at vi må håbe, at Trump opnår genvalg.
Hvis man ikke kunne se bort fra amerikanske eller danske mainstream-mediers
daglige latterliggørelse og misinformation angående Donald Trump (og
hvis man ikke på alternative medier kunne glæde sig over mere voksne og
velorienterede indlæg fra f.eks. Tucker Carlson, Victor Davis Hanson,
Lars Hedegaard, Bent Jensen eller Asger Aamund), så ville man have svært
ved holde humøret oppe i disse år. Men når en lærd, original, skarpsindig og modig tænker som Raymond
Tallis i et værk om et helt andet emne [Seeing Ourselves: Reclaiming Humanity from God and Science] påstår, at den amerikanske
præsident er destruktiv, løgnagtig og barnligt stupid, føler jeg trang
til at ordne og formulere grundene til min uenighed.
Efterhånden som jeg bemærkede, at et stor flertal af akademikere,
politikere, venstreaktivister, Wall Street bankfolk, tænketanke, medier
og underholdnings-industriens folk var rørende enige om at frakende
denne Donald Trump enhver menneskelig og politisk værdi, så vaktes min
mistro og interesse. Derfor har jeg i nogle år studeret fænomenet Trump
ret grundigt – med henblik på hans meninger og beslutninger snarere end
hans frisure og accent. Min konklusion er at han, så langt fra at være
destruktiv, ubegavet og løgnagtig, allerede har vist sig at være en af
de største amerikanske præsidenter.
Er Trump en løgner?
Det eneste, de fleste mennesker ved om Trump, er at ”han er løgner”.
For mig at se lyves der mere om ham, end han selv lyver; og i en meget
vigtig henseende lyver han ikke – nemlig i den forstand i hvilken de
fleste andre politikere lyver. … Som Churchill, Kennedy og Reagan, og i klar modsætning til Barack
Obama og Hillary Clinton, er Trump af den overbevisning, at militær
svaghed lettere fører til krig end militær styrke. Han havde lovet et
stærkere forsvar og påbegyndte straks genopbygningen af USA’s skrantende
militær. Besynderligt nok havde USA i årevis fundet sig i, at de fleste
NATO-lande ikke havde betalt deres del af militærudgifterne. Jeg kan
ikke se noget galt i Trumps krav om, at de lever op til deres
oprindelige aftaler. De er nu så småt begyndt på dette.
Trump tilsidesatte som lovet den grotesk ensidige Iran-aftale og
afskaffede myriader af andre skadelige aftaler, love og regler fra
Obamas tid og tidligere (se Matt Margolis: Trumping Obama).
Forresten kan det undre, at både danske og amerikanske liberalister og
libertarianere ikke yder Trump den retfærdighed at anerkende, at han som
måske den første moderne politiker i stor stil rydder op i sin nations
love og regulativer.
Muren
Han lovede The Great Wall på grænsen til Mexico. Det
Demokratiske Parti, som ellers historisk set har arbejdet for
kontrolleret indvandring, modarbejder nu stædigt Trumps mur i Kongressen
– hvilket er den eneste grund til, at den ikke helt er blevet en
realitet. Nu har de pludselig intet imod en strøm af demokratisk
stemmekvæg, selv om dette vil reducere lønningerne og føre til
arbejdsløshed for de lovlige indbyggere. For Trump er en præsidents
vigtigste opgave at beskytte landets borgere, og han mener, at kun en
vel bevogtet mur kan holde islamiske terrorister og ulovlige stoffer
ude. Som europæer i skyggen af den islamiske invasion (eller skulle jeg
sige ”invitation”?) forstår jeg udmærket hans synspunkt. Det bør nævnes,
at Trump ikke er imod immigration som sådan; blot ønsker han at sikre
sit land imod ulovlig immigration (jf. Michelle Malkin: Open Borders Inc.: Who’s Funding America’s Destruction?).
Han lovede at håndtere problemet med Nordkorea – og gjorde det
faktisk. … Han lovede at stoppe Obama-periodens fjendtlige behandling af Israel.
… Dette skulle være tilstrækkeligt til at vise, at Donald Trump hverken
er ubegavet eller specielt barnlig. Desuden kan man pege på en række
”karaktervidner” til forsvar for det synspunkt, at han – selv om han
konstant udskældes som ”uvidende”, ”uligevægtig”, ”sær”
eller ”grov” – besidder gode politiske instinkter og et ikke ringe
skarpsind. Victor Davis Hanson, Phyllis Schlafly, David Horowitz, Roger
Kimball, Peggy Noonan, Lars Hedegaard, Newt Gingrich, Lou Dobbs, Nikky
Haley, Denzel Washington, Dinesh D’Souza eller Arthur Laffer kunne
nævnes. Her er aldeles ikke tale om tåber eller ignoranter.
Reality-stjernen Trump
Kan Trump virkelig, som antydet af Tallis, alene takke sin store
succes inden for reality-tv for, at han blev valgt til præsident?
Faktisk var han gennem en del år kendt for sine stærke common sense-synspunkter på både inden- og udenrigspolitik (jf. Donald Simms: Donald Trump – The Making of a World View; Bill O’Reilly: The United States of Trump). Journalister og politikere over hele verden har fundet det dybt mystisk, at han overhovedet kunne vælges.
Der er dog intet mærkværdigt i dette, hvis man er opmærksom på den
stedse kraftigere opsplitning, der har præget USA i de senere årtier.
Befolkningen synes i stigende grad opdelt i to klasser; lad os kalde dem
”De Magtfulde” og ”De Forsvarsløse”. De Forsvarsløse (Obama’s ”bitter clingers”
eller Hillary Clintons ”basket of deplorables”) stod uden en forsvarer;
de indså at Trump kunne udfylde rollen; og nu har de deres oprigtige og
effektive talsmand (se K.T. McFarland: Revolution: Trump, Washington and We the People). Lidt om denne Great Divide, som den af og til kaldes:
De Magtfulde og De Forsvarsløse
For et par generationer siden kunne enhver borger i Amerika få en god
uddannelse. I dag er skolevæsenet, som alle ved, en katastrofe. De
Magtfulde er ubekymrede; de har råd til at sende deres børn i gode
privatskoler og på fine universiteter. De Forsvarsløse kan være
tilfredse med, at Trump udnævnte Betsy de Vos – en stor tilhænger af voucher-systemet
(pengene bliver ved barnet og der er frit skolevalg og dermed
konkurrence skolerne imellem) – til at bekæmpe lærernes almægtige
fagforeninger; beskytte de yderst succesfulde, men mærkværdigt foragtede
charter schools (jf. Thomas Sowell: Charter Schools and Their Enemies); samt genoprette professionshøjskolerne.
De Magtfulde bliver rigere fra en administration til den næste; de
Forsvarsløse bliver fattigere og mere magtesløse, og middelklassen
skrumper ind. Udlicitering (outsourcing) til den Tredje Verden
er en fordel for rige virksomhedsejere, men betyder færre jobs for
middelklassen og arbejderne. Banker og hedge funders bliver
rigere og rigere, som regel med liden risiko for dem selv. Kongressen
tager sig ikke af De Forsvarsløse, men både republikanske og
demokratiske politikere kan købes af de rige via lobbyisme. Den voksende
mængde regler og regulativer gør livet til et helvede for mindre
virksomheder, som ikke har råd til at hyre kostbar juridisk assistance.
Trump har afskaffet flere love og regler end nogen anden nyere præsident
og arbejder på en lovgivning, der forbyder afgåede politikere og
bureaukrater at slå sig ned som lobbyister de første fem år.
De Magtfulde starter krige for at bringe demokrati til Mellemøsten.
De Forsvarsløse udkæmper disse krige og bliver dræbt i dem. Trump er den
første amerikanske præsident i lang tid, der ikke har startet en krig.
Han knuste ISIS ved snusfornuftigt at lade de militære ledere på stedet
bestemme taktikken i stedet for Pentagon.
Som bl.a. Victor Davis Hanson og Kurt Schlichter har påpeget, har den
store opsplitning også et geografisk aspekt, idet modsætningsforholdet i
vid udstrækning består mellem kystbyerne og det mellemliggende flyover-country.
Centralregeringen, de store lærdomscentre, finanscentrene og magtfulde
Hollywood befinder sig på Øst- og Vestkysten. Kystbyernes rigdom og
indflydelse vokser og vokser, og de trives med globaliseringen. Flyover-området
mister jobs til udviklingslandene. Dets borgere prøver forgæves at
udleve den amerikanske drøm – Hollywood parodierer og nedgør dem.
Slagordet Make America Great Again lyder nærmest komisk i New York og Los Angeles (og i Vesteuropa), men giver god mening i Kansas (se Victor Davis Hanson: The Case for Trump; Kurt Schlichter: Militant Normals: How Regular Americans Are Rebelling Against the Elite to Reclaim Democracy).
Trumps løsning på problemet om The Great Divide og De
Ubeskyttedes krise er at styrke den amerikanske fællesskabsfølelse og
forbedre mellem- og underklassens livsbetingelser uden at svække
overklassen – alt sammen gennem et gigantisk økonomisk opsving. Hans
løsning er naturligvis i bund og grund en kapitalistisk løsning i klar modsætning til demokraternes bevægelse henimod en slags radikal socialisme eller kommunisme –
den ideologi som har ført til totalstat og umådelige menneskelige
lidelser når og hvor den er forsøgt realiseret (jf. Dinesh D’Souza: United States of Socialism).
Trumps plan til genoplivelse af de Forenede Stater opsummeres glimrende af Victor Davis Hanson, når han taler om
den helbredende idé om en hurtig
økonomisk vækst og … millioner af nye, velbetalte jobs. At tro på, at
økonomisk fremskridt stadig var muligt, var samtidigt at indrømme at
amerikanerne tidligere havde været bundet på hænder og fødder, nedslåede
uden grund eller pinligt vildledte. Derfor: Sæt dem fri. Lad dem føle
glæden ved at arbejde, ved at blive velhavende, og lad dem nyde deres
overflod. Så vil de måske chokere verden med deres produktivitet og
videbegær. (Victor Davis Hanson: The Case for Trump, s. 83-84; min overs.)
Er Trump destruktiv[?]
Er Trump specielt destruktiv? Det mener jeg ikke – undtagen i
den forstand at hans valgsejr, hans energi og hans hurtige resultater
må være oplevet som yderst ødelæggende for hans modstandere. Det må have
føltes yderst generende for f.eks. en Washington-politiker, en
tidligere præsident eller en beundret politisk kommentator at se Trump
på præsidentposten mod alle odds og straks præstere løsninger på mange
økonomiske og politiske problemer, som betragtedes som uløselige i
umindelige tider. Yderst misundelsesvækkende at se amatøren være en
bedre politiker end politikerne!
… Mainstream-medierne
pegede aldrig på denne og lignende modsigelser. Det var, som om de
havde indgået en tavs overenskomst om i stedet at kritisere og forvrænge
enhver af Trumps ytringer og forbigå alle hans succeser. De fremturer
også – på en måde, jeg ikke mener at have observeret i et moderne
demokrati i fredstid – ved systematisk at fortælle direkte usandheder om
hans og hans families privatliv (se Kurt Schlichter: The 21 Biggest Lies about Donald Trump).
Det Demokratiske Parti valgte at ophøre med næsten al almindelig
politisk debat og alt arbejde for deres egen agenda for i stedet at
forsøge at afsætte en lovligt valgt præsident. Hvis jeg har lært noget af Mueller-undersøgelsen og de mislykkede forsøg på impeachment,
så er det, at Trumps modstandere har forsøgt (på profylaktisk vis kunne
man sige) at få ham dømt for handlinger, de selv er rædselsslagne for
at blive anklaget for, såsom Hillarys relationer til Rusland eller
Hunter Bidens til Ukraine. Dog, hvis de håbede på at ødelægge hans fokus
på jobbet, tog de ganske fejl. Hans mentale robusthed og hans
personlige energi er enestående (Doug Wead: Inside Trump’s White House);
og jeg frygter ikke, at deres systematiske terror vil gøre ham
ukampdygtig. Jeg er mere nervøs for, at han vil blive myrdet ved et
attentat.
Twitter-diplomatiet
Jeg mente en overgang, at Trumps brug af Twitter var irriterende og
måske hans største svaghed; men så sagde en meningsfælle til mig: ”Hvad
pokker skal manden ellers gøre? 90% af pressen ønsker ham afsat og
forvrænger alt, hvad han siger, i de mest vanvittige retninger!” Jeg
måtte give ham ret og tænker nu, at det egentlig er en fremragende (om
end naturligvis risikabel) måde at meddele sig direkte til det
amerikanske folk, han her har valgt. Formentlig ville Trump slet ikke
være blevet præsident uden de sociale medier. Hans holdninger og løfter
ville være forblevet ukendte for den brede befolkning. De sociale medier
indebærer ganske vist mange farer; men de giver dog adgang både til den
brede befolknings meninger og til enspænderes indsigter.
Jeg ser det af og til fremført i den danske debat, at Trump er en
forfærdelig præsident, fordi han ikke tager afstand fra amerikanske
borgeres ret til at eje våben, hvad der skulle være årsagen til de
udbredte skoleskyderier og lign. Selv har jeg altid ment, at dette
spørgsmål er mere kompliceret end som så. …
Trump og globaliseringen
Er Trumps politik ødelæggende for globaliseringen? Hvis man ved
”globalisering” forstår en bevægelse i retning af en multikulturel
utopi, dvs. afskaffelse af nationale grænser og traditionelle kulturer
og koncentrationen af politisk magt i overnationale organisationer evt.
kombineret med en verdensregering, så deler jeg Trumps afvisning af
denne. Mener man derimod med dette udtryk den frie udveksling af ideer
og varer mellem individer og lande i en global markedsøkonomi, så deler
jeg hans begejstring for den. Den har jo løftet milliarder af mennesker
ud af ekstrem fattigdom på bare et par decennier.
Men forudsætningen er selvfølgelig ”a level playing field”, som det
ofte udtrykkes. Liberalistiske økonomers og EU-politikeres klager over,
at Trump skader verdensøkonomien ved at indføre told på visse varer fra
visse lande, er efter min mening unfair og hyklerisk. De må dog f.eks.
vide, at EU har pålagt amerikanske biler en told på 10% imod 2,5% den
anden vej. …
Pandemien og truslen fra Kina
Frem til det tidlige forår 2020 havde Trumps økonomiske politik været
yderst vellykket. Lav arbejdsløshed, millioner af nye jobs, høj
forbrugeroptimisme, aktiemarkedet i nye højder osv. (Andrew F. Puzder: The Trump Boom: America’s Soaring Economy and the Left’s Plot to Stop It – Afterword).
Der var derfor al grund til at formode, at Trump ville vinde fire år
mere i Det Hvide Hus. Men så tabte en kinesisk laboratorietekniker et
reagensglas med virus (eller hvad det nu var, der skete), og COVID
19-pandemien ramte os og skabte en kæde af økonomiske problemer i hele
verden – og ikke mindst i USA. Så nu kan ingen rigtig vide, om Trump
eller den tilsyneladende senile Joe Biden vil blive den næste præsident.
Selvfølgelig bekymrer det mig, om Trump ville tabe. Det ville være
katastrofalt – ikke alene for USA, men faktisk for hele den vestlige
civilisation, og bl.a. af følgende grund:
Uden at de fleste vestlige politikere og intellektuelle har en anelse
om det, arbejder Kinas Kommunistiske Parti målbevidst på at underkaste
resten af verden det kinesiske totalitære styre (se Peter Navarro &
Greg Autry: Death by China; Bill Gertz: Deceiving the Sky: Inside Communist China’s Drive for Global Supremacy; Robert Spalding: Stealth War: How China Took Over while America’s Elite Slept; Michael Pillsbury: The Hundred-Year Marathon).
I min levetid har USA spillet en afgørende rolle i sejren over to
dødsensfarlige totalitære bevægelser: Nazismen og Sovjetkommunismen.
Desværre tror jeg, at en tredje lignende fjende af det åbne samfund er
ved at vokse sig stor – en situation, der minder mig om 30erne i Europa,
da Winston Churchill var næsten alene om at indse den nazistiske
trussels alvor.
Mens Vestens regeringer ser til med Chamberlain-agtig naivitet,
vokser Kinas militær hurtigere end nogen anden nations. Vigtigere er det
imidlertid, at Kinas Kommunistiske Parti har opfundet en ny slags
krigsførelse: Det betjener sig af merkantilistiske metoder plus dumping,
misinformation, cyberangreb, teknologisk tyveri, bestikkelse og
spionage som vejen til verdensherredømmet. I disse bestræbelser har Kina
– som et helt igennem totalitært styre – den fordel at kunne agere som
én enkelt økonomisk aktør, hvor f.eks. den frie verdens nationer har mange spillere, intern konkurrence og begrænset regeringsmagt.
Det er velkendt, at Kina kynisk bruger tariffer og kvoteringer til at
kontrollere verdens sjældne metaller; tvinger fremmede firmaer, der
ønske at placere sig i landet, til at udlevere intellektuel ejendom;
blæser på international patentlovgivning; opererer med et sindrigt væv
af illegale eksportsubsidier; reducerer sine produktionsomkostninger
ved at udbytte sin arbejdsstyrke under slavelignende kår; ved rovdrift
ødelægger landets miljø – for store områders vedkommende for bestandigt;
og betjener sig af både militær og industriel spionage ved hjælp af
hundredtusinder studerende og turister. …
Er et rigt Kina et civiliseret Kina?
Det synes at være den almindelige antagelse blandt amerikanske
politikere, at et rigere Kina automatisk ville begynde at opføre sig
mere civiliseret. De indså aldrig, at kinesisk tænkemådde adskiller sig
afgørende fra vestlig. t kinesisk tænkemanske politikere, at et rigere
Kina automatisk ville begynde at opføre e adskiller sig afgørende fra
vestlig. Medens det f.eks. i Vesten er grundlovens rolle at sætte
grænser for statens magt over borgeren, så er dens rolle i Kina ”at
sikre statens magt og rettigheder over for individets friheder og
rettigheder samtidig med at den udstikker borgerens pligter” (Jonathan
D.T. Ward: China’s Vision of Victory, min overs.).
Tilsvarende er den kinesiske vision for verdens fremtid en tilstand
hvor resten af verdens nationer får rollen som Kinas vasaller, og ikke,
som vi ser det i Vesten, som nationernes sameksistens under loven.
Grunden til, at kinesiske politikere står så uforstående over for enhver
tale om demokrati og individets rettigheder, er den helt anderledes
kinesiske vision. Det er derfor ikke så mærkeligt, at de opfatter verden
af i dag som totalt domineret af USA – en tilstand, der ret snart skal
afløses af et jævnbyrdigt Kina og senere af kinesisk verdensherredømme.
Donald Trump er den eneste magtfulde vestlige politiker, som er opmærksom på Kinas store plan (se Newt Gingrich: Trump vs. China: Facing America’s Greatest Threat; Nick Adams: Trump and Churchill: Defenders of Western Civilization). …
… Der er mange gode grunde til at håbe på, at Donald Trump vinder en klar sejr den 3. november.