Den hysteriske overeaktion til Donald Trump sammenlignet med Olsen-Banden

På Facebook deler the Intergalatic Capitalist,

Thomas Petersen,

igen sine tanker — med hjælp fra Olsen Banden.

"Egon for faen, nu havde vi det lige så hyggeligt..."

Man skulle næsten tro vi er midt i en Olsen Banden film og Egon, der lige er kommet ud af fængslet, afbryder Benny og Kjelds daglige frokost ritual med endu en af hans planer. Nu havde de lige glædet sig til endnu en sildemand, lidt snaps og en bajer...

Men nej, frokosten er aflyst og det er den indtil Europa får styr på hvad de egentlig vil. Der er desværre så meget misinformation uvidenhed og hysteri i forbindelse med Rusland/Ukraine/NATO at man skulle tro Rusland havde overtaget de europæiske medier.

Så lad os prøve at få noget perspektiv i den her diskussion så vi i det mindste ikke lyver for os selv.

Lad os starte med at slå en ting fast. Hvad der sker lige nu er altså ikke resultatet af Trumps uvilje imod Europas sikkerhed, eller en kapitulering til Putin, eller at efterlade Ukraine uden beskyttelse. Hvis man vitterlig mener det så er man enten offer for propaganda eller skaber af den selv.

Hvad det derimod er, er et resultat af Europas årtier lange uvilje imod at forholde sig til gentagne opråb både fra politikere i Europa og USA om at verden er under kraftig forandring. I stedet ville man hellere fokusere på grøn omstilling, ESG regnskaber, kønskvoter, LBGTQ, afviklingen af olie og gas produktion, nødhjælp, anti-vækst, immigration fra ikke vestlige kulturer, GDPR, AI Act, et utal af andre forbrugerbeskyttelses programmer og en fuldstændig kapitulering til en neoliberal immaterial verdensorden.

Politiske projekter, der kun realistisk kan eksistere oppe i hovederne på en politisk klasse, der går mere op i gå til de samme konferencer, holde keynote taler i Davos og hvad omverden syntes om deres flygtningepolitik end om resultater for egne borgere; Projekter de kun har kunnet slippe afsted med, fordi de levede under et amerikansk protektorat.

Når så Trump der allerede sidst han var præsident kaldte NATO ud på manglende investering, kommer tilbage og fortsætter præcis som han hele tiden har sagt han vil; genforhandle alt ud fra et "America First" perspektiv, så skal vi pludselig forstå USA vender Europa ryggen eller at det er at sammenligne med Chamberlain.

Man skal lede længe efter en mere teenager fornærmet reaktionen når far lukker kredit kortet og beder dem om at tjene deres egne penge.

Når Hegseth siger, at Ukraine ikke kan forvente at gå tilbage til situationen fra 2014, er det ikke, fordi Trump bare giver Putin alt, hvad han vil have. Det er snarere, fordi det ganske enkelt ikke er realistisk – og aldrig har været det.

Når Hegseth siger, at Ukraine ikke kan forvente at blive medlem af NATO, gentager han i virkeligheden, hvad Ukraine bag lukkede døre har fået at vide lige siden Sovjetunionens sammenbrud, men som europæiske “Facebook-patrioter” ikke vil acceptere.

Når Hegseth desuden siger, at Ukraine skal være en selvstændig nation og sikres af Europa, gør han det ikke udelukkende for at lægge ansvaret på Europa. USA har jo netop en stærk interesse i Ukraines mineraler og vil derfor for søren da også have et incitament til at beskytte landet. Så hvis Europa virkelig frygter Rusland, bør det være deres egen absolutte prioritet at tage ansvar på områder som militær, energi, fødevarer og produktion.

Den hysteriske overeaktion skyldes ofte de sædvanlige europæiske kommentatorer, der lever af at fremhæve “demokrati, menneskerettigheder og international retsorden” – populære floskler, som i praksis har efterladt Europa bagude på næsten alle væsentlige områder.

Alle der lever i virkligheden og som ikke har laddet sig forføre af den europæiske elites selvbevidsthed, ved at geopolitisk gælder "den stærkes ret", det kan ikke være på andre måder. Hvis man derfor ikke har indset at geopolitik ikke defineres af FNs verdens-mål, fairness, FNs sikkerhedsråd o.s.v. så vil det næste årti blive noget af et wakeup call. Det behøver man ikke kunne lide men det er sådanne det bliver med mindre EUs militær har tænkt sig at kæmpe side om side med Ukrainerne for her er virkligheden fra USAs side:
Rusland er ikke den eneste konkurrent til USA og derved Europa. Kina er ikke engang den eneste konkurrent som USA og derved Europa har. Vi lever ikke mere i en verden hvor USAs overlegenhed er så dominerende at de kan definere verdens retning.

Når Trump forsøger at købe Grønland eller pushe Panama eller Canada, så er det ikke fordi han er imperialist der bare ønsker at udvide for at udvide. Så er det fordi der er en helt reelt sikkerhedsrisiko for USA i den arktiske region (og sydpå) som ikke bare Danmark har forsømt men også USA!

USA har pt kun omkring 2 isbrydere der er funktionelle bare for at tage et eksempel og som mange har pointeret korrekt så har USA selv reduceret tilstedeværrelse i Grønland.

Hypersonic missiler betyder at radar stationer på Grønland skal opdateres.

Adgangen til mineraler på Grønland (og som sagt Ukraine) er en måde hvorpå USA kan gøre sig uafhængig af Kina der pt bl.a producerer styringsenheder til Tomahawk missiler. Kina har et arctic belt & road og Rusland og Kina har mere og mere aktivitet i området.

Trump er så seriøs med grønland at det var ham der genoprettede en amerikansk ambassade i Nuuk sidste han være præsident.

Rusland er en blandt mange geopolitiske spillere som USA og også Europa bliver nødt til at forholde sig til.

Hvis man vil kritisere USA for noget så er det at de ikke har været mere ærlige under Bush, Obama og Biden men Europa må i sidste ende stille sig selv det spørgsmål. Hvem vil de helst have som deres protektorat og hvad er de parate til at gøre for det.

10 tips til at forstå Trumpiansk

På Facebook deler the Intergalatic Capitalist,

Thomas Petersen,

sine Søndagstanker — også kaldet LÆR AT FORSTÅ TRUMPIANSK PÅ 3 MINUTTER

Jeg kan se at de samme dommedagsprofetier begynder at pible frem i medierne ligesom sidst og at den samme blinde tro på alt hvad medierne og trump tankelæserne siger, desværre stadigvæk lever i bedste velgående.

Derfor tænker jeg at dem af der jer der ønsker at have et mere afslappet forhold til tingene de næste 4 år måske kunne have godt af følgende 10 tips til at forstå Trumpiansk.

Det vil højst sandsynligt ikke få mange til at syntes bedre om ham, men det kan måske tage toppen af den værste TDS du vil høre nogle pushe

1. Trump er America First

Nej han er ikke interesseret i verdensherrerdømme, men han er interesseret i et USA er så stærkt som det kan være.

2. Trump er en forretningsmand ikke ideolog.

 

Hans interesse er udelukkende at sørge for gode aftaler bliver lavet der som minimum ikke gør USA svagere.

3. Trump vil aldrig udelukke noget

Hvis en journalist spurgte Trump om han ville udelukke at bruge militæret hvis han gerne vil have en Sunday Ice cream så ville Trump sige nej. Han udelukker aldrig noget. Trump har specifikt sagt til journalisterne at han aldrig vil fortælle dem hvad han vil gøre i en given situation hvor forhandling er på bordet. Alligevel bliver de ved med at spørge.

Så nej Trump kommer naturligvis ikke til at bruge noget militær mod nogen og slet ikke Danmark. Men han kommer aldrig til at udelukke noget.

4. Trump ønsker at give mere magt tilbage til staterne og at forstærke den magt som den føderale stat har.

I modsætning til en faktisk fascist der ønsker at centralisere alt magt så har Trumps handlinger været det modsatte. I stedet for at rage så meget magt til sig på så mange områder så har han faktisk forsøget at få så megt tilbage ud i staterne. 

 

De områder der så er et føderalt anliggende vil han derimod gerne have have så meget magt over som muligt så han kan handle.

 

For hver 1 regel hans tidligere regering indførte så fjernede de noget der ligner 20 og hvis man kigger på helt store budgetter over $100M så er det 2 for hver 1 der indføres. Det er det modsatte af fascisme.

 

5. Trumps modus operandi er reciprocity.

 

Jeg har sagt det før men hvis du vil lære et nyt ord som illustrerer Trumps tilgang til det meste så er det "Reciprocity". Hvis du ikke har tariffer til os så har vi ikke til dig, hvis du samarbejder med os så samarbejder USA med dig. Alt for ham handler om at få styr på forretningen USA. Hvis USA skal beskytte Europa så skal Europa også gøre det de har lovet.

 

6. Trump leder ikke efter venner men allierede.

 

Jeg har også sagt det her mange gange før. I Trumps øjne og i modsætning til mange politikere er det at være allieret ikke det samme som at være venner. For Trump er alle konkurrenter, også dem han har et godt forhold med og godt kan lide personligt.. Allierede er ganske enkelt dem som USA har fælles interesser med.

 

7. Trump ønsker ikke at bruge militæret til at løse sin internationale forhandlinger.

 

Trumps hyring af Pete Hegseth og fjernelse af alt DEI i militæret tjener 3 meget vigtige formål.

7.1. Gøre USAs militær til det mest effektive der findes.

7.2. Sikre at det opererer som EN enhed (one body) med EN mission.

7.3. Fungere som en deterrent mod USAs potentielle fjender.

Dette vil meget snart også betyde space race intensiveres (her er Grønland iøvrigt vigtig) og at et missilskjold er på tegnebrættet (her er Grønland også vigtigt)

 

8. Trump bliver den mest transparente og ærlige præsident du nogensinde vil opleve.

 

Det er ironisk nok fordi Trump overdriver og bulshitter ofte. Men når det kommer til ting der betyder noget får du det ikke mere ærligt end fra Trump. Han har allerede næsten holdt flere presse konferencer på 2 uger end Biden gjorde de sidste 2 år.

 

Om man hellere vil have det pakket pænt ind selvom det grundlæggende er det samme der gøres er en smags sag. Personligt finder jeg Trumps radical candor forforfriskende i disse oversensitive tider.

 

9. De amerikanske vælgere stemte på en grundlæggende forandring af hvordan USA fungerer.

 

Trump gør de ting han gik til valg på. De er ikke bare tomme løfter.

 

Hvor meget der vil lykkedes vil tiden vise, men Trump er seriøs når det kommer at genskabe USAs vej mod stjernerne (via Mars). Det er hvad det amerikanske folk ønskede, det er hvad der er brug for. 

 

Forandring kræver at man faktisk forandrer sig, ikke at man bare siger man forandrer sig, det kommer til at gøre ondt men er ultimativt godt. Du vil se mange ting der bliver forandrede fordi verden har forandret sig og USA derfor bliver nødt til at tilpasse sig disse ting. Forhåbenligt vil vi også se særligt Europa gøre det samme (der er allerede hints af erkendelse visse steder)

 

Mit sidste råd er måske det vigtigste.

 

10. Hvis du er i tvivl om han har sagt noget så lyt altid til den faktisk video i fuldt kontekst.

 

Medierne vil gøre hvad medier gør, bruge deres mind-reading evner til at fortolke hvad Trump siger på mest apokalyptiske måde, det er sådanne de sælger abbonenter. 

 

Hvis du vil forstå hvad han faktisk siger (hint det er som regel fuldstændig modsat hvad de påstår eller kræver mere kontekst) så at gå til kilden, det er altid den bedste måde om det er Trump eller noget andet.

Danmark har gjort det at snyde USA til en kunst: Med en allieret som Danmark har USA ikke brug for fjender

Det er en kernefortælling i Danmark, at landet er en af USA’s tætteste allierede. ”Vi har altid stået last og brast med USA”, bedyrer danske statsministre, politikere og kommentatorer. Statsminister Mette Frederiksen har for nylig udtalt, at ”USA er Danmarks vigtigste og stærkeste allierede i NATO”.

Sådan skriver André Rossmann i en 24nyt artikel som kaldes Med en allieret som Danmark har USA ikke brug for fjender. Den må citeres.

Alt dette er en løgn, for virkeligheden er, at Danmark altid har ført en dybt usolidarisk politik vendt mod USA. Selv om USA er den ultimative garant for Danmarks sikkerhed, svigter Danmark amerikanerne gang på gang og modarbejder aktivt USA’s interesser worldwide.

Mens USA gik ind i 2. verdenskrig på de allieredes side allerede i dec. 2041, var Danmark Nazitysklands næststørste handelspartner efter Italien og bevarede fulde diplomatiske forbindelser til landet frem til den 5. maj 1945. Danmark var ganske vist krigsførende, men det var på tysk side, ikke på USA’s side.

I 1960’erne har Danmarks regeringer markeret sig som modstandere af Vietnam-krigen og den amerikanske krigsførelse. I 1971 gav den socialdemokratiske regering således fuld diplomatisk anerkendelse af Nordvietnam. Ligeledes støttede regeringen fuldt op om det internationale Vietnam-tribunal, der blev afholdt på Christiansborg i oktober 1972 for at diskutere amerikanske krigsforbrydelser i Vietnam. Den amerikanske regering var særdeles kritisk over for de danske udmeldinger og truede med at trække deres ambassadør hjem.

Mens USA under Den Kolde Krig lå i et bittert våbenkapløb med sovjetblokken og garanterede Danmarks sikkerhed, modarbejdede Danmarks regeringer amerikanske interesser ved at føre en tilpasningspolitik over for Sovjetunionen og DDR samt en usolidarisk fodnotepolitik, hvor Danmark gang på gang har taget forbehold i NATO for en række beslutninger vedrørende modernisering og udvidelse af alliancens atomslagstyrke. Danmark modarbejdede også det amerikanske ønske om at modernisere radaranlæg på Grønland.  Danmark har dermed brudt solidariteten i NATO og skadet NATO ved at markere  selvstændige synspunkter, der gik imod de amerikanske.

Danmark har svigtet USA ved ikke at oprette et troværdigt forsvar. Eftersom Danmarks forsvar er i ruiner, besluttede USA i 2023 at overtage forsvaret af de danske sunde og bælter. Danmarks forsvarsaftale med USA er det endelige bevis på, at det danske forsvar er værdiløst, og at USA ikke betragter Danmark som sin kerneallieret. Ikke overraskende blev forsvarsaftalen med USA en sovepude for regeringen. Udmøntningen af Rammeforliget om Forsvaret er blevet udsat til en række delforlig, som endnu ikke er påbegyndt. Og danske politikere er glade for, at Danmark endnu en gang kan slippe for at trække sin del af NATO-læsset.

Related: The Systematic Destruction of Denmark's Military Over 30 Years: "Ships that cannot sail; Planes that cannot fly; And cannons that cannot fire — Everything is missing"

I forhold til NATO har Danmark gennem årtier modarbejdet amerikanske interesser ved at føre en kræmmerstrategi, der handler om at sikre sig sikkerhedspolitiske garantier fra USA og samtidig slippe for at trække sin del af læsset i NATO. Danmark har gjort det at snyde USA til en kunst. Her i januar 2025 ligger Danmarks reelle bidrag til NATO på ca. 1,7 pct. af bnp eksklusive donationerne til Ukraine, stik imod aftalen om 2 pct. af bnp. SVM-regeringen påstår ganske vist, at Danmark bruger 2,4 pct. af sit bnp på forsvar og sikkerhed, men det danske forsøg på at snyde NATO er blevet fordømt og afvist af flere NATO-lande samt den tidligere generalsekretær for NATO, Jens Stoltenberg, idet donationerne til Ukraine hverken bidrager til Danmarks eller NATO’s forsvarsevne.

Både i NATO og i USA er man naturligvis klar over, at Danmark i skåltaler taler meget om solidaritet, men vil ikke være med til at løfte byrden. I USA opfatter man danskerne som illoyale snyltere, der har kørt og fortsat kører på frihjul på NATO’s bekostning og lader USA betale regningen. Denne opfattelse er vel at mærke fremherskende i hele det sikkerhedspolitiske establishment i USA, både det demokratiske og republikanske.

I FN modarbejder Danmark amerikanske interesser ved at stemme mod USA’s ven, Israel. Danmark støtter konsekvent antisemitiske kræfter i FN, og i alle de muslimsk-dominerede FN-organer, hvor Israel fordømmes, stemmer Danmark med resten af EU-landene for at fordømme Israel. Hvert år stemmer Danmark typisk for 15 ud af 20 fordømmende resolutioner mod Israel. Det officielle Danmark støtter med andre ord de kræfter, der ønsker Israel fjernet fra verdenskortet.

Danmark modarbejder amerikanske interesser ved at nægte at støtte USA i landets opgør med Kina. I 2008 indgik Danmark et strategisk partnerskab med Kina, og året efter sendte man den omstridte ”verbalnote” for at slå fast, at Danmark er imod tibetansk uafhængighed. Før coronakrisen fremstillede danske politikere, erhvervsfolk og mediefolk det kinesiske diktatur som et eftertragtelsesværdigt demokrati og en pålidelig supermagt, der er forkæmper for globaliseringen, frihandelen og miljøet. Journalisten Rasmus Tantholdt gik så vidt som på TV2 News at sige, at ”vi har mere til fælles med Kina end med USA”. Det er også tankevækkende, at 46 pct. af danskerne ifølge en Kantor Gallup-måling er enige eller overvejende enige i, at det USA, som er den eneste garant for dansk sikkerhed, er en trussel for Danmark.

Danmark modarbejder amerikanske interesser i forhold til Iran. Den dag i dag boykotter Danmark USA’s sanktioner mod Iran – et grusomt regime, som undertrykker sin egen befolkning, støtter terror og krigsførelse i sine nabolande og sender regulære dødspatruljer til Europa, herunder Danmark. Senest har Danmark tilsluttet sig INSTEX, som er et europæisk handelsinitiativ, der har til formål at omgå amerikanske sanktioner mod Iran.

Danmark har underløbet USA ved at afsløre det tophemmelige efterretningssamarbejde mellem Danmark og USA, hvor den amerikanske efterretningstjeneste NSA fik lov til at tappe teleselskabernes kabler på dansk grund med henblik på at opsnappe russisk og kinesisk teletrafik. I stedet for at håndtere sagen i dyb fortrolighed, har den danske regering valgt at fyre chefen for FE, Lars Findsen, og fritage fire andre medarbejdere for tjeneste og dermed afsløre efterretningssamarbejdet med USA.

Også i Grønland modarbejder Danmark USA’s sikkerhedspolitiske interesser. Et nationalt tunnelsyn, navlebeskuelse og ren stupiditet forhindrer danske politikere i at fatte, at USA og Danmark har en fælles strategisk interesse i at sætte en stopper for Kinas og Ruslands militære opbygning i Arktis, at Danmark ikke har en mulighed for på egen hånd at udvikle Grønlands ressourcer og forsvare Grønland militært, og at det reelt er USA, og ikke det danske forsvar, der garanterer Grønlands tilknytning til Danmark. Under sin første præsidentperiode i 2019 udtrykte Donald Trump som bekendt et ønske om at købe Grønland. Det blev dengang afvist som værende absurd af Mette ”Nasty” Frederiksen. Intet under, at Trump nu har besluttet at tage fløjlshandskerne af, sætte Danmark godt og grundigt på plads og overtage kontrollen med Grønland.

Lige siden Donald Trump blev USA’s præsident i 2016 har Danmarks meningsdannende elite udskammet, dæmoniseret, hånet og karaktermyrdet ham, som var han fjenden selv og ikke Danmarks stærkeste allierede. Og det fortsætter den dag i dag. I stedet for at undskylde Danmarks gentagne svigt og anerkende USA’s villighed til at overtage den forpligtelse, som danskerne ikke har levet op til, skriver og taler danskerne om Trump, som var han indbegrebet af det absolutte onde.

Den meningsdannende elite mener, at Trumps hårde kurs over for Danmark i forbindelse med Grønland er udtryk for svigt af en tæt allieret såvel som mangel på respekt for Danmark. Det er imidlertid Danmark, der gang på gang svigter USA og modarbejder landets interesser. Og derfor fortjener Danmark ingen respekt fra USA’s side.

Ødelæggelse af Danmarks forsvar gennem mere end 30 år: "skibe, der ikke kan sejle; Fly, der ikke kan flyve; Og kanoner, der ikke kan skyde"

Desværre bliver Danmarks position i forhold til Donald Trump og Grønland næppe forbedret af bogen som udkom sidste november, FORSVARSLØS (Når den største trussel kommer indefra).

Sjællandske Nyheder har talt med Peter Ernstved Rasmussen:

Redaktør og stifter af netmediet OLFI, den tidligere reserveofficer i Livgarden, Peter Ernstved Rasmussen, er kendt som en mand, der tør tale lige ud af posen. Især når det gælder hans hjertestof, det danske forsvar.

Og det må man sige, at han gør i sin nye bog ‘FORSVARSLØS - Når den største trussel kommer indefra’, der udkom forleden på Lindhardt og Ringhof. 

Bogen handler om det, Peter Erntsved Rasmussen kalder den systematiske ødelæggelse af Forsvaret gennem mere end 30 år. 

- Det består i dag af skibe, der ikke kan sejle. Fly, der ikke kan flyve. Og kanoner, der ikke kan skyde. Der mangler alt fra soldater, luftforsvar, artilleri, luftværn, ubåde, kampvogne, natkampudstyr, våben, ammunition, radioer og kikkerter til noget så banalt som sokker, notesbøger og printerpapir, skriver han i en pressemeddelelse, hvor han også kommer ind på, hvem der har skylden for Forsvarets elendige tilstand.

- Bogen beskriver en national tragedie, som kun kunne lade sig gøre, fordi skiftende statsministre, finansministre, forsvarsministre, departementschefer, forsvarschefer og topofficerer med åbne øjne løj, manipulerede og tilbageholdt sandheden om Forsvarets tilstand - og samtidig forsøgte at bilde befolkningen ind, at vi havde verdens bedste forsvar.

 … [Iøvrigt har filmen 'The Post' om Pentagon-papirerne] mange paralleller til situationen i det danske forsvar og til bogen ‘FORSVARSLØS', lyder det fra Peter Ernstved Rasmussen.

Udover "kaserner i forfald" skriver Peter Ernstved Rasmussen gerne om situationen i Kalaallit Nunaat, netop at Danmark har snorksovet i forhold til Grønland: 

Den danske regering ligger, som den selv har redt. I stedet for at bringe forholdet til Grønland i balance har skiftende regeringer fortsat herrefolks-mentaliteten. Grønlænderne føler sig med god grund provokeret. Det gør USA også, fordi vi aldrig har villet tage sikkerhed alvorligt. Nu kommer regningen, og den bliver dyr.

Flere detaljer om Grønland og øens Vikingehistorie her…

Ufatteligt at amerikanerne ikke stemmer for det parti, der kalder dem "garbage"

Det er simpelthen ufatteligt//rystende at den amerikanske befolkning ikke har stemt for det parti, der kalder dem "garbage" (Joe Biden), "deplorables" (Hillary Clinton), "fascists" (Kamala Harris), "Nazis" (Tim Walz), og "bitter clingers" (Barack Obama), samt deres leder "Mussolini" (David Breuer).

Til gengæld har de har stemt på en figur som er uhøflig og provokerende — fordi det er slet ikke provokerende eller uhøfligt for de påståede ansvarlige demokrater at kalde modstanderne for "fascists" og "garbage".

På bloggen Instapundit har Ed Driscoll fundet ud af at det er ikke kun Donald Trump, George Bush og Ronald Reagan som demokraterne har sammenlignet med Adolf Hitler; det har de gjort med hver republikansk kandidat hver fjerde år så længe siden som… 1940!

Man står altså foran et dilemma:  enten er Amerika befolket af millioner af neanderthalere (på fransk des néandertaux et des ploucs) som er molboagtige, farlige, og villige til at starte 3. verdenskrig (selv om det åbenbart ikke i 80 år åbenbart//faktisk er lykkedes en eneste republikaner at starte 3. verdenskrig).  Eller også består USAs venstrefløj af drama queens (melodrama entusiaster) som er hysteriske og hvis raison d'être er at skabe kriser.  Hvad er det mest sandsynligste scenarie?

Tænk at en vis David Strom har skrevet at "The real question in this election is simple: do you want leaders who hate you or leaders fighting for you?"

I et interview med Villabyerne påstår en amerikaner i Gentofte at Trump vil "retsforfølge sine fjender." Var det ikke snarere demokraterne, David Breuer, der prøvede at retsforfølge deres fjende(r)? Og det, ustandseligt, i otte år? Var det ikke venstrefløjen alias "the Party of Joy" der sagde de ville "forsvare demokratiet" ved at: ruinere Trump familien; sætte oppositionens leder bag træmmerne; og dæmonisere oppositionslederen så meget at han blev udsat for det dybeste had samt to mordforsøg? Var det sådan at demokratiet skulle overleve i USA? Eller minder demokraternes definition på demokrati ikke om DDRs definition, dvs Stasis Østtyskland? I det tilfælde, er det så underligt at "republikanerne ikke længere stoler på demokratiet"? Og er det så virkelig "MAGA-bevægelsen, som har splittet USA"?

Som the Conservative Caucus skrev før valget at vi (eller at amerikanerne) bør huske,

“Det er ikke Donald Trump du stemmer på; du stemmer for at reducere omkostningerne ved at fylde din tank og din indkøbsvogn. ● Du stemmer for at slå ned på kriminalitet. ● Du stemmer for at lukke grænsen. ● Du stemmer for at udvise ulovlige kriminelle udlændinge, der begår kriminalitet i vores større byer. ● Du stemmer for at få økonomien til at brøle, som den gjorde indtil COVID. ● Du stemmer for en mere fredelig verden. ● Du stemmer for at stoppe beskatningen af ​​socialsikring og drikkepenge."

Som jeg skriver på 24nyt.dk (googl Lad os holde op med at bruge ordene “Trump forsøgte at omstøde valget i 2020”; Det er uprofessionel journalistik),

Måske er USAs Electoral College faktisk den bedste form for regering

For bedre at forstå USAs electoral college (Valgmandskollegiet eller Valgmandssystemet) må man sammenligne med Europa. 

Det svarer til, at for at vinde magten i Danmark skal man ikke vinde den direkte folkelige afstemning over hele riget, men vinde i mere end halvdelen af regionerne (5), eller i mere end halvdelen af kommunerne (tidligere 271, idag 98), eller i mere end halvdelen af de gamle amter (24, senere 14). Det ville måske ikke være en dårlig idé.

Hvorfor? Lad os rejse til Frankrig. Det var her at venstrefløjens seneste hysteriske korstog startede for 6-7 år siden, nemlig for at sænke langsomhedsgrænsen (undskyld, hastighedsgrænsen) over hele Europa. 

I 2018 fandt Emmanuel Macrons statsminister uden videre på at sætte fartgrænsen på landeveje ned fra 90 til 80 km/t. Dette kunne gøres fordi byerne ikke protesterede idet byboerne enten ingen bil havde eller ikke ofte havde brug for for den bil de har, takket være offentlig transport. Og hvad med landmænd, som sandelig har brug for køretøjer? I et direkte demokrati bliver dette mindretal overset. Fordi demokrati (selvom landet hedder la République Française, altså den franske republik, og ikke det franske demokrati) ikke giver landmænd nogen magt havde de intet valg, de måtte ty til oprør og dette udløste først angreb på landets allestedsnærværende fotoradars og senere til de Gule Vestes bevægelse. "Lad mig/os være i fred" var deres budskab, der svarer til de amerikanske koloniers slogan til Englands konge i 1776: "Don't Tread on Me."

Hvis, i stedet for at vinde et direkte folkelige afstemning over hele Frankrig for at blive præsident, vinderen skulle vinde direkte folkelige afstemning i mere end halvdelen af hver af landets 101 départements — altså også alle dem uden storbyer som lever hovedsageligt af landbrug — havde Emmanuel Macron aldrig turdet komme med sådan en lovgivning.

Men Amerikas Forenede "Stater" ikke er et land som Danmark, Frankrig, eller Japan, det er mere af en føderation (50 stater) som den Europæiske Union (27 nationer — selv om modsat Europa taler alle, eller de fleste, i USA samme sprog).  

Forestil dig, at der er en bevægelse i EU der ønsker at unionen bliver et mere forenet demokrati:  Hvis EU skal have direkte folkelige afstemning, så ville lande som Portugal, Estland og (ikke mindst) Danmark protestere (ikke uden rette) at det ville være unfair, fordi så ville de små (dvs de mindre befolkede) lande miste enhver form for magt; de ville i stedet foreslå et system baseret på et valg per medlemsland. Her ville de store stater som Tyskland, Frankrig og Italien svare (ikke uden rette) at det er unfair (samt absurd) at lande med højst ti millioner indbyggere skulle have lige så meget magt som lande med over 60 millioner. For at EUs forening forstærkelse skal gå videre må et kompromis træffes. 

I USA bestod denne kompromis fra 1787 mellem de små stater (Delaware, Connecticut, South Carolina…) og de store stater (Pennsylvania, Virginia, Massachusetts…) af a Senate hvor hver stat havde samme tal af senatorer og a House of Representatives, hvor antallet af representanterne er baseret på hver stats befolkning, hvorimod præsidentvalget bliver bestemt af the electoral college.

I 1848 forklarede selveste Abraham Lincoln hvordan systemet opstod og hvordan regeringen virker:

The Constitutional Convention [i Philadelphia i 1787], der udformede forfatningen, havde denne vanskelighed: de små stater ønskede at indramme regeringen således, at de kunne være ligestillede med de store uanset befolkningens ulighed; de store insisterede på lighed i forhold til indbyggertal. De indgik forlig og baserede Repræsentanternes Hus på befolkning, og Senatet på stater uanset befolkning; og den udøvende magt på begge principper, af vælgere i hver stat, lige i antal som statens senatorer og repræsentanter tilsammen

Ligesom amerikanerne ikke vil dikteres af Californien, New York State og Illinois (eller snarere Los Angeles, New York City og Chicago samt USAs andre storbyer), ville europæerne heller ikke dikteres af Tyskland, Frankrig og Italien.

Demokraterne har konstant skrålet i de sidste otte år at Hillary Clinton vandt den direkte folkelige afstemning (the popular vote) i 2016. Hvad der ikke siges er at de stemmer der fik hende til at toppe modstanderen fandtes allesammen i en eneste stat, Californien. Tag "the Golden State" ud af spillet, og Donald Trump vandt den direkte afstemning i de andre 49 stater tilsammen. Selvfølgelig kunne man så svare: Men hør lige — Californien er jo en del af USA. Jo, og hvad the electoral college gør, derfor, er at prevent one single state to determine the outcome of one election / forhindre én enkelt stat i at bestemme udfaldet af ét valg. 

Der er ikke et præsidentvalg hver fjerde år; der er 51 (en i hver stat — hvilket gør det sværere for et parti at begå bedrag — plus District of Columbia). Ud af 50 stater vandt Trump den direkte folkelige afstemning rent ud i 30 stater, (fem) mere end halvdelen. Derfor vandt han valget og dermed bestemte the electors — ikke uden rette; tværtimod — at sætte ham i det Hvide Hus. Når folk skråler at Hillary var den virkelige vinder, svarer New York Post's Mark Cunningham at  

Hillary Clinton "vandt" et valg, som USA ikke havde. Ingen af ​​siderne var fokuseret på en national-populær stemmesejr, fordi begge kendte reglerne. Og hvis reglerne havde været anderledes, ville hele kampagnen også have været anderledes.

Som The Tennessee Star skriver i deres Constitution Series (disse 25 episoder burde læses af alle danskere som interesserer sig for USAs forfatning), hovedsageligt The Electoral College and the Selection of the President, 

Havde the Founding Fathers valgt direkte folkeafstemning som middel til at vælge en præsident, ville indbyggerne i Californien have dikteret hvem der ville blive præsident til de andre 49 stater,

Det giver lejlighed til Michael Barone at skrive i the Washington Examiner:

At droppe valgkollegiet ville give Californien mulighed for at påtvinge et kejserligt styre over et kolonialt Amerika.

Derfor, tilføjer American Thinker's Robert Curry, havde

Forfatningens skabere til formål at bevare dine såvel som mine umistelige rettigheder ved at forhindre koncentrationen af ​​politisk magt i centralregeringen.

Mens Investor's Business Daily's John Merline påpeger at USAs

præsidentvalg var aldrig konstrueret til at være popularitetskonkurrencer. Det var planlagt til at give de enkelte stater en stemme i, hvem der skulle lede dem allesammen.

Tilsidst, Reason's David Harsanyi:

Så alle dele af nationen har en eller anden form for indflydelse på den næste leder, samtidig med at store dele af den nævnte nation forhindres i at blive mobbet.

For denne grund er USA ikke et demokrati men en republik. Harry Jaffa forklarer:

Forskellen mellem et demokrati og en republik er, at den første er flertalsstyre, mens den anden er flertalsstyre kombineret med forsvaret af mindretalsrettigheder

Lad os holde op med at bruge ordene "Trump forsøgte at omstøde valget i 2020"; Det er uprofessionel journalistik

Det er lettere for verdenen at acceptere
en simpel løgn end en kompleks sandhed
— Alexis de Tocqueville

Efter mere end tre år er det på tide for medierne at holde op med at "berette" at "Trump forsøgte at vælte et præsidentvalg" og holde op med at referere sagligt: til "valget, som Trump tabte"; til "Trumps nederlag" og hans "grundløse" "falske påstande"; og til "Trump udfordrer resultaterne" af "Bidens sejr" for at "svinge valgresultaterne til hans fordel". [Denne artikel blev trykt i 24NYT den 17. juli 2024)

Det er også på tide, at nyhedsorganisationer — mens demokrater i Colorado, Maine og Illinois har (forgæves) prøvet at fjerne Donald Trumps navn fra de tre delstaters stemmesedler — holder op med at "berette", at de seneste anklager ikke er andet end forståelige reaktioner for at straffe den afskyelige "criminal felon" for hans ("kriminelle") forsøg på at "fratage vælgerne stemmeret" og dermed "undergrave demokratiet."

Dette er ikke et neutralt, objektivt og upartisk syn på fakta om valget i 2020. Langt derfra. Nej. Det er versionen (den selvbetjenstgørende version) fra USAs Demokratiske parti (DNC). Det svarer til at stille spørgsmålet, "Hvornår holdte du op med at tæve din kone?" 

Sætninger som "grundløse påstande om bedrageri", "fup-fyldte valgundersøgelser" og "falske påstande om valgsvindel" kommer direkte fra det Demokratiske Parti. Som et minimum er læsere og seere vant til at læse og høre udtrykkene "påståede", "angiveligt" og "anklaget for". Hvor er de forsvundet hen?

Og her opstår et afgørende spørgsmål: Hvad er Donald Trumps version af valget i 2020?

Husk, at hele hans budskab — som var det fra demonstranterne den 6. januar 2021 (ikke en eneste af dem, efter min erindring, der brugte våben andre end mobiltelefoner til selfies) — er nøjagtigt eller næsten nøjagtigt det samme; dvs, at det var demokraterne, der forsøgte at vælte (og, ja, det lykkedes dem faktisk at vælte) valget i 2020 og derfor demokratiet (derfor hans og demonstranternes, langt fra urimelige, vrede).

Vi kunne endda bruge lignende formuleringer: "valget, som Biden tabte", "Joes nederlag" og hans "falske påstande", og "demokraterne forsøgte at ændre/udfordre (og det lykkedes dem at ændre/udfordre) resultaterne". Den 45. præsident kaldte det faktisk "stealing the election", og derfor… hvis der var nogen som fratog amerikanernes stemmeret og underminerede demokratiet, så var det Barack Obamas, Hillary Clintons og Joe Bidens parti.

I betragtning af at anklagerne grundlæggende er de samme, burde et medie, der var neutralt, objektivt, og uafhængigt — i stedet for at opføre sig som leverandøren af (for at bruge Trumps udtryk) Fake News — ikke give lige plads til begge anklager?

Den måde, hvorpå selv konservative medier som Fox News og Wall Street Journal, for ikke at nævne RINOs (Republicans In Name Only) som Mike Pence og Nikki Haley, falder for og gentager venstrefløjens "talepunkter" og dobbeltmoral, er foruroligende. En editorial fra WSJ redaktionen forsvarede Donald Trump imod hvad kaldes "lawfare" (at føre "warfare" mod folk, kendte eller ukendte, gennem retssystemet, ved at fængsle dem eller "blot" at ruinere dem, en modbydelig taktik som demokraterne er blevet mestre i at bruge mod deres fjender, bl.a. på sådanne Trump-allierede som General Michael Flynn og Rudy Giuliani) mens WSJ redaktørerne kaldte Trumps "opførsel efter valget" i 2020 "svigagtig og destruktiv" og henviste til hans "skændsomme" "forseelse". Også National Review pressede tilbage mod Trump-lawfare, alt imens ugebladet følte sig behovet for at påpege, at det "havde fordømt Trumps rystende handlinger i kølvandet på valget i 2020" såvel som "Trumps bedrag": "Slagsom retorik i at søge at beholde et politisk embede er forbandeligt." 

Efter at have bevist, endegyldigt — ved at citere dommer Antonin Scalia, ved at sammenligne 6. januar med raceoptøjerne i 1960'erne og ved at bruge Websters Dictionary fra 1828 — at January 6, 2021 Was Not an Insurrection, føler en af Reasons fremtrædende forfatningsretsprofessorer det ikke desto mindre nødvendigt at afslutte med "Ligesom Ilya [Somin] er jeg rystet over Trumps opførsel den 6. januar 2021, og på grund af det vil jeg under ingen omstændigheder stemme på ham." Hvorfor, Steven Calabresi?! Du har lige bevist at

Langt fra at være et oprør, var optøjet den 6. januar en begivenhed på to og en halv timer i Capitol i det tredje mest folkerige land i verden. Ingen kom til tumulten med skydevåben, selvom skydevåben er almindeligt tilgængelige i dette land. Da tidligere præsident Trump bad dem om at gå hjem, så gik de hjem.

Hvorfor så tale om "synden, som Trump begik den 6. januar 2021"?

Et ellers fremragende indlæg på Powerline-bloggen af den normalt lige så fremragende John Hinderaker giver os, afsnit efter afsnit, bevis på snyd og løgn fra demokraternes side i 2020. men det kan stadig ikke forhindre John Hinderaker selv i at være høflig og give oppositionen noget reb og afslutte det nævnte indlæg med ordene, Trumps "uforsvarlige påstande", og med følgende udødelige linjer:

Sammenfattende gør anklageskriftet ikke en sag om, at Trump er en kriminel, der burde fængsles. Men det viser en stærk sag, at Trump er en uærlig egoman med frygtelig dømmekraft, som aldrig igen bør betros en ansvarlig regeringsposition.

Du har lige skrevet 15 paragraffer, der beskriver demokraternes løgn, bedrag og kriminelle indblanding i valget i 2020, Mr. Hinderaker — ikke mindst i selve anklagerne, som er blevet serveret af bolsjevistiske anklagertyper. Hvor passer de to sidste sætninger ind, bortset fra at bevise, at med nok pres og fyrværkeri, vil melodramaentusiasternes venstreorienterede propaganda overvælde selv den mest åbensindede hjerte og den mest ærlige hjerne?

Hvorfor er det at være en (angiveligt) "uærlig egoman med frygtelig dømmekraft" værre end at være en løgnagtig bedrager med bolsjevistiske tendenser eller end at være en blind medrepublikaner, der ikke kan se, at den anden side er fyldt med løgnagtige bedragere med bolsjevistiske tendenser? 

Selv kommunistiske dissidenter falder for demokraternes 

 dæmonisering af deres modstandere i sovjetisk stil

Selv flygtninger fra (tidligere eller aktuelle) kommunistiske lande — som normalt ikke viger fra at prøve at informere vestlige publikum om, hvor totalitær, f.eks. Woke-bevægelsen eller statuernes nedtagning er — er ikke immune over for hvad kan kaldes DNC's propaganda. Når alle er enige om, hvilken forfærdelig "narcissist" Trump angiveligt er, erkender ingen af dem, at dette er en af måderne, som Kreml bagtalte (eller som Beijings KP bagtaler) deres meddissidenter og som gik (som går) så langt som at sende dem til sindssygehuse med det "godartede" formål at "helbrede" dem?

På denne side af Atlanten skriver den normalt fremragende Nicolas Lecaussin (en fransk forfatter født i det kommunistiske Rumænien, hvis IREF – Institut de Recherches Economiques et Fiscales – og IFRAP – Institut Français de Recherche sur les Administrations – prøver at tage kampen op mod Frankrigs "Deep State" ligesom FEE eller Mises Institute prøver det i USA eller som 24nyt og Årsskriftet Critique i Danmark) ganske ærligt om Biden-familien, men føler nødvendigheden af at slå hårdt ned på Donald Trump med une tonne de briques: ​

[l']ancien président, que ses frasques et son détestable caractère rendent aussi imprévisible qu’ infréquentable ([den] tidligere præsident, hvis eskapader og afskyelige karakter gør ham lige så uforudsigelig som hans selskab er utåleligt)

Hvorfor kan en flygtning fra Nicolae Ceaușescus kommunistiske mareridt (ligesom Ilya Sorkin er en flygtning fra Brejnevs mareridt) ikke se, at OrangeManBads "afskyelige" holdning kan forklares med hans egen afsky for USA's venstreorienterede politikere og den korruption, de afføder, samt deres ønske om at gøre Amerika (eller, for at bruge Obamas udtryk, "fundamentally transforming the United States of America") til en bananrepublik som Cuba eller... Rumænien?

Men det mest forbløffende østeuropæiske tilflugtssted er Steven Calabresis "kammerat" i Reason. Jeg har fulgt og beundret Ilya Somin — hvis CV tager en side eller mere at fylde — lige siden Glenn Reynolds begyndte at citere ham på Instapundit for en halv snes år siden. Netop i februar skrev Ilya Somin Remembering Lenin—den første store kommunistiske massemorder. Man skulle tro, at et tilflugtssted fra et kommunistisk mareridt igen ville gennemskue regeringens agenter.

Men igen og igen ignorerer Ilya Somin de talrige anomalier ved valget i 2020 (se nedenfor), mens han tager det Demokratiske Partis påstande om Trumps nederlag for givet (er det af taknemmelighed over for Vesten, at ellers rationelle østeuropæiske flygtninge sætter deres hjerner til side og tage vestlige regeringer, selv når de er venstreorienterede — hvoraf alle eller de fleste var tilhængere af USSR's kommunister — på ordet?) og hævder, at Donald Trump er skyldig i forræderi, og at "oprøret" den 6. januar kunne have såret eller kunne have dræbt Capitol politibetjente.

Som Ron Hart — ingen forfatningsekspert, han — påpeger, fik demokraterne deres politiske spillebog fra Lenin:

Når du har dårlige politikker og ikke kan opretholde din autoritet baseret på kvantificerbare resultater, gør du, hvad demokraterne har gjort de sidste par år: du våbengør regeringen mod dine fjender.

Det er næppe en ny konstruktion. I 1918 lagde den undertrykkende sovjetiske leder Vladimir Lenin (100-året for hvis død var den 21. januar) sin plan for at holde kommunisterne ved magten med sin berygtede "hængende orden".

Sammenligningen mellem Lenins fire eller fem "Hængende Orden"-punkter og modus operandi for Amerikas Demokratiske Parti er et must-read. (Hvis du ikke klikker på noget andet link i dette indlæg, skal det være Ron Harts her og Matt Kanes nedenfor...)

Nummer 1. "Hængninger i fuld udsigt til folket," ligner demokraternes mange, useriøse rigsretsforsøg mod Trump. Du ville være nødt til at overgive din rationnelle hjerne til Woke-DNC dogmen for at konkludere, at "Deep Staters" ikke prøver at rette sig mod Trump. En 78-årig mand, som aldrig er blevet arresteret, bliver pludselig beskyldt for 90 forbrydelser året for han er kandidat mod en siddende præsident. Virkelig? Måske er han bare en senblomster?

… Nummer 2. "Offentliggør deres navne." Det er klart, at "doxing and swatting" af GOP-ledere, udført af Lois Lerner til IRS-agenten, der overgav Donald Trumps og Elon Musks selvangivelser til The New York Times, passer ind i denne kategori.

Nummer 3. "Grib deres korn." Det er, hvad New York Attorney General Letitia James gør mod Trump ved at bruge en ny juridisk teori, som hverken har offer eller forbrydelse, til at hugge Trumps ejendomme fra ham.

Nummer 4. "Udpeg gidsler — på en måde at folk ser det og skælver." Hvis dette ikke er essensen af den store anklagemyndigheds overreaktion til 6. januar, så skal du bare sætte også mig i spjældet. Et par hundrede mænd, der lignede castet fra Duck Dynasty på en forvirrende dag, spadserede gennem vores Capitol ("Folkets hus") og abede med Nancy Pelosis podie. Nu sidder mange af dem i isolation, måske i op til 20 år. For indtrængen.

Republikanerne respekterer reglerne for golf

mens Demokraterne spiller ishockey

Jeg kan ikke lide tanken om at blive beskyttet af disse hyrder
som ikke er bedre dyr end vi er, og som meget ofte er værre.
— Alexis de Tocqueville

Apropos: I mellemtiden bliver Joe Bidens — langt værre — tilfælde af korruption, både da han var senator og som beboer i Det Hvide Hus (over 20 millioner dollars i bestikkelse fra Kinas kommunister?!), behørigt imod, men aldrig med så grusomme formuleringer. Den republikanske opposition er ret behersket, selv om den er principiel (sjældent, hvis nogensinde, indlæste ord som "skændsel(fuld)", "rystende" eller "forbryder"). Jeg kan ikke huske, at the RINOs Chris Christie, Mitt Romney eller Liz Cheney — for ikke at nævne justitsministeriet — viste megen vrede over noget af Biden-familiens svindleri.

Man kunne lige så godt sige: Nå, selvfølgelig gik de sovjetiske domstole for vidt. Det siger sig selv. Men alligevel, med hensyn til individuelle sager som Solsjenitsyn og Sakharov (eller som en flygtning fra Hong Kong eller en rumænsk dissident til Ceaușescus parret), har disse "losers" helt sikkert på en eller anden måde fortjent deres skæbne.

Hvornår vil republikanere og konservative (og den brede befolkning, for den sags skyld, både danske og amerikanske) endelig blive fortrolige med de to regler for moderne journalistik?

REGEL #1: Fordi journalister skal være åbne, udvise uafhængighed i sindet og udvise en sund dosis skepsis, skal ordene og handlingerne fra politikere, ledere og de magtfulde — såvel som interviews med almindelige borgere — konstant udfordres, udspørges, tvivles og oftest afbrydes (på en mere eller mindre høflig måde).

REGEL #2: Regel #1 gælder kun for de højreorienterede.

For folk på venstrefløjen er det typiske spørgsmål nemlig mere som "Vil De være så venlig at oplyse os om Deres strålende planer om fundamentalt at transformere vores land." (Spørgsmål nr 2: "Fortæl os venligst, hvor meget mennesker har lidt og stadig lider i vores afskyelige land.") 

Hvorfor lider konservative så ofte af Stockholms Syndrom og føler altid behovet for at vise fair-play og give efter for demokraternes selvtjenstgørende synspunkter, som aldrig har næret en tøddel af goodwill for dem, og som på ingen måde er villige til at gengælde? (Se den 24 minutter-lang GOP video af den ene Demokrat efter den anden, fra Al Gore til Stacy Abrams, der bestrider det ene valgresultat efter den andet siden 2000 for… vælgersvindel. Læg også mærke til, at mens et bekymrende antal naive konservative har udtrykt en vis sympati over for demokraternes påstand om, at Donald Trump tabte valget i 2020 — selv på trods af talrige demokratiske svindelforsøg — er der aldrig et eneste medlem af Demokraterne som nogensinde er villig til gøre det samme med hensyn til deres eget parti.) 

Kunne det være at Donald Trump er faktisk som det lille barn i Kejserens Nye Klæder, der som den eneste ikke vil følge med i pressens fabler (på engelsk: fairy tales) og i resten af folkets fantasiverden og som den eneste kan se, og som er så uforskammet at ville sige, sandheden, dvs de egentlige vilkår?

(H.C. Andersen fortalte ikke hvad der skete med drengen (også senere, da han blev voksen) efter de sidste sætninger i Kejserens Nye Klæder. Læserne tror han blev en slags helt til folket, kendt for sin visdom. Slet ikke; tværtimod — da blev han nemlig beskyldt, både af pressen og af resten af samfundet, for at være et afskyeligt menneske der var kendt for sin racisme og sin hate speech, samt en 100 % narcissist med personlighedsforstyrrelse der lyver konstant.)

For 11-12 år siden forklarede Bernie Marcus, medstifter af Home Depot, "spillets regler":

 … Republikanerne respekterer reglerne for … golf. I golf, hvis du misser et putt, eller du rører bolden med hånden, kalder du et slag på dig selv. Vi spiller golf. Demokraterne spiller ishockey. Det er et dræberspil. Og det er forskellen i politik.

Donald Trumps geni var og er også at få GOP til at spille ishockey. Det er også derfor — og det er netop derfor — at han er hadet.

Princippet om fair-play:

Lidenskabsløse undersøgelser 

af de rivaliserende stridigheder 

Der er intet mere tilbøjeligt til at fejle end almindelig mening.
En god isoleret observatør har faktisk mere vægt på min ånd,
end tusind overfladiske eller interesserede vidnesbyrd som alle gentager hinanden.
— Alexis de Tocqueville

Men lad os tage et øjeblik og undersøge princippet om retfærdighed: her må jeg lige sige at jeg bliver af og til spurgt (ofte i en skandaliseret stemme) om jeg er pro-Trump eller (for 20 år siden) pro-Bush, osv… Her svarer jeg altid (hvilket er sandheden) at jeg er ikke pro-TruMP, jeg er pro-TruTH. Hvad angår retfærdighed og sandhed i forbindelse med 2020 valget, hvis en journalist eller en almindelig borger skulle undersøge de rivaliserende anklager på en lidenskabsløst maner, ville en intellektuelt ærlig person (journalist eller anden) ikke føle et behov for at konkludere, at sandheden er at der findes flere beviser til Trumps fordel?

Er det ikke et "bevis" på et stjålet valg, at valgkontorer i en håndfuld stater, hvor Donald Trump førte efter afstemningen, lukkede efter midnat — et skridt, der er helt uden fortilfælde — og da de genåbnede næste morgen, flere timer senere, var Joe Biden pludselig i forkøbet?

Man kunne fortsætte med bestræbelserne med at ændre staternes valglove, med the House of Representatives som beholdte alle GOP-sæderne, mens de tilføjede en halv snes republikanske sæder til, og med mail-in ballots og ballot harvesting, muldyr kontroverset, samt Twitter-filerne, med institutioner (Death of the American Voter), social media og medierne, der alle slog sig sammen for at demonisere historier som New York Posts rapport om Hunter Bidens computer, osv… 

Her bør det siges, at de fleste stemmeregler som blev gyldige i USA eller i adskillige delstater i 2020 ville ikke blot være uacceptable og ulovlige i Danmark, de fleste ville også være det i stort set alle Europas 47 lande. Her spørger jeg altid danskerne som kalder republikanerne for skrækkelige individer, hvorfor beskriver de Danmark som et racistisk land? Jamen, det gør de slet ikke, svares der, og hvorfor skifter jeg iøvrigt emnet? Jo, hvis det er sandt, som demokraterne påstår, at republikanerne er racister fordi de kræver "a voter ID", så kan det kun betyde at alle lande som også kræver vælger ID (dvs sige Danmark samt stort set resten af verdens demokratier) må også allesammen være racistiske.

Som Del May skriver, vedrørende revisioner,

For me, the biggest give-away that the election was rigged is how the Dems stopped every attempt at an audit. If they had nothing to hide, then let the Repubs audit. If there was no rigging, then the audits would make the Repubs look like fools. So, why didn't they let the Repubs audit??

Men jeg vil henvise til Matt Kanes enestående artikel ved American Thinker, hvor han diskuterer "forfatningsstridige ændringer af statens valglove, uovervågede stemmesedler, stemmemaskinefejl, matematisk usandsynlig valgdeltagelse og andre eksempler på direkte vælgerbedrageri" samt det faktum, at "Establishment politikere og mainstream media [MSM] har kæmpet hårdere end i nogen anden sag for at overbevise offentligheden om, at vælgersvindel er [intet andet end] en konspirationsteori." Man kan også læse Mollie Hemingway's Rigged (How the Media, Big Tech, and the Democrats Seized Our Elections).

Jeg vil også henvise til Time Magazine-artiklen af 4. februar 2021 — mindre end en måned efter de såkaldte 6. januar "optøjer" af "bøller", der repræsenterede "trusler mod demokratiet" — hvor Molly Ball godkendende rapporterer om en "kabal” (Times eget ordvalg) af ”venstrefløjsaktivister og erhvervstitaner”, der arbejdede på at ”redde” valget fra Trump. I New York Post, rapporterer Glenn Reynolds — som påpeger, at selvom "6. januar 2021 … er blevet kaldt en "opstand", så var det tættere på en studenter-pøbel, der besatte dekanens kontor end på et statskup" — at "'kabalen', der pralede med at presse Joe Biden" på Amerika og på verdenen,

sponserede valg med brevafstemning. Den blokerede valgsvindel retssager anlagt af Trump og tilhængere. Den anvendte censur på sociale medier til at dæmpe pro-Trump-argumenter og forstærke anti-Trump-argumenter. Den sponsorerede protester.

Er det ikke tegn på et stjålet valg fra demokraterne, at i en af retssagerne (at i en af de (sovjetisk-lignende retssager?) mod Donald Trump har the Special Counsel, Jack Smith, efter julen 2023 bedt dommeren (Tanya Chutkan) om at blokere den tidligere præsident fra at fremlægge sine beviser fra 6. januar, dvs 1) ikke tillade en amerikansk statsborger sin ytringsfrihed (sine First Amendment rights), 2) ikke tillade den tidligere præsident til at forsvare sig selv, og 3) og ikke antage, at den tiltalte er uskyldig, indtil det modsatte er bevist?

For at citere Severns indlæg vedrørende 14th Amendment:

Pause for a moment to savor the sheer Kafkaesque insanity of all this ... language in the Constitution which was written to apply to those who engaged in insurrection against the United States is being used by those who engaged in insurrection against the United States (the anti-Trump "resistance") to prevent the actual lawfully elected government (Trump) from taking power on grounds that he is resisting them.

Bortset fra alle disse beviser er der for mig selv et enkelt tilfælde, der skiller sig ud over resten. 

Hvor rimeligt er det at mene, at en ældgammel professionel politiker, som er kendt hverken for at være en strålende taler eller for at have en populær national følge (i modsætning til feks, fortjent eller ej, Ted Kennedy) ikke kun ville slå det Republikanske Partis rockstjerne (Donald Trump) i stemmerantallet, men også det Demokratiske Partis rockstjerne (Barack Obama) — især når man betragter at Joe Bidens (sjældne) kampagnetaler og (lige så sjældne) kampagneoptrædener næppe tiltrak noget betydeligt antal individer, endsige folkemængder, og at faktisk (efter det mærkelige råd fra VIP'er som Nancy Pelosi) forlod "Sleepy Joe" næppe sin kælder for at føre valgkamp?

Lad os derimod være retfærdige og undersøge venstrefløjens diskussionspunkter: en af hovedårsagerne til, at mange folk er skeptiske, er netop det faktum, at mainstream media har forsøgt at kvæle al debat om emnet, og det fra de tidligste timer af 4. november 2020. Trump "continues to argue, falsely, that the 2020 election was stolen from him" (New York Times, 8. august 2023).

Alt venstrefløjen gør er at gentage uophørligt — de gider ikke engang bruge deres sædvanlige væseltaktik med at henvise til (unavngivne) eksperter, selvom det er underforstået — at Trumps påstand er "grundløs" eller "ubegrundet", hvis ikke en direkte løgn (eller "the big lie"), alt imens de venstreorienterede kalder os skeptikere "konspirationsteoretikere", uden nogensinde at fremføre, i det mindste en gang imellem, et eneste bevis på det.

Bare det at få lov at læse en enkelt dybdegående artikel eller nyhedshistorie, hvor alle Trumps påstande omhyggeligt er plukket fra hinanden og afkræftet, kunne være nok, og New York Times og Washington Post kunne henvise til den artikel ved at lave en hyperlink fra ordene "grundløs" eller "løgn" i alle efterfølgende nyhedshistorier til artiklen. Men denne "ur-artikel" lader ikke til at eksistere på nogensomhelst redaktion, hvadenten det er i USA eller i Europa.

Som Dennis Prager udtrykker det,

det eneste man har at sige til folk idag er "Ifølge eksperterne" … Som jeg har gentaget i årevis, for den sekulære universitetsuddannede, er "Eksperterne siger" lig med hvad "Saa siger Herren" har været for religiøse mennesker i tusindvis af år. De har kun udvekslet autoritet fra Herren til "eksperterne"...

Dette er blevet normen i nutidens verden, hvadenten det gælder et lands demokrati, kvindeundertrykkelsen, klima krisen, eller den altid sænkende fartgrænse.

I dette tilfælde bruger New York Times og Washington Post og CNN ikke engang "eksperterne siger", velvidende at det ville lyde latterligt (hvem i alverden — hvilken individ — kan kaldes en uangribelig ekspert på valgresultater, især hvis der har været skænderier som var per definition skjulte og som den såkaldte ekspert derfor umuligvis kan kende noget til?) mens man satser — utroligt nok, uden mangel på succes på at ingen udfordrer deres angiveligt neutrale sprog om Trumps "grundløse" påstande og hans djævelske ønske at "omstøde" et valg og, ja, selve demokratiet. 

More data backing this up: most Americans are *not* leftwing, and yet leftwing ideology dominates all our big institutions. There needs to be a thorough effort to depoliticize these institutions. https://t.co/bqZidYFmbn pic.twitter.com/tUkLkG6mJ9

— Jacob Helberg (@jacobhelberg) September 23, 2024

Jeg er ikke særlig religiøs selv, men hvis man læser bøgerne i Dennis Pragers Rational Bible-serie ("Titlen på denne kommentar er "The Rational Bible", fordi dens tilgang er fuldstændig fornuftsbaseret ... Læseren bliver aldrig bedt om at acceptere noget som helst på tro alene"), vil man få en idé om den virkelige årsag til, at religion får så dårligt et ry. Hvad vil det sige at være religiøs? Betyder det at tro på (påståede) fabler eller at gå i kirke/synagoge med tåbelige troende hvis læber smiler fjollet?

Det betyder intet andet end dette, svarer Dennis Prager: lev og arbejd (og... reger), mens du prøver at integrere den gyldne regel og de Ti bud i dit liv. Nu, kære læser, før du protesterer over, at du ikke ønsker, eller har brug for, en religiøs lektion, tænk på følgende: "ikke stjæle" og "ikke myrde" (ikke myrde fremfor ikke dræbe på det originale hebraisk), er det ikke ret god regeringsførelse for et samfund, som selv en ateist, uden at give afkald på sin ateisme eller agnosticisme og uden at tilslutte sig nogen religion, kan tilslutte sig?!

Ah, men der er gnisten: for venstrefløjen viser Dekalogen sig faktisk at være et pokkers stort problem.

Venstrefolk i spidsen for en barnepigeregering tror åbenbart ikke, at du (deres nabo) er deres ligemænd, socialister tror ikke på "ikke begære" (skatter), kommunister tror ikke på "ikke dræbe", barnepige-regeringer tror ikke på "at ære din far og mor" (din familie) — bestemt ikke fremfor Big Brother — og i det hele taget tror alle ovenstående ikke på "Bær ikke falsk vidnesbyrd."

(Hvis du protesterer: "Lad os ikke rive alt ned, Hr. Svane, du kan vel ikke benægte, at en vis mængde skatter er nødvendige i livet?!", giver Harry Jaffa svaret: "De, der lever under loven, har lige ret i at være med til at lave loven, [mens] de, der laver loven, har en tilsvarende pligt til at leve under loven."

"Du må ikke vidne falsk mod din næste": venstrefløjen mener at de kan lyve overfor andre, og at de kan lyve overfor sig selv — alt sammen for at sole sig i deres egen tapperhed og herlighed, da disse riddere i skinnende rustning vender op og ned på alt.

Fordi de er melodramaentusiaster, giver de venstreorienterede sig selv lov til at bruge dobbeltmoral og lyve om global opvarmning, om stigningen i verdenshavene, om Donald Trump (hvor venstrefløjen, både i USA og i udlandet, viser frem deres TDS dvs deres Trump Derangement Syndrome), om at alle republikanere er Hitler, om venstreorienterede optøjer sammenlignet med højreorienterede protester, om de stakkels illegale immigranter og hvordan de er papirløse, om 1776 burde estattes med 1619, om amerikansk kultur (strukturel racisme), om voldtægtskultur, om mænd som identificerer som modsatte sex er faktisk kvinder og har derfor lov til at deltage i kvindesport, om at selvmord er en god ting ("Du må ikke myrde" gælder også for dig selv), om hvordan MAGA-bevægelsen er forræderiske, om hvordan demonstranterne den 6. januar fortjener op til en snes års fængsel mens de løslader sande kriminelle på gaden, om hvordan kommunisterne var hæderlige ("nok dræbte de millioner af mennesker, men hey, de havde gode intentioner"), om den forfærdelige (bibelbaserede) vestlige civilisation, og om Wokeness, der afslører et sandere billede af samfundet.

Kort sagt kan de lyve om, hvor foragtelige deres naboer er, og hvor tapre de selv er til at angribe de nævnte naboer, også kendt som deres (ikke-truende) modstandere.

Mens vi i øvrigt taler om Bibelen, når falsk stolthed nævnes som hovedsynden, ville det så ikke dække folk som beskriver sig selv som tapre folkehelte for at "trodse samfundets racister", "redde planeten" og "befri demokratiet"?

Ikke underligt, at i Frankrig roses l'état laïc og at man ikke vil have at religionen har nogesomhelst at gøre med politik...

Det forklarer også antisemitismen og antiamerikanismen gennem århundrederne og årtusinderne, hvor Israel og USA er de to nationer, der mest har prøvet at følge forskrifterne i den jødisk-kristne bibel, ikke mindst den gyldne regel (og har haft en utrolig fremgang som en konsekvens heraf) — og dermed i det mindste forsøgt at forhindre både politikere og borgere i at lyve over for andre såvel som over for sig selv. Og med det vender vi os tilbage til Dennis Prager, da han skriver (i Whites Aren't Hated for Slavery but for Making America and the West), at

venstrefløjen … hader Amerika, som den betragter som kapitalismens forbillede. Ved at blive det mest succesrige land i historien forbliver Amerika, det typiske kapitalistiske land, en levende irettesættelse af alt, hvad venstrefløjen står for. Hvis Amerika kan væltes, kan enhver venstreorienteret egalitær drøm blive realiseret. ... Hvad venstrefløjen i høj grad søger, er at ødelægge Amerika, som vi har kendt det — den kapitalistiske og jødisk-kristne enklave af personlig frihed.

Mark Levins seneste bog hedder The Democrat Party Hates America. Sandheden, som vi har set med Woke-bevægelsen, er, at venstreorienterede akademikere og aktivister hader amerikanske (og vestlige) institutioner, venstrefløjen hader amerikanske (og vestlige) værdier, venstrefløjen hader amerikansk historie, venstrefløjen hader amerikansk frihed, og demokrater har hadet Republikanere, siden bevægelsen blev født i 1854.

Lincoln i 1860: "Når I [Demokrater] taler om os republikanere, 

gør I det kun for at fordømme os som reptiler eller … gangstere"

Demokratiske folk har en naturlig smag for frihed …
Men de har en glødende, umættelig, evig, uovervindelig passion 
for lighed; de ønsker lighed i frihed, og hvis de ikke kan
opnå lighed i frihed, vil de have lighed i slaveri.
— Alexis de Tocqueville

Og demokraterne har været ret villige til at lyve om alt det ovenstående. Mens slaveri og statsrettigheder (States' rights) har traditionelt konkurreret i debatten som de to hovedårsager til Borgerkrigens udbrud, bør måske en tredje grund underholdes: valget i 1860 af en "skrækkelig" republikaner til det Hvide Hus.

/// I USA har det været almindeligt at diskutere, i hvilken grad Borgerkrigen var forårsaget af slaveri eller statsrettigheder (States' rights). Jeg har en tredje forklaring: konflikten var forårsaget af valget i 1860 af en "skrækkelig" republikaner til Det Hvide Hus. (Lyder som 2016, ikke sandt?) Og der var så meget forargelse blandt demokraterne i 1860, at de fortsatte med at forsøge at rive nationen fra hinanden i løbet af de næste fire år (dog på en langt blodigere måde, selvfølgelig, end i det 21. århundrede), som endte med mordforsøget på Lincoln.

For kun et halv snes år siden omtalte James Carville (nutidige) republikanere som "reptiles". Og for over 160 år siden, da en advokat fra Illinois følte nødvendigheden af at henvende sig til sydstaterne og demokraterne (under hans Cooper Union-tale i februar 1860), gæt hvilket udtryk Abraham Lincoln brugte:

…når I taler om os republikanere, gør I det kun for at fordømme os som reptiler [!], eller i bedste fald som ikke bedre end gangstere. I er villige til at give en høring til pirater eller mordere, men intet lignende til [republikanere]. I alle jeres stridigheder med hinanden, anser hver af jer en ubetinget fordømmelse af [republikanismen] som den allerførste ting, der skal tages hensyn til. En sådan fordømmelse af os synes faktisk at være en uundværlig forudsætning — så at sige tilladelse — blandt jer for overhovedet at blive optaget eller tilladt at tale. Kan I nu, eller ej, overtales til at tage en pause og overveje om dette er helt retfærdigt for os, eller endda for jer selv? Kom med jeres anklager og specifikationer, og vær så tålmodige længe nok til at lytte mens vi afviser eller begrunder.

"Reptiler, banditter, pirater, mordere"... Hvor ofte er republikanere blevet kaldt "domestic terrorists" i de sidste snes år? (Og i årene, i årtierne, før det?) Hører vi ikke hvert fjerde år, at den seneste republikanske kandidat viser tegn på fascisme, og at faktisk svarer han sandsynligvis til Adolf Hitler, én der kan forventes at starte 3. Verdenskrig? 

Når man hører hvordan ens modstander er en racist eller en Nazist forstår man bedre hvordan alt skal gøres, inklusiv vælgersvindel (og mord?), for at undgå at Adolf Hitler bliver landets næste præsident ved at eliminere ham. Måske burde de demoniserende melodramaentusiaster også vide (især hvis de arbejder i Colorado, Maine og Illinois) at under 1860 valget blev Abraham Lincolns navn fjernet fra hele ti delstaters stemmeseddel, alle demokratiske sydstater med slaveri.

Vi bliver ved med at høre, at amerikanerne — og at 2024's republikanske kandidat (det være sig Trump eller en af hans modstandere) — ikke bør genforhandle valget fra 2020. Det ville være kedeligt og splittende, og "det er på tide at komme videre og lægge det bag os." Kommer dette "rationelle" råd ikke også fra the Democratic Party?

Er spørgsmålet om at stjæle et valg (sammen med… den medfølgende undergravning af demokratiet!) ikke vigtigt? Er det ikke altafgørende?

Er hovedspørgsmålet i vor tid ikke, at et stort politisk parti med succes forsøgte at underminere Amerikas demokrati? Og nej, de skyldige var hverken Donald Trump eller GOP. 

I det perspektiv må det aldrig glemmes, at det ikke er den 6. januar (2021) — gentaget, bevidst, uendeligt af både demokraterne og de store medier — der er den kritiske dato; nej, den væsentligste dato er den 3. november (2020).

Denne artikel blev trykt af 24nyt.dk den 17. juli 2024

 

//// an official act TV2 Indenrigsminister fjerner Trump fra stemmesedlen i Maine eller staten COLORADO-NYT når i virkeligheden, som jeg siger det i første asnit, det bør beskrives from the outset som partisannnn demokrater i embedet