Hvis ikke englænderne i krigens allersidste dage havde sat sig for, at Danmark skulle sikres en plads i den frie verden, havde vi risikeret en ny besættelse

Uffe Ellemann Jensen er 4. maj hovedtaler ved den årlige højtidlighed i Mindelunden i anledning af Danmarks befrielse. Berlingske bringer talen i sin fulde længde.

»Nu er det forår, og Danmark frit…«

Sådan skal vi synge sammen om lidt – her i Mindelunden, hvor vi mindes de faldne i den danske modstandsbevægelse. Det er over 70 år siden, men stadig er dét forår noget ganske særligt.

Det er det for de få, som oplevede det, og som endnu lever. Det er det for os, der lige var gamle nok til at fornemme det. Og det er det for det store flertal, der alene har hørt om det – men hvis liv har fået lov til at forme sig i forårets tegn: Friheden. Det livsbekræftende. Det gærende og brusende…

De følelser, der fylder os denne aften, er ærbødighed – og taknemmelighed.

De mennesker, som ligger begravet her i Mindelunden valgte at trodse det officielle Danmarks påbud om »passiv tilpasning« overfor besættelsesmagten. Sammen med vore krigssejlere og dem, der var i allieret tjeneste, kæmpede de den frihedskamp, der gav os det Danmark, vi har i dag. De bragte store ofre i den kamp. Nogen mistede livet, andre gennemgik fængsel og tortur. De fleste tålte et psykisk pres, som tærede på krop og sjæl.

De kom fra alle dele af det danske samfund. De var ikke mange. Og efter besættelsen valgte mange at søge tilbage i ubemærketheden. Andre har sikkert som jeg haft den oplevelse, at man først sent og tilfældigt opdagede, at en kær gammel ven i familien havde været aktiv i modstandsbevægelsen. Det talte de ikke om. De havde bare gjort det. I trods og på trods. Og tak for det.

For det kunne være gået helt anderledes, dengang.

Det er der nok ikke mange, der tænker på i dag. Det større perspektiv i det, der skete. Men hvis ikke englænderne i krigens allersidste dage havde sat sig for, at Danmark skulle sikres en plads i den frie verden – og derfor rykkede lynhurtigt frem i Slesvig-Holsten – havde vi risikeret en ny besættelse.

Læs også

Rekonstruktion: Følg Danmarks befrielse live

Men vi blev befriet af englænderne, og ikke af den røde hær. Bornholm oplevede en kort tid, hvordan det var lige ved at gå i resten af Danmark. Det varede kun et års tid. Men det kunne have varet meget længere, hvis det var hele landet, som havde lidt den skæbne.
Det var der andre i vores nabolag, der oplevede. De baltiske lande blev efter den tyske besættelse besat af Sovjetunionen, og de måtte vente endnu næsten et halvt århundrede på at få friheden.

Den skæbne kunne så let også være blevet vores hvis ikke modige danskere under besættelsen havde gjort en indsats, både i Danmark og ude i verden, som gav englænderne lyst til at redde os – fordi de havde vist, at vi trods alt var værd at redde…

Og hvis ikke vi havde venner og allierede, som gjorde det muligt for os at holde fast i vores frihed, da vi først havde fået den – og da ufriheden sænkede sig over det halve Europa. For lad os huske på dét: Alene kunne vi ikke have vundet friheden tilbage.

Hvis og hvis… Ja, der er mange hvis’er. Og dem skal vi trække frem på denne af alle aftener, og på dette sted af alle steder.

Jeg har ofte tænkt på, hvor meget anderledes mit liv kunne have formet sig, hvis der ikke havde været danskere, som dengang gjorde modstand mod ufriheden og ondskaben. Så var jeg selv og min generation måske være vokset op i ufrihed. Berøvet mulighederne for at rejse ud i verden. Berøvet mulighederne for at arbejde med det, der interesserede os. Berøvet mulighederne for at bearbejde de livsværdier og holdninger, vi hver især ønsker at forme vores liv efter.

Sådan gik det andre, der bor ikke ret langt fra os – og her er de nye generationer nu i fuld gang med at indhente det forsømte.

Det var en gave vi fik, dengang. En gave som er givet videre til de efterfølgende generationer. En gave vi skal skønne på.

Vi viser vores taknemmelighed ved stadig at samles her i Mindelunden – så mange år efter – og nogen af os sætter stadig lys i vinduerne.

Men vores tak skal også være, at vi er rede til at forsvare de værdier – og de muligheder – de gav os dengang.

Det er der mange danskere, som har gjort – og stadig gør – når de tager til fjerne lande for at beskytte freden og friheden i vores meget farlige verden.

Eksemplet fra dengang for over 70 år siden viser os, at det ikke er ligegyldigt at demonstrere viljen til at tage et medansvar. For det er forudsætningen for, at andre vil lade os være en del af det fællesskab, der beskytter vore frihedsværdier. Også i dag ydes der ofre – også store ofre – i denne indsats. Og de mange, som yder denne indsats, er vi alle en stor tak skyldig.

Men som nation må vi bestandig spørge os selv: Gør vi nok?

Gør vi nok – i forhold til de trusler, der eksisterer mod vores frihed og fred?

Gør vi nok – til at vore venner og allierede synes, vi er værd at beskytte. For venner og allierede har vi brug for. Vi kan ikke stå alene, så meget har historien lært os.

Jeg mener, at vi bør gøre mere. Vi har indrettet vores forsvar efter, at der ikke i en overskuelig fremtid opstår trusler i vort nærområde. Sådan skrev man i den redegørelse for Danmarks sikkerhedssituation, som lå til grund for det seneste forsvarsforlig. Og derfor er vores forsvar især indrettet på at løse opgaver langt væk hjemmefra.

Men der er – desværre – igen trusler i vores nærområde. Der er krig ikke ret langt væk, i Ukraine, hvor der næsten hver dag dræbes soldater i, hvad der skal ligne en borgerkrig, men som er noget langt større.

Andre lande rundt omkring os er i fuld gang med at styrke deres forsvar. Det gælder vore NATO-partnere, Norge, Tyskland, Polen og de baltiske lande. Og det gælder Sverige og Finland, som ikke er med i NATO, men som gør hvad de kan, for at samarbejde med NATO, og som maser på for at få så meget ud af fællesskabet i EU som muligt.

Danmark er det eneste land i Østersøregionen, som ikke er i fuld gang med at styrke forsvaret – og som gemmer sig bag undtagelser og forbehold, når det gælder deltagelse i et bredere europæisk samarbejde.

Det kan vi ikke være bekendt.

Og det skal siges netop i aften – og netop her. For det er at tage for let på den gave, vi fik den forårsaften for mange år siden. Vi skylder dem, der ligger her, og alle de andre, der på forskellig vis ofrede sig i modstandsbevægelse og frihedskamp, at gøre noget mere. At gøre vort bedste.