"Teknikker Gestapo eller KGB kun kunne drømme om": I den moderne verden drejer undertrykkelse sig ikke om Stalin- eller Mao-modellen men om kram, nusseri, og smiley faces

Når jeg advarer at f.eks. færdselslovene er bevis på en snigende totalitarisme i Vesten, er der flere der synes at det lyder (vildt?) overdrevet.

Men her skal en amerikansk humorist citeres. Før vi gør det, imidlertid, lad os huske hvordan, i bogen Vejen til Trældom, Friedrich Hayek forklarer at "det er sjældent, at nogensom helst form for frihed går tabt på én eneste gang."

Lad os så vende til George Carlin: når fascismen, eller kommunismen, overtager USA og resten af Vesten, forklarer humoristen, bliver det ikke i form af kulsorte uniformer og "marching jackboots", men med en smileyface ("Vi er fra regeringen og vi er her for at hjælpe dig!").

Det er noget som Joel Kotkin kalder tilskynderi eller nusseri (the great nudge) – blide skub.

Når vi tænker på undertrykkende regimer, tænker vi straks på den stalinistiske model portrætteret i Orwells "Nineteen Eighty-Four" [1984], den hårdhændede tankekontrol forbundet med Hitlers rige eller Maos Kina

 skriver Spike's Joel Kotkin hvis seneste bog er The Coming of Neo-Feudalism:

Men hvor den gamle propaganda var højlydt, rå og ofte dødelig, tager den nutidige stil af tankekontrol form af et blidt skub i retning af ortodoksi – et blidt skub, der gradvist lukker for ens kritiske evner og fører til, at man overholder nænsomt givne direktiver. Regeringer over hele verden, herunder i Storbritannien, bemærker the Guardian, har taget denne tilgang til sig med voksende entusiasme.

… nudging har også en autoritær fordel ved at anvende teknikker og teknologier, som Gestapo eller NKVD kun kunne drømme om for at fremme den 'korrekte adfærd'. 

… Ikke underligt, at så mange nudgers ser Kina som et ideal, et sted uden USAs grimme First Amendment, der beskytter de anderledes tænkende.

Læs hele artiklen, fordi det er en af de allervigtigste i de sidste 21 år… 

Her er en del af den originale på engelsk:

When we think of oppressive regimes, we immediately think of the Stalinist model portrayed in Orwell’s Nineteen Eighty-Four, the heavy-handed thought control associated with Hitler’s Reich or Mao’s China.

But where the old propaganda was loud, crude and often lethal, the contemporary style of thought control takes the form of a gentle nudging towards orthodoxy – a gentle push that gradually closes off one’s critical faculties and leads one to comply with gently given directives. Governments around the world, including in the UK, notes the Guardian, have been embracing this approach with growing enthusiasm.

 … nudging also has an authoritarian edge, employing techniques and technologies that the Gestapo or NKVD could only dream about to promote the ‘right behaviour’.

 … This situation is made worse because the people running our most powerful institutions, from the media to the government, increasingly share the same opinions and often have little tolerance for outliers. Their views on dissent and freedom of speech do not stem from Jefferson or Madison.

 … The nudgers focus on three areas: identity (ie, race / gender), the pandemic, and, most critically, climate. In terms of race issues, they rule out scepticism towards Black Lives Matter, including criticism of last year’s ‘mostly peaceful’ BLM demonstrations, which featured looting, arson and general mayhem. Many media outlets will also characterise anyone who does not embrace the new ‘anti-racist’ orthodoxy as a ‘white nationalist’. 

The pandemic has rained manna for nudgers. Across the high-income world, we now see a form of hygiene authoritarianism, promoted and enforced by nudgers in government and media. This goes beyond debunking clearly unhinged and unsupported claims. It also includes purging anyone opposed to particular government Covid policies, including recognised professionals. The most egregious example was the cancelling and marginalisation of the authors of the Great Barrington Declaration, written by leading epidemiologists from Harvard, Oxford and Stanford – all for the ‘thoughtcrime’ of opposing lockdowns. 

 … No wonder so many nudgers see China as an ideal, a place without a nasty First Amendment that protects dissenters.

Kik mod Holland: Sådan beskytter vi cyklister

Kik mod Holland: Sådan beskytter vi cyklister blev trykt i
Frederiksborg Amts Avis 147. årg # 31, 5 november 2021, s 17

I september 2021 blev cykelrytteren Chris Anker Sørensen dræbt i et trafikuheld i Belgien.

Det er på tide at vi gør det nødvendige for at undgå død, sår og mén for cyklister.  Men det betyder ikke nødvendigvis, hvad vi antager, at det betyder – flere love og flere bøder – tværtimod.

Eksempelvis, hvis der er et land der har gjordt en stor indsats for at beskytte cyklister imod den velkendte frygt at der pludselig åbner sig en dør fra en parkeret bil, så er det selvfølgelig Europas mest udviklede cykelstat. 

Når folk i Holland tager køretimer lærer de ikke bare de samme trafikregler vi lærer herhjemme, de lærer også hvordan man åbner bilens døre.  Det vil sige, de lærer at man ikke skal gøre hvad kommer mest naturligt, åbne bildøren med hånden som er nærmest håndtaget.  Nej.  I stedet for skal man række over og åbne døren med den modsatte hånd.

Denne simple gestus, døbt the “Dutch Reach” i USA, får kroppen til at dreje, sammen med hovedet, og alt udenfor på den side af bilen falder så naturligt indenfor øjenfeltet, ikke mindst sidespejlet – og selvfølgelig især bevægelse af en eller anden form, navnlig cyklister og fodgængere. 

Prøv det næste gang (før) du stiger ud af bilen – og bliv endelig ved i fremtiden (for at se artikler og videoer om emnet, googl “Dutch Reach”). 

Sandt at sige er det pokkers svært at huske. Men her burde vores traffikministerium øjeblikkeligt opfordre alle køreskoler til også at undervise deres elever i the Dutch Reach for de næste generationers skyld.

Er Danmarks Barnepigepolitik rationel?

I det hele taget er jeg ret chokeret over hvordan barnepigepolitikken har udviklet sig i Danmark.  Denne "søde og venlige" beskyttelsespolitik lyder godt nok meget omsorgsfuld og medfølende men det synes at medføre at mange, ikke mindst børn, ikke længere lærer eller gider at se sig for.

I stedet for tænker folk på loven og på deres (samt andres) "rettigheder" og så raser de imod deres medmennesker (og aldrig mod politikerne som laver reglerne), bl.a. for at bestemme hvem der er (mest) syndig.

Jeg mindes hvorledes en cyklist skældte en bilist ud i Charlottenlund. Årsagen var at bilisten drejede til højre ind på Morescovej og hun havde masser af tid til at gøre det, uden at cyklisten som var endnu langt op ad Ordrupsvejens hældning skulle bremse, ja end ikke sænke farten på nogen måde.  Men cyklisten standsede og skreg (på en ikke særlig høflig måde) at bilisten "skulle" hun have ventet, for… høflighedens skyld.

Og jeg ser unge skolebørn bruge fodgængerovergange uden at kikke hverken til højre eller til venstre og uden at ænse de mulige farer.

Ved Femvejen i Charlottenlund standsede jeg engang for en ung cyklist der kom drejende omkring rundkørslen.  Ikke blot vendte pigen ikke hovedet en eneste gang, hun stirrede lige fremover. 

Loven synes at gøre folk sikrere, men er det ikke snarere tværtimod? Svarer loven faktisk ikke til "virtue signalling" som det kaldes i USA, hvor såvidt politikere som borgere blot vil "ses" til at have den rette (PC) indstilling og vise hvor barmhjertige/medfølende/antiracistiske/osv osv de (angiveligt) er? 

Hvad sker når en dansker (voksen eller barn) tager på ferie i Napoli eller Bangkok?  Siger turisten så, med næsen op i vejret, "Nåh (snøft), men jeg kender færdselsreglerne, jeg har fortrinsret, så bilerne har bare værsgo' at standse og vente til jeg er kommet over til den modsa—" KRASJ! SPLAT! "QUE CAZZO IL QUESTO DANESE!"  

Men det er ikke kun i udlandet. Hvad sker når en østeuropæisk lastbilchaffør drejer til højre i København ligesom han gør i Gdansk eller Vilnius, hvor han er vant til at cyklerne opfører sig (med eller uden rette) mere ydmygt?  Hvad med en pæredansk bilist som simpelthen er distræt, er lidt beruset, eller er optaget af sin mobiltelefon, måske fordi han har fået en god nyhed med hensyn til sit job eller hørt en tragisk nyhed vedrørende familien (ja, jeg ved det godt: han burde hverken være eller gøre nogle af delene)?

Men vi er ikke robotter og heller ej børn der burde opdrages som robotter (selv om det er vore overmænds inderligste ønske)

Jeg er både bilist, cyklist og fodgænger, og jeg synes det er latterligt at ti biler der kører godt ned ad vejen pludselig skal bræmse brat op så en eneste fodgænger (f.eks. jeg selv) kan vandre over, når de allesammen ville været kommet forbi i nul komma fem.  Som fodgænger eller cyklist plejer jeg derfor at vifte dem forbi.

En gang kom der en bil i modsat retning fra min cykel og skulle dreje foran mig over et kryds.  Det var pæreklart at han havde masser af tid til at dreje og derfor vinkede jeg ham frem. Det var da ganske naturligt, men i hele mit liv har jeg sjældent set sådan et taknemmeligt smil.

Naked Streets

For nu at vende tilbage til hollænderne har de i årevis indført en taktik i over 100 færdselsårer i landet. 

Vejene er bare – "nøgne" – for skilte og traffiklys.  Uden klare trafikregler bruger såvel bilister som fodgængere og cyklister deres hjerner samt sund fornuft (tja, de har intet andet valg).

Det hedder Naked Streets (det udtryk må også gerne googles, helst med gåseøjne for at undgå nøgne cyklister) eller Shared Space, og det kræver at alle holder øjnene åbne.

Som Der Spiegel sagde om projektet indført af den hollandske trafikekspert, Hans Monderman, "Unsafe is safe."

Convinced that traffic controls created a false sense of security among drivers and pedestrians, many of whom were so focused on obeying them that they wrongly assumed everyone else was doing the same, Monderman believed that “naked streets” punctured their complacency, making them more alert, perceptive, and prudent      

skriver Alice Rawsthorn.

Men selvfølgelig går det imod myndighedernes ønske at dæmonisere bilisterne samt deres tilbøjelighed for at samle indtægter.

Da min Mor lærte at køre med sin Far (ja, sådan foregik det dengang), sagde min Morfar, at hun skulle køre som om hver eneste bil i trafikken blev håndteret af en person som var bindegal.

Måske ville også cyklister og fodgængere have godt af af at føre sig an i trafikken med samme tankegang.  Eksempelvis er det nok ikke kun bilister som synes at Københavns cyklister er bindegale når de kommer farende med hovedet under armen.

I sommeren 2021 blev to danske cyklister kørt ned og omkom, den ene i Hellerup og den anden som sagt i Belgien.  

Jeg beklager hvis det kommer til at lyde som manglende indføling – eller beskyldende – hvad jeg nu vil skrive.  Det er slet ikke meningen, men desværre må jeg bruge tragiske situationer fra det virkelige liv
for at illustrere min overbevisning om at hvis vejene var mere usikre, i stedet for mere sikre, så ville disse to cyklister sandsynligvis stadig være i live…

I august blev en bilist på 68 år ikke sigtet for at have dræbt en 17-årig dreng i Hellerup – og det var klart en fuldstændig retfærdig afgørelse – idet den pågældende cyklede overfor rødt lys.

I september blev Chris Anker Sørensen dræbt – en cykelrytter som er forfatter til mange cykel-bøger og som netop var i Belgien til VM i cykling – da en varevogn kørte ind i den 37-årige dansker.

Også i dette tilfælde fik vi at vide at det ikke var bilisten som havde overtrådt færdselsreglerne.

Men hvis Naked Streets havde været den gyldende taktik, er det langt fra usandsynligt at begge cyklister stadig ville være i live: hvis der intet trafiklys havde været i Hellerup ville den 17-årige cyklist formentlig have opført sig lige så dumdristigt, mens bilisten, som viste sig at være et ansvarligt menneske, ville have nærmet sig gadekrydset med endnu mere forsigtighed.

På samme manér er det langt fra umuligt at hvis både den belgiske bilist nær Zeebrugge i Flandern og Chris Anker Sørensen ikke havde, hver for sig, følt sig så sikre på at have fortrinsret ville begge personer have kørt med mere omhu.

Gentag efter mig:  Unsafe is safe.

“In Danish consciousness, there’s this idea that we were a very small and friendly colonial power, and also that racism is an American problem”

“In Danish consciousness, there’s this idea that we were a very small and friendly colonial power, and also that racism is an American problem.” (Katrine Dirckinck-Holmfeld, ex-department head at the Art Academy) 

“The notion Danes have of themselves is they built this immaculate welfare society, and built it so to speak singlehandedly by themselves, without help. All the economic funds that flowed in because of the colonial trade doesn’t fit that well into that picture.” (Lars Jensen, associate professor at Roskilde University)

Katrine Dirckinck-Holmfeld's seemingly innocuous remark holds a volcano of truth beneath it. As I write in 1619, Mao, & 9-11 (History According to the NYT), the education that Europeans, adults as well as kids, get in one country after another (both in schools and from media) — and that, tragically, Americans themselves have been getting since the 1970s — is based on Europeans hailing their respective country as friendly, fraternal, and harmonious, as contrasted with America and their alleged egocentricity, their alleged racism, and their alleged violence. As one French TV news host once said, "the Americans may have liberty, but we have… (dramatic pause) solidarity!"

The school system was, as everyone knows, invented by Bismarck, a generation after the revolutions of 1848 sent millions of German and other immigrants to the New World, and the idea behind the system was to impress upon future citizens the goodness of der Vaterland (thus preventing them from leaving) or the élite-led nation (later, the nanny state) while demonizing the notion of self-government or "government of the people, by the people, for the people", notably by emphasizing the extent to which Americans were allegedly racist, violent, and dangerous.

The quotes above come from a New York Times story by Cara Buckley.

For a while it seemed no one had noticed that something rather prominent was missing from the Royal Danish Academy of Fine Arts, the prestigious institution housed in a palace on the edge of one of Copenhagen’s canals.

 … Midway through the autumn, [the bust of Frederik V, the 18th-century king of Denmark-Norway and duke of Schleswig-Holstein] vanished, though it wasn’t until early November that school officials finally realized it was gone. …

A few days later, the bust’s fate was revealed. An anonymous group of artists had unscrewed it from its plinth, popped a black garbage bag over its head and ferried it to the edge of the canal, before tipping it in. A video was released that showed the bust disappearing into the inky waters of Copenhagen Harbor.

 … About a week after the video’s release, a department head at the Art Academy, Katrine Dirckinck-Holmfeld, stepped forward to take responsibility for the sinking. She was fired the same day, and became a focal point for opprobrium.

 … Ms. Dirckinck-Holmfeld said she had hoped to trigger a broader reflection on cultural institutions’ role during the colonial period, and link that colonial legacy with controversial policies currently in place, namely the so-called ghetto laws. Defended by the government as a way to dismantle poorer non-Western immigrant enclaves so as to more fully integrate Danish society, the sweeping set of initiatives is criticized by many as harsh and discriminatory.

 … “This is about confronting our own image,” Ms. Dirckinck-Holmfeld said. “In Danish consciousness, there’s this idea that we were a very small and friendly colonial power, and also that racism is an American problem.”

Frederik V wasn’t the first Danish statue to be targeted by protesters last year. Figures of the missionary Hans Egede in Greenland and Copenhagen were daubed with red paint and inscribed with the word “decolonize” last summer. Not long after that, at the Copenhagen waterfront, the words “racist fish” were spray painted on the plinth of the Little Mermaid sculpture — which has been repeatedly vandalized and even decapitated over the years — to some puzzlement over the motives.

But even as monuments were toppled in America and Britain last summer by activists for racial justice, many Danes have not considered statues of their 18th-century royalty as problematic, and view actions against them not as expressions of free speech, but impediments to it.

 … Denmark was long considered a minor player in the slave trade, though recent research out of Harvard has challenged that view. The nation’s colonies included the Danish West Indies, now the U.S. Virgin Islands; Greenland; the Faroe Islands; and Iceland, with minor posts in parts of India and what is now Ghana. In Frederik V’s time, sugar from the West Indies was a major source of the country’s wealth, and some of Copenhagen’s most beautiful buildings of the era were built with lucre from the colonial trade.

Denmark was the first nation in colonial times to issue a moratorium on the slave trade, in 1792, though it gave the colonies until 1803 to acquire enough slaves to become self-sufficient, according to Lars Jensen, an associate professor at Roskilde University. By the time decolonization began in earnest in the 20th century, Denmark had sold or ceded nearly all of its colonies, with the exceptions of Greenland and the Faroe Islands (Iceland became independent during World War II).

There is disagreement over the extent to which Denmark is reckoning with that past. … Lars Jensen, who specializes in postcolonial studies, said there was a blindness in Denmark about the extent of its colonial past and that, he said, informs attitudes toward and treatment of migrants and refugees.

“The notion Danes have of themselves is they built this immaculate welfare society, and built it so to speak singlehandedly by themselves, without help,” Lars Jensen said. “All the economic funds that flowed in because of the colonial trade doesn’t fit that well into that picture.”