But no, nothing convinces a dedicated socialist – or much of the media."

    "…like snake oil, socialism is based on pure fantasy" tilføjer Alberto de la Cruz, søn af Cubanere der var nødt til at flygte fra Castro-regimet.  "A delusional fantasy, which always ends in a nightmare."

    Men det mægtige håb, samt ønsketænkningen, vil aldrig slukkes:  "Denne gang bliver resultatet anderledes!"  "Denne gang, og i dette land, vil socialismen virke!"

    Over hele jordkloden praler venstrefløjen om, at være videnskabelig og analytisk og rationel, og dette fremskridt skyldes stort set at i det moderne samfund er folk ikke længere intetanende neandertalere men fornuftige personer som er udvandret fra kirken og har efterladt overtro bag sig. 

    Men beviser det stedsegrønne mægtige håb (se Obamas "hope and change") ikke, at sandheden er faktisk at langt fra at være ureligiøse, har alverdens venstrefløje faktisk (og ganske ubevidst) skabt deres egen religion?

    En religion, der forguder staten?

    En religion der gentager blindt deres sandheder om medfølelse, klarsyn, og tolerance?

    En religion med dens egne profeter – Marx, Lenin, Mao, Che Guevara, Hugo Chávez, Barack Obama, Bernie, AOC, BLM, etc etc etc…?

    En religion med djævler (med denne artikel bliver jeg utvivlsomt sluttet til den gruppe) – som de ikke viser den mindste tolerance overfor – og folkefjender som har syndet ikke blot ved at tvivle på, at Staten, eller samfundet, eller lederne (profeterne), en dag vil bringe utopi og paradis til det respektive lands, eller til hele klodens, indbyggere men også ved at have den uforskammethed at foretrække det gode gamle samfund.

    En religion hvor alt er betalt så folket (dvs børnene) skal ikke tænke på meget andet end at more sig, helst så meget som muligt, og at være på ferie så meget de kan.  (Det er intet nyt:  For 2000 år siden kaldte romerne det "Brød og cirkus".)

    En kult hvor staten aflæser den traditionelle religion (på fransk har "Forsynets" velfærdsstat et klart religiøst navn – l'État-Providence) og overtager rollen som familiefar eller snarere som storebror (Big Brother).

    En kult der vil løse alle menneskehedens problemer og medføre himlen på jorden.

    Som G.K. Chesterton skulle have sagt, “Når en mand holder op med at tro på Gud, så holder han ikke op med at tro på noget som helst; nej, så han begynder han at tro på hvad som helst.”   (Mens der er nogle i Venezuela der beder til Sankt Hugo Chávez, "de fattiges Kristus", i april 2019 sammenlignede en University of California professor Che Guevara med Jesus, mens han henviste til El Che som "a quasi-divine cosmic force.")

    Løftet om socialismens paradis er emnet i Joshua Muravchiks værk Heaven on Earth (The Rise, Fall, and Afterlife of Socialism) samt i bogen af Hollywood humoristen Evan Sayet, The Kindergarten of Eden (Edens Børnehave).

    For flere år siden bemærkede selv den (meget) venstrevenlige New York Times, at "The Danish model of government is close to a religion" mens International Herald Tribune skrev i forbindelse med Frankrigs omnipresente gadeprotester, "think of its mass demonstrations as religious processions". (Således skal man også se pà de demokratiske byer i USA, som er nu blevet indhentet af demonstrationer, optøjer og plyndrelysten…)

    Helt tilbage i 1971 blev et af Europas moderne velfærdstater beskrevet som en socialistisk dystopi, hvor den personlige frihed, ambition og menneskelighed var blevet ofret til fordel for socialdemokraternes idealer.  "Det moderne Sverige har opfyldt Huxleys kriterier for den nye totalitarisme," skrev Roland Huntford i The New Totalitarians.  "En centraliseret administration regerer over mennesker, som elsker at være trælbundet."

    Når man læser sådanne beskrivelser, skriver Michael Booth, "får man en fornemmelse af den næsten religiøse ildhu, socialdemokraterne har haft, når de fandt på og gennemføre deres radikale politiske idéer.  De lader næsten til at have været på en form for modernistisk korstog."

Lad det sidste ord gå til Aleksandr Solsjenitsyn:
socialismen, som for mange vestlige tænkere er et slags retfærdighedens kongedømme, består faktisk fuldstændig af tvang, af bureaukratisk grådighed og korruption og griskhed og har en indavlet konsistens i sig, at den socialisme ikke kan gennemføres uden tvangsmidler.


– Erik Svane