"Out With Jesus": During His 12 Years in Power, Hitler Tried to Ban the Tradition of Christmas

Jesus being a Jew, Adolf Hitler did not want his master race to continue celebrating his birthday, and consequently, the Führer spent his 12 years in the chancellery trying to transform the Christmas holiday into a Nazi-themed celebration devoted to the Aryan race and old Germanic traditions.  Thus writes Emrah Sütcü in the Danish monthly, Historie, putting the lie to the fact that Hitler and the Nazis had in any way a connection to the Christian religion.

Related: • Worshipping Little Else But the Aryan Race, Hitler Abhorred the Christian Faith and Wanted to Replace Christmas with the Pagans' Yuletide

 • 卐mas Caroling: The Extremes Hitler Wanted to Go To in Order to Replace Christianity with the "Religion" of National Socialism

• How Hitler's Nazi propaganda machine tried to take Christ out of Christmas

• Adolf Hitler in Religious Surroundings: Is There Really Evidence That the Führer Was a Christian? — an in-depth, dispassionate look at the evidence brought by a couple of commentators claiming that Christianity was an integral part of Nazism…

Hitler ville stjæle julen fra Jesus

Nazisterne hadede julen. Derfor forsøgte de med alle midler at forvandle den kristne højtid til en fejring af den ariske race.

Julen skulle fejre arierne

Jesus var jøde. Og en fejring af hans fødselsdag var ikke noget for det tyske herrefolk, mente Adolf Hitler.

I perioden fra 1933, hvor han kom til magten i Tyskland, til 2. verdenskrigs afslutning i 1945 kæmpede Hitlers topfolk indædt for at forvandle den populære kristne helligdag til en nazistisk højtid, som fejrede den ariske race og de oldgermanske traditioner.

Julefred er kun for tyskerne

Først og fremmeset havde nazisterne det svært med julens forsonende budskab om fred på Jorden. Den stemte dårligt overens med ambitionerne om at erobre resten af Europa.
I en artikel fra 1937 understreger Hannes Kremer, et ledende medlem af Hitlers propagandaministerium, at tyskerne bør afvise julen som "en højtid for en teoretisk fred for hele menneskeheden".

I stedet bør være en "højtid for reel hjemmelig og national fred" og altså kun handle om at sikre fred for tyskerne.

En fred, som tilsyneladende kun kunne sikres ved at udrydde nationens fjender i form af bl.a. jøder, kommunister og homoseksuelle.

"Ud med Jesus"

Næste skridt var at køre den jødiske Jesus ud på et sidespor. Til alt held for nazisterne havde tyskerne, længe inden de blev kristne, fejret vintersolhverv omkring juletid.
 …

Himmler omskrev julesalmer

Julesange og salmer, der nævnte Jesus, blev omskrevet, så de i stedet hyldede nationalsocialismen. Blandt sangskribenterne var ingen ringere end SS-chefen Heinrich Himmler.

 …

Hagekorset skulle op på juletræet

Juletræet havde nazisterne ikke noget problem med, for det har faktisk rødder i hedenske, germanske traditioner. Til gengæld var Hitler ikke glad for den stjerne, som blev placeret på toppen af træet.

I stedet for stjernen - som enten kunne symbolisere den jødiske Davidsstjerne eller kommunismens røde stjerne - skulle tyskerne sætte enten et hagekors, et germansk solhjul eller en oldnordisk rune øverst på juletræet, mente nazisterne.

Julepynt fra Nazityskland, som er blevet bevaret for eftertiden, inkluderer bl.a. kugler med slagord som fx "Sieg Heil" og symboler som bl.a. hagekors, jernkors og ørne.

Hvis ikke englænderne i krigens allersidste dage havde sat sig for, at Danmark skulle sikres en plads i den frie verden, havde vi risikeret en ny besættelse

Uffe Ellemann Jensen er 4. maj hovedtaler ved den årlige højtidlighed i Mindelunden i anledning af Danmarks befrielse. Berlingske bringer talen i sin fulde længde.

»Nu er det forår, og Danmark frit…«

Sådan skal vi synge sammen om lidt – her i Mindelunden, hvor vi mindes de faldne i den danske modstandsbevægelse. Det er over 70 år siden, men stadig er dét forår noget ganske særligt.

Det er det for de få, som oplevede det, og som endnu lever. Det er det for os, der lige var gamle nok til at fornemme det. Og det er det for det store flertal, der alene har hørt om det – men hvis liv har fået lov til at forme sig i forårets tegn: Friheden. Det livsbekræftende. Det gærende og brusende…

De følelser, der fylder os denne aften, er ærbødighed – og taknemmelighed.

De mennesker, som ligger begravet her i Mindelunden valgte at trodse det officielle Danmarks påbud om »passiv tilpasning« overfor besættelsesmagten. Sammen med vore krigssejlere og dem, der var i allieret tjeneste, kæmpede de den frihedskamp, der gav os det Danmark, vi har i dag. De bragte store ofre i den kamp. Nogen mistede livet, andre gennemgik fængsel og tortur. De fleste tålte et psykisk pres, som tærede på krop og sjæl.

De kom fra alle dele af det danske samfund. De var ikke mange. Og efter besættelsen valgte mange at søge tilbage i ubemærketheden. Andre har sikkert som jeg haft den oplevelse, at man først sent og tilfældigt opdagede, at en kær gammel ven i familien havde været aktiv i modstandsbevægelsen. Det talte de ikke om. De havde bare gjort det. I trods og på trods. Og tak for det.

For det kunne være gået helt anderledes, dengang.

Det er der nok ikke mange, der tænker på i dag. Det større perspektiv i det, der skete. Men hvis ikke englænderne i krigens allersidste dage havde sat sig for, at Danmark skulle sikres en plads i den frie verden – og derfor rykkede lynhurtigt frem i Slesvig-Holsten – havde vi risikeret en ny besættelse.

Læs også

Rekonstruktion: Følg Danmarks befrielse live

Men vi blev befriet af englænderne, og ikke af den røde hær. Bornholm oplevede en kort tid, hvordan det var lige ved at gå i resten af Danmark. Det varede kun et års tid. Men det kunne have varet meget længere, hvis det var hele landet, som havde lidt den skæbne.
Det var der andre i vores nabolag, der oplevede. De baltiske lande blev efter den tyske besættelse besat af Sovjetunionen, og de måtte vente endnu næsten et halvt århundrede på at få friheden.

Den skæbne kunne så let også være blevet vores hvis ikke modige danskere under besættelsen havde gjort en indsats, både i Danmark og ude i verden, som gav englænderne lyst til at redde os – fordi de havde vist, at vi trods alt var værd at redde…

Og hvis ikke vi havde venner og allierede, som gjorde det muligt for os at holde fast i vores frihed, da vi først havde fået den – og da ufriheden sænkede sig over det halve Europa. For lad os huske på dét: Alene kunne vi ikke have vundet friheden tilbage.

Hvis og hvis… Ja, der er mange hvis’er. Og dem skal vi trække frem på denne af alle aftener, og på dette sted af alle steder.

Jeg har ofte tænkt på, hvor meget anderledes mit liv kunne have formet sig, hvis der ikke havde været danskere, som dengang gjorde modstand mod ufriheden og ondskaben. Så var jeg selv og min generation måske være vokset op i ufrihed. Berøvet mulighederne for at rejse ud i verden. Berøvet mulighederne for at arbejde med det, der interesserede os. Berøvet mulighederne for at bearbejde de livsværdier og holdninger, vi hver især ønsker at forme vores liv efter.

Sådan gik det andre, der bor ikke ret langt fra os – og her er de nye generationer nu i fuld gang med at indhente det forsømte.

Det var en gave vi fik, dengang. En gave som er givet videre til de efterfølgende generationer. En gave vi skal skønne på.

Vi viser vores taknemmelighed ved stadig at samles her i Mindelunden – så mange år efter – og nogen af os sætter stadig lys i vinduerne.

Men vores tak skal også være, at vi er rede til at forsvare de værdier – og de muligheder – de gav os dengang.

Det er der mange danskere, som har gjort – og stadig gør – når de tager til fjerne lande for at beskytte freden og friheden i vores meget farlige verden.

Eksemplet fra dengang for over 70 år siden viser os, at det ikke er ligegyldigt at demonstrere viljen til at tage et medansvar. For det er forudsætningen for, at andre vil lade os være en del af det fællesskab, der beskytter vore frihedsværdier. Også i dag ydes der ofre – også store ofre – i denne indsats. Og de mange, som yder denne indsats, er vi alle en stor tak skyldig.

Men som nation må vi bestandig spørge os selv: Gør vi nok?

Gør vi nok – i forhold til de trusler, der eksisterer mod vores frihed og fred?

Gør vi nok – til at vore venner og allierede synes, vi er værd at beskytte. For venner og allierede har vi brug for. Vi kan ikke stå alene, så meget har historien lært os.

Jeg mener, at vi bør gøre mere. Vi har indrettet vores forsvar efter, at der ikke i en overskuelig fremtid opstår trusler i vort nærområde. Sådan skrev man i den redegørelse for Danmarks sikkerhedssituation, som lå til grund for det seneste forsvarsforlig. Og derfor er vores forsvar især indrettet på at løse opgaver langt væk hjemmefra.

Men der er – desværre – igen trusler i vores nærområde. Der er krig ikke ret langt væk, i Ukraine, hvor der næsten hver dag dræbes soldater i, hvad der skal ligne en borgerkrig, men som er noget langt større.

Andre lande rundt omkring os er i fuld gang med at styrke deres forsvar. Det gælder vore NATO-partnere, Norge, Tyskland, Polen og de baltiske lande. Og det gælder Sverige og Finland, som ikke er med i NATO, men som gør hvad de kan, for at samarbejde med NATO, og som maser på for at få så meget ud af fællesskabet i EU som muligt.

Danmark er det eneste land i Østersøregionen, som ikke er i fuld gang med at styrke forsvaret – og som gemmer sig bag undtagelser og forbehold, når det gælder deltagelse i et bredere europæisk samarbejde.

Det kan vi ikke være bekendt.

Og det skal siges netop i aften – og netop her. For det er at tage for let på den gave, vi fik den forårsaften for mange år siden. Vi skylder dem, der ligger her, og alle de andre, der på forskellig vis ofrede sig i modstandsbevægelse og frihedskamp, at gøre noget mere. At gøre vort bedste.

A Danish girl who volunteered to fight against Isis terrorists in Syria and Iraq faces prison for violating a travel ban meant to hamstring supporters of Isis terrorists

A Danish woman who volunteered in Syria and Iraq to fight against Isis faces six months in prison for violating a travel ban 

reports the Independent's Lizzie Dearden.

Joanna Palani has been taken into custody while Copenhagen City Court hears her case, which has divided Denmark.

The 23-year-old insists she poses no security risk and had been fighting with Kurdish groups aligned with the US-led coalition, which includes Denmark.

But she has fallen foul of laws allowing the imposition of travel bans and seizing of passports for Danes planning to join foreign conflicts – on whatever side.

Palani’s lawyer, Erbil Kaya, told the Berlingske newspaper his client admitted violating a one-year travel ban imposed by Danish authorities.

 … Palani, whose father and grandfather were Peshmerga fighters, is of Iranian Kurdish ancestry and moved to Copenhagen as a toddler after being born in an UN refugee camp in Ramadi, Iraq, during the Gulf War.

She told Vice she left university in autumn 2014 to join the Kurdish People’s Protection Units (YPG) in Syria, wanting to defeat Isis, President Bashar al-Assad and “fight for human rights for all people”.

Palani fought for the YPG for six months before moving to Iraq to fight for the Kurdish Peshmerga. Both groups have been supported by the US and allies in the battle against Isis, being given military and air support as the ground arm of the international coalition’s bombing campaign.

As well as fighting on the front line against Isis militants, she claimed to have been part of a battalion that freed women and children held as sex slaves by the so-called Islamic State near its stronghold of Mosul.

Palani was active on social media and news of her role spread in Denmark. When she was given a fortnight off by the Peshmerga to visit her family in 2015, the Danish authorities cracked down.

A police notice warned Palani her passport had was not valid and would be revoked if she left the country, an offence punishable with a jail sentence.

The former student has criticised the Danish authorities for pursuing her under laws targeting Isis militants and other extremists.

Denmark’s Security and Intelligence Service (PET) said at least 115 Danes have travelled to fight in Syria and Iraq in the past five years, with most believed to have joined Isis.

“How can I pose a threat to Denmark and other countries by being a soldier in an official army that Denmark trains and supports directly in the fight against the Islamic State?” she wrote on Facebook when she lost her passport, according to a translation by The Local.