Wednesday, February 17, 2021

“In Danish consciousness, there’s this idea that we were a very small and friendly colonial power, and also that racism is an American problem”


“In Danish consciousness, there’s this idea that we were a very small and friendly colonial power, and also that racism is an American problem.” (Katrine Dirckinck-Holmfeld, ex-department head at the Art Academy) 

“The notion Danes have of themselves is they built this immaculate welfare society, and built it so to speak singlehandedly by themselves, without help. All the economic funds that flowed in because of the colonial trade doesn’t fit that well into that picture.” (Lars Jensen, associate professor at Roskilde University)

Katrine Dirckinck-Holmfeld's seemingly innocuous remark holds a volcano of truth beneath it. As I write in 1619, Mao, & 9-11 (History According to the NYT), the education that Europeans, adults as well as kids, get in one country after another (both in schools and from media) — and that, tragically, Americans themselves have been getting since the 1970s — is based on Europeans hailing their respective country as friendly, fraternal, and harmonious, as contrasted with America and their alleged egocentricity, their alleged racism, and their alleged violence. As one French TV news host once said, "the Americans may have liberty, but we have… (dramatic pause) solidarity!"

The school system was, as everyone knows, invented by Bismarck, a generation after the revolutions of 1848 sent millions of German and other immigrants to the New World, and the idea behind the system was to impress upon future citizens the goodness of der Vaterland (thus preventing them from leaving) or the élite-led nation (later, the nanny state) while demonizing the notion of self-government or "government of the people, by the people, for the people", notably by emphasizing the extent to which Americans were allegedly racist, violent, and dangerous.

The quotes above come from a New York Times story by Cara Buckley.

For a while it seemed no one had noticed that something rather prominent was missing from the Royal Danish Academy of Fine Arts, the prestigious institution housed in a palace on the edge of one of Copenhagen’s canals.

 … Midway through the autumn, [the bust of Frederik V, the 18th-century king of Denmark-Norway and duke of Schleswig-Holstein] vanished, though it wasn’t until early November that school officials finally realized it was gone. …

A few days later, the bust’s fate was revealed. An anonymous group of artists had unscrewed it from its plinth, popped a black garbage bag over its head and ferried it to the edge of the canal, before tipping it in. A video was released that showed the bust disappearing into the inky waters of Copenhagen Harbor.


 … About a week after the video’s release, a department head at the Art Academy, Katrine Dirckinck-Holmfeld, stepped forward to take responsibility for the sinking. She was fired the same day, and became a focal point for opprobrium.

 … Ms. Dirckinck-Holmfeld said she had hoped to trigger a broader reflection on cultural institutions’ role during the colonial period, and link that colonial legacy with controversial policies currently in place, namely the so-called ghetto laws. Defended by the government as a way to dismantle poorer non-Western immigrant enclaves so as to more fully integrate Danish society, the sweeping set of initiatives is criticized by many as harsh and discriminatory.

 … “This is about confronting our own image,” Ms. Dirckinck-Holmfeld said. “In Danish consciousness, there’s this idea that we were a very small and friendly colonial power, and also that racism is an American problem.”

Frederik V wasn’t the first Danish statue to be targeted by protesters last year. Figures of the missionary Hans Egede in Greenland and Copenhagen were daubed with red paint and inscribed with the word “decolonize” last summer. Not long after that, at the Copenhagen waterfront, the words “racist fish” were spray painted on the plinth of the Little Mermaid sculpture — which has been repeatedly vandalized and even decapitated over the years — to some puzzlement over the motives.

But even as monuments were toppled in America and Britain last summer by activists for racial justice, many Danes have not considered statues of their 18th-century royalty as problematic, and view actions against them not as expressions of free speech, but impediments to it.


 … Denmark was long considered a minor player in the slave trade, though recent research out of Harvard has challenged that view. The nation’s colonies included the Danish West Indies, now the U.S. Virgin Islands; Greenland; the Faroe Islands; and Iceland, with minor posts in parts of India and what is now Ghana. In Frederik V’s time, sugar from the West Indies was a major source of the country’s wealth, and some of Copenhagen’s most beautiful buildings of the era were built with lucre from the colonial trade.

Denmark was the first nation in colonial times to issue a moratorium on the slave trade, in 1792, though it gave the colonies until 1803 to acquire enough slaves to become self-sufficient, according to Lars Jensen, an associate professor at Roskilde University. By the time decolonization began in earnest in the 20th century, Denmark had sold or ceded nearly all of its colonies, with the exceptions of Greenland and the Faroe Islands (Iceland became independent during World War II).

There is disagreement over the extent to which Denmark is reckoning with that past. … Lars Jensen, who specializes in postcolonial studies, said there was a blindness in Denmark about the extent of its colonial past and that, he said, informs attitudes toward and treatment of migrants and refugees.

“The notion Danes have of themselves is they built this immaculate welfare society, and built it so to speak singlehandedly by themselves, without help,” Lars Jensen said. “All the economic funds that flowed in because of the colonial trade doesn’t fit that well into that picture.”

Monday, December 07, 2020

Why Does Nobody Ever Fret About Scandinavia's — Ghastly — 19th-C Slavery Conditions?


Sporting a Joaquín Sorolla y Bastida painting, my post on Why Does Nobody Ever Fret About Scandinavia's — Ghastly — 19th-C Slavery Conditions? has been printed in the December 2020 issue of the New English Review under the title No Frets About Scandinavia's Slavery Past?

In 1904, a couple who emigrated from Denmark to America in 1856 testified that the reason they did so was because the dirt-poor peasants they were back then did not want their children to grow up in "the same type of slavery" as they had.

n

Wednesday, December 02, 2020

Har USA ikke god grund til at stemme for Trump?

Jublende fortæller Lars Løkke Rasmussen fortæller om sine møder med Donald Trump. Hvorfor fortæller den tidligere statsminister ikke personlige anekdoter om Xi Jinping? Er det meningen at Kinas autokrat er mere raffineret end Donald Trump (det er han givet) og skal derfor beundres (langt) højere? Skal Xi hyldes for ikke at bruge Twitter? Er de lokale befolkninger i Hong Kong, Xinjiang, og Tibet enige med det?

Når I læser denne tekst (skrevet et par dage før valget) er Trump sandsynligvis blevet genvalgt til fire år i det Hvide Hus – måske endda "in a landslide". 

Folk både i Amerika og i udlandet har svært ved at forstå hvordan nogen kan støtte sådan et 'skræmmende' fjols.

Til dette har præsidentens tilhængere flere svar. 

1) I stedet for at sige hvor meget I hader Trump, fortæl os hvad I elsker hos Demokraterne. (Er det trillioner af dollars i skatteforhøjelser? Er det korruption, hvadenten det er Joe Bidens søn som sælger adgang til Ukraine og Kinas kommunistparti eller Clinton parret som solgte en del af USAs uranium til Kreml? Er det – følgeligt – at de ugerninger de venstreorienterede beskylder "the Bad Orange Man" for synes ofte at være ikke andet end "a projection" af deres egne synder?) 

2) "Trump supporters" påpeger at det Demokraterne klager om er uvægerligt personlige svagheder, reelle eller indbildte. (Vedrører det ikke også filmen "Unfit–The Psychology of Donald Trump"?). 

Hvad med hans politik? Skulle f.eks. hans kamp mod bureaukrati og skatteforhøjelser være racistisk? 

3) Tilsidst har vi Peter Thiels indsigt fra november 2016: "The media never takes him seriously, but it always takes him literally. … I think a lot of voters … take Trump seriously but not literally."

En personlig note: folk har tendens til at spørge mig hvordan i alverden kan det være at jeg kan lide, eller i hvertfald at jeg synes at forsvare, sådan et modbydeligt fjols som Donald Trump.  Det er ikke, at jeg på nogen måde er special fan af Trump, men når man ikke længere er teenager skulle visse ting gå op for en. Nemlig at man har hørt disse skræmmehistorier før. 

Hver gang der er valgkamp i USA, så får vi at vide at republikaneren er en tåbe, en fare og/eller en Adolf Hitler. Mærkeligt nok lever vi i en verden hvor det aldrig er en russer, en kineser, en iraner eller en tysker der er en klovn eller en trussel eller en Nazist ud på løjer. Det er udelukket altid en amerikaner – og så, mystisk nok, aldrig en demokrat.

Jeg husker nøjagtig samme budskab da George Bush sad i det Hvide Hus. I mit livstid har jeg hørt nøjagtig de samme advarsler om Mitt Romney, Sarah Palin, Bob Dole, osv osv osv… Og glem ikke Ronald Reagan! 

Man står altså foran et dilemma: enten er Amerika befolket af millioner af Neanderthalere som er molboagtige, farlige, og villige til at starte 3. verdenskrig (selv om det ikke i 75 år faktisk er lykkedes en eneste republikaner at starte 3. verdenskrig). 

Eller også består USAs venstrefløj af melodrama entusiaster (drama queens) som er hysteriske og hvis raison d'être er at skabe kriser. Hvad er det mest sandsynligste scenarie? 

Når man hører Ulv blive råbt for mange gange, begynder nogle få af os at blive lidt skeptiske.

For at omskrive Churchill, kan man sige at i disse tider er Donald Trump langt den værste politiker/leder i USA (samt i hele den vestlige verden)? Altså, med en undtagelse – alle de andre?

    F.eks er der rygter at den hyperboliserede respons til den Kinesiske virus faktisk er en mere eller mindre gennemtænkt plan af demokraterne i USA sammen med Moder Mette og resten af de vestlige ledere for at sænke USAs og Vestens økonomier i et forsøg på at få Donald Trump til at lide nederlag på tirsdag.

    I det tilfælde vil jeg fremsætte en ekstraordinær hypotese: som borger, der aldrig er blevet spurgt om jeg var enig med denne (listende) politik af kaos og fattigdom skabelse, foreslår jeg at Demokratiske politikere i USA og statsledere og éliter i Europa samt i fjernere lande ikke kun kan være lige så ringe som Donald Trump, de kan faktisk være langt værre.


 

Tuesday, December 01, 2020

Sandheden om Coronasmitten i 7 punkter

For en måned eller to siden landede mit Air France fly fra Paris (ingen franskmænd eller andre udlændingne tilladt om bord, kun danskere) i København. Både Aéroport Charles de Gaulle og Copenhagen Airport er ganske øde, mens i Kastrup synes mindst de fire femtedele af butikkerne og restauranterne at være lukkede.

Man kan konkludere at adskillige danskere er enige med Ole Andersen, når hoteldirektøren fra Hellerup Parkhotel spørger om det kan være sandt at der ikke findes i Danmark en eneste ansvarlig politiker (som intet selv skal opofre – de bliver jo allesammen ved med at få deres løn) "der vågner af sin Tornerose-søvn?"

Ja, det ville være vidunderligt hvis Danmarks politikere – eller rigets professionnelle melodrama entusiaster (på engelsk: drama queens), som jeg kalder dem – begyndte at behandle danskerne som voksne, standsede deres forsøg på at ødelægge rigets økonomi og endelig så sandheden om den såkaldte corona "krise."

DEBAT: Ignorer massehysteriet, Moder Mette, og frigiv folket

Hvis jeg må have lov til sammenfatte visse konklusioner om Covid-19 i syv korte men logiske punkter:

1) Hovedspørgsmålet er: om virussen er en af de ganske almindelig epidemier (som f.eks. i 2009, 2002, 1968, og 1957, som forresten også kom allesammen fra Kina) – hvilket er mest logisk – hvor ingen handling blev taget og som allesammen sluttede fordi tilsidst havde de forskellige landes befolkninger fået immunitet – netop takket være at ingen handling blev taget (at intet gøre fungerer i disse tilfælde næsten som en vaccination, hvilket tyder på at mundbind er faktisk kontraproduktive);
eller: om Covid-19 er en frygtindgydende pandemi som middelalderens Sorte Død, 1918's Spanske influenza eller Athen pesten i 430 fkr.
Her er der en mængde folk, hovedsageligt politikere, som mener at samfundet skal blive ved med de ekstraordinære midler, bare "for at være på den sikre side."

2) Problemet med det er at alt tyder på at epidimien er ganske normal: udover faktummet at de dystre dødstal vi fik i begyndelsen ("354 franskmænd døde i de sidste 24 timer", "dødstallet i Italien er nu rejset til 42.000 sjæle") faktisk vedrørte mest svage folk i alderdomshjem, så er de helt holdt op – og det ikke for 7–8 dage siden eller for 7–8 uger siden men for godt 7–8 måneder siden.
Tror man virkelig at hvis der var stadig samme antal døde, eller døde i det hele taget, at den anden gruppe af alverdens professionelle melodrama entusiaster (medierne) ville pludselig tie de nyheder?

3) Her må det desuden tilføjes at i ti måneder har intet land, ingen by, set de apokalyptiske gysersyn man ser i historiens frygtelige pandemier (eller i Hollywoods zombiefilm), af mængder af (rådnende?) lig i gaden og vanærede døende der kollapser smertefuldt i gaden med krampeanfald og sort opkast.

4) Med andre ord er de fleste syge i plejehjem og hvis og når folk føler sig dårlige tager de simpelthen hjem på selvkarantæne eller til hospitalet for at få behandling (se punkt 6).

5) Nu ringer alarmen igen (mere nedenfor), men det eneste vi får vi at vide er at f.eks. "Danmark registrerer 76 nye (smitte)tilfælde med coronavirus." Imidlertid bliver disse nyheder ved med at skræmme os (eller i hvert fald politikerne), lige så meget, psykologisk set, som da vi fik de frygtindgydende dødstal i begyndelsen (!).

6) Men for de allerfleste nye inficerede betyder det som sagt ikke andet end to-tre uger i selvkarantæne som det gjorde for Tom Hanks, Madonna, Greta Thunberg, Plácido Domingo, Silvio Berlusconi, Donald Trump, og Monacos Prince Albert II (i Boris Johnson's tilfælde, et kort hospitalsbesøg).
Det passer forresten ind med ordet karantæne, som kommer fra det franske quarantaine, som vedrører alene syge folk (ikke raske borgere) og som betyder højst 40 dags internering – ikke flere. Nej, Moder Mette: i den anledning findes ordene centquarantaine (140 dage) eller deuxcentsoixantaine (260 dage) ikke på fransk…

7) Med andre ord er det selvindlysende at
1) den kinesiske virus har aldrig været andet end en ganske alminidelig epidemi og at
2) vi er midt i et udbrud af enten global svindel eller massehysteri (hvis ikke begge dele).
Derfor må politikerne gerne holde op med at prøve at få borgerne til at klæde sig ud som cirkusklovne og de har hermed lov til at omgående standse med at ødelægge landets økonomi.

Kort sagt: Tilbyd de ældre, og dem med svage immunsystemer, karantæne, og sæt resten af befolkningen fri.

("Sandheden om coronasmitten i syv punkter"
af Erik Svane
Villabyerne vol 115 # 40,
30 september 2020, s 9)

Et sidste ord vedrørende den nye bølge af Covid19 – mærkeligt nok efter USAs demokrater og resten af vestens ledere lavede en 180-graders vending i maj og bestemte at menneskemængder (samt optøjer, brandstiftelse, plyndring og statue væltning) var pludselig helt i orden, bare det handler om at protestere mod racisme:

Der er en teori at den hyperboliserede respons til den Kinesiske virus faktisk er en mere eller mindre gennemtænkt plan af demokraterne i USA sammen med Moder Mette og resten af de vestlige ledere for at sænke USAs og Vestens økonomier i et forsøg på at få Donald Trump til at lide nederlag i november.

Er et bestemt statsoverhovede (hvad enten han er populær eller ej) så farlig for Amerika og for verdenen, at almindelige folk over hele kloden skal acceptere økonomisk nedgang, konkurs, og opofrelse samt optøjer og hærværk der ikke synes at være andet end et forsøg pa at undergrave selvsamme stasoverhovede?

I det tilfælde vil jeg fremsætte en ekstraordinær hypotese: som borger, der aldrig er blevet spurgt om jeg var enig med denne (liste)politik af kaos og fattigdomsskabelse, foreslår jeg at uanset hvor meget, kære læser, du måtte afsky (med eller uden rette) USAs præsident, så kan Demokratiske politikere i USA og statsledere i Danmark og Europa samt i fjernere lande ikke kan være lige så ringe som Donald Trump, de kan faktisk være langt værre.

DEBAT: Er corona ikke mere end en ganske almindelig epidemi?

Sunday, November 01, 2020

Uden forstillelse er Trump en politiker som ser det først og fremmest sin opgave at tjene folket

Fuldstændig sensationelt stod han ved sine ord, gennemførte sit program og meget mere til

skriver Jyllands-Postens Rune Toftegaard Selsing (thanks to Flemming Bo Sorensen) i en artikel om USAs præsident, der hedder Trump vil gå over i historien som en af de største præsidenter

Trump er så afgjort én af de største præsidenter i amerikansk historie. Ret enestående fremlagde han før valget en ny ideologisk kurs for sit land og fulgte den op med konkrete politiske forslag. Og fuldstændig sensationelt stod han ved sine ord, gennemførte sit program og meget mere til. 

Sammenlign det med Obama, en tom flødebolle, der lovede den store forandring og leverede intet. Eller systempolitikeren Bush, der gjorde præcis det modsatte af, hvad han gik til valg på.

I sammenligning med de førnævnte er Trump en stor politisk tænker, hvis budskab først og fremmest er udtrykt i sætningen ’America first’. Uden forstillelse er Trump en politiker på vegne af det amerikanske folk, og han ser det først og fremmest sin opgave at tjene folket.

Helt praktisk ved at skabe jobs, bygge bedre veje og sikre bedre liv for almindelige amerikanere - også dem der ikke bor på kysterne. Han lovede genforhandling af handelsaftaler, der skubber industri til udlandet. Færre investeringer i udlandet og flere investeringer i USA. Mindre grøn omstilling, men udbygning af energiarbejdspladser. Skattelettelser til små og store virksomheder, der gør det lettere at drive forretning. Det kan hvem som helst jo love, men det forunderlige er, at Trump helt objektivt har leveret det hele.

Takket været Trumps politik nåede arbejdsløsheden ned på et historisk lavt niveau. Særligt for afroamerikanere, hispanics og ufaglærte nåede arbejdsløsheden ned på det laveste, der nogensinde er målt. De økonomiske resultater af Trumps politik er ganske enkelt spektakulære.

’America first’ er i øvrigt ikke udtryk for nationalisme. Tværtimod er det en del af en klog udenrigspolitisk doktrin, der pudsigt nok er multikulturel. Fornemt udtrykt i en tale til FN er Trumps tænkning den, at ingen lande har ret til at blande sig i andres affærer. En radikalt brud på den herskende imperialistiske globalisme, der før Trump dominerede den vestlige tænkning. Tværtimod bør vi respektere forskellige nationers ret til suverænitet og forskellighed. Og naturligvis også samarbejde og handle i det omfang, det giver mening. ’America first’ er ikke et udtryk for, at USA er bedre end andre lande. Det er udtryk for, at det er det amerikanske statsoverhoveds pligt at sætte sit eget folks interesser først. Ligesom det gælder statsoverhovederne i alle verdens lande.

 … Måske allervigtigst for amerikanerne har Trump været med til at styrke den amerikanske kernekultur. Det er ikke for meget sagt, at USA i stigende grad er blevet præget af etniske spændinger og aggressiv identitetspolitik. Trump er gået forrest med en insisteren på amerikansk kernekultur med kristendom, jul og konservative dommere i højesteret. I denne sammenhæng er indvandringspolitikken utvivlsomt den vigtigste. Det er lykkedes at Trump at reducere den illegale indvandring dramatisk, ligesom at arbejdet med at bygge en mur på den mexicanske grænse er påbegyndt. Men at muren ikke er nået længere og at Trump ikke har fået stort held med at smide illegale indvandrere ud, er så afgjort skuffelser. I et større perspektiv kan man let frygte, at de demografiske omvæltninger af det amerikanske samfund er så fremskredne og ustoppelige, at USA på sigt vil blive opløst i mindre enheder. I en sådan et lys vil Trumps præsidentskab blive opfattet som den amerikanske kernekulturs sidste modreaktion.

Andre vil sikkert pege på coronaen og Trumps angiveligt dårlige håndtering. Der er dog ikke meget, der tyder på en dårlig håndtering og den amerikanske overdødelighed hænger i realiteten sammen med en desværre meget overvægtig befolkning.

Dernæst bør man naturligvis bebrejde Trump hans jævnligt taktløse adfærd og hans liberale forhold til sandheden. Han har afgjort også selv bidraget til polariseringen. Retfærdigvis er det svært at forestille sig en person, der i så massivt, modigt og kompetent omfang er i stand til sætte sig op imod etablissementet uden også samtidig at have karakterbrister. Et mere afrundet væsen var brudt sammen for længst. Tænk alene på FBIs ulovlige overvågninger af hans stab og den årelange gennemført falske kampagne om den russiske sammensværgelse. Det burde have sendt rystelser gennem den vestlige verden.

Og i disse metoo-tider er det også værd at pege på det åbenlyse hykleri. Tænk på alle de danskere, der ikke kan acceptere Trump som person, men rask væk har stemt på Frank Jensen eller Jeppe Kofod. Det kan godt være, at han har været sine hustruer utro, men han er i det mindste ikke klam. Og så står han rent faktisk for et politisk indhold. Det må alligevel være det vigtigste.

Hvis man blot hæver blikket en anelse fra sin næsetip, er det indlysende at Trump er en demokratisk gave til det amerikanske folk. Trumps sejr viser, at det nytter at stemme. At det faktisk er muligt at skabe forandringer gennem politiske valg. Det havde så utroligt mange tabt troen på. Trump er en gave til det folkelige demokrati.

Monday, October 19, 2020

In the Year of Covid-19, Denmark Has So Few Deaths That the Country's Undertakers Are Considering Asking the Government for Hand-Outs


Denmark's undertakers have allegedly been considering petitioning the government for redress because there have not been enough deaths in the Scandinavian country this year.

It's not just that fewer people have died than expected; it's that fewer people have died than over the same period in 2019, when there was no virus from Wuhan, or from China, or from anywhere else.

• Related: Now that Donald Trump Has Caught the Corona Virus,
Here Are the 7 Basic Points about Covid-19 that You Need to Know
That's right: In the year of the Coronavirus, there are fewer deaths than at the same period in 2019, and indeed, 2020 has the lowest death toll so far compared with the previous six years. So: the industry, one could say, feels let down."We made the mistake of trusting in the government's predictions that there would a sharp increase in deaths among elder citizens because of Corona," is how one Politiken wag imagined one funeral director's reaction. "And now the latest data now show that on the contrary, there have been fewer deaths under the pandemic." The Graulev undertaker was said to add that "it is a [government] failure without equal."

The morticians have been forgotten by the kingdom's prime minister (aka Mette Frederiksen), wrote Bent Falbert already back in August under the heading The Undertaker Branch Is Bleeding, who adds that "Some of them are complaining that they don't have enough corpses on their hands"!

Probably too many people are going overboard in washing their hands, maintaining social distance, and not touching each other, quipped Ekstrabladet's Falbert during the summer, who goes on to point out that

The 621 Danes who have so far been killed by the virus so far hardly represent a higher figure than the annual toll from suicide.  Not to mention the 15,000 who die every year of cancer, or the 6,000 victims from heart disease.

But these figures are not addressed by Corona Commander-in-Chief Frederiksen. Her propaganda consists in convincing others that they share her opinion.

Let us take a look at the death toll for the year's first two quarters. The Southern Denmark region has seen 214 fewer deaths than in the same period in 2019. And nationally, this year is trailing last year by 141 deaths

None of us must forget that the Northern Jutland home of Mette Frederiksen stands valiantly in solidarity with her stringent restrictions by being in "arrears" of 96 deaths [compared to 2019]. And nationally [as mentioned], we are still 141 deaths in debt.

One more statistic: the 621 dead represents 0.00107% of the Danish population, meaning 99.999% of the population have not been killed by the virus so far, and leaving the occasional skeptic wondering to what extent the corona virus is a threat so horrifying that it warrants sacking, bankrupting, and impoverishing thousands of citizens in the government's pursuit of the destruction of the national economy.

 A meme making the rounds has this to say:
Scary scary Covid-19. 2020 will always be remembered as the year in which Denmark was struck by a deadly pandemic, which … lowered the death toll to the lowest in the past six years. How ludicrous is that? Covid-19 is so "deadly" that undertakers are requesting compensation for the missing death toll. Welcome to Circus Corona…

Related:
• Now that Donald Trump Has Caught the Corona Virus,
Here Are the 7 Basic Points about Covid-19 that You Need to Know
And from the March and April archives:
Is There 100% Irrefutable Proof that the Covid19 Pandemic Is Overstated?
Anti-Americanism in the Age of the Coronavirus, the NBA, and 1619

Friday, September 25, 2020

Det ville være katastrofalt hvis Trump tabte valget i 2020 – ikke alene for USA, men faktisk for hele den vestlige civilisation


I Aarskriftets Critique skriver Flemming Steen Nielsen at vi må håbe, at Trump opnår genvalg.

Hvis man ikke kunne se bort fra amerikanske eller danske mainstream-mediers daglige latterliggørelse og misinformation angående Donald Trump (og hvis man ikke på alternative medier kunne glæde sig over mere voksne og velorienterede indlæg fra f.eks. Tucker Carlson, Victor Davis Hanson, Lars Hedegaard, Bent Jensen eller Asger Aamund), så ville man have svært ved holde humøret oppe i disse år. Men når en lærd, original, skarpsindig og modig tænker som Raymond Tallis i et værk om et helt andet emne [Seeing Ourselves: Reclaiming Humanity from God and Science] påstår, at den amerikanske præsident er destruktiv, løgnagtig og barnligt stupid, føler jeg trang til at ordne og formulere grundene til min uenighed.

Efterhånden som jeg bemærkede, at et stor flertal af akademikere, politikere, venstreaktivister, Wall Street bankfolk, tænketanke, medier og underholdnings-industriens folk var rørende enige om at frakende denne Donald Trump enhver menneskelig og politisk værdi, så vaktes min mistro og interesse. Derfor har jeg i nogle år studeret fænomenet Trump ret grundigt – med henblik på hans meninger og beslutninger snarere end hans frisure og accent. Min konklusion er at han, så langt fra at være destruktiv, ubegavet og løgnagtig, allerede har vist sig at være en af de største amerikanske præsidenter.

Er Trump en løgner?

Det eneste, de fleste mennesker ved om Trump, er at ”han er løgner”. For mig at se lyves der mere om ham, end han selv lyver; og i en meget vigtig henseende lyver han ikke – nemlig i den forstand i hvilken de fleste andre politikere lyver.

 … Som Churchill, Kennedy og Reagan, og i klar modsætning til Barack Obama og Hillary Clinton, er Trump af den overbevisning, at militær svaghed lettere fører til krig end militær styrke. Han havde lovet et stærkere forsvar og påbegyndte straks genopbygningen af USA’s skrantende militær. Besynderligt nok havde USA i årevis fundet sig i, at de fleste NATO-lande ikke havde betalt deres del af militærudgifterne. Jeg kan ikke se noget galt i Trumps krav om, at de lever op til deres oprindelige aftaler. De er nu så småt begyndt på dette.

Trump tilsidesatte som lovet den grotesk ensidige Iran-aftale og afskaffede myriader af andre skadelige aftaler, love og regler fra Obamas tid og tidligere (se Matt Margolis: Trumping Obama). Forresten kan det undre, at både danske og amerikanske liberalister og libertarianere ikke yder Trump den retfærdighed at anerkende, at han som måske den første moderne politiker i stor stil rydder op i sin nations love og regulativer.

Muren

Han lovede The Great Wall på grænsen til Mexico. Det Demokratiske Parti, som ellers historisk set har arbejdet for kontrolleret indvandring, modarbejder nu stædigt Trumps mur i Kongressen – hvilket er den eneste grund til, at den ikke helt er blevet en realitet. Nu har de pludselig intet imod en strøm af demokratisk stemmekvæg, selv om dette vil reducere lønningerne og føre til arbejdsløshed for de lovlige indbyggere. For Trump er en præsidents vigtigste opgave at beskytte landets borgere, og han mener, at kun en vel bevogtet mur kan holde islamiske terrorister og ulovlige stoffer ude. Som europæer i skyggen af den islamiske invasion (eller skulle jeg sige ”invitation”?) forstår jeg udmærket hans synspunkt. Det bør nævnes, at Trump ikke er imod immigration som sådan; blot ønsker han at sikre sit land imod ulovlig immigration (jf. Michelle Malkin: Open Borders Inc.: Who’s Funding America’s Destruction?).

Han lovede at håndtere problemet med Nordkorea – og gjorde det faktisk. … Han lovede at stoppe Obama-periodens fjendtlige behandling af Israel.

 … Dette skulle være tilstrækkeligt til at vise, at Donald Trump hverken er ubegavet eller specielt barnlig. Desuden kan man pege på en række ”karaktervidner” til forsvar for det synspunkt, at han – selv om han konstant udskældes som ”uvidende”, ”uligevægtig”, ”sær” eller ”grov” – besidder gode politiske instinkter og et ikke ringe skarpsind. Victor Davis Hanson, Phyllis Schlafly, David Horowitz, Roger Kimball, Peggy Noonan, Lars Hedegaard, Newt Gingrich, Lou Dobbs, Nikky Haley, Denzel Washington, Dinesh D’Souza eller Arthur Laffer kunne nævnes. Her er aldeles ikke tale om tåber eller ignoranter.

Reality-stjernen Trump

Kan Trump virkelig, som antydet af Tallis, alene takke sin store succes inden for reality-tv for, at han blev valgt til præsident? Faktisk var han gennem en del år kendt for sine stærke common sense-synspunkter på både inden- og udenrigspolitik (jf. Donald Simms: Donald Trump – The Making of a World View; Bill O’Reilly: The United States of Trump). Journalister og politikere over hele verden har fundet det dybt mystisk, at han overhovedet kunne vælges.

Der er dog intet mærkværdigt i dette, hvis man er opmærksom på den stedse kraftigere opsplitning, der har præget USA i de senere årtier. Befolkningen synes i stigende grad opdelt i to klasser; lad os kalde dem ”De Magtfulde” og ”De Forsvarsløse”. De Forsvarsløse (Obama’s bitter clingers eller Hillary Clintons ”basket of deplorables”) stod uden en forsvarer; de indså at Trump kunne udfylde rollen; og nu har de deres oprigtige og effektive talsmand (se K.T. McFarland: Revolution: Trump, Washington and We the People). Lidt om denne Great Divide, som den af og til kaldes:

De Magtfulde og De Forsvarsløse

For et par generationer siden kunne enhver borger i Amerika få en god uddannelse. I dag er skolevæsenet, som alle ved, en katastrofe. De Magtfulde er ubekymrede; de har råd til at sende deres børn i gode privatskoler og på fine universiteter. De Forsvarsløse kan være tilfredse med, at Trump udnævnte Betsy de Vos – en stor tilhænger af voucher-systemet (pengene bliver ved barnet og der er frit skolevalg og dermed konkurrence skolerne imellem) – til at bekæmpe lærernes almægtige fagforeninger; beskytte de yderst succesfulde, men mærkværdigt foragtede charter schools (jf. Thomas Sowell: Charter Schools and Their Enemies); samt genoprette professionshøjskolerne.

De Magtfulde bliver rigere fra en administration til den næste; de Forsvarsløse bliver fattigere og mere magtesløse, og middelklassen skrumper ind. Udlicitering (outsourcing) til den Tredje Verden er en fordel for rige virksomhedsejere, men betyder færre jobs for middelklassen og arbejderne. Banker og hedge funders bliver rigere og rigere, som regel med liden risiko for dem selv. Kongressen tager sig ikke af De Forsvarsløse, men både republikanske og demokratiske politikere kan købes af de rige via lobbyisme. Den voksende mængde regler og regulativer gør livet til et helvede for mindre virksomheder, som ikke har råd til at hyre kostbar juridisk assistance. Trump har afskaffet flere love og regler end nogen anden nyere præsident og arbejder på en lovgivning, der forbyder afgåede politikere og bureaukrater at slå sig ned som lobbyister de første fem år.

De Magtfulde starter krige for at bringe demokrati til Mellemøsten. De Forsvarsløse udkæmper disse krige og bliver dræbt i dem. Trump er den første amerikanske præsident i lang tid, der ikke har startet en krig. Han knuste ISIS ved snusfornuftigt at lade de militære ledere på stedet bestemme taktikken i stedet for Pentagon.

Som bl.a. Victor Davis Hanson og Kurt Schlichter har påpeget, har den store opsplitning også et geografisk aspekt, idet modsætningsforholdet i vid udstrækning består mellem kystbyerne og det mellemliggende flyover-country. Centralregeringen, de store lærdomscentre, finanscentrene og magtfulde Hollywood befinder sig på Øst- og Vestkysten. Kystbyernes rigdom og indflydelse vokser og vokser, og de trives med globaliseringen. Flyover-området mister jobs til udviklingslandene. Dets borgere prøver forgæves at udleve den amerikanske drøm – Hollywood parodierer og nedgør dem. Slagordet Make America Great Again lyder nærmest komisk i New York og Los Angeles (og i Vesteuropa), men giver god mening i Kansas (se Victor Davis Hanson: The Case for Trump; Kurt Schlichter: Militant Normals: How Regular Americans Are Rebelling Against the Elite to Reclaim Democracy).

Trumps løsning på problemet om The Great Divide og De Ubeskyttedes krise er at styrke den amerikanske fællesskabsfølelse og forbedre mellem- og underklassens livsbetingelser uden at svække overklassen – alt sammen gennem et gigantisk økonomisk opsving. Hans løsning er naturligvis i bund og grund en kapitalistisk løsning i klar modsætning til demokraternes bevægelse henimod en slags radikal socialisme eller kommunisme – den ideologi som har ført til totalstat og umådelige menneskelige lidelser når og hvor den er forsøgt realiseret (jf. Dinesh D’Souza: United States of Socialism).

Trumps plan til genoplivelse af de Forenede Stater opsummeres glimrende af Victor Davis Hanson, når han taler om

den helbredende idé om en hurtig økonomisk vækst og … millioner af nye, velbetalte jobs. At tro på, at økonomisk fremskridt stadig var muligt, var samtidigt at indrømme at amerikanerne tidligere havde været bundet på hænder og fødder, nedslåede uden grund eller pinligt vildledte. Derfor: Sæt dem fri. Lad dem føle glæden ved at arbejde, ved at blive velhavende, og lad dem nyde deres overflod. Så vil de måske chokere verden med deres produktivitet og videbegær. (Victor Davis Hanson: The Case for Trump, s. 83-84; min overs.)

Er Trump destruktiv[?]

Er Trump specielt destruktiv? Det mener jeg ikke – undtagen i den forstand at hans valgsejr, hans energi og hans hurtige resultater må være oplevet som yderst ødelæggende for hans modstandere. Det må have føltes yderst generende for f.eks. en Washington-politiker, en tidligere præsident eller en beundret politisk kommentator at se Trump på præsidentposten mod alle odds og straks præstere løsninger på mange økonomiske og politiske problemer, som betragtedes som uløselige i umindelige tider. Yderst misundelsesvækkende at se amatøren være en bedre politiker end politikerne!

 … Mainstream-medierne pegede aldrig på denne og lignende modsigelser. Det var, som om de havde indgået en tavs overenskomst om i stedet at kritisere og forvrænge enhver af Trumps ytringer og forbigå alle hans succeser. De fremturer også – på en måde, jeg ikke mener at have observeret i et moderne demokrati i fredstid – ved systematisk at fortælle direkte usandheder om hans og hans families privatliv (se Kurt Schlichter: The 21 Biggest Lies about Donald Trump).

Det Demokratiske Parti valgte at ophøre med næsten al almindelig politisk debat og alt arbejde for deres egen agenda for i stedet at forsøge at afsætte en lovligt valgt præsident. Hvis jeg har lært noget af Mueller-undersøgelsen og de mislykkede forsøg på impeachment, så er det, at Trumps modstandere har forsøgt (på profylaktisk vis kunne man sige) at få ham dømt for handlinger, de selv er rædselsslagne for at blive anklaget for, såsom Hillarys relationer til Rusland eller Hunter Bidens til Ukraine. Dog, hvis de håbede på at ødelægge hans fokus på jobbet, tog de ganske fejl. Hans mentale robusthed og hans personlige energi er enestående (Doug Wead: Inside Trump’s White House); og jeg frygter ikke, at deres systematiske terror vil gøre ham ukampdygtig. Jeg er mere nervøs for, at han vil blive myrdet ved et attentat.

Twitter-diplomatiet

Jeg mente en overgang, at Trumps brug af Twitter var irriterende og måske hans største svaghed; men så sagde en meningsfælle til mig: ”Hvad pokker skal manden ellers gøre? 90% af pressen ønsker ham afsat og forvrænger alt, hvad han siger, i de mest vanvittige retninger!” Jeg måtte give ham ret og tænker nu, at det egentlig er en fremragende (om end naturligvis risikabel) måde at meddele sig direkte til det amerikanske folk, han her har valgt. Formentlig ville Trump slet ikke være blevet præsident uden de sociale medier. Hans holdninger og løfter ville være forblevet ukendte for den brede befolkning. De sociale medier indebærer ganske vist mange farer; men de giver dog adgang både til den brede befolknings meninger og til enspænderes indsigter.

Jeg ser det af og til fremført i den danske debat, at Trump er en forfærdelig præsident, fordi han ikke tager afstand fra amerikanske borgeres ret til at eje våben, hvad der skulle være årsagen til de udbredte skoleskyderier og lign. Selv har jeg altid ment, at dette spørgsmål er mere kompliceret end som så. …

Trump og globaliseringen

Er Trumps politik ødelæggende for globaliseringen? Hvis man ved ”globalisering” forstår en bevægelse i retning af en multikulturel utopi, dvs. afskaffelse af nationale grænser og traditionelle kulturer og koncentrationen af politisk magt i overnationale organisationer evt. kombineret med en verdensregering, så deler jeg Trumps afvisning af denne. Mener man derimod med dette udtryk den frie udveksling af ideer og varer mellem individer og lande i en global markedsøkonomi, så deler jeg hans begejstring for den. Den har jo løftet milliarder af mennesker ud af ekstrem fattigdom på bare et par decennier.

Men forudsætningen er selvfølgelig ”a level playing field”, som det ofte udtrykkes. Liberalistiske økonomers og EU-politikeres klager over, at Trump skader verdensøkonomien ved at indføre told på visse varer fra visse lande, er efter min mening unfair og hyklerisk. De må dog f.eks. vide, at EU har pålagt amerikanske biler en told på 10% imod 2,5% den anden vej. …

Pandemien og truslen fra Kina

Frem til det tidlige forår 2020 havde Trumps økonomiske politik været yderst vellykket. Lav arbejdsløshed, millioner af nye jobs, høj forbrugeroptimisme, aktiemarkedet i nye højder osv. (Andrew F. Puzder: The Trump Boom: America’s Soaring Economy and the Left’s Plot to Stop It – Afterword). Der var derfor al grund til at formode, at Trump ville vinde fire år mere i Det Hvide Hus. Men så tabte en kinesisk laboratorietekniker et reagensglas med virus (eller hvad det nu var, der skete), og COVID 19-pandemien ramte os og skabte en kæde af økonomiske problemer i hele verden – og ikke mindst i USA. Så nu kan ingen rigtig vide, om Trump eller den tilsyneladende senile Joe Biden vil blive den næste præsident. Selvfølgelig bekymrer det mig, om Trump ville tabe. Det ville være katastrofalt – ikke alene for USA, men faktisk for hele den vestlige civilisation, og bl.a. af følgende grund:

Uden at de fleste vestlige politikere og intellektuelle har en anelse om det, arbejder Kinas Kommunistiske Parti målbevidst på at underkaste resten af verden det kinesiske totalitære styre (se Peter Navarro & Greg Autry: Death by China; Bill Gertz: Deceiving the Sky: Inside Communist China’s Drive for Global Supremacy; Robert Spalding: Stealth War: How China Took Over while America’s Elite Slept; Michael Pillsbury: The Hundred-Year Marathon). I min levetid har USA spillet en afgørende rolle i sejren over to dødsensfarlige totalitære bevægelser: Nazismen og Sovjetkommunismen. Desværre tror jeg, at en tredje lignende fjende af det åbne samfund er ved at vokse sig stor – en situation, der minder mig om 30erne i Europa, da Winston Churchill var næsten alene om at indse den nazistiske trussels alvor.

Mens Vestens regeringer ser til med Chamberlain-agtig naivitet, vokser Kinas militær hurtigere end nogen anden nations. Vigtigere er det imidlertid, at Kinas Kommunistiske Parti har opfundet en ny slags krigsførelse: Det betjener sig af merkantilistiske metoder plus dumping, misinformation, cyberangreb, teknologisk tyveri, bestikkelse og spionage som vejen til verdensherredømmet. I disse bestræbelser har Kina – som et helt igennem totalitært styre – den fordel at kunne agere som én enkelt økonomisk aktør, hvor f.eks. den frie verdens nationer har mange spillere, intern konkurrence og begrænset regeringsmagt.

Det er velkendt, at Kina kynisk bruger tariffer og kvoteringer til at kontrollere verdens sjældne metaller; tvinger fremmede firmaer, der ønske at placere sig i landet, til at udlevere intellektuel ejendom; blæser på international patentlovgivning; opererer med et sindrigt væv af illegale eksportsubsidier; reducerer sine  produktionsomkostninger ved at udbytte sin arbejdsstyrke under slavelignende kår; ved rovdrift ødelægger landets miljø – for store områders vedkommende for bestandigt; og betjener sig af både militær og industriel spionage ved hjælp af hundredtusinder studerende og turister. …

Er et rigt Kina et civiliseret Kina?

Det synes at være den almindelige antagelse blandt amerikanske politikere, at et rigere Kina automatisk ville begynde at opføre sig mere civiliseret. De indså aldrig, at kinesisk tænkemådde adskiller sig afgørende fra vestlig. t kinesisk tænkemanske politikere, at et rigere Kina automatisk ville begynde at opføre e adskiller sig afgørende fra vestlig. Medens det f.eks. i Vesten er grundlovens rolle at sætte grænser for statens magt over borgeren, så er dens rolle i Kina ”at sikre statens magt og rettigheder over for individets friheder og rettigheder samtidig med at den udstikker borgerens pligter” (Jonathan D.T. Ward: China’s Vision of Victory, min overs.).

Tilsvarende er den kinesiske vision for verdens fremtid en tilstand hvor resten af verdens nationer får rollen som Kinas vasaller, og ikke, som vi ser det i Vesten, som nationernes sameksistens under loven. Grunden til, at kinesiske politikere står så uforstående over for enhver tale om demokrati og individets rettigheder, er den helt anderledes kinesiske vision. Det er derfor ikke så mærkeligt, at de opfatter verden af i dag som totalt domineret af USA – en tilstand, der ret snart skal afløses af et jævnbyrdigt Kina og senere af kinesisk verdensherredømme.

Donald Trump er den eneste magtfulde vestlige politiker, som er opmærksom på Kinas store plan (se Newt Gingrich: Trump vs. China: Facing America’s Greatest Threat; Nick Adams: Trump and Churchill: Defenders of Western Civilization). …

 … Der er mange gode grunde til at håbe på, at Donald Trump vinder en klar sejr den 3. november.

Tag hen til Aarskriftets Critique for at læse Flemming Steen Nielsens fulde artikel…