Slap af – vi glemmer dem hurtigt igen

I Maries brevkasse ("Brevkasse: Der er altid en grund til, at et brændt barn skyer ilden" af Marie, Villabyerne, november 2020) klager en 'ubevidst er urolig' kvinde, "S", om sin kæreste som er godt nok 'dejlig', men som i starten af deres forhold blev 'meget draget af opmærksomhed fra andre kvinder.'

Må en mand tillade sig at give sit indblik i sagen?

Det er simpelthen i vores DNA at kigge på piger; sådan er naturen.  Men her er de gode nyheder:  faktisk glemmer vi pigerne vi er blevet tiltrukket af så snart hun er forsvundet.  Out of sight, out of mind.

Det vil sige, at vi ville glemme pigen, hvis ikke konen eller kæresten blev ved med at tale og jamre ustandseligt om hende resten af dagen, resten af ugen og resten af måneden…

Mænds glemsomhed i sagen er i (skarp) kontrast til kvinder, som husker alt, uskyldigt eller andet, i årevis og som, under skænderier ti dage senere eller ti år (!) senere, trækker ældgamle skænderier op som våben
(Dette forklarer igen//iøvrigt, hvorfor mange fyrer er stille og tilbageholdene når kvinder ønsker i al "uskyldighed" lange samtaler med deres kærester…)

Lad "S" se Dennis Prager's video om emnet (google Prager University, He Wants You). 

I det perspektiv vil jeg tillade mig et råd til mine 'medhanner':  Hvis hun spørger (med sammenbitne tænder) 'Har du bemærket den pige der?' så er det eneste korrekte svar: "Hvilken pige?"

Men mere generelt passer dette emne der skal ændres ind i venstrefløjens politik om at forvandle vores verden til et utopi. Og det skal gøres ved at gøre folk – især mænd – til robotter.  Især mænd, fordi de er (ja, undskyld for at være så retrograd at se forskel på mænd og kvinder) mere uafhængige. Og det gøres generelt ved at få dem til at føle skam.

derfor skal samfundet overbevises at det er fyldt med uretfærdigheder der skal bekæmpes
I forhold er det meningen at vi skal forgude politik samt kvinden 

Således skal kvinders seksualitet og fordomme altid hyldes, mens mænds seksualitet ækelt og væmmeligt
og de skal hele tiden deltage i venstrefløjens seneste hysteriske korstog (kvinder der ikke er frie nok, hånd på lår, #metoo, the patriarchy, global warming, coronavirusen, allergi (overfor katte, hunde, nødder, osv osv), en republikaner i det Hvide Hus, Pépé Le Pew, etc etc etc)

På en måde skal mænd faktisk forvandles til kvinder der altid er parate til at adlyde myndighederne, skriver Jordan Peterson, forfatteren af '12 Rules for Life'.

På engelsk gør man forskel på Alpha males og Beta males: 'The Beta male' er symboliseret af den servile type som altid adlyder langsomhedsgrænsen – undskyld, hastighedsgrænsen – og som sætter sig på knæ for at bede om en frøkens hånd.

Mens the Alpha male er symboliseret af Conan posters, hvor den virile kriger træder stolt frem, mens kvinden hænger på på hans ene lår.

Protestér alt hvad du vil, kære læser (mand/kvinde), sandheden er at kvinder er mere tiltrukket af the Bad Boy end af drengen som samfundet vil have vi mænd skal være.

Faktisk er der en teori om, at den egentlige grund for en 'kællings' nag er, bevidst eller ubevidst, for at få the Beta male til at rejse sig op i protest og vise hende (og især hamselv) at han er lederen.


• "Slap af – vi glemmer dem hurtigt igen"
Villabyerne vol 115 # 47, 18 november 2020, s 10

Har Trump ikke ret om socialismen?

 

Har USA ikke god grund til at stemme for Donald Trump?

af Erik Svane

To see what is in front of one's nose needs a constant struggle.

— George Orwell

     I sin tale om nationens tilstand (the State of the Union) i 2019 gentog Donald Trump, manden som er beskrevet i hele Europa som en værre – og farlig – tåbe, igen at "Vi må … beslutte os for, at Amerika aldrig bliver et socialistisk land."

    Den generelle holdning i Vesteuropa, samt blandt USAs demokrater (ikke mindst Joe Biden og Kamala Harris), er det kan kun være en dyd at oprette et velfærdssystem.

    Men er Venezuela ikke blot et eksempel (og kun, desværre, det allerseneste) på at det – tydeligt – er forkert?

    Efter 21 år af Hugo Chávez og Nicolás Maduros socialistiske Revolution, kan borgerne i hvad var engang Sydamerikas rigeste land nu nyde manglen på mad, medicin og toiletpapir, samt strømafbrydelser, hyperinflation, og generelt en økonomi i frit fald, mens millioner af folk søger at flygte til nabolandene (se BBC's "How Venezuela's crisis developed and drove out millions of people").

    Som så mange andre, både i USA og andetsteds i verden (ikke mindst i  Danmark), var Michael Moore fuld af begejstring og beundring over den Bolivarianske revolution da Hugo Chávez kom til magten for 20 år siden.  Så sent som i 2013 skrev filminstruktøren f.eks. at "Chavez har erklæret at olien tilhører folket.  Han brugte olie dollars til at eliminere 75% af ondartet fattigdom, og til at forsyne alle med et gratis sundhedssystem og uddannelse."

    Hvad er det, at en Michael Moore, en Oliver Stone, en Bernie Sanders og en Dan Jørgensen, samt millioner af danskere, ikke forstår, at i Venezuela er socialismen ikke blot mislykket, det har bragt borgerne i Latinamerikas allerrigeste land til fattigdommens rand?

    I deres iver efter at vise hvor overlegen resten af verden – eller i hvert fald Europa – er i forhold til USA glemmer de at omtale de (mange) lande hvor det har vist sig at "tåberne" (udtrykket – som de fleste danskere er givetvis enige med – stammer fra Niels Jespersen i Berlingske vedrørede sådanne folk som Donald Trump, Sarah Palin, og Ronald Reagan) som er skeptiske overfor indførelsen af et nationalt velfærdssamfund har utvivlsomt haft ret.

     Ifølge europæerne og deres ideologiske kammerater blandt USAs demokrater er man jo hjerteløs hvis man ikke støtter en socialistisk velfærdsstat.  Fordi det ikke har et sundhedssystem som "alle andre lande" bliver Kapitalismens hjemland regelmæssigt beskrevet som et "mareridt".  Skulle ordet ikke hellere anvendes om Venezuela, en socialistisk velfærdsstat med tomme supermarkedhylder der lider en 85% mangel på medicin og hvor millioner prøver at udvandre?

    Donald Trumps synonym for et mareridt land skulle være "shithole" (hvis det virkeligt passer at præsidenten har brugt det ord), et udtryk der er blevet ganske vist kritiseret over hele kloden.

    Nu taler vi om lande med tomme supermarkedhylder hvor man skal bruge flere timer hver dag til at købe et stykke brød eller en rulle toiletpapir (hvadenten det er i Leningrad – for en generation siden var det Sovjetunionen – eller Caracas) – hvis sådanne varer overhovedet kan findes.

    Hvor taktløs er det virkeligt at kalde sådan nogle lande for "shitholes"?

    Hvad ellers skal man kalde et land hvor en væsentlig del af befolkningen – hvadenten der er fra Latinamerika (i Venezuela er det en sjettedel) eller fra et sted som Syrien – er udvandret til udlandet i de sidste ti år?!

    Betyder det så ikke at emigranterne selv siger – i så mange ord – at deres egne lande kan de facto beskrives som et shithole?

    Hvis man iøvrigt har ondt af de illegale immigranter ved Mexicos nordlige grænse (hvadenten man er amerikaner eller udlænding) og hvis man insisterer på, at det er grusomt og umenneskeligt ikke at give de stakler lov til at bosætte sig i USA, kan det betyde andet end en en eneste ting?  Betyder det ikke at man er faktisk enig – 100% enig – med ingen andre end… selveste Donald Trump (hvis ikke med hans ordforråd) når han beskriver de lande som immigranterne prøver at forlade som shitholes?

    Kunne det være at den republikanske leder er faktisk som det lille barn i H.C. Andersens Kejserens Nye Klæder, der som den eneste kan se sandheden?

"THE BLIND SPOT" I FOX NEWS KONTROVERSET

    I dette sammenhæng har der været meget humor over at en Fox News journalist har sammenlignet Venezuela med Danmark.  Der har utvivlsomt været overdrivelse i Trish Regans reportage, men som borger der har boet i USA (Texas, Louisiana, New York City…) vil jeg sige at jeg altid har været parat til at hæve stemmen når jeg hørte stereotyper om Danmark og danskerne ("do you live in igloos?").  Modsat er jeg ligeså beredt og villig til at hæve stemmen når jeg hører stereotyper om USA og amerikanerne.

    Kan det ikke virke lidt indskrænkende at den eneste lektie, som danskerne synes at have taget fra Fox News kontroverset ikke vedrører dem på nogen måde?  Den eneste lektie skulle vedrøre ingen andre end de uvidende amerikanske tumper som burde kende mere til verdenen.  (Lektien er selvfølgelig parret sammen med den stedsegrønne drøm om at USA burde efterligne Skandinavien og – endelig – få et socialdemokratisk samfund.)

    Sig mig:  Passer det virkelig at danskerne bare kan lay back and relax?  Har danskerne ikke egentlig også en lektie at lære?  Som måske er vigtigere…  At når "tåberne" er betænkelige om lande (eller rettere om revolutionernes ledere) der har valgt socialismen, har de ofte haft… god grund til det?  Er Chavez's Venezuela (efter bl.a. Lenins USSR, Ceausescus Rumænien, og Maos Kina) ikke et godt bevis på det?

    Har alle lande (eller rettere, alle revolutionernes ledere) ikke lovet samme fremtid i skandinavisk stil?

    Hvem kan forudse med sikkerhed, om en venstreorienteret regime vil følge Denmarks eksempel eller Venezuelas?  Er der nogen (Bernie Sanders?  Michael Moore?  Alexandria Ocasio-Cortez?  Dan Jørgensen?), der har svar på det spørgsmål?

    Da Donald Trump gav sin første tale til FN i 2017, fokuserede medierne (det, som han kalder for "fake news") på det kontroversielle – hans kommentarer om Nordkorea og "Rocketman".  Både i USA og i udlandet undlod de for det meste at berette om, hvad præsidenten havde at sige om socialismen.

    “The problem in Venezuela, is not that socialism has been poorly implemented, but that socialism has been faithfully implemented.  From the Soviet Union to Cuba to Venezuela, wherever true socialism or communism has been adopted, it has delivered anguish and devastation and failure.”  Følgende år sagde Trump at “Today, socialism has bankrupted the oil-rich nation and driven its people into abject poverty.”

    Vedrørende Trumps State of the Union anno 2019: i Information griner en George Blecher af "talens gammeldags præg – og selv dens 1950'er-agtige udfald imod socialismens røde fare", men sandheden er, at socialismen synes at være den eneste ideologi som man skal bedømme på alene deres (sjældne) "succeser." Aldrig skal følgende lande nævnes: Albanien, Algeriet, Angola, Burma, Congo, Cuba, Ethiopien, Laos, Somalien, Vietnam, Yemen, osv osv osv…

    Næh, kun de skandinaviske lande og/eller Vesteuropa skal anerkendes – selv om vi her i Skandinavien protesterer (med rette) at udtrykket Socialisme er langtfra en tilpassende beskrivelse om vore lande.

    I The Daily Signal forklarer David Harsanyi at "nutidens socialister [amerikanske såvel som udenlandske] klukker højt ved at lade som om kollektivistiske politik ikke fører til andet end uskadelige resultater som lokale biblioteker. Men i mange år priste de også eneherskerne i Cuba, Nicaragua og Venezuela" (for ikke at nævne Sovjetunionen og Kina).

    Det er ikke kun det danske system som danskernes yndlingspolitiker i USA, Bernie Sanders, har hyldet. "For ikke særlig længe siden," fortsætter David Harsanyi, roste Vermont Senatoren "Hugo Chavez som arkitekten af the American Dream, langt mere end selveste USA." Hvad angår David Sirota, som Bernie Sanders valgte i marts 2019 som speechwriter for kampagnen i 2020, for seks år siden roste journalisten Hugo Chávez's "economic miracle." Glem ikke, at Bernie's indflydelse inden for Biden og Harris kampagnen har hidtil været omfattende.

    Socialister i udlandet og i USA, som Alexandria Ocasio-Cortez (AOC), "kan lide at bebrejde enhver ulighed, enhver glubsk forbryders handling, enhver nedtur og enhver social sygdom på kapitalismens uretfærdighed" tilføjer David Harsanyi. "Men ingen af dem indrømmer, at kapitalismen har været den mest effektive måde i historien til at afskaffe fattigdom."  Samt den mest effektive måde i historien til at financiere… det enkelte lands hele velfærdssystem.

NOGLE PINLIGE SPØRGSMÅL OM DET DANSKE VELFÆRDSSYSTEM SOM GERNE UNDGÅS

    Det siges at hvis socialismen har været en katastrofe i visse (i de fleste) lande der fører til elendighed og fattigdom, så kan det ikke nægtes at det været en succes i en del andre lande, især i Vesteuropa og Japan.

    Det bringer os til adskillige pinlige spørgsmål:

    Passer det ikke, at stort set praler alle skandinavere af hvor gavmilde deres sundhedssystemer er?

    Men hov!  Passer det ikke også, at de systemer er ikke helt de samme?  Spørg hvilken som helst person – en dansker, en svensker, en nordmand, en amerikaner (demokrat eller republikaner), en kineser, en afrikaner – at sammenligne f.eks. de tre skandinaviske systemer indbyrdes og konkludere hvilke af de tre systemer (dansk, svensk, norsk) er bedst eller værst (både i det hele taget og/eller indenfor underkategorier, som dermatologi, tandpleje, eller kræftbehandling, samt sygeplejerskenes uddannelse) er det tvivlsomt at nogen som helst kan svare.

    Er der ikke en vis sandhed til forestillingen om at europæerne – jo jo, I ved godt, disse fornuftige og analytiske personer der regelmæssigt griner af amerikanerne for deres påståede latterlige patriotisme – gør ikke meget andet end gentage blindt (religiøst?) hvor pragtfuld deres respektive sundhedssystem er og (derfor) hvor vidunderlige deres respektive land og respektive folkeslag er?

    Og hvad angår jordklodens succesfulde velfærdssystemer, passer det ikke, at de fleste lande hvor velfærdssamfundet blev oprettet nogenlunde succesfuldt efter Anden Verdenskrig – hovedsageligt Japan og Vesteuropa – er netop de lande som fik kæmpe injektioner af penge fra udlandet efter krigen; dvs milliarder af dollars fra – who else? – Amerika (i Europa, via Marshall-planen)?

    Udover det, har man lov til at sige at europæernes stolthed over deres sociale system nogengange undlader nogle flere betydningsfulde detaljer?

    To af de ting, man mest beskylder USA for er dels, at amerikanerne ikke bruger nok på det sociale og dels, at deres "krigsgale" generaler bruger (alt) for meget på militæret – mens man peger på ens egne landes fredelige, og gavmilde, brug af deres BNP (dvs af deres skatteyderes skattepenge).

    Men hov! passer det ikke, at hvis lande i Vesteuropa bruger lidet på deres egen militær medens de har flere penge til råde til at bruge på det sociale, er det ikke fordi – et det ikke netop fordi – Uncle Sam bruger så meget på Amerikas forsvar; som også fungerer som forsvar for hele Vesten?

    Forklarer det ikke samtidig amerikanske presidenters regelmæssige bønfald til Europa at bidrage mere til forsvaret, senest Donald Trumps vrede i Bryssel over NATO i 2018?

    Det korte af det lange er følgende:  Europæerne kan gå rundt og prale over deres status som alhellige fredsstiftere i kontrast til de afskyelige amerikanske neandertaler præcis fordi deres regninger bliver betalt af og deres forsvar bliver garanteret af selvsamme afskyelige amerikanske neandertaler.

    Må nogle flere spørgsmål blive stillet?

    Var vi her i Danmark ikke lige så stolte af vores sundhedssystem for 10 år siden?  For 20 år siden?  For 40 år siden?  For dem som var i live dengang kan svaret næppe være andet end et helt sikkert ja.

    Ligeledes med andre emner, som vore kørefartøjer – eller vore telefoner.  Er vi ikke tilfredse med vore smartphones nu?  Var vi, eller vore forældre, ikke lige så tilfredse med vore telefoner for ti år siden?  For 40 år siden?  Var vore forfædre ikke lige så tilfredse med vore telefoner for 100 år siden?  Med vore kommunikationsmidler i det 16. århundrede?  I det 11.?

    Men I dag ville vi ikke være tilfredse med vore kommunikationsmidler for 1000, eller 500, år siden, vel?  Vi ville heller ikke være tilfredse med telefonerne fra 1930erne, eller fra 1970erne, eller fra 1990erne.  Faktisk ville vi den dag idag næppe være tilfredse med vore smartphones for blot 3-4 år siden.

    I mellemtiden er der nemlig kommet fremskridt.  Og hvor kommer den fremgang fra?  Kommer den ikke primært fra Nordamerika?

    Det er der ikke mange der tror på (fordi der ikke er mange der tænker over emnet?).  Find en liste på nobelpriserne i medicin (samt andre videnskabelige emner): Det er ikke altid amerikanere der vinder.  Men det er det oftest.  Og mange af de englændere og andre udlænginge der vinder har ofte arbejdet på… amerikanske instituter.

    For eksempel bristede den franske presse med stolthed, da en franskmand var blandt Nobel vinderne i medicin i 2008 for forskninger om AIDS. Men dengang var Luc Montagnier ikke længere til at findes på l'Institut Pasteur; han var blevet tvunget ud af sit arbejde på grund af hans pensionsalder (social retfærdighed, forstås) og arbejdede i… USA.  (Før sin død arbejdede le docteur også i Kina.)

    De seneste udviklinger der hjælper medicinens fremgang er personal computers og smartphones, opfindelser der var helt utænkelige da jeg blev født, og som ikke engang fandtes i den tids science fiction historier (fremtidscomputers var ansvarlige for rumskibe medens fremtidstelefoner var ikke meget mere end walkie-talkier, godt nok med langdistance radiotelefoner og farveskærm, men uden fotografiapparat, uden iTunes Store, og uden Candy Crush).

    Er det muligt at forestille sig at danskerne ikke var lige så tilfredse med deres sundhedssystem i 1975 som de er i 2019? Nej, vel? Og dog, som Deirdre McCloskey forklarer i Wall Street Journal, dengang eksisterede operationen til at få hoften udskiftet med en protese ikke – selv for "a filthy rich Yankee capitalist pig" – men 40 år senere er denne blevet ganske almindelig.

    For et par år siden sad jeg ganske fredeligt på en café i Paris og nød en drink da jeg pludselig begyndte at se uhyggelige brune pletter der dansede foran det ene øje.  Jeg ringede til en venindes far som var pensioneret øjenlæge, og han sagde at jeg måtte øjeblikkeligt (hvis jeg må have lov til at bruge udtrykket) tage til l'Hôpital des Quinze-Vingts.  Det viste sig at være begyndelsen på en retinal løsrivelse.

    Næste gang vi mødtes, spurgte jeg ham hvordan det ville være gået da han var øjenlæge for 30 år siden.  Jo, jeg ville have fået en aftale med en specialist, og efter en tretimers operation ville jeg have overnattet i en hospitalsseng.  Hvad med tyve år tidligere? Dengang ville jeg have mistet øjet.  Men i 2015?  Der fik jeg laserbehandling fra en medicinsk praktikant, en pige 23 eller 24 år gammel, og efter 20 minutter var det slut og jeg fik lov til at tage hjem (givet, uden at tælle de to-tre timer i ventesalen da jeg ankom).

    Igen:  Ville danskerne (eller franskmændende) være tilfredse den dag idag for den velfærdssystem Danmark (eller Frankrig) havde for 50 år, eller 20 år, eller blot 5 år, siden?   

    Nu ønsker man inderligt, at amerikanerne efterligner Europa — gid de der yankees kunne, ligesom os, bare ingen bekymringer have og fokusere på at have det sjovt og more sig — uden at det påvirker landets legendariske "can do" spirit.

    "Having all of your needs handled by the state does not cultivate a sense of responsibility, independence, motivation, or gratitude" skriver Jim Geraghty. Da langt de fleste opfindelser der i de sidste 200 år – hvadenten det er i Nordamerika eller andetsteds i verden, hvadenten det er dampskibe eller jernbaner, hvadenten det er personal computers eller smartphones – er kommet fra eller er blevet forbedret i USA, burde alle forsøg på at ødelægge eller hæmme fornyelser (også kaldet: killing the goose that lays the golden eggs) ikke afværges?

    Som Stanford's Lanhee Chen fortæller i en Prager University video (What's Wrong with Government-Run Healthcare?),

systemer hvor regeringen kontrollerer sundhedsvæsenet, nedtrykker på søgen efter nye botemidler og innovation … [og] medicinske gennembrud kommer sjældent fra sådanne lande. De kommer fra USA, hvor regeringen holder sig fra. … Biomedicinske forskningsudgifter i USA overstiger langt fra ethvert land med nationaliseret sundhedspleje … Løvens andel af de biomedicinske forsknings- og udviklingsudgifter i USA – over 70 milliarder dollar i 2012 – kommer fra den private sektor. 

    Dermed får neandertalerne – undskyld, amerikanerne – innovation, som alle andre folkeslag eventuelt får nytte fra.

    (Men i det hele taget må det siges at det er uhyre vigtigt at danskerne holder sig bort fra de circa 200 korte Prager University videoer på internettet eller fra en blog som Instapundit; det ville jo være forfærdeligt hvis den almindelige dansker ikke længere kunne overbevises om, hvor tumpet og/eller farlig den almindelige yankee er.)

HVAD DER LIGGER BAG VENSTREFLØJENS FILOSOFI

    Hvorom alting er, så gentager vi danskere gang på gang, hvor stolte vi er, at vi har dette sundhedssystem som vi allesammen har gavn af.

    Ligesom alle har jeg været på hospitalet, både i Europa og Nordamerika, og været lykkeligt overrasket når behandlingen var "gratis" og at jeg "ikke skulle betale noget."

    Jeg har en bekendt i Jylland, som er en ældre dame med masser af helbredsproblemer, som siger hvor glad hun er, at hun har det danske sundhedssystem til at tage sig af hendes problemer i en gammel alder.

    Samtidig kender jeg en yngre veninde, som i en alder af kun 53 år fik en hjerneprop og blev lam i den halve krop.  Takket være det danske sundhedssystem er hun langsomt ved at genvinde kontrol af sit legeme.

    Begge er – med rette – uhøre taknemmelige over, at nettet var der, eller er der, til at tage sig af dem og at de skal intet, eller næsten intet, betale.

    Det passer selvfølgelig, men er sandheden ikke at, dels er en katastrofal sygdom en uhøre sjælden begivenhed, og dels går langt de fleste folk igennem livet uden at fejle for mange alvorlige fysiske problemer?  Er det så uforskammet at spørge, at hvis der nu var mindre dækning (før måske an alder af 65, eller 70 år), så var skatterne også tilsvarende lavere, og så havde folk flere penge til rådighed, f.eks. til at bestemme – blandt andet – hvilken private dækning man i det tilfælde kunne vælge imellem flere konkurerende selskaber, både som ung og, senere, som ældre person? (Man kunne sige det samme om pension, offentlig uddannelse, osv…)

    Nu har vi nået frem til hvad er et tabu emne i Danmark – flere læsere vil blive (dybt!) forarget at nogen overhovedet tillader sig at stille sådan et spørgsmål.  Vedkommende kan kun være ubevidst og blottet for kærlighed; måske hører han eller hun endda til i et sindssygehospital!

    Og så kommer Pavlov svaret:  Jamen dog!  Den går da aldrig!  Hvad hvis en person ikke kan finde ud af det?!  Hvad hvis han eller hun ikke brugte sine penge på ansvarlig måde?!  Hvad hvis de blev snydt af disse modbydelige kapitalistiske virksomheder?!

    Her kommer vi endelig tæt på hvad hele venstrefløjens filosofi er baseret på (samt hvad den underviser de næste generationer i skolen).  Og dette grundlag kan resumeres i fire ord:

    Mistillid til sit medmenneske.

    Sandheden om venstrefløjens hele raison d'être er at deres begrundelse for at være medfølende og tolerante og generøse (helst med andre folks penge) er at de "ved" at den almindelige borger ikke er så begavet, at han kan overleve uden nogle übermennesker til at blande ind i hans eller hendes privatliv.

    Vi skal ikke tro (for meget) på folket; folk er nogle dumrianer, de fleste, eller i hvertfald mange, er børn, som ikke kan finde på at leve deres liv uden hjælp.  Imens er de modbydelige kapitalister ikke ude på andet end at narre de uskyldige og stjæle deres penge.

    Nu forstår vi hvorfor den offentlige sektor er rost til himlen – fordi der heldigvis eksisterer mirakelmagere som bevogter de uskyldige børn mens de straffer møgungerne.  Disse riddere uden frygt og dadel som ofrer alt for vores velfærd kan bedst beskrives i følgende ord:  nutildags helte består af professionelle politikere (helst venstreorienterede) samt livstidige bureaukrater.

DEN SANDE ÅRSAG TIL AT USAs DEMOKRATER HYLDER SKANDINAVIEN
(SAMT GRUNDEN TIL AT EUROPÆERNE HYLDER USAs DEMOKRATER)

    Men lad os droppe Danmark som eksempel, så den almindelige læser ikke bliver videre forarget.  Lad os tale i stedet for om et af nabolandene.

    I sin bog om de nordiske lande (“The Almost Nearly Perfect People: Behind the Myth of the Scandinavian Utopia”, på dansk “Det er et lykkeligt land”), skriver Michael Booth at i

størstedelen af det 20. århundrede har Sverige de facto været en etpartistat, og partiet hed Socialdemokraterna.  De regulerede alle aspekter af deres pligtopfyldende, føjelige borgeres liv og gjorde deres yderste for at sørge for, at alle overholdt deres moderne, progressive samfundsnormer.

    Når forfatteren (som iøvrigt er venstreorienteret) beskriver "the humanitarian superpower" som "en totalitær stat", er det selvfølgelig ikke i samme grad som f.eks. Sovjetunionen, men fordi der

var ikke ret mange aspekter af svenskernes liv, som staten ikke bestræbte sig at kontrollere – fra lønninger til børneopdragelse, drikkevaner, tv-vaner, længden af deres ferier og deres syn på Vietnam-krigen [cf. Uncle Sams påståede katastrofale undenrigspolitik].

    Og i Danmark?  Der er det knap bedre:

danske regeringer … uanset partifarve generelt har optrådt, som de mente, at det … netop var deres opgave at lovgive på så godt som alle andre områder af borgernes liv for at … beskytte dem mod sig selv.

    Men danskerne, og resten af de nordiske lande (hvis ikke hele verdenen), er overbevist om at intet kunne blive bedre for USA, og for verden selv, end hvis USA blev "fundamentally transformed" (såvel Barack Obamas som Joe Bidens ord) og endelig fik lige så ekstensiv en administrativ formynderstat (på engelsk, a nanny state) som de europæiske lande har.

    Hvis det er sandt at Barack Obama var sit lands mest fabelagtige leder i verdenshistorien (ligesom, i deres tid, Lenin og Che Guevara, for ikke at glemme Mao og Chávez, etc etc etc…), bliver den eneste logiske konklusion så ikke at det ville være vidunderligt for USA hvis sådan et pragtfuld Übermensch blev livsvarig Leder?

    Hvis det er rigtigt at demokraternes modstandere er så væmmelige som de beskyldes for ("deplorables", kalder Hillary Clinton jo de lumske republikanere), er den logiske konklusion så ikke at disse umenneskelige barbarer burde miste flere rettigheder, deriblandt deres free speech (ytringsfrihed) samt deres valgrettigeheder?

    Og er den logiske konklusion så ikke at de usle republikanere faktisk er folkefjender, som burde straffes — hvadenten det er med tab af valgrettigheder, høje(re) skatter og beslaglæggelse af adskillige egendomme?

    Eller måske burde republikanerne faktisk sættes i genopdragelseslejre, for at blive omskolet?  Så kunne disse neandertaler endelig tvinges til at anerkende hvor vidunderligt det er for et folk at have venstreorienterede politikere, professionnelle funktionærer, og utallige love til dannelse af en nanny state der regerer ethvert aspekt af deres daglige liv?

    Måske er der nogle der tror, at det lyder for teoretisk og overdrevet? De har nok glemt hvem James Hodgkinson var, takket være at, i en verden hvor kun de ækle konservative skulle være farlige og voldlige, bliver venstreorienterede spirende massemordere som ham slettet fra Historien. Og ligeledes har de sandsynligvis aldrig hørt om Project Veritas eller set nogle af deres "undercover" videos fra januar 2020, hvor de fik samtlige Sanders tilhængere (de såkaldte Bernie Brothers) til at rose Sovjets gulag system (“It’s a beautiful thing”, “Guillotine the rich”) mens de forklarer hvordan de drømmer om at sende Republikanere som Mitch McConnell til "reeducation camps".

    (Og forresten, begynder vi nu ikke så småt at forstå lidt bedre hvorfor adskillige amerikanere måtte kalde socialismen for slaveri og måtte ønske at skulle holde fast til deres våben og til deres Second Amendment?)

    Det er jo ganske ufatteligt at amerikanerne ikke kan indse, hvor heldige de ville være, hvis blot Hillary eller Bernie eller AOC eller Joe (eller Barack, stadig) var i det Hvide Hus.  Det er også ubegribeligt at amerikanerne ikke kan forstå hvor lykkelige de ville være hvis blot de havde lige så høje skatter som i Danmark, hvis blot de havde lige så mange funktionærer som i Danmark, og hvis blot de havde lige så meget bureaukrati som i Danmark.  (Og hermed lukker vi for sarkasmehanen.)

    Hvis Amerikanernes "can-do" spirit, og alle de opfindelser der har gjort hele menneskeligheden bedre stillet,  er hvad Donald Trump hentyder til når han siger "Make America Great Again" (MAGA), er det så ikke bedre for landet, samt for hele kloden, at amerikanerne vælger den repubikaner som præsident påny, i stedet for politikere, amerikanske så vidt som udenlandske, som insisterer på at USA reduceres til (endnu) en barnepigestat?

    Husk Booths beskrivelser om Sveriges etpartistat:  er den logiske konklusion ikke at drømmen om USA under demokraterne (hvadenten den drøm er udenlandsk eller amerikansk) bliver et spejlbillede af Sverige under Socialdemokraterna? (Som Kevin Williamson kalder den, "the divine right of Democrats [in which America is] suffering from a kind of infection in the form of the Republican party, which inhibits the normal and healthy – meaning Democrat-dominated – political life of the United States.")

    Bliver den logiske konklusion så ikke at faktisk lyder den almindelige kritik af USA temmelig meget som et spejlbillede af socialismens/kommunismens drømme?

USA OG LANDETS ROLLE I VERDENSHISTORIEN

    Men den amerikanske revolution af 1776 var et budskab til den engelske konge at det almindelige folk ikke består af børn.  Hvis ingen andre på verdenskloden siger det, eller vil slås for det, så siger amerikanerne ihvertfald, højt og tydeligt, at de er hverken magtløse uskyldige rollinger eller beskidte møgunger – de er voksne.

    Under Amerikas uafhængighedskrig besluttede borgerne i de britiske kolonier at de ikke ville behandles som børn (netop fordi de ikke var børn), men som voksne, og at den amerikanske republik skulle have en regering, en stat, et land der behandlede dem som sådan.  Hverken en omsorgsfuld nanny eller Den Store Bastian:  "Don't Tread on Me."

    Og hvad er dette (kan det kaldes for the American Dream?) hvis ikke det stik modsatte af socialismens budskab? at jo, faktisk har man tillid til sit medmenneske?  Og hviler dette ikke på tillid til budskabet i den jødisk-kristne religion (ikke mindst den Gyldne Regel og at alle mennesker er skabt i Guds billede)?

    På basis af det begreb kan man forstå at man ikke ville have en præsident (hvadenten hans hudfarve) der bestemmer alt, at magtadskillelse (checks and balances) skulle forhindre plageånde (busybodies) og andre drama queens til at blande sig (ihvertfald for meget) i hvert aspekt af folks private liv, og at man efter 1787 vedtog the Bill of Rights og ikke mindst grundlovens First og Second Amendments.

    Hvorfor skulle en borger ikke have lov til bl.a. at sige hvad han eller hun ville (også hvis det er politisk ukorrekt eller betragtes – bekvemt – som "hate speech") eller at have skydevåben?  Er det ikke en voksen, der har ret til bl.a. at tænke sagerne frit igennem og til at forsvare sig selv, ens familie og ens naboer?

    Men i Europa ved vi vise folkeslag, at det amerikanske folk består af uansvarlige børn – og derfor burde de hjernelamme yankees have hverken rettigheder eller skydevåben.  (Og vi har allierede i USA, der består af de fortræffelige vise folk i det demokratiske parti.)

    Og hvordan ved europæerne det?  Fordi vi europæere ved at vi er, og at vi vil behandles som, uansvarlige børn – og derfor er vi stolte over at vi bl.a. hverken kan sige hvad vi vil (medmindre det er PC) og at vi har bureaukrater til at bestemme vores sundhedsproblemer samt at befolkningen er ubevæbnet.

    Udover det siges det at de væmmelige republikanere ingen empati har for de fattige, de sorte, kvinderne, de homosexuelle, etc, etc, etc – tværtimod skulle de ikke vise andet end had og racisme (se Hillary Clinton's tirade om "racist, sexist, homophobic, xenophobic, Islamophobic" conservatives – a "basket of deplorables").  Er realiteten ikke snarere at Amerikas konservative betragter disse "minoriteter" på lig med hvide mænd – altså, som voksne?

    Hvem er mere racistisk og/eller fordømmende og/eller hadefuld:  en republikaner (sort eller hvid, mand eller kvinde) der siger at han ikke vil hjælpe en sort kvinde fordi han mener hun er lig med ham?  Eller en demokrat (sort eller hvid osv) – eller en af partiets utallige tilhængere i Europa – som jamrer, "Åh, vi må komme de stakler til hjælp – de arme mennesker vil aldrig kunne klare sig uden statens assistance!" (Det er disse minoriteter som "the self-appointed anointed" – den selvudnævnte salvede elite – betragter som hjælpeløse hundehvalpe, siger økonomen Thomas Sowell, og man skulle tro at de ville adoptere dem som maskotter.)

    Hvis amerikanerne ikke ville stemme for, eller lytte til, demokraterne i 2016, samt deres europæiske overmænd, er det ikke netop fordi de ved at Hillary Clinton og James Carville kalder dem "deplorables" og "reptiler" (beskrivelsen "reptiles" blev brugt med hån af Carville, Bill Clintons øverste rådgiver i 1990erne) mens Joe Biden og europæerne tænker på dem som "dregs of society" eller "tåber"?

    En personlig note:  folk har tendens til at spørge mig hvordan i alverden kan det være at jeg kan lide, eller i hvertfald at jeg synes at forsvare, sådan et modbydeligt fjols som Donald Trump.  Burde jeg ikke, som millioner af danskere, afsky, eller være scared shitless af, den type?  Det er ikke, at jeg på nogen måde er special fan af Trump, men når man ikke længere er teenager skulle visse ting gå op for en.  Nemlig at man har hørt disse skræmmehistorier før.

   Faktisk hver gang der er valgkamp i USA, så får vi at vide at republikaneren er en tåbe, en fare og/eller en Adolf Hitler.  Mærkeligt nok lever vi i en verden hvor det aldrig er en russer, en kineser, en iraner eller en tysker der er en klovn eller en trussel eller en Nazist ud på løjer (foruden måske flere år efter, når man ser i bakspejlet).  Det er udelukket altid en amerikaner – og så, mystisk nok, aldrig en demokrat.

    Man står altså foran et dilemma:  enten er Amerika befolket af millioner af monstre som er molboagtige, farlige, og villige til at starte 3. verdenskrig (selv om det ikke i 75 år faktisk er lykkedes en eneste republikaner at starte 3. verdenskrig).  Eller også består USAs venstrefløj af drama queens som er hysteriske og hvis raison d'être er at skabe kriser.  Hvad er det mest sandsynligste scenarie?

    Så jeg forsvarer ikke The Donald; hvis jeg forsvarer noget som helst, så er det sandheden.  Den uigendrivelige sandhed, får jeg at vide gang på gang, er at på nuværende tidspunkt befinder en fladpandet galning sig i det Hvide Hus – en galning som gør danskerne scared shitless.  Jeg har ingen hensigt til at komme til forsvar for Trumps karakter. Slet ingen. Det er blot det at jeg husker nøjagtig samme budskab da George Bush (både far og søn) var i det Hvide Hus.  I mit livstid har jeg hørt nøjagtig de samme advarsler om Mitt Romney, John McCain, Sarah Palin, Bob Dole, osv osv osv… Og glem ikke Ronald Reagan!

    For mig synes en dybere sandhed defor at være at år ud og år ind bliver hver eneste republikaner altid beskyldt for nøjagtig det samme – at være intet andet end en neandertaler og/eller en djævel. Og at derfor kunne det måske være (hvis man er, eller prøver at være, en objektiv iagttager) at dæmonisering af deres modstandere – kombineret med forherligelsen af deres egne påståede heltegerninger (hver fjerde år går de jo i kamp mod selveste Adolf Hitler!) – er faktisk det eneste, eller i hvert fald det vigtigste, argument venstrefløjen har.

    Når man hører Ulv blive råbt for mange gange, begynder nogle få af os at blive lidt skeptiske.  Winston Churchill skulle have sagt at

Hvis en mand ikke er venstreorienteret når han er 18 har han intet hjerte. Hvis han ikke er højreorienteret når han er 30 har han ingen hjerne.

    Citatet kan måske bedre forstås når man lytter til Daniel Mitchell fra the Foundation for Economic Education: "Kampen er ikke venstre mod højre. Det er statens magt mod individualisme."

    Demokrati er den værste form for regering, bemærkede Churchill endvidere.  Med en undtagelse:  Alle de andre.  På samme måde, kan man sige at i disse tider er Donald Trump langt den værste politiker i USA (samt den værste leder i hele den vestlige verden)?  Altså, med en undtagelse – alle de andre?

    Lad os bare tage året 2020 som eksempel:  

    Igennem hele menneskehedens historie har der været pandemier; for kun at tage dem efter 2. verdenskrig, fra H1N1 (2009) til SARS (2002) gennem Hong Kong influenza (1968) og den Asiastiske influenza (1957) (hvoraf de fleste, hvis ikke alle, stammer fra Kina), har der aldrig været sådan en hvirvelvind af massehysteri og regeringskontrol ikke blot i USA men også i udlandet (hovedsageligt i Europa) med økonomien lukket ned og med sunde borgere tvunget til mundbind og karantæne (et begreb der i fortiden angik alene syge eller skrantende mennesker, og som kun burde vare — som navnet quarantaine antyder — højst 40 dage).

    Og nu (i august og september) kommer der så en ny bølge af Covid19 – mærkeligt nok efter USAs demokrater og resten af vestens ledere lavede en 180-graders vending i maj og bestemte at menneskemængder – samt optøjer, brandstiftelse, plyndring og statue væltning – var pludselig helt i orden, bare det handler om at protestere mod racisme.

    Der er rygter at den hyperboliserede respons til den Kinesiske virus faktisk er en mere eller mindre gennemtænkt plan af demokraterne i USA sammen med Moder Mette og resten af de vestlige ledere for at sænke USAs og Vestens økonomier i et forsøg på at få Donald Trump til at lide nederlag i november.

 

    Er et bestemt statsoverhovede (hvad enten han er populær eller ej) så farlig for USA og for verdenen, at almindelige folk over hele kloden skal acceptere økonomisk nedgang, konkurs, og opofrelse samt optøjer og hærværk (kaos, knuste ruder, bygninger i flammer…) der synes ikke at være andet end et forsøg pa at undergrave selvsamme stasoverhovede?

    I det tilfælde vil jeg fremsætte en ekstraordinær hypotese: som borger, der aldrig er blevet spurgt om jeg var enig med denne (listende) politik af kaos og fattigdom skabelse – ja, det minder jo om Venezuela – foreslår jeg at Demokratiske politikere i USA og statsledere og éliter i Europa samt i fjernere lande ikke kun kan være lige så ringe som Donald Trump, de kan faktisk være langt værre.

    Hvis vi går tilbage til det republikanske partis fødsel i 1854 ser vi at skændslen overfor partiets medlemmer er ikke noget nyt.  Langt derfra.  I USA er der stadig debat over, hvad der forårsagede den Amerikanske Borgerkrig (1861-1865).  Var det mest slaveri eller var det mest delstaternes rettigheder (States' rights)?  Måske er svaret helt andet:  at sydstaternes demokrater var "scared shitless" af denne usle republikaner (selveste Abraham Lincoln), blev hysteriske på grund af "the divisive election" af 1860 og valgte "resistance", dvs separation, på grund af den uforskammede skandale, at en farlig "tosse" (not my president) skulle have vundet valget til det Hvide Hus.

  (Alle sydens stater var forresten fuldt integrerede i det demokratiske parti, både under slaveriet og under Jim Crows segregation love der fortsatte ind i det 20. århundrede; har man iøvrigt lov til at udpege at Ku Klux Klan blev skabt af demokrater og at KKK blev beskrevet af Eric Foner – en venstreorienteret historiker – som "det demokratiske partis indenlandske terrororganisation"?)

    Som Abraham Lincoln selv sagde (i februar 1860, mindre end tre måneder før han blev nomineret til at være det republikanske partis præsidentkandidat samme år), da han prøvede at åbne kommunikation med sydens demokrater:

…when you speak of us Republicans, you do so only to denounce us as reptiles [!], or, at the best, as no better than outlaws. You will grant a hearing to pirates or murderers, but nothing like it to [Republicans]. In all your contentions with one another, each of you deems an unconditional condemnation of [Republicanism] as the first thing to be attended to. Indeed, such condemnation of us seems to be an indispensable prerequisite – license, so to speak – among you to be admitted or permitted to speak at all.

    Lyder Lincolns beskrivelse af demokraternes dæmonisering af republikanerne i midten af 19. århundrede ikke temmelig meget som hvad James Carville sagde i 2010, hvad Hillary Clinton sagde i 2016, og hvad en dansker som Niels Jespersen eller Dan Jørgensen har klaget om i de sidste fire-fem år (for ikke at sige de sidste 40-50 år)?

    Med andre ord er republikanerne altid blevet beskrevet i nøjagtig samme ord – ord som gør folk scared shitless – også da partiet blev født for over 150 år siden og da Abraham Lincoln blev landets første republikanske præsident.

    Igennem årtierne bliver den ene republikaner efter den anden, hvadenten han vinder eller taber valget, beskyldt for at være djævlen selv (eller, i den lidet-religiøse periode efter Anden Verdenskrig, noget tilsvarende, oftest en fascist eller en nazist på lig med der Führer).

     I august 2019 beklagede Uffe Ellemann-Jensen i Berlingske hvor meget han savner Ronald Reagan (samt Gorbatjov), mens Mads Fuglede skrev at han "venter på den dag, hvor man har en præsident, der forstår og respekterer den internationale orden".

    Begge to har vist glemt, at 1980ernes "shitholes" øjeblik var Ronald Reagan's "evil empire" beskrivelse om Sovjetunionen, da denne "andenrangs skuespiller" blev sønderrevet for påstået mangel på diplomati.  Hvordan i alverden, skreg alverdens skræmte jomfruer, kunne nogen som helst være bekendt at tillade sig at være (så) fordømmende overfor Ruslands (iøvrigt fredelige og misforståede) kommunister?!

    Igen: Kunne det være at den ene republikanske leder efter den anden er faktisk som det lille barn i H.C. Andersens Kejserens Nye Klæder, der som den eneste ikke vil følge med i pressens fairy tales og i resten af folkets fantasiverden og som den eneste kan se, og som er så uforskammet at ville sige, sandheden, dvs de egentlige vilkår?

    (H.C. Andersen fortalte ikke hvad der skete med drengen (også da han blev voksen) efter Kejserens Nye Klæder – da blev han nemlig beskyldt, både af pressen og af resten af samfundet, for at være et afskyeligt menneske der var kendt for sin racisme og sin hate speech, samt en 100 % narcissist med personlighedsforstyrrelse der lyver konstant.)

Når engang en republikaner er død, eller ihvertfald har trukket sig tilbage fra det politiske liv – hvadenten det er for 150, for 75, for 15 eller for halvandet år siden – begynder han pludselig at huskes med ære (McCain, Bush far og søn, Reagan, Lincoln…).  Som the New York Posts Michael Goodwin skriver, tongue-in-cheek, Democrats and their media handmaidens really do love Republicans — when they’re dead. Eller, i Kurt Schlichters ord: The Only Good Republican Is a Dead Republican.

    I sin bog, The 5000 Year Leap (A Miracle That Changed the World), skriver W Cleon Skousen at, udover krudtet og skydevåben, de fleste fremskridt der blev gjort i de første 5000 år af menneskehistorien var for det meste intetbetydende.

    Således var en karet eller et sejlskib fra 1600-tallet måske ikke forfærdelig mere avancerede end deres forgængere fra f.eks. vikinge-tiden eller romer-tiden.  Men et skib uden sejl? En karet uden heste? En maskine der flyver? Det var, det er, revolutionært.

    Efter to revolutioner i de engelsk-talende lande – den Industrielle Revolution i England, samt grundlæggelsen af den amerikanske republik, hvor regeringens magt blev begrænset – gik det frie marked, dvs menneskets befrielse (bl.a. fik man de første virkelige patentlove), fremad med stormskridt.  Og den ene opfindelse efter den anden blev forældet inden for årtier, hvis ikke endnu hurtigere.

    Dampskibet, lokomotivet, personbilen, flyet, telegrafen, telefonen, computeren, smartphonen — allesammen opfindelser der var totalt utænkelige før de kom til, og langt de fleste blev enten opfundet eller forbedret i USA.

    Også kunstarter udviklede sig fremad eksponentielt, med fotografiet og senere levende billeder (biografen).  Og så selvfølgelig – last but not least – medicinen selv (som vi allerede har set).  For kun at nævne hvad er nok det vigtigste enkelte eksempel, mødres eller nyfødtes dødelighed under nedkomst blev bragt til ophør.

    Og så er der sult og fattigdom, som havde været normen og som var endemisk over hele jordkloden indtil for 100-200 år siden.

    Så sent som 1867-1869 (for 150 år siden, dvs 20 år efter Irland og Skotland) led Skandinavien (mest Sverige) af hungersnød, der bidrog til at en tiendedel af den danske befolkning, en fjerdedel af den svenske, og en tredjedel af den norske emigrerede i det 19. århundrede.  (Og hvor udvandrede de hen?  Hovedsageligt til USA.)  Er denne historiske tragedie og tvunget udvandring iøvrigt eksempler på den påståede "white privilege" som venstreorienterede aktivister klager ustandseligt om på den anden side af Atlanterhavet?

    Henrik Dahl skriver at

Helt fremme i mellemkrigstiden kunne man observere et fænomen, som på det tidspunkt havde været almindelig siden tidernes morgen..  At der i fredstid var en del af befolkningen, der led af sult og undernæring. … Den almindelige, økonomiske fremgang gennem hele det tyvende århundrede bevirkede, at deciderede sultproblemer kunne betragtes som udryddede engang i 1920'erne.

    Her i Danmark hjælper vi dem som er i nød, siger stolt den ene dansker efter den anden.  Uden at tænke på hvor meget bedrag (lad os ikke være bange for at bruge det ord) der ligger bag det koncept i det 20. og 21. århundrede.

    I vesten lider nutidens "fattige" ikke længere af sult, som i de foregående 5000 år, og de går ikke længere i laser.   "Den typiske person i moderne fattigdom har adgang til en mobiltelefon og bor i en husstand med et fjernsyn, en indvendig toilet, elektricitet og sandsynligvis adgang til internettet" skriver James Bartholomew i The Daily Telegraph.

Omdefineringen af fattigdom [i 1960erne] var lidt af et bedrag fra venstrefløjen. Det har fået os til at bekymre os alt for meget om ulighed og ikke nok om stigende velstand. Og det er økonomisk vækst, der er den rigtige vej til større velstand, for de relativt fattige og alle andre også.

    Født i den sovjetiske blok, hylder Daniil Gorbatenko "det kapitalistiske systems enorme succes med at løfte menneskehedens levestandard siden 1800."  I de sidste 200 år, ifølge økonom Deirdre McCloskey, er indkomsten pr. Indbygger i de kapitalistiske lande vokset fra $ 1-3 pr. Person pr. Dag til over $100 pr. Person pr. Dag i reelle dollars. "Aldrig i verdenshistorien har der været noget tilsvarende."

    "Mellem år 2000 og år 2012 faldt fattigdomssatsen i verden med 50 procent" tilføjer Jordan Peterson,

De fattige i verden bliver rige med en hastighed, der er helt uden sidestykke i hele menneskets historie. Jeg tror, at en stor del af det sker i Afrika. Forresten, her er et andet dejligt stykke nyhed, børnedødeligheden i Afrika er nu den samme som den var i Europa i 1952. Det er et absolut mirakel. Men er det ikke vanvittigt, at nyheden ikke findes på forsiden af vore aviser?

    Stammer de fremskridt fra Karl Marx og hans filosofi?  Og fra alverdens bureaukrater og politikere?  Samt fagforeningslederne?

    Eller fra filosofien som driver Amerikas hånte og forhadte kapitalister?

ER DET SANDT, AT DET MODERNE SAMFUND BESTÅR AF FORNUFTIGE FOLK TAKKET VÆRE AT DEN RATIONELLE VENSTREFLØJ HAR EFTERLADT RELIGION OG OVERTRO BAG SIG?

    Faktisk er det kun et slags sted, hvor fattigheden går fremad (eller, snarere, hvor samfundet går baglæns).  Og det er i de socialistiske lande.

    "The problem with socialism", som Margaret Thatcher (en afskyelig tåbe til?) engang konstaterede, "is that you eventually run out of other people's money."
  
    "Almost 90 percent of Venezuelans now live in poverty" erklærede Donald Trump  til en gruppe venezuelanske flygtninge i Miami i februar 2019, mens han presenterede en ung mand, som flygtede fra Sydamerikas rigeste land i 2017, hvis far flygtede fra Cuba i 1970, og hvis bedstefar flygtede fra Sovjetunionen i 1927.  David Smolansky repræsenterer, sagde præsidenten,

the third generation of his family to flee the agony of socialism and communism

… In other words, the socialists have done in Venezuela all of the same things that socialists, communists, totalitarians have done everywhere that they’ve had a chance to rule.  The results have been catastrophic.

… Socialism promises prosperity, but it delivers poverty.

Socialism promises unity, but it delivers hatred and it delivers division.  Socialism promises a better future, but it always returns to the darkest chapters of the past.  That never fails.  It always happens.

Socialism is a sad and discredited ideology rooted in the total ignorance of history and human nature, which is why socialism, eventually, must always give rise to tyranny, which it does.  (Applause.)  Socialists profess a love of diversity, but they always insist on absolute conformity.

… Everywhere and anywhere it appears, socialism advances under the banner of progress, but in the end, it delivers only corruption, exploitation, and decay.

    John Stossel bemærker at "now that the socialists created much more extreme poverty, I would think that progressives would realize that democratic socialism is not the route to paradise. But no, nothing convinces a dedicated socialist – or much of the media."

    "…like snake oil, socialism is based on pure fantasy" tilføjer Alberto de la Cruz, søn af Cubanere der var nødt til at flygte fra Castro-regimet.  "A delusional fantasy, which always ends in a nightmare."

    Men det mægtige håb, samt ønsketænkningen, vil aldrig slukkes:  "Denne gang bliver resultatet anderledes!"  "Denne gang, og i dette land, vil socialismen virke!"

    Over hele jordkloden praler venstrefløjen om, at være videnskabelig og analytisk og rationel, og dette fremskridt skyldes stort set at i det moderne samfund er folk ikke længere intetanende neandertalere men fornuftige personer som er udvandret fra kirken og har efterladt overtro bag sig. 

    Men beviser det stedsegrønne mægtige håb (se Obamas "hope and change") ikke, at sandheden er faktisk at langt fra at være ureligiøse, har alverdens venstrefløje faktisk (og ganske ubevidst) skabt deres egen religion?

    En religion, der forguder staten?

    En religion der gentager blindt deres sandheder om medfølelse, klarsyn, og tolerance?

    En religion med dens egne profeter – Marx, Lenin, Mao, Che Guevara, Hugo Chávez, Barack Obama, Bernie, AOC, BLM, etc etc etc…?

    En religion med djævler (med denne artikel bliver jeg utvivlsomt sluttet til den gruppe) – som de ikke viser den mindste tolerance overfor – og folkefjender som har syndet ikke blot ved at tvivle på, at Staten, eller samfundet, eller lederne (profeterne), en dag vil bringe utopi og paradis til det respektive lands, eller til hele klodens, indbyggere men også ved at have den uforskammethed at foretrække det gode gamle samfund.

    En religion hvor alt er betalt så folket (dvs børnene) skal ikke tænke på meget andet end at more sig, helst så meget som muligt, og at være på ferie så meget de kan.  (Det er intet nyt:  For 2000 år siden kaldte romerne det "Brød og cirkus".)

    En kult hvor staten aflæser den traditionelle religion (på fransk har "Forsynets" velfærdsstat et klart religiøst navn – l'État-Providence) og overtager rollen som familiefar eller snarere som storebror (Big Brother).

    En kult der vil løse alle menneskehedens problemer og medføre himlen på jorden.

    Som G.K. Chesterton skulle have sagt, “Når en mand holder op med at tro på Gud, så holder han ikke op med at tro på noget som helst; nej, så han begynder han at tro på hvad som helst.”   (Mens der er nogle i Venezuela der beder til Sankt Hugo Chávez, "de fattiges Kristus", i april 2019 sammenlignede en University of California professor Che Guevara med Jesus, mens han henviste til El Che som "a quasi-divine cosmic force.")

    Løftet om socialismens paradis er emnet i Joshua Muravchiks værk Heaven on Earth (The Rise, Fall, and Afterlife of Socialism) samt i bogen af Hollywood humoristen Evan Sayet, The Kindergarten of Eden (Edens Børnehave).

    For flere år siden bemærkede selv den (meget) venstrevenlige New York Times, at "The Danish model of government is close to a religion" mens International Herald Tribune skrev i forbindelse med Frankrigs omnipresente gadeprotester, "think of its mass demonstrations as religious processions". (Således skal man også se pà de demokratiske byer i USA, som er nu blevet indhentet af demonstrationer, optøjer og plyndrelysten…)

    Helt tilbage i 1971 blev et af Europas moderne velfærdstater beskrevet som en socialistisk dystopi, hvor den personlige frihed, ambition og menneskelighed var blevet ofret til fordel for socialdemokraternes idealer.  "Det moderne Sverige har opfyldt Huxleys kriterier for den nye totalitarisme," skrev Roland Huntford i The New Totalitarians.  "En centraliseret administration regerer over mennesker, som elsker at være trælbundet."

    Når man læser sådanne beskrivelser, skriver Michael Booth, "får man en fornemmelse af den næsten religiøse ildhu, socialdemokraterne har haft, når de fandt på og gennemføre deres radikale politiske idéer.  De lader næsten til at have været på en form for modernistisk korstog."

Lad det sidste ord gå til Aleksandr Solsjenitsyn:

socialismen, som for mange vestlige tænkere er et slags retfærdighedens kongedømme, består faktisk fuldstændig af tvang, af bureaukratisk grådighed og korruption og griskhed og har en indavlet konsistens i sig, at den socialisme ikke kan gennemføres uden tvangsmidler.

– Erik Svane

Uden forstillelse er Trump en politiker som ser det først og fremmest sin opgave at tjene folket

Fuldstændig sensationelt stod han ved sine ord, gennemførte sit program og meget mere til

skriver Jyllands-Postens Rune Toftegaard Selsing (thanks to Flemming Bo Sorensen) i en artikel om USAs præsident, der hedder Trump vil gå over i historien som en af de største præsidenter. 

Trump er så afgjort én af de største præsidenter i amerikansk historie. Ret enestående fremlagde han før valget en ny ideologisk kurs for sit land og fulgte den op med konkrete politiske forslag. Og fuldstændig sensationelt stod han ved sine ord, gennemførte sit program og meget mere til. 

Sammenlign det med Obama, en tom flødebolle, der lovede den store forandring og leverede intet. Eller systempolitikeren Bush, der gjorde præcis det modsatte af, hvad han gik til valg på.

I sammenligning med de førnævnte er Trump en stor politisk tænker, hvis budskab først og fremmest er udtrykt i sætningen ’America first’. Uden forstillelse er Trump en politiker på vegne af det amerikanske folk, og han ser det først og fremmest sin opgave at tjene folket.

Helt praktisk ved at skabe jobs, bygge bedre veje og sikre bedre liv for almindelige amerikanere - også dem der ikke bor på kysterne. Han lovede genforhandling af handelsaftaler, der skubber industri til udlandet. Færre investeringer i udlandet og flere investeringer i USA. Mindre grøn omstilling, men udbygning af energiarbejdspladser. Skattelettelser til små og store virksomheder, der gør det lettere at drive forretning. Det kan hvem som helst jo love, men det forunderlige er, at Trump helt objektivt har leveret det hele.

Takket været Trumps politik nåede arbejdsløsheden ned på et historisk lavt niveau. Særligt for afroamerikanere, hispanics og ufaglærte nåede arbejdsløsheden ned på det laveste, der nogensinde er målt. De økonomiske resultater af Trumps politik er ganske enkelt spektakulære.

’America first’ er i øvrigt ikke udtryk for nationalisme. Tværtimod er det en del af en klog udenrigspolitisk doktrin, der pudsigt nok er multikulturel. Fornemt udtrykt i en tale til FN er Trumps tænkning den, at ingen lande har ret til at blande sig i andres affærer. En radikalt brud på den herskende imperialistiske globalisme, der før Trump dominerede den vestlige tænkning. Tværtimod bør vi respektere forskellige nationers ret til suverænitet og forskellighed. Og naturligvis også samarbejde og handle i det omfang, det giver mening. ’America first’ er ikke et udtryk for, at USA er bedre end andre lande. Det er udtryk for, at det er det amerikanske statsoverhoveds pligt at sætte sit eget folks interesser først. Ligesom det gælder statsoverhovederne i alle verdens lande.

 … Måske allervigtigst for amerikanerne har Trump været med til at styrke den amerikanske kernekultur. Det er ikke for meget sagt, at USA i stigende grad er blevet præget af etniske spændinger og aggressiv identitetspolitik. Trump er gået forrest med en insisteren på amerikansk kernekultur med kristendom, jul og konservative dommere i højesteret. I denne sammenhæng er indvandringspolitikken utvivlsomt den vigtigste. Det er lykkedes at Trump at reducere den illegale indvandring dramatisk, ligesom at arbejdet med at bygge en mur på den mexicanske grænse er påbegyndt. Men at muren ikke er nået længere og at Trump ikke har fået stort held med at smide illegale indvandrere ud, er så afgjort skuffelser. I et større perspektiv kan man let frygte, at de demografiske omvæltninger af det amerikanske samfund er så fremskredne og ustoppelige, at USA på sigt vil blive opløst i mindre enheder. I en sådan et lys vil Trumps præsidentskab blive opfattet som den amerikanske kernekulturs sidste modreaktion.

Andre vil sikkert pege på coronaen og Trumps angiveligt dårlige håndtering. Der er dog ikke meget, der tyder på en dårlig håndtering og den amerikanske overdødelighed hænger i realiteten sammen med en desværre meget overvægtig befolkning.

Dernæst bør man naturligvis bebrejde Trump hans jævnligt taktløse adfærd og hans liberale forhold til sandheden. Han har afgjort også selv bidraget til polariseringen. Retfærdigvis er det svært at forestille sig en person, der i så massivt, modigt og kompetent omfang er i stand til sætte sig op imod etablissementet uden også samtidig at have karakterbrister. Et mere afrundet væsen var brudt sammen for længst. Tænk alene på FBIs ulovlige overvågninger af hans stab og den årelange gennemført falske kampagne om den russiske sammensværgelse. Det burde have sendt rystelser gennem den vestlige verden.

Og i disse metoo-tider er det også værd at pege på det åbenlyse hykleri. Tænk på alle de danskere, der ikke kan acceptere Trump som person, men rask væk har stemt på Frank Jensen eller Jeppe Kofod. Det kan godt være, at han har været sine hustruer utro, men han er i det mindste ikke klam. Og så står han rent faktisk for et politisk indhold. Det må alligevel være det vigtigste.

Hvis man blot hæver blikket en anelse fra sin næsetip, er det indlysende at Trump er en demokratisk gave til det amerikanske folk. Trumps sejr viser, at det nytter at stemme. At det faktisk er muligt at skabe forandringer gennem politiske valg. Det havde så utroligt mange tabt troen på. Trump er en gave til det folkelige demokrati.