Reddede USAs atombomber ikke Danmark og Europa fra Sovjetisk besættelse?

Nogle af min fars første billeder tog han som 12-årig i sommeren af 1945 efter det tyske nederlag af RAF fly og engelske krigsskibe der aflagde besøg i København og andre steder i Danmark. Efter nazisternes overgivelse besøgte marskal Montgomery som bekendt København og kørte gennem byens gader. Fra maj til juli 1945 lagde britiske skibe til kaj, mens RAF-fly landede i hobetal.

Men hvorfor var det nødvendigt? Normalt, med en disciplineret hær der havde overgivet sig (en besættelseshær som i øvrigt ikke havde deltaget i mange kampe overhovedet) ville en sådan magtdemonstration være unødvendig. 

Men briterne var ikke i Danmark for de overgivende tyske fanger; De var der for at beskytte imod den Røde Hær.

En af de mest almindelige kritikpunkter vedrørende USAs brug af atombomber er, at de "kun" blev brugt til at intimidere Stalin (hvilket antyder, at Sovjetunionens leder var en troværdig allieret af Vesten, som burde have fået lov til at deltage i krigen i Stillehavet i stedet for at blive behandlet på sådan en modbydelig måde).

Hvad der ikke nævnes er at det lykkedes faktisk atombomben at sabotere Kremls (hemmelige) planer — ikke med hensyn til, eller ikke kun med hensyn til, Japan eller det asiatiske kontinent, men med hensyn til… Vesteuropa.

For en gangs skyld vil en artikel om Hiroshima faktisk ikke handle om amerikanerne og japanerne — hvis land var langt mere brutalt og blodtørstigt end deres nazistiske allieredes. (Den Kejserlige japanske hær var faktisk lige så ond som nazisternes SS, og mere dødbringende, hvilket fremgår af den forfærdelige behandling af civile under Japans "Reign of Terror".) Nej, denne artikel vil handle om sovjetterne og europæerne.

Efterhånden som man lærer, hvordan den "pålidelige" Vojd planlagde at forråde sine allierede og lade den røde hærs divisioner stryge henover og erobre hele Europa (den vestlige del såvel som den østlige del) — det vil sige indtil Beria nedlagde planerne, da han informerede Stalin om Amerikas skræmmende nye våben — kan jeg kun sige, hvor taknemmelig jeg er, og hvor taknemmelige vi alle burde være, for at Harry Truman kastede atombomber over Hiroshima og Nagasaki. Bomber, der faktisk reddede utallige liv (aligato, Glenn Reynolds-san og Ed Driscoll-san).

Hovedkernen i denne historie er billeder taget af min far i den spæde alder af 12 år (Eskil Svane har lige fejret 93. fødselsdag) af den britiske styrkeopbygning i løbet af sommeren 1945 efter nazisternes kapitulation på V-E Day.

Montgomerys britiske styrker stormede til Nordtyskland og kom i forvejen af den Røde Hær ved at fremtvinge overgivelsen af de tyske styrker i Nordtyskland og det besatte Danmark, og hele regionen undgik dermed Polens, Rumæniens, Bulgariens og alle de andre østlandes 40 års skæbne.

Mange roser russerne for at have vundet Anden Verdenskrig, men et vigtigt spørgsmål bør stilles: Hvis det ikke havde været for Storbritannien og USA, ville russerne, ville Stalin ikke have fortsat hele vejen til Atlanterhavet og også erobret hele Vesteuropa (eller i det mindste fastlandet)?

Min far tog til København sammen med sin onkel og besøgte byens havn og flyvepladser for at se den britiske armada i havnen og flyene lande på flyvepladserne. Han var som sagt kun 12 år gammel og noget der imponerede ham mest var de nye jet fly, hvis motore kun kunne høres efter flyene var fløjet forbi.

Montgomery kører gennem København den 12. maj 1945 (min fars foto som 12-årig) 

HMS Birmingham lægger til kaj den 10. maj 1945 (foto af Eskil Svane, 12 år gammel)

HMS Birmingham i hovedstadens havn den 10. maj

HMS Birmingham var ret populær blandt det danske folk

Mosquitoes ved Kastrup lufthavn, 1. juli 1945

En RAF Spitfire deltager i et flyshow ved Kastrup (sandsynligvis 
ikke kun for danskerne, men for enhver tilstedeværende sovjetisk diplomat) 

Douglas Dakota DC3'ere ved Danmarks største lufthavn

Sovjetunionens (hemmelige) intentioner og planer blev bekræftet, efter at Antony Beevor  tilbragte tid i Moskva, hvor han afdækkede mange tidligere tophemmelige dokumenter i arkiverne, hvilket førte til, at han i sin historie om The Second World War skrev om "de to ubarmhjertige totalitære systemer, der nærede sig af hinanden."

I det næstsidste kapitel, Cities of the Dead, skriver Beevor, at efter den tyske hovedstads fald i maj 1945, aflagde den amerikanske ambassadør i Moskva et besøg i Kreml:

'It must be very pleasant for you', [Averell] Harriman said, making conversation, … 'to be in Berlin after all your country has suffered.'  The Soviet leader eyed him. … 'Tsar Alexander went all the way to Paris,' he replied.

That was not entirely a joke.  Well before Churchill's [notion of a war erupting between the Western allies and their USSR ally], a meeting of the Politburo in 1944 had decided to order the Stavka to plan for the invasion of France and Italy, a General Shtemenko later told Beria's son.  The Red Army offensive was to be combined with a seizure of power by the local Communist Parties.  In addition, Shtemenko explained, 'a landing in Norway was provided for, as well as the seizure of the straits [with Denmark].  A substantial budget was allocated for the realization of these plans.  It was expected that the Americans would abandon a Europe fallen into chaos, while Britain and France would be paralysed by their colonial problems.  The Soviet Union possessed 400 experienced divisions, ready to bound forward like tigers.  It was calculated that the whole operation would take no more than a month 

 … All these plans were aborted when Stalin learned from [Beria] that the Americans had the atom bomb and were putting it into mass production.'  Stalin apparently told Beria 'that if Roosevelt had still been alive, we would have succeeded'.  This, it seems, was the main reason why Stalin suspected that Roosevelt had been secretly assassinated

… Stalin had achieved everything he wanted at Potsdam, even though he had been forced to cancel the invasion of western Europe out of fear of the atom bomb

"De vestlige allierede fandt ud af, at de kun kunne befri halvdelen af Europa på bekostning af at slavebinde den anden halvdel." Det skete, forklarer Antony Beevor på de sidste sider af sin 900-siders bog, at "den ene halvdel af Europa måtte ofres til den stalinistiske magt for at redde den anden halvdel."

(Faktisk, i "Nordtyskland nærmede den britiske 7. panserdivision sig Hamborg, mens den 11. panserdivision rykkede hurtigt frem mod Lübeck ved Østersøen. Dette fulgte Churchills hemmelige instruktion til feltmarskal Montgomery … om at forhindre den røde hær i at erobre Danmark".)

Forbløffende nyheder

Dette er forbløffende nyheder. Intet mindre. Hvad siger det om brugen af atombomberne — for ikke at nævne McCarthyismen sammen med den påståede paranoia omkring den senere "Red scare" samt de amerikanske neanderthalers påståede tåbelighed?

Når utilfredse vestlige eliter — en hel del af dem fra Europa, især Vesteuropa — kritiserer Onkel Sams atombombninger af Hiroshima og Nagasaki som onde og unyttige krigsforbrydelser og ikke mere end en (decideret hadefuld?) advarsel til USSR, mener de det normalt som om, at titusindvis af japanske borgere blev ofret blot for at forhindre intet mere harmløst end et par håndfulde (tapre) soldater i Koba's Røde Hær i at slutte sig til på en eller anden måde i sejren over det japanske imperium.

Men som vi kan se, er revisionisterne og post-facto-kritikerne, for ikke at nævne kommunismebeundrerne – en hel del af dem, igen, fra Vesteuropa – der hævder, at Hiroshima havde ringe militær værdi, men i stedet var et strategisk kneb for at imponere Stalin, ikke klar over, at Manhattan-projektets atombombe gjorde mere, langt mere, og ikke i Asien og på Stillehavsfronten, men på den europæiske front en halv verden væk.

Det var sandelig et tegn til den røde hær, og det forhindrede Stalin i at forlænge krigen nådesløst efter nazisternes nederlag og opnå sit projekt om at overtage hele det europæiske kontinent.

I øvrigt, mens vestlige regeringer rutinemæssigt bliver taget til ansvar for egoistisk at forvente, at tyskerne og russerne ville udtømme hinanden på Østfronten (eller forvente det samme 40 år senere under f.eks. Irak-Iran-krigen), er der en teori om, at det faktisk var Stalin, der forventede, at hans vestlige allierede og tyskerne ville udtømme hinanden på Vestfronten; og at nederlaget under Operation Market Garden samt tilbageslaget under Ardenneroffensiven (Amerikas mest blodige slag under Anden Verdenskrig) i det perspektiv skyldtes, at Moskva, uanset om det var direkte eller indirekte, delte efterretninger med Berlin — deres formodede dødsfjende. (Sikke vidunderlige allierede, disse russere.)

For at opsummere:

I Modern Times (The World From the Twenties to the Nineties) skriver Paul Johnson, at

Der var næppe en forbrydelse, som nazisterne eller Bushido-ridderne havde begået, eller endda forestillet sig, som det sovjetiske regime ikke også havde udført, normalt i endnu større skala. Det anvendte præcis den type system, der havde frembragt krigen og dens rædsler. Mere specifikt havde den nazistisk-sovjetiske pagt fra september 1939 og den japansk-sovjetiske pagt fra april 1941 gjort aksemagternes aggressioner mulige.

Faktisk startede Hitler og Stalin Anden Verdenskrig sammen. Som Jeff Jacoby påpeger: I de første to år af Anden Verdenskrig var Nazityskland og Sovjetrusland allierede, hvor Führer og Vozhd i hemmelighed planlagde og i fællesskab startede krigen, der forårsagede så meget rædsel og ødelæggelse.

There is no denying that a vast number of Soviet citizens lost their lives in World War II. Without the Russian people’s appalling suffering and sacrifice, the Allies might not have triumphed in the end.

But there is also no denying that Moscow was Nazi Germany’s partner in unleashing the war, the deadliest in human history, in the first place. Victory Day is a good opportunity to review the record of Russian culpability in plunging the world into war — a record the Kremlin’s propagandists have been trying to obscure for decades.

 … for the first two years of World War II, Nazi Germany and Soviet Russia were allies. They secretly planned and jointly began the war that inflicted such horror and destruction. 

In the months that followed the Nazi-Soviet takeover of Poland, as Hitler’s troops conquered Denmark, Norway, Belgium, Holland, and France and bombed much of London into rubble, Stalin’s forces continued their illegal war of aggression and conquest. [the three Baltic states (Estonia, Latvia, Lithuania), the formerly Romanian territories of Bessarabia and northern Bukovina, Finland…]

 … In short, for the first two years of World War II, Nazi Germany and Soviet Russia were allies. They secretly planned and jointly began the war that inflicted such horror and destruction.  

Som Timothy Snyders bog "Bloodlands: Europe Between Hitler and Stalin" påpeger, kappedes diktatorerne med hinanden i blodbadene og ødelæggelsen af de erobrede territorier.

Desuden vidnede en litauer om, at hans far havde sagt, at hvis han havde valget, ville han hellere leve under 10 års nazistisk besættelse end under et enkelt års kommunistisk besættelse.

Bestemt efter Hitlers forræderi og hans invasion af USSR, men muligvis endda før, var Stalins mål at besejre aksemagterne, men hans endelige mål var derefter at vende sig mod sine allierede og sætte sine divisioner imod dem, der havde støttet ham i alle disse år, og overtage hele kontinentet, og dette beordrede han Politbureauet og NKVD til at planlægge.

Det eneste, der afbrød planen om 400 sovjetiske divisioner om at iværksætte et brutalt, forræderisk og blodigt angreb på Stalins tidligere allierede, var nyheden om atombomberne og erkendelsen af, at de kunne bruges mod russiske hære såvel som japanske byer.

Efterkrigshistorie

Er der nogensinde nogen, der joker, sukker eller ruller med øjnene om paranoia eller heksejagter vedrørende nazisme eller fascisme? Nej, og med god grund. (Efter at have skrålet og fniset i årevis om Godwin's Law, har venstrefløjen droppet alle foregivelser og viser sin sædvanlige dobbeltmoral, da den uophørligt har brugt fascisme/nazisme/Hitler-anklagen mod konservative og medlemmer af det Republikanske Parti — et parti som er pure… anti-regering (!).)

Hvorfor skulle nogen (Joseph McCarthy først blandt dem) så beskrives som paranoid over for et regime, der på den indre front myrder millioner af sine borgere, og på den ydre front faktisk planlagde en invasion af Europa og Vesten (med hjælp fra disse landes indenlandske — dvs. forræderiske — kommunistpartier) — og underkaster alle erobrede territorier og lande den samme blodige interne politik, som havde fundet sted i Østeuropas Bloodlands?

Dette bringer de såkaldte "paranoide" "heksejagter" mod kommunister i efterkrigstidens Amerika op. Her er et spørgsmål, der sjældent bliver rejst: Hvem var leder af Kreml, da udtrykket "McCarthyisme" blev opfundet? En fyr ved navn Stalin. Hvad angår House Un-American Activities Committee (HUAC), er et andet spørgsmål, hvor mange mennesker der er klar over, at det udskældte råd ikke udelukkende var involveret med kommunister? Blev det ikke dannet året før den nazistisk/sovjetiske ikke-angrebstraktat i 1938 for at undersøge illoyalitet begået af subversive organisationer med tilknytning til enten pro-sovjetiske kommunister eller — jovist — pro-tyske fascister?

Det er bestemt tid til to ting: at Hiroshima ophører med at være en undskyldning for antiamerikanisme, og at "McCarthyisme" ophører med at blive brugt som et angiveligt neutralt og objektivt udtryk.

Dette indlæg kunne slutte her.

Men som en slags tilføjelse til dette indlæg, lad mig kort henvise til min afsløring vedrørende filmen Oppenheimer, hvor medlemmer af de sædvanlige medier i deres enstemmige ros omhyggeligt har overset det faktum, at de to forfattere af bogen bag filmen var begge redaktører og forfattere hos "The Nation", dvs månedsbladet af… USAs kommunistiske parti.  

Over 13 år efter at Antony Beevor kom med forbløffende afsløringer fra Kremls ovennævnte arkiver (The Second World War blev udgivet i 2012), accepteres historikerens konklusioner stadig ikke af eliten (de bliver ikke udfordret — med gode eller ej — de ignoreres simpelthen), hvilket får dem til at kalde modstand mod kommunismen og USSR for "en politisk bevægelse præget af rangløse, uvidende, antiintellektuelle, xenofobiske demagoger".

Lad dette synke ind: Begge forfattere af bogen (Kai Bird og Martin J Sherwin) bag det, som New York Times kalder "Christopher Nolans komplekse, levende portræt af J. Robert Oppenheimer, 'atombombens fader'" — "en strålende præstation i formel og konceptuel henseende" — arbejdede på The Nation og var derfor i en eller anden egenskab tæt på kommunismen samt uvægerligt også eksperter i at udspy antiamerikanisme. 

 

Relateret — på engelsk: • For the first two years of World War II, Nazi Germany and Soviet Russia were allies; Hitler and Stalin secretly planned and jointly began the war that inflicted such horror and destruction
• Stalin's Death at 70: Some Mind-Boggling Revelations About Stalin, World War II, and a Century of Russian History

Also related:
• Hiroshima 15: Examining the Issues Surrounding the Dropping of Atomic Bombs on Japan (Erik Svane) 

• Hiroshima 17: During WWII, Japan Killed 7 Times More People (Most of Them Civilians) than They Lost (Victor Davis Hanson) 

• Hiroshima 18: The Imperial Japanese Army was every bit as evil as the Nazi SS, and more lethal (Trent Telenko)

• Hiroshima 19: The Horrific Treatment of Civilians During Japan's "Reign of Terror"

• Hiroshima 14: "I regard Hiroshima revisionism as the greatest hoax in American history" (Robert Maddox)

• Hiroshima 13: Although It Is Not Said Openly, Hiroshima Also Played a Purifying Role, IE the Baptism of a New Japan, the Event that Put an End to 50 Years of Crimes (Le Monde)

• Hiroshima 20: The Day the Pilot Who Led the Attack on Pearl Harbour Met the Pilot of the Enola Gay

• Hiroshima 12: Political Correctness in Japan: The comment "tramples on the feelings of victims", so… Shut the F**k Up and Lose Your Job! (re the forced resignation of Japan's defense (!) minister)

• Hiroshima 11: If Western elites cannot find perfection in history, they see no good at all; most never learned the narrative of WWII, only what was wrong about it (Victor Davis Hanson)

• Hiroshima 10: If Not for the Atom Bombs, Japan, as we know it today, would not exist (S L Sanger, author of “Working on the Bomb”)

• Hiroshima 9: Over one million warning leaflets were dropped over Hiroshima, Nagasaki, and 33 other Japanese cities 5 days before the Hiroshima bombing (Bill Whittle)

• Hiroshima 8: Was It Wrong to Use the Atom Bomb on Japan? (Father Wilson Miscamble)

• Hiroshima 7: Some Facts About Hiroshima and World War II That You Hear Neither From America's MSM, University Élites, and History Books, Nor From Japan's (New York Times)

• Hiroshima 16: Did Japan's top officers know a bomber was approaching Nagasaki, 5 hours beforehand, and do nothing?

• Hiroshima 6: "Lance or spear practice was a regular women's exercise to practice for the anticipated U.S. landing" (a Japanese American)

• Hiroshima 5: Japan's plans for defense involved mobilizing the civilian population, including women and children, for the customary suicidal battle tactics (Thomas Sowell)

• Hiroshima 4: "Les 300 000 morts d'Hiroshima ont épargné bien davantage de Japonais, qui auraient été écrasés sous des bombes ordinaires" (Charles de Gaulle)

• Hiroshima 3: A mainland invasion could have resulted in millions of Japanese deaths—and that's not counting civilians (Wall Street Journal)

• Hiroshima 2: Hand-wringing over Hiroshima is just virtue-signaling by people who never said a bad word about Stalin or Mao’s mass murders (Glenn Reynolds)

• Hiroshima 1: Unlike the ends of the majority of conflicts, World War II in the Pacific grew increasingly bloody as U.S. forces approached the Japanese homeland (Erik Svane)

Hiroshima 1945: Didn't the A-Bombs Prevent the Red Army from Sweeping through Western Europe and the Entire Continent from Falling Under Stalin's Iron Fist?

One of the most common criticisms concerning the use of the atomic bombs is that it was "only" used to intimidate Stalin (suggesting that the head of the USSR was a trustworthy ally of the West who should have been allowed to join the war in the Pacific theater instead of being treated in such a cruel fashion). 

What is not addressed is that the atomic bomb did indeed sabotage the Kremlin's (secret) plans — not with regards, or not only with regards, to Japan or to the Asian continent, but with regards to… Western Europe.

For two decades before being abruptly and brutally canceled, No Pasarán regularly brought stories about little-known facts and quotes regarding the atomic bombings over Hiroshima and Nagasaki in the summer of 1945 (the full list of articles on the Wayback Machine can be found at the bottom of this post). The present post is certainly one of the most important of them all.

For once, indeed, the crux will not be on the Americans and the Japanese — whose country was far more brutal and bloodthirsty than that of their Nazi allies. Indeed, the Imperial Japanese Army was every bit as evil as the Nazi SS, and more lethal, as evidenced by the horrific treatment of civilians during Japan's "Reign of Terror". No, the crux will be on the Soviets and the Europeans.

As you learn how the "trustworthy" Vojd was planning on betraying his allies and letting the Red Army's divisions run roughshod through and conquer all of Europe (the Western part as well as the Eastern part) — that is, until Beria shot the plans down when he informed Stalin of America's terrifying new weapon — all I can say is how grateful I am, and how grateful we should all be, for Harry Truman dropping A-bombs on Hiroshima and Nagasaki. Bombs which indeed saved countless lives (aligato, Glenn Reynolds-san and Ed Driscoll-san).

The main gist of this story picks up below photos taken by my father at the tender age of 12 of the British forces build-up during the Summer of 1945 after the Nazi surrender on V-E Day.

Montgomery's British forces rushed to the North of Germany, beating the Red Army in forcing the surrender of the German forces in Northern Germany and occupied Denmark (that will be the content of a future post), and thus avoiding the fate of Poland, Romania, Bulgaria, and all the other Eastern countries — for 40-something years.

Many praise the Russians for winning World War II. If it hadn't been for the Anglo-Americans, wouldn't the Russians, wouldn't Stalin, have continued all the way to the Atlantic Ocean, taking all of Western Europe (or at least the mainland) as well?

 

Following the Nazi surrender, Marshall Montgomery paid a visit to Copenhagen and drove through its streets. From May to July 1945, British ships accosted and RAF planes landed in droves. Normally, with a disciplined army having surrendered (one which moreover hadn't engaged in much fighting whatsoever), such a show of force would be unnecessary. But they weren't there for the surrendering German prisoners; they were there to guard against the Red Army

Accompanied by his uncle, my father went to Copenhagen and visited the city's harbor and airfields to see the British armada at the harbor and the planes landing in the airfields. He was all of 12 years old. (Update: MMMMMMM.)

Montgomery driving through Copenhagen on May 12, 1945 (my father's photo at age 12)

HMS Birmingham docks on May 10, 1945 (photo by Eskil Svane, 12)

HMS Birmingham in København Harbor on May 10

HMS Birmingham was quite popular with the Danish people

Mosquitoes at Kastrup airfield, July 1, 1945

A Spitfire on Kastrup airfield as the RAF holds on airshow (and
probably not just for the Danes, but for any Soviet diplomat present)

Douglas Dakota DC3s on show at Denmark's largest airfield

The Soviet Union's (secret) intentions and plans were confirmed after Antony Beevor spent time in Moscow, unearthing many a previously top secret document in the archives, and leading to his writing in his history of The Second World War about "the two pitiless totalitarian systems which fed off each other."

In the penultimate chapter, Cities of the Dead, Beevor writes that after the German capital fell in May 1945, the American ambassador to Moscow paid a visit to the Kremlin:

'It must be very pleasant for you', [Averell] Harriman said, making conversation, … 'to be in Berlin after all your country has suffered.'  The Soviet leader eyed him. … 'Tsar Alexander went all the way to Paris,' he replied.

That was not entirely a joke.  Well before Churchill's [notion of a war erupting between the Western allies and their USSR ally], a meeting of the Politburo in 1944 had decided to order the Stavka to plan for the invasion of France and Italy, a General Shtemenko later told Beria's son.  The Red Army offensive was to be combined with a seizure of power by the local Communist Parties.  In addition, Shtemenko explained, 'a landing in Norway was provided for, as well as the seizure of the straits [with Denmark].  A substantial budget was allocated for the realization of these plans.  It was expected that the Americans would abandon a Europe fallen into chaos, while Britain and France would be paralysed by their colonial problems.  The Soviet Union possessed 400 experienced divisions, ready to bound forward like tigers.  It was calculated that the whole operation would take no more than a month 

 … All these plans were aborted when Stalin learned from [Beria] that the Americans had the atom bomb and were putting it into mass production.'  Stalin apparently told Beria 'that if Roosevelt had still been alive, we would have succeeded'.  This, it seems, was the main reason why Stalin suspected that Roosevelt had been secretly assassinated

… Stalin had achieved everything he wanted at Potsdam, even though he had been forced to cancel the invasion of western Europe out of fear of the atom bomb

"The western Allies were finding that they could liberate half of Europe only at the cost of enslaving the other half." As it happened, explains Antony Beevor in the final pages of his 900-page book, "one half of Europe had to be sacrificed to the Stalinist maw to save the other half."

(Indeed, in "Northern Germany the British 7th Armored Division was approaching Hamburg, while the 11th Armoured Division advanced rapidly ahead towards Lübeck on the Baltic. This followed Churchill's secret instruction to Field Marshall Montgomery … to prevent the Red Army from seizing Denmark".)

Astounding News

This is astounding news. Nothing less. What does it say about the use of the atomic bombs — not to mention, for that matter, McCarthyism along with the alleged paranoia regarding the later Red "Scare" as well as the alleged daftness of the American people?

When unhappy Western elites — quite a number of them from Europe, especially Western Europe — criticize Uncle Sam's atomic bombings of Hiroshima and Nagasaki as evil and useless war crimes and no more than a(n outright hateful?) warning to the USSR, they usually mean it to mean that tens of thousands of Japanese citizens were sacrificed simply to prevent nothing more harmless than a few handfuls of (gallant soldiers in) Koba's Red Army joining in some little way in the victory over the Japanese Empire. 

But as we can see, the revisionists and Post-facto critics not to mention communism admirers — quite a number of them, again, from Western Europe — who claim that Hiroshima had little military value but instead was a strategic ploy to impress Stalin do not realize that the Manhattan Project's atomic bomb did more, far more, and not in Asia and on the Pacific front but on the European front half a world away.

It was indeed a sign to the Red Army, and it did prevent Stalin from prolonging the war mercilessly after the Nazis' defeat and achieving his project to take over all of European continent. 

Incidentally, while Western governments are routinely taken to task for expecting selfishly that the Germans and the Russians bleed each other dry on the Eastern Front (or expecting the same, 40 years later, during the Iraq-Iran war), there is a theory that it was in fact Stalin who expected his Western allies and the Germans to bleed each other dry on the Western Front; and that, in that perspective, the defeat during Operation Market Garden and the near-defeat during the Battle of the Bulge (America's most bloody battle during World War II) were due to Moscow sharing, however directly or indirectly, intelligence with Berlin — their assumed mortal enemy. (What wonderful allies, those Russians.)

To recap: 

In Modern Times (The World From the Twenties to the Nineties), Paul Johnson writes that

There was scarcely a crime the Nazis or the knights of Bushido had committed, or even imagined, which the Soviet regime hand not also perpetrated, usually on an even larger scale.  It ran precisely the type of system which had produced the war and its horrors.  More specifically, the Nazi-Soviet Pact of September 1939 and the Japanese-Soviet Pact of April 1941 had made the Axis aggressions possible.

Indeed, Hitler and Stalin started the WWII together. As Jeff Jacoby points out, For the first two years of World War II, Nazi Germany and Soviet Russia were allies, with the Führer and the Vozhd secretly planning and jointly beginning the war that inflicted such horror and destruction 

There is no denying that a vast number of Soviet citizens lost their lives in World War II. Without the Russian people’s appalling suffering and sacrifice, the Allies might not have triumphed in the end.

But there is also no denying that Moscow was Nazi Germany’s partner in unleashing the war, the deadliest in human history, in the first place. Victory Day is a good opportunity to review the record of Russian culpability in plunging the world into war — a record the Kremlin’s propagandists have been trying to obscure for decades.

 … for the first two years of World War II, Nazi Germany and Soviet Russia were allies. They secretly planned and jointly began the war that inflicted such horror and destruction. 

In the months that followed the Nazi-Soviet takeover of Poland, as Hitler’s troops conquered Denmark, Norway, Belgium, Holland, and France and bombed much of London into rubble, Stalin’s forces continued their illegal war of aggression and conquest. [the three Baltic states (Estonia, Latvia, Lithuania), the formerly Romanian territories of Bessarabia and northern Bukovina, Finland…]

 … In short, for the first two years of World War II, Nazi Germany and Soviet Russia were allies. They secretly planned and jointly began the war that inflicted such horror and destruction.  

As Timothy Snyder’s book “Bloodlands: Europe Between Hitler and Stalin” points out, the dictators vied with each other in the bloodbaths and the destruction of the conquered territories.

Moreover, a Lithuanian testified that his father had said if he had the choice, he would rather live under 10 years of Nazi occupation than under one single year of communist occupation.

Certainly after Hitler's betrayal and his invasion of the USSR, but possibly even before, Stalin's goal was to defeat the Axis powers but his ultimate goal was to turn thereafter against his allies and sic his divisions against those who had supported him all these years and take over the entire continent, and this he ordered the Politburo and the NKVD to plan.

The only thing that aborted the plan of 400 Soviet divisions launching a brutal, a traitorous, and a bloody attack on his erstwhile allies was the news of the atomic bombs and their use over two Japanese cities.

Post-War History

Is there ever anyone who jokes or sighs or rolls his eyes about paranoia or witch hunts regarding Nazism or fascism? No, and with good reason. (Indeed, after ranting and giggling for years and years about Godwin's Law, the left has dropped all pretenses and shows its usual double standards as it has been using the fascism/Nazism/Hitler charge ceaselessly against conservatives and members of the — anti-government (!) — Republican Party.) 

Why, then, should anyone (Joseph McCarthy first among them) be described as paranoid about a régime that, on the internal front, murders millions of its citizens and, on the external front, was indeed planning an invasion of Europe and the West (with the aid of those countries' domestic — i.e., traitorous — communist parties) — submitting all conquered territories and countries to the same bloody internal policies as had occurred in Eastern Europe's Bloodlands?

This brings up the so-called "paranoid" "witch hunts" against communists in post-war America. Here is a question that is seldom brought up: Who was head of the Kremlin when the term "McCarthyism" was coined? A fellow by the name of Stalin. As for the House Un-American Activities Committee (HUAC), another question is, how many people are aware that the maligned council was not solely involved with communists? Indeed, wasn't it formed the year prior to the Nazi/Soviet non-aggression treaty, in 1938, to investigate disloyalty by subversive organizations tied to either pro-Soviet communists or — yes — pro-German fascists?

It is certainly time for two things: for Hiroshima to cease being an excuse for anti-Americanism and for "McCarthyism" to cease to be used as an allegedly neutral and objective expression.
This post could end here. 

But as a sort of addendum to this post, let me briefly refer to my revelation regarding the movie Oppenheimer, where, in their unanimous praise, members of the MSM have carefully glossed over the fact that The 2 Authors of the Book Behind the Movie Were Both Editors and Writers at "The Nation".

Over 13 years after Antony Beevor came out with astonishing revelations from the Kremlin's archives mentioned above (The Second World War was published in 2012), the historian's conclusions are still not accepted by the élites (they are not challenged — with arguments good or otherwise — they are simply ignored), leading them to call opposition to communism and to the USSR "a political movement characterized by rank know-nothing, anti-intellectual, xenophobic demagogues."

Let this sink in: Both of the authors of the book behind what the New York Times calls "Christopher Nolan’s complex, vivid portrait of J. Robert Oppenheimer, the 'father of the atomic bomb'” — "a brilliant achievement in formal and conceptual terms" — worked at The Nation and were therefore, in some capacity or other, close to communism and invariably doubling as experts in spewing anti-Americanism.

Full details here: Hollywood Shocker — The Authors of the Book Behind Nolan's "Oppenheimer" Were Both Editors and Writers at "The Nation"

Related: • For the first two years of World War II, Nazi Germany and Soviet Russia were allies; Hitler and Stalin secretly planned and jointly began the war that inflicted such horror and destruction
• Stalin's Death at 70: Some Mind-Boggling Revelations About Stalin, World War II, and a Century of Russian History

Also related:
• Hiroshima 15: Examining the Issues Surrounding the Dropping of Atomic Bombs on Japan (Erik Svane) 

• Hiroshima 17: During WWII, Japan Killed 7 Times More People (Most of Them Civilians) than They Lost (Victor Davis Hanson) 

• Hiroshima 18: The Imperial Japanese Army was every bit as evil as the Nazi SS, and more lethal (Trent Telenko)

• Hiroshima 19: The Horrific Treatment of Civilians During Japan's "Reign of Terror"

• Hiroshima 14: "I regard Hiroshima revisionism as the greatest hoax in American history" (Robert Maddox)

• Hiroshima 13: Although It Is Not Said Openly, Hiroshima Also Played a Purifying Role, IE the Baptism of a New Japan, the Event that Put an End to 50 Years of Crimes (Le Monde)

• Hiroshima 20: The Day the Pilot Who Led the Attack on Pearl Harbour Met the Pilot of the Enola Gay

• Hiroshima 12: Political Correctness in Japan: The comment "tramples on the feelings of victims", so… Shut the F**k Up and Lose Your Job! (re the forced resignation of Japan's defense (!) minister)

• Hiroshima 11: If Western elites cannot find perfection in history, they see no good at all; most never learned the narrative of WWII, only what was wrong about it (Victor Davis Hanson)

• Hiroshima 10: If Not for the Atom Bombs, Japan, as we know it today, would not exist (S L Sanger, author of “Working on the Bomb”)

• Hiroshima 9: Over one million warning leaflets were dropped over Hiroshima, Nagasaki, and 33 other Japanese cities 5 days before the Hiroshima bombing (Bill Whittle)

• Hiroshima 8: Was It Wrong to Use the Atom Bomb on Japan? (Father Wilson Miscamble)

• Hiroshima 7: Some Facts About Hiroshima and World War II That You Hear Neither From America's MSM, University Élites, and History Books, Nor From Japan's (New York Times)

• Hiroshima 16: Did Japan's top officers know a bomber was approaching Nagasaki, 5 hours beforehand, and do nothing?

• Hiroshima 6: "Lance or spear practice was a regular women's exercise to practice for the anticipated U.S. landing" (a Japanese American)

• Hiroshima 5: Japan's plans for defense involved mobilizing the civilian population, including women and children, for the customary suicidal battle tactics (Thomas Sowell)

• Hiroshima 4: "Les 300 000 morts d'Hiroshima ont épargné bien davantage de Japonais, qui auraient été écrasés sous des bombes ordinaires" (Charles de Gaulle)

• Hiroshima 3: A mainland invasion could have resulted in millions of Japanese deaths—and that's not counting civilians (Wall Street Journal)

• Hiroshima 2: Hand-wringing over Hiroshima is just virtue-signaling by people who never said a bad word about Stalin or Mao’s mass murders (Glenn Reynolds)

• Hiroshima 1: Unlike the ends of the majority of conflicts, World War II in the Pacific grew increasingly bloody as U.S. forces approached the Japanese homeland (Erik Svane)

Filmen i Gentofte Kino blev afbrudt den 4. maj 1944, da en mand slog dørene op og råbte at tyskerne havde kapituleret

I Villabyerne fortæller Kathrine Albrechtsen om 80 år siden frihedsbudskabet lød:

Den 4. maj i år er det 80 år siden, at frihedsbudskabet lød fra radioer over hele landet og folk flokkedes i gaderne for at fejre at fem års besættelse var forbi. Befrielsesdagene bød på stor glæde og lettelse, men også på dramatiske scener, når formodede stikkere og værnemagere skulle pågribes og folkestemningen mod tyskere fik frit løb.

 … En anspændt situation

 … Som i resten af landet havde de lokale modstandsgrupper forberedt sig, for man vidste ikke om det ville komme til kampe med de tyske tropper. Mødesteder og våbenlagre skulle organiseres og lister over værnemagere, der skulle arresteres, blev udarbejdet, så man kunne rykke hurtigt ud. [I Gentofte blev Maglegårdsskolen] udpeget til forhørscentral, og da frihedsbudskabet endelig kom, var det her værnemagere og landsforræddere blev kørt til under stor bevågenhed og tilråb.

I krigens sidste måneder var civile tyskere strømmet til Danmark på flugt fra den russiske hær. Ved befrielsen befandt omkring 6.000 flygtninge sig i Gentofte Kommune, indlogeret i skoler og sportshaller. De kunne ikke umiddelbart sendes tilbage og i løbet af 1945-46 voksede frustrationen i befolkningen. I aviser fra tiden beskrives de som ”uønskede og ubudne gæster”.

Den spændte situation mellem landets 60.000 bevæbnede frihedskæmpere, 200.000 tyske soldater og 250.000 tyske flygtninge er omdrejningspunktet, når historiker Thomas Tram holder foredrag på Gentofte Hovedbibliotek den 9. maj.

Glæde i Gentoftegade

Gentofte Torv blev et naturligt samlingspunkt i befrielsesfejringen. 

Mange borgere var samlet i Gentofte Kino, for at nyde at den tyske filmcensur var blevet mildere, og i stedet for den tyske Ufa-film, blev den svenske kærlighedsfilm ”Paa Liv og Død” vist. Vi må gå ud fra at fremvisningen begyndte kl. 20, for Villabyernes Avis beskriver, at filmen blev afbrudt, da en mand slog dørene op og råbte at tyskerne havde kapituleret. Et budskab, der blev oplæst i radioen kl. 20.35.

Herefter gik det stærkt. Glade mennesker samledes i Gentoftegade, en gruppe unge løb frem og tilbage mellem kirkebakken og torvet med et stort dannebrogsflag, mens menneskemængden råbte hurra for kongen og afsang nationalsangen og der blev fyret fyrværkeri og afbrændt mørklægningsgardiner.

Også modstandsbevægelsen - med stålhjelme, armbind og våben - var pludselig synlige i gadebilledet. 

Gruppen Holger Danske havde nemlig udvalgt Gentofte Hotel som hovedkvarter og herfra kom de i den følgende tid til at organisere arbejdet med at arrestere værnemagere.

Denne og andre både glade og dramatiske historier fra befrielsesdagene bliver omdrejningspunktet, når Gentofte Lokalarkiv i samarbejde med Mindelunden afholder byvandringer den 10. og 11. maj.

Besættelsens og befrielsens sange

Befrielsesdagene var kulminationen på fem års besættelse, og som beskrevet tidligere var en central del af befrielsesfejringen at afsynge nationalsangen. Og den danske sangkultur havde da også spillet en central rolle lige fra besættelsens første år.

11 steder fra besættelsestiden du skal se Af Lisbeth Jansen

En komplet rodebutik: Grønland ligger hjælpeløst hen uden militært forsvar og er dermed USA’s største mareridt — et arktisk Cuba kontrolleret af fjendtlige magter

Så er der stemning og fest

skriver Asger Aamund ironisk.

De glade dage fra Vietnam- demonstrationerne vendte tilbage her i weekenden, hvor mere end tusind ’progressive’ holdt asfaltbal foran den amerikanske ambassade med sang, taler, råbekor og viste Den Store Satan vores dybfølte kærlighed til det grønlandske folk. Tidligere var Grønland kun noget, der dunkelt viste sig i danskerens bevidsthed, når dronning Margrethe nytårsaften sendte sine varmeste hilsener til det grønlandske folk. Måske kan vi holde kærligheden til grønlænderne gående indtil sommer, hvor Tour de France starter og, hvor danskernes hjerter kun har plads til Vingegaard. Grønlandsbetændelsen hos medier og politikere nåede sit foreløbige klimaks her ved udgangen af marts måned, hvor vicepræsident Vance endnu engang drejede kniven rundt i såret ved at fastslå, at Danmark ikke er en god allieret og har gjort et dårligt job med at passe på Grønland.  Endnu en gang lød der forargede skrig fra medier og politikere, der som altid påberåbte sig de faldne danske soldater, der usmageligt og pinligt igen-igen bruges som afladsbreve for at udviske de sørgelige kendsgerninger, at Danmark gennem de seneste 50 år skridt for skridt har nedlagt sit forsvar, og at vi har forsømt at udvikle Grønland strukturelt, økonomisk og socialt.

Det begyndte ellers så godt. I 1953 blev imperier opløst, kolonier nedlagt og frihedsbevægelser opstod. Danmark var i front og ændrede med den nye grundlov samme år Grønlands status fra koloni til et dansk amt. Nu er amterne væk, og i dag ville vi kalde Grønlands ændrede status for en storkommune med samme rettigheder og privilegier som andre danske kommuner. Med den nye struktur for Grønland var det hensigten at integrere den nye kommune helt i det øvrige samfund uanset den lange afstand. Grønland skulle udvikles til en moderne region parallelt med det øvrige Danmark. Det blev dog ved snakken. Politikerne valgte at satse rigets ressourcer på det danske Wirtschaftswunder, der tog fart i halvtredserne og på den efterfølgende velfærdsstat. I stedet for den fulde integration af kommunen Grønland gav politikerne efter for ekstreme bevægelser, der krævede frihed for den store ø. Det førte først til loven om hjemmestyre i 1979 over Grønlands udmeldelse af EU i 1982 og til loven om selvstyre i 2009. Uden at spørge danskerne gennem en folkeafstemning, om vi synes, at det var rimeligt at én procent af rigets befolkning kunne stemme sig til en annektering af 98 procent af Danmarks territorium, blev denne voldtægt af Mor Danmark til virkelighed gennem et simpelt folketingsflertal. Det repræsentative folkestyre i arbejdstøjet.

 … Historien viser os …, at det er muligt at rumme og pleje en oprindelig befolkningsgruppe inden for rammerne af et nationalt samfund uden at fællesskabet rives over ved at give efter for krav om selvstændig statsdannelse for de etniske minoriteter. Danmark har derimod dummet sig gevaldigt ved gennem selvstyreordningen at love de 50 000 grønlændere, der svarer til Silkeborgs befolkning, retten til at løsrive sig fra det danske rige, hvis det passer dem. Grønland er et samfund på støtten og vil være det mindst 10-15 år endnu uanset, hvor meget der investeres i økonomi, uddannelse og infrastruktur. Grønland ligger hjælpeløst hen uden bevogtning, uden militært forsvar og er dermed USA’s største mareridt:  et arktisk Cuba kontrolleret af fjendtlige magter.

Præsident Trump er udmærket klar over, at en amerikansk overtagelse af Grønland ikke kan lade sig gøre, men han agter gennem sine barske provokationer at sikre Grønlands faste forankring i de vestlige demokratier.  Ved at anbringe Grønland på affyringsrampen har danske politikere opstillet en fælde for sig selv, og nu sidder vi i saksen: grønlænderne bestemme selv om de vil være en selvstændig nation, men Danmark har bemyndigelsen til at føre udenrigspolitikken. Altså en komplet rodebutik. Loven om selvstyre blev vedtaget med et simpelt folketingsflertal, og et folketingsflertal bør derfor ophæve den og føre Grønland tilbage som en dansk kommune, som det var hensigten i 1953.

I stedet for at sidde klynkende som en flok pryglede aber, der passivt er tvunget til at spille på den bane, Trump har kridtet op, burde Mette Frederiksen tage initiativet og fremlægge en plan for den amerikanske regering, der sikrer Grønlands sikkerhed, udvikling og forbliven i det vestlige demokrati. Vi kunne tilbyde USA et bidrag på1 milliard USD om året for at styrke bevogtningen af Grønlands territorium til lands, til vands og i luften. Det dækker ikke hele regningen, men ville være et konstruktivt bidrag til den fælles sikkerhed. Tilbyd amerikanerne kontrakter på forretningsmæssige vilkår på udvinding af mineraler og energi, og foreslå et samarbejde med USA om udvikling af Grønlands økonomi og infrastruktur. Ikke som en tåget politisk hensigtserklæring, men i form af et gennemarbejdet konkret forslag. Trump kan lide en god handel, og han kommer til at acceptere med glæde.

Det bliver enden på krisen, og vi kan måske se frem til en ny tusindtallig demonstration foran den amerikanske ambassade. Denne gang med friske, nye skilte: YANKEE COME HOME!

Gennem mange årtier har USA’s regeringer indgået en række handelsaftaler, der i høj grad har begunstiget de amerikanske handelspartnere

Man siger … i hele Verden, at Trump hæver toldsatserne, men man siger ikke, hvorfor han gør det 

skriver Asger Aamund, som forklarer endvidere at Gennem mange årtier har USA’s regeringer indgået en række handelsaftaler, der i høj grad har begunstiget de amerikanske handelspartnere.

Trump hæver toldsatserne for at stoppe virksomhedsflugten fra USA, standse gældsætningen og reducere handelsunderskuddet. USA’s toldsatser hører blandt de laveste i verden. Gennem mange årtier har USA’s regeringer indgået en række handelsaftaler, der i høj grad har begunstiget de amerikanske handelspartnere. For eksempel er den amerikanske told på ethanol (alkohol) fra Brasilien 2,5 procent, men USA bliver pålagt 18 procent told på ethanol-eksport til Brasilien. EU betaler kun 2,5 procent told på biler, der eksporteres til USA, som må punge ud med 10 procent told på bil-eksporten til EU. Resultatet har været en masseflugt af industrivirksomheder, der er flyttet fra USA til andre lande således, at moderselskaberne hjemme i USA kun varetager salg, forsvar af patenter og know how samt varemærker. Produktionen foregår alle andre steder.

Millioner af arbejdspladser er mistet til Kina, Mexico, Canada og en række andre lande. Tidligere industrielle kerneområder i delstater som Ohio, Michigan og Indiana er nu præget af tusinder af forladte fabrikker og stålværker, industrielle spøgelser, der står som forvitrede ruiner i Amerikas berygtede rustbælte. Gennem de sidste 30 år har skiftende amerikanske præsidenter forsøgt at overtale landets handelspartnere til en mere afbalanceret samhandel, men uden held. Derfor har USA’s nye regering besluttet at lancere en aktionsplan, der skal føre til gensidige toldsatser (Reciprocal Tariffs) med især USA’s største handelspartnere som er Mexico, Canada, Kina og EU. Regeringen forventer ikke helt ligeværdige toldsatser, men i hvert fald en betydelig forbedring i forhold til den nuværende ubalance.

Kina havde 2024 et handelsoverskud med USA på 1,2 billion USD. Heri er ikke medregnet Kinas ulovlige eksport af opioider(fentanyl), der hvert år koster omkring 80 000 amerikanere livet. Og heller ikke de 600 milliarder USD fra patenter og know how, som Kina ifølge USA’s kontraspionage årligt stjæler fra amerikanske virksomheder og universiteter. I modsætning til Mexico og Canada har Kina ingen frihandelsaftale med USA, men ved manipulation med valuta, statsstøtte til virksomhederne og kreativ bogføring af produktionsomkostninger er det lykkedes Kina at udkonkurrere amerikanske produkter over en bred kam fra beklædning over elektronik til maskiner og entreprenørmateriel. Samtidig har Kina tilbudt så fordelagtige etableringsforhold, at tusindvis af amerikanske industrivirksomheder er flyttet til Kina. Ifølge økonomerne Daron Acemoglu og Brendan Price har konkurrencen fra den kinesiske import kostet USA 2,4 millioner jobs bare i perioden 1999 til 2011.

I 2010 var USA’s handelsunderskud med Mexico 66 milliarder USD, som i 2024 var vokset til 172 milliarder USD. Denne eksplosive vækst skyldes kinesiske komponenter og halvfabrikata, som I Mexico samles til færdige produkter inden for computere, telefoner og andet elektrisk udstyr. Derefter eksporteres varerne i strid med Mexicos frihandelsaftale til USA som mexicanske produkter. Under præsident Bidens åbne grænser vandrede 12 millioner illegale migranter fra Mexico ind i USA, hvoraf en stor del fra Mexicos oprindelige befolkning fra landets sydlige provinser, hvor der hersker udbredt fattigdom og arbejdsløshed. Mexicos regering hjalp dem over grænsen til USA og slap således for ansvaret for sin mest udsatte befolkningsgruppe, der i 2024 som modtagere af amerikanske overførselsindkomster kunne sende omkring 60 milliarder USD i remitter hjem til familierne i Mexico.

Kina har en omfattende lovlig eksport af opioider til USA’s farmaceutiske industri, men en endnu større udførsel af ulovlig fentanyl til narkomarkedet i USA. Fentanylen som råvare bliver slået til tabletter i Mexico og smugles videre over grænsen til USA, hvor mexicanske narkokarteller sørger for den videre distribution og salg til en værdi af 20 milliarder USD om året.

Dansk presse hyler forarget op om Trumps planer om at kuppe sig til en indlemmelse af Canada i USA som den 51. delstat. Intet kunne dog ligge fjernere fra den amerikanske regerings planer. Canada er som Danmark et lyserødt socialdemokratisk formyndersamfund. Canada som delstat i USA ville således levere 2 Demokratiske senatorer og omkring 50 Demokratiske medlemmer til Repræsentanternes Hus, hvilket endegyldigt ville fjerne Republikanernes muligheder for flertal i Kongressen.  Disse kendsgerninger er dog ikke gået op for danske medier og politikere. USA’s handelsunderskud med Canada udgjorde i 11 milliarder USD i 2016, men voksede i 2024 til 63 milliarder.

 … Det irriterer amerikanerne, at 2 procent af den ulovlige fentanyl smugles ind fra Canada og bebrejder ligeledes canadierne, at de kun ofrer 1,3 procent af BNP på NATO, som er lige så elendigt som Danmarks bidrag.

USA vil have mere ligevægt i toldsatserne i samhandelen med EU, som gennem sin import fra Rusland af energi finansierer hele Putins krig mod Ukraine. USA ønsker, at EU i stedet køber mere amerikansk energi, flere biler og fødevarer. Besindige amerikanske økonomer som professor Christopher Tang fra UCLA støtter planen om gensidige toldsatser mellem handelspartnere som den eneste farbare vej frem mod en genopretning af USA’s hjemlige industri, reduktion af udlandsgælden og en styrkelse af den nationale sikkerhed.

I Danmark er der ingen forståelse for disse klare og nærværende faresignaler, der truer det amerikanske samfund. … I Danmark som i EU kræver man, at USA skal holde sine problemer for sig selv. Også selv om vi har været med til at skabe dem. Vi har det således fint med at være en del af problemet, men ikke af løsningen. Sådan som det plejer at være.

Medierne flyder over med beretninger om tapre danskere, der har fyret Coca Cola og Big Mac

Asger Aamund kommer med en artikel som han kalder TABERNES SUTTEKLUD, dvs BOYKOTTEN mod USA.

En stor del af den danske befolkning har indledt en spontan boykot af amerikanske produkter og kultur. Facebook har nu en ’Boykot USA’ gruppe på næsten 90 000 medlemmer, der træner hinanden i, hvordan man kommer videre med sit liv uden USA.  Medierne flyder over med beretninger om tapre danskere, der har fyret Colgate, Coca Cola og Big Mac. Ingen vil have Tesla mere, og et flertal af vælgerne ønsker at annullere de indgåede aftaler om amerikanske militærbaser på dansk jord. Investorerne sælger ud af amerikanske aktier, og herboende amerikanere tør ikke tale engelsk i supermarkedet af skræk for at blive moppet af ophidsede danske kunder. Førende politikere tager i medierne naturligvis afstand fra sanktioner mod USA, der ikke er officielle, men skynder sig at tilføje med et indstuderet polisk smil, at de er kommet til at” holde meget af Jolly Cola og italiensk vin.” Vores dominerende supermarkeder har nu mærket europæisk producerede varer med en sort stjerne så progressive konsumenter kan være sikre på, at produktet ikke er fremstillet i USA eller Israel (Kauft nicht bei Juden!).

Denne folkelige sanktionsbølge har ikke noget at gøre med en amerikansk straftold på danske eksportprodukter, hvor sværvægterne er medicin, søtransport, maskiner og instrumenter. USA er nu som før Danmarks størst eksportmarked og der er ikke iværksat nye tariffer eller toldsatser mod danske varer. Men så er der jo Grønland, som amerikanerne vil stjæle fra os. Det Konservative Folkeparti raser på tv over, at USA planlægger at annektere 98 procent af det danske rige. De Konservative har dog godkendt, at kun de kun 50 000 grønlændere, der udgør 1 procent af den danske befolkning kan stemme sig til at annektere 98 procent af det danske rige. Ovenikøbet med regeringens og Folketingets fulde opbakning. Sådan er der jo så meget.

Boykotten er både i dansk og international politik et populært og skattet våben, når denne verdens tyranner og diktatorer skal knægtes og omstyrtes. Hensigten med den totale isolation, som boykotten jo er, vil altid være, at et totalitært regime tvinges til fald enten, fordi tyrannerne må give op på grund af presset udefra, eller fordi befolkningen rejser sig og befrier sig for dets undertrykkere. Ingen af de mange boykots, vi i den vestlige verden har iværksat gennem de seneste 60 år, har haft nogen virkning overhovedet. Alligevel starter vi den ene boykot efter den anden i håb om bedre held næste gang. Eller som Bertel Haarder så klogt har udtrykt det:” Enhver politiker vil hellere gøre det forkerte end ikke at gøre noget”.

Hele verdens langvarige videnskabelige, kommercielle, politiske og kulturelle boykot af Sydafrika fra  1959 til 1993 var totalt virkningsløs. … Boykotten mod den græske oberstjunta i 1967 førte ikke til nogen forandring. … Den internationale boykot af Burma (Myanmar) fra 1988 til 2011 forblev ligeledes resultatløs. Faktisk sidder tyrannerne der endnu støttet af vennerne i Kina og Rusland. … Vest-magterne organiserede en total isolation af Saddam Husseins Irak fra 1990 til 2003 med det formål at tvinge ham fra magten. Som sædvanlig endte boykotten med, at tyrannen og hans Gestapo overlever i fin stil, mens folket lider i stilhed. … EU lancerede en boykot af Østrig som straf for, at Jörg Haiders Frihedspartiet var blevet optaget i den østrigske regering. Også disse sanktioner løb ynkeligt ud i sandet efter få måneder ligesom den løbende boykot af Rusland, der jo ikke ser ud til at omstyrte præsident Putin lige med det samme. Der er jo heller ikke meget grin ved en boykot, hvor vores indkøb af olie, kul og gas fra Rusland overstiger værdien af Europas samlede finansielle og militære støtte til Ukraine.

En enkelt boykot var dog en bragende succes og virkede lige efter hensigten. Det var Jerntæppet, der strakte sig fra Østersøen til Adriaterhavet fra 1948 til 1990. Det var en selv-boykot, fordi kommunister er elendige økonomer, men brillante magtmennesker, der vidste at boykot, den totale isolation virker systembevarende og ikke systemomstyrtende for totalitære regimer. Kun gennem den totale isolation lykkedes det sovjetimperiet at holde liv i socialismens håbløse samfundssystem, som ellers hurtigt ville være brudt sammen i åben konkurrence med Vesteuropas markedsøkonomiske Wirtschaftswunder.

Disse kendsgerninger vil dog ikke forvirre vores brave patrioter, der målrettet med mediernes opbakning fortsætter kampen mod USA og alt amerikansk.