Lars Hedegaard of the University of Southern Denmark and the Copenhagen Business School reports that
𝐌𝐨𝐫𝐚𝐥𝐞𝐧𝐬 𝐏𝐞𝐫𝐯𝐞𝐫𝐬𝐢𝐭𝐞𝐭
Af Daniel Karpantschof
Forleden ringede en gammel ven.
Vi har kendt hinanden i tyve år.
Han sagde: “Nu er krigen slut — så kan vi godt tale sammen igen.”
Jeg havde intet hørt fra ham, mens jødehadet voksede.
Ikke mens Carolineskolen fik udvidet vagthold, og børn igen blev rådet til at gemme deres Davidsstjerne, ikke mens der blev klistret røde trekanter op, og ikke mens klistermærkerne på Store Kongensgade skrev at det var bedre at dræbe en zionist end et dyr.
Men nu, hvor han mente, at det hele var “overstået”, syntes han, at det igen var ufarligt at have en jødisk ven.
Jeg lagde røret på og tænkte, at det her — denne skæve moralske kompasnål — er blevet vor tids sygdom: Den tilstand, hvor det gode ikke længere søger sandheden, men retfærdiggør sig selv gennem løgnen. Det, jeg senere indså, var begyndelsen på det, jeg kalder moralens inversion.
Når virkeligheden bliver absurd
Dage efter 7. oktober skrev jeg til Roskilde Festivals direktør, Signe Lopdrup.
Jeg foreslog, at festivalen — som symbol på frihed og fællesskab og til mindre om ofrene for brutal, bestialsk terror — burde fordømme det terrorangreb, hvor unge israelere blev myrdet, voldtaget og taget som gidsler på Nova Festival.
Jeg tilføjede, at havde det været en hvilken som helst anden festival, hvor som helst i verden, ville reaktionen have været øjeblikkelig. Men der kom intet svar. Ikke et ord.
Tavsheden sagde alt.
For i det øjeblik blev absurditeten virkelig: Det var ikke længere volden, der afgjorde, om vi reagerede — men hvem volden ramte.
Moralens inversion er når det gode vendes på hovedet, så handlingens moralske værdi ikke længere måles på dens indhold — men på dens afsender.
Det er den tilstand, hvor skyld bliver til dyd, og hvor retfærdighed bliver et spørgsmål om hvem, ikke om hvad.
Moralens inversion er det øjeblik, hvor vi ophører med at bedømme handlinger efter deres natur og i stedet dømmer efter, hvem der udfører dem.
Det er dér, civilisationens akse forskydes — fra etik til identitet, fra sandhed til sympati. Når moralens akse først har vendt sig, bliver fordrejningen hurtigt til kultur. Det, der begynder som undtagelse, bliver norm.
Det er dér, den næste fase indtræder: moralens perversitet.
Moralens perversitet er når det omvendte bliver normalt — når mennesket bruger moralen til at retfærdiggøre sin egen umoral, og kalder det dyd.
Det er den tilstand, hvor empati bliver selektiv, hvor sandhed bøjes af hensyn til følelser, og hvor ondskab udføres i det godes navn.
Perversiteten er ikke inversionens brud — den er dens efterliv.
Det er øjeblikket, hvor vi holder op med blot at fordreje det gode og begynder at dyrke fordrejningen som godhed. Hvor moralens sprog selv bliver et redskab til at retfærdiggøre løgnen.
Da frihed skiftede side
Den amerikansk-jødiske digter Emma Lazarus skrev: “Until we are all free, we are none of us free.”
Hun skrev det ikke som et slogan, men som en erfaring. Frihed var for hende ikke et privilegium — men en pligt.
I dag står hendes ord på plakater for og råbt af dem, der ønsker at ophæve den stat, der blev skabt for at give hendes eget folk et hjem. Lazarus skrev om frihed — de citerer hende for at angribe den.
Frihedens sprog bruges nu til at nægte frihed, og retfærdighedens ideal til at retfærdiggøre uretfærdighed. Det er moralens perversitet i sin reneste form:
Når det, der engang var godt, bliver tjenende for det onde — og mennesket kalder sin egen medskyldighed for dyd.
Den omvendte kolonihistorie
Et af de tydeligste eksempler på denne fordrejning er fortællingen om staten Israel.
I dag bliver Israel ofte omtalt som et koloniprojekt — som en fremmed magt, pålagt Mellemøsten af Vesten. Men det er en inversion af både historie og sandhed.
Israel blev ikke født af kolonisering, men af dens ophør.
Det var en af verdens første antikoloniale stater — skabt i kølvandet på de gamle imperiers sammenbrud.
Et folk, fordrevet og forfulgt gennem to tusind år, vendte tilbage til sit historiske hjemland, efter at netop kolonimagterne havde trukket sig tilbage. Israel er produkt af afkolonisering.
At kalde jøderne for koloniherrer i Israel er ikke bare historieløst; det er en inversion af historie, moral og sandhed.
Det er at tage det eneste eksempel på et oprindeligt folk, der genvandt sit land efter årtusinders eksil, og forvandle det til fortællingen om en besættelse.
Når ofrene for historiens kolonialisme gøres til symbol på den, afsløres ikke Israels fejl, men moralens inversion.
Katastrofen, der ændrede betydning
Da den syriske historiker Constantin Zureiq i 1948 kaldte arabernes nederlag for Nakba — katastrofen — mente han det bogstaveligt.
Han skrev, at katastrofen ikke lå i nederlaget, men i selvbedraget: Syv arabiske hære gik i krig for at udslette en nyfødt jødisk stat — og tabte.
I dag betyder Nakba noget helt andet.
Det er ikke længere et opgør med fejl og ansvar, men en fortælling om evigt uskyldige ofre. Her ser vi inversionen i praksis: skyld er blevet dyd.
Og dens resultat — perversiteten — er en kultur, hvor ansvar er synd, og offerrollen den højeste moral. Symbolet på den moderne perversitet
Greta Thunberg er — på sin egen måde — blevet et spejl af vores tid.
Ikke som person, men som fænomen: et symbol på en generation, der har lært at føle stærkt, men tænke svagt. Hun blev berømt for at skulke fra skole for en sag — noget bedre symbol på antividen findes næppe.
Da hun postede et billede af en “udsultet palæstinenser”, viste det sig, at det i virkeligheden var et jødisk gidsel holdt fanget af Hamas. Da sandheden kom frem, slettede hun opslaget. Ikke for at rette, men for at glemme.
Det var ikke ondskab, men moralens perversitet — den refleks, hvor man hellere vil bevare sin selvforståelse som god end stå ansigt til ansigt med virkeligheden. Thunberg er ikke synderen — hun er blot spejlet. Et billede på, hvordan vestlig empati er blevet forblændet af sit eget spejlbillede.
Danmarks spejl
Også herhjemme får perversiteten plads.
Ifølge PET og Justitsministeriets Tryghedsmåling 2024 er antallet af antisemitiske hændelser steget markant siden oktober 2023 — fra chikane og hærværk til trusler og overfald.
Det Jødiske Samfund advarer igen om, at danske jøder skjuler symboler, ændrer ruter og undgår at tale om Israel offentligt.
Jøder har længe været udelukket fra det fælles arbejde om mindearrangementet for Krystalnatten — en begivenhed, der skulle forene ofrene, men i stedet blev et billede på, hvordan de skrives ud af historien om antisemitisme, og det jødiske samfund har måtte skabe sit eget alternative arrangement.
Den ultimative manifestation af moralens inversion — og dens endestation, moralens perversitet: jøder udelukket fra mindearrangement om Krystalnatten.
I København går nogen til valg på “Zionister ud af byen.”
De, der lægger billederne op, ser sig selv som antiracister -- men gentager Europas mørkeste sprog. Ordene er næsten de samme som i 1930’ernes Tyskland: “Juden raus.”
Når en europæisk hovedstad igen ser had mod jøder som “meningsytring”, viser det, hvor langt vi er sunket i den moralske dissonans, som moralens perversitet efterlader.
Bevægelser af moralens vogtere, der hæver stemmen, når verden ikke stemmer med deres følelser, og kalder det samvittighed ses idag, med netop denne forvitring.
De skriver erklæringer, hænger bannere op, råber ude foran statsministerens lejlighed, spænder ben for cykelsport, kulturarrangementer, og sangkonkurrencer og tror, at indignation er det samme som ansvar. Men moral behøver ikke vogtere. Den behøver vidner.
Vogteren dømmer. Vidnet ser.
Vogteren vil eje sandheden. Vidnet søger den.
De gamle vogtere, som engang stod vagt om moral og menneskelighed, er i dag blevet vogtere af selve moralens perversitet — beskyttere af den selvretfærdighed, der opstår, når inversionen bliver system. De forsvarer illusionen om det gode, men ikke længere selve det gode.
Moralens inversion opstår, når vogteren glemmer, at moral ikke er et spejl mod andre, men mod sig selv. Moralens perversitet indtræffer, når denne glemsel bliver kultur — når det gode fordrejes, så det retfærdiggør sin egen intolerance i dydens navn.
Og her opstår det, man kunne kalde banalitetens ondskab:
Ikke ondskabens banalitet, som Hannah Arendt beskrev den — men dens moderne omvending.
For i dag er det ikke blind lydighed, der nærer ondskaben, men den bevidste, selektive distance.
En form for moralsk dovenskab, hvor mennesket adoptere en moralsk inversion, fordi det er mere behageligt ikke at vide. Fordi perversiteten har slået rødder.
Det er ikke længere systemet, der gør os medskyldige, men den moralske inversion af bekvemmelighed. Ikke totalitarismen, men selvtilfredsheden.
Ikke hadet, men uvidenheden, selektionen, inversionen.
Det er banalitetens ondskab:
Den stille, kultiverede apati, hvor moralens inversion får lov at gro — fordi ingen længere gider kende forskel på det, der er rigtigt, og det, der blot føles rigtigt.
Fordi følelsen af ret vejer tungere end viden om ret, og mange føler ret stærkt og tænker ret svagt.
