Over de sidste par år, og navnlig siden den nye metrolinie er åbnet, har der især været to indvendinger der har domineret vores lokale avis.
Den første klage angår nedskæringen af buslinier. Her stammer problemet klart fra regeringen. (Kunne en delvis løsning ikke være at tillade Uber og Lyft i danske byer? Der er også mulighed for at dele den allerede overkommelige Uberbil med en, to eller tre andre til en endnu billigere pris for hver passager. Og hvis nogen protesterer til fordel for de stakkels taxachauffører, så kunne Skat måske nedsætte prisen for taxibevillingerne samt taxachaufførernes skatter (for slet ikke at tale om os andres).)
I kontrast ser langt de fleste af artiklerne om ulovlige parkeringer (også i artikelserien i foråret 2018) som både et samfundsproblem og som dårlige nyheder – at det viser hvor egoistiske danskerne er blevet samt at løsningen hurtigt må hentes hos myndighederne, i form af straf (flere P-vagter! flere bøder! Straf dem! Straf! Straf! Straf!).
Det er et helt forkert syn på situationen.
Hvis de "hensynsløse bilister" holder ulovligt, kan det være fordi de uanset alder i forvejen ved hvor lang tid de skal køre rundt forgæves?
Folk skrev i maj 2018 om hvor utrygge de følte sig, men har der nogensinde været et eneste eksempel fra Politirapporten af et uheld eller et sammenstød der skyldtes en (lovlig eller ulovlig) parkeret bil?
De "lovløse tilstande" er tværtimod gode nyheder. De mange biler viser nemlig at den seneste generation af danskere (igen, og som altid) er ved at blive rigere end den forrige (tak til den altid forhånede kapitalisme). Samtidig betyder det, at langt fra at have en løsning, har myndighederne været (alt for) langsomme i at tilpasse sig til nye udfordringer. (Hvad med underjordiske parkeringspladser på to-tre niveauer ved alle supermarkeder, med de fleste P-pladser åbne til alle – samt selvfølgelig cykelparkeringspladser, ligesom på S-togstationer, så bilejerne hurtigt kan komme til deres vogne?)
Men, igen, her stammer problemet også fra regeringen. Hvad sker her er klassisk: regeringen skaber et problem, problemet deler folket i to eller flere grupper, og det får en gruppe til at bede regeringen om at gribe ind for at løse problemet. I dette tilfælde var det om at afstå fra at skabe flere parkeringspladser eller at nægte at lade private firmaer bygge flere parkeringshuse; så klager andre over deres medborgeres "dårlig opførsel" og beder selvsamme myndigheder til at gribe ind og straffe dem.
–––––––––––––––
Over hele den vestlige verden er venstreorienterede storbypolitikere begyndt ikke blot at holde op med at skabe flere parkeringspladser, men også at nedlægge de allerede eksisterende. Således har Paris's borgmester smilende erklæret at hun vil afskaffe 60.000 parkeringspladser, halvdelen i den franske hovedstad, og Anne Hidalgo har lovet at Frankrigs hovedstad skal blive en billøs by udelukkende for cykler indenfor 10-15 år.
En journalist i Le Figaro svarer, i stedet for at forvandle Paris til en Disneypark og samtidig ruinere dens indbyggere og virksomheder små som store med nye skatter og afgifter og trafik i sneglefart, måske burde "Notre Drame de Paris" prøve at løse de forhåndværende problemer, f.eks. beskæftige sig med den rotteplage som har udviklet sig i de sidste 10 år.
Her bør det også huskes at 100.000 biler skulle skabe mindre forurening end 15 containerskibe
estimeres det at et eneste 15 containerskib skulle skabe mere forurening end 100 tusindvis af biler
Som Pascal Salin skriver, har ingen opfindelse i 5000 år gjort det almindelige menneske mere frit end personvognen. (Tak, forhånede kapitalisme.) "Med en bil kan man køre hen hvor man vil, hvornår man vil, og med hvemsomhelst man vil", tilføjer Lauren Fix. "Tænk over det: med tog, fly og busser er ruterne planlagt, mens tidsplanen er tidsbestemt. Kun biler giver dig mulighed for at være spontan."
Det er netop fordi bilen giver et menneske "personlig frihed" at regulatorerne//myndighederne hader den så meget, fortsætter Lauren Fix i det korte Prager University-video The War on Cars; og at disse melodrama entusiaster og bilfobiske ayatollaher udløser så meget hadpropaganda imod den (f.eks. netop ved at beskylde bilen for alle mulige synder, hovedsageligt at den ødelægger verdenen, selvom 15 fragtskibe skulle udgøre lige så meget forurening som 100.000 biler): "Autoriteterne – på alle niveauer – kræver kontrol".
Kære læser, hvis du deler i afskyelsen af bilen [lige så meget som] og er uenig med [dette brev], overvej om det er fordi bilen i sandheden er en djævelens genstand, eller (i hvert fald delvis) fordi du i årevis, i årtier, har hørt at bilen er en djævelens genstand, i så mange angreb rettet imod den fra samtlige politikere, bureaukrater og andre bilfobiske ayatollaher
Sandt er det at cyklen skulle være bedre for klimaet samt bedre for motionen, men modsat cyklen (der ikke kan bruges til opbevaring eller længere rejser, er samtidig dødsensfarlig, og er utilregnelig i regn, sne og stærk blæst) er din bil et sted for "ly og læ". "Hvis en mands hus er hans slot", skriver Mark McCoy, så er "en mands bil hans ambassade."
• "Ulovlige parkeringer og nedlagte buslinierUlovlige parkeringer og nedlagte buslinier"
Villabyerne vol 114 # 48, 26 november 2019, s 10
• "Personbilen er hadet af myndighederne"
Villabyerne vol 115 # 49, 2 december 2020, s 11
Jublende fortæller Lars Løkke Rasmussen fortæller om sine møder med Donald Trump. Hvorfor fortæller den tidligere statsminister ikke personlige anekdoter om Xi Jinping? Er det meningen at Kinas autokrat er mere raffineret end Donald Trump (det er han givet) og skal derfor beundres (langt) højere? Skal Xi hyldes for ikke at bruge Twitter? Er de lokale befolkninger i Hong Kong, Xinjiang, og Tibet enige med det?
Når I læser denne tekst (skrevet et par dage før valget) er Trump sandsynligvis blevet genvalgt til fire år i det Hvide Hus – måske endda "in a landslide".
Folk både i Amerika og i udlandet har svært ved at forstå hvordan nogen kan støtte sådan et 'skræmmende' fjols.
Til dette har præsidentens tilhængere flere svar.
1) I stedet for at sige hvor meget I hader Trump, fortæl os hvad I elsker hos Demokraterne. (Er det trillioner af dollars i skatteforhøjelser? Er det korruption, hvadenten det er Joe Bidens søn som sælger adgang til Ukraine og Kinas kommunistparti eller Clinton parret som solgte en del af USAs uranium til Kreml? Er det – følgeligt – at de ugerninger de venstreorienterede beskylder "the Bad Orange Man" for synes ofte at være ikke andet end "a projection" af deres egne synder?)
2) "Trump supporters" påpeger at det Demokraterne klager om er uvægerligt personlige svagheder, reelle eller indbildte. (Vedrører det ikke også filmen "Unfit–The Psychology of Donald Trump"?).
Hvad med hans politik? Skulle f.eks. hans kamp mod bureaukrati og skatteforhøjelser være racistisk?
3) Tilsidst har vi Peter Thiels indsigt fra november 2016: "The media never takes him seriously, but it always takes him literally. … I think a lot of voters … take Trump seriously but not literally."
En personlig note: folk har tendens til at spørge mig hvordan i alverden kan det være at jeg kan lide, eller i hvertfald at jeg synes at forsvare, sådan et modbydeligt fjols som Donald Trump. Det er ikke, at jeg på nogen måde er special fan af Trump, men når man ikke længere er teenager skulle visse ting gå op for en. Nemlig at man har hørt disse skræmmehistorier før.
Hver gang der er valgkamp i USA, så får vi at vide at republikaneren er en tåbe, en fare og/eller en Adolf Hitler. Mærkeligt nok lever vi i en verden hvor det aldrig er en russer, en kineser, en iraner eller en tysker der er en klovn eller en trussel eller en Nazist ud på løjer. Det er udelukket altid en amerikaner – og så, mystisk nok, aldrig en demokrat.
Jeg husker nøjagtig samme budskab da
George Bush sad i det Hvide Hus. I mit livstid har
jeg hørt nøjagtig de samme advarsler om Mitt Romney, Sarah Palin, Bob Dole, osv osv osv… Og glem ikke Ronald Reagan!
Man står altså foran et dilemma: enten er Amerika befolket af millioner af Neanderthalere som er molboagtige, farlige, og villige til at starte 3. verdenskrig (selv om det ikke i 75 år faktisk er lykkedes en eneste republikaner at starte 3. verdenskrig).
Eller også består USAs venstrefløj af melodrama entusiaster (drama queens) som er hysteriske og hvis raison d'être er at skabe kriser. Hvad er det mest sandsynligste scenarie?
Når man hører Ulv blive råbt for mange gange, begynder nogle få af
os at blive lidt skeptiske.
For at omskrive Churchill, kan man sige at i disse tider er Donald
Trump langt den værste politiker/leder i USA (samt i hele den vestlige
verden)? Altså, med en undtagelse – alle de andre?
I det tilfælde vil jeg fremsætte en ekstraordinær hypotese: som borger, der aldrig er blevet spurgt om jeg var enig med denne (listende) politik af kaos og fattigdom skabelse, foreslår jeg at Demokratiske politikere i USA og statsledere og éliter i Europa samt i fjernere lande ikke kun kan være lige så ringe som Donald Trump, de kan faktisk være langt værre.
For en måned eller to siden landede mit Air France fly fra Paris (ingen franskmænd eller andre udlændingne tilladt om bord, kun danskere) i København. Både Aéroport Charles de Gaulle og Copenhagen Airport er ganske øde, mens i Kastrup synes mindst de fire femtedele af butikkerne og restauranterne at være lukkede.
Man kan konkludere at adskillige danskere er enige med Ole Andersen, når hoteldirektøren fra Hellerup Parkhotel spørger om det kan være sandt at der ikke findes i Danmark en eneste ansvarlig politiker (som intet selv skal opofre – de bliver jo allesammen ved med at få deres løn) "der vågner af sin Tornerose-søvn?"
Ja, det ville være vidunderligt hvis Danmarks politikere – eller rigets professionnelle melodrama entusiaster (på engelsk: drama queens), som jeg kalder dem – begyndte at behandle danskerne som voksne, standsede deres forsøg på at ødelægge rigets økonomi og endelig så sandheden om den såkaldte corona "krise."
DEBAT: Ignorer massehysteriet, Moder Mette, og frigiv folket
Hvis jeg må have lov til sammenfatte visse konklusioner om Covid-19 i syv korte men logiske punkter:
1) Hovedspørgsmålet er: om virussen er en af de ganske almindelig epidemier (som f.eks. i 2009, 2002, 1968, og 1957, som forresten også kom allesammen fra Kina) – hvilket er mest logisk – hvor ingen handling blev taget og som allesammen sluttede fordi tilsidst havde de forskellige landes befolkninger fået immunitet – netop takket være at ingen handling blev taget (at intet gøre fungerer i disse tilfælde næsten som en vaccination, hvilket tyder på at mundbind er faktisk kontraproduktive);
eller: om Covid-19 er en frygtindgydende pandemi som middelalderens Sorte Død, 1918's Spanske influenza eller Athen pesten i 430 fkr.
Her er der en mængde folk, hovedsageligt politikere, som mener at samfundet skal blive ved med de ekstraordinære midler, bare "for at være på den sikre side."
2) Problemet med det er at alt tyder på at epidimien er ganske normal: udover faktummet at de dystre dødstal vi fik i begyndelsen ("354 franskmænd døde i de sidste 24 timer", "dødstallet i Italien er nu rejset til 42.000 sjæle") faktisk vedrørte mest svage folk i alderdomshjem, så er de helt holdt op – og det ikke for 7–8 dage siden eller for 7–8 uger siden men for godt 7–8 måneder siden.
Tror man virkelig at hvis der var stadig samme antal døde, eller døde i det hele taget, at den anden gruppe af alverdens professionelle melodrama entusiaster (medierne) ville pludselig tie de nyheder?
3) Her må det desuden tilføjes at i ti måneder har intet land, ingen by, set de apokalyptiske gysersyn man ser i historiens frygtelige pandemier (eller i Hollywoods zombiefilm), af mængder af (rådnende?) lig i gaden og vanærede døende der kollapser smertefuldt i gaden med krampeanfald og sort opkast.
4) Med andre ord er de fleste syge i plejehjem og hvis og når folk føler sig dårlige tager de simpelthen hjem på selvkarantæne eller til hospitalet for at få behandling (se punkt 6).
5) Nu ringer alarmen igen (mere nedenfor), men det eneste vi får vi at vide er at f.eks. "Danmark registrerer 76 nye (smitte)tilfælde med coronavirus." Imidlertid bliver disse nyheder ved med at skræmme os (eller i hvert fald politikerne), lige så meget, psykologisk set, som da vi fik de frygtindgydende dødstal i begyndelsen (!).
6) Men for de allerfleste nye inficerede betyder det som sagt ikke andet end to-tre uger i selvkarantæne som det gjorde for Tom Hanks, Madonna, Greta Thunberg, Plácido Domingo, Silvio Berlusconi, Donald Trump, og Monacos Prince Albert II (i Boris Johnson's tilfælde, et kort hospitalsbesøg).
Det passer forresten ind med ordet karantæne, som kommer fra det franske quarantaine, som vedrører alene syge folk (ikke raske borgere) og som betyder højst 40 dags internering – ikke flere. Nej, Moder Mette: i den anledning findes ordene centquarantaine (140 dage) eller deuxcentsoixantaine (260 dage) ikke på fransk…
7) Med andre ord er det selvindlysende at
1) den kinesiske virus har aldrig været andet end en ganske alminidelig epidemi og at
2) vi er midt i et udbrud af enten global svindel eller massehysteri (hvis ikke begge dele).
Derfor må politikerne gerne holde op med at prøve at få borgerne til at klæde sig ud som cirkusklovne og de har hermed lov til at omgående standse med at ødelægge landets økonomi.
Kort sagt: Tilbyd de ældre, og dem med svage immunsystemer, karantæne, og sæt resten af befolkningen fri.
("Sandheden om coronasmitten i syv punkter"
af Erik Svane
Villabyerne vol 115 # 40,
30 september 2020, s 9)
Et sidste ord vedrørende den nye bølge af Covid19 – mærkeligt nok efter USAs demokrater og resten af vestens ledere lavede en 180-graders vending i maj og bestemte at menneskemængder (samt optøjer, brandstiftelse, plyndring og statue væltning) var pludselig helt i orden, bare det handler om at protestere mod racisme:
Der er en teori at den hyperboliserede respons til den Kinesiske virus faktisk er en mere eller mindre gennemtænkt plan af demokraterne i USA sammen med Moder Mette og resten af de vestlige ledere for at sænke USAs og Vestens økonomier i et forsøg på at få Donald Trump til at lide nederlag i november.
Er et bestemt statsoverhovede (hvad enten han er populær eller ej) så farlig for Amerika og for verdenen, at almindelige folk over hele kloden skal acceptere økonomisk nedgang, konkurs, og opofrelse samt optøjer og hærværk der ikke synes at være andet end et forsøg pa at undergrave selvsamme stasoverhovede?
I det tilfælde vil jeg fremsætte en ekstraordinær hypotese: som borger, der aldrig er blevet spurgt om jeg var enig med denne (liste)politik af kaos og fattigdomsskabelse, foreslår jeg at uanset hvor meget, kære læser, du måtte afsky (med eller uden rette) USAs præsident, så kan Demokratiske politikere i USA og statsledere i Danmark og Europa samt i fjernere lande ikke kan være lige så ringe som Donald Trump, de kan faktisk være langt værre.
DEBAT: Er corona ikke mere end en ganske almindelig epidemi?
