En komplet rodebutik: Grønland ligger hjælpeløst hen uden militært forsvar og er dermed USA’s største mareridt — et arktisk Cuba kontrolleret af fjendtlige magter

Så er der stemning og fest

skriver Asger Aamund ironisk.

De glade dage fra Vietnam- demonstrationerne vendte tilbage her i weekenden, hvor mere end tusind ’progressive’ holdt asfaltbal foran den amerikanske ambassade med sang, taler, råbekor og viste Den Store Satan vores dybfølte kærlighed til det grønlandske folk. Tidligere var Grønland kun noget, der dunkelt viste sig i danskerens bevidsthed, når dronning Margrethe nytårsaften sendte sine varmeste hilsener til det grønlandske folk. Måske kan vi holde kærligheden til grønlænderne gående indtil sommer, hvor Tour de France starter og, hvor danskernes hjerter kun har plads til Vingegaard. Grønlandsbetændelsen hos medier og politikere nåede sit foreløbige klimaks her ved udgangen af marts måned, hvor vicepræsident Vance endnu engang drejede kniven rundt i såret ved at fastslå, at Danmark ikke er en god allieret og har gjort et dårligt job med at passe på Grønland.  Endnu en gang lød der forargede skrig fra medier og politikere, der som altid påberåbte sig de faldne danske soldater, der usmageligt og pinligt igen-igen bruges som afladsbreve for at udviske de sørgelige kendsgerninger, at Danmark gennem de seneste 50 år skridt for skridt har nedlagt sit forsvar, og at vi har forsømt at udvikle Grønland strukturelt, økonomisk og socialt.

Det begyndte ellers så godt. I 1953 blev imperier opløst, kolonier nedlagt og frihedsbevægelser opstod. Danmark var i front og ændrede med den nye grundlov samme år Grønlands status fra koloni til et dansk amt. Nu er amterne væk, og i dag ville vi kalde Grønlands ændrede status for en storkommune med samme rettigheder og privilegier som andre danske kommuner. Med den nye struktur for Grønland var det hensigten at integrere den nye kommune helt i det øvrige samfund uanset den lange afstand. Grønland skulle udvikles til en moderne region parallelt med det øvrige Danmark. Det blev dog ved snakken. Politikerne valgte at satse rigets ressourcer på det danske Wirtschaftswunder, der tog fart i halvtredserne og på den efterfølgende velfærdsstat. I stedet for den fulde integration af kommunen Grønland gav politikerne efter for ekstreme bevægelser, der krævede frihed for den store ø. Det førte først til loven om hjemmestyre i 1979 over Grønlands udmeldelse af EU i 1982 og til loven om selvstyre i 2009. Uden at spørge danskerne gennem en folkeafstemning, om vi synes, at det var rimeligt at én procent af rigets befolkning kunne stemme sig til en annektering af 98 procent af Danmarks territorium, blev denne voldtægt af Mor Danmark til virkelighed gennem et simpelt folketingsflertal. Det repræsentative folkestyre i arbejdstøjet.

 … Historien viser os …, at det er muligt at rumme og pleje en oprindelig befolkningsgruppe inden for rammerne af et nationalt samfund uden at fællesskabet rives over ved at give efter for krav om selvstændig statsdannelse for de etniske minoriteter. Danmark har derimod dummet sig gevaldigt ved gennem selvstyreordningen at love de 50 000 grønlændere, der svarer til Silkeborgs befolkning, retten til at løsrive sig fra det danske rige, hvis det passer dem. Grønland er et samfund på støtten og vil være det mindst 10-15 år endnu uanset, hvor meget der investeres i økonomi, uddannelse og infrastruktur. Grønland ligger hjælpeløst hen uden bevogtning, uden militært forsvar og er dermed USA’s største mareridt:  et arktisk Cuba kontrolleret af fjendtlige magter.

Præsident Trump er udmærket klar over, at en amerikansk overtagelse af Grønland ikke kan lade sig gøre, men han agter gennem sine barske provokationer at sikre Grønlands faste forankring i de vestlige demokratier.  Ved at anbringe Grønland på affyringsrampen har danske politikere opstillet en fælde for sig selv, og nu sidder vi i saksen: grønlænderne bestemme selv om de vil være en selvstændig nation, men Danmark har bemyndigelsen til at føre udenrigspolitikken. Altså en komplet rodebutik. Loven om selvstyre blev vedtaget med et simpelt folketingsflertal, og et folketingsflertal bør derfor ophæve den og føre Grønland tilbage som en dansk kommune, som det var hensigten i 1953.

I stedet for at sidde klynkende som en flok pryglede aber, der passivt er tvunget til at spille på den bane, Trump har kridtet op, burde Mette Frederiksen tage initiativet og fremlægge en plan for den amerikanske regering, der sikrer Grønlands sikkerhed, udvikling og forbliven i det vestlige demokrati. Vi kunne tilbyde USA et bidrag på1 milliard USD om året for at styrke bevogtningen af Grønlands territorium til lands, til vands og i luften. Det dækker ikke hele regningen, men ville være et konstruktivt bidrag til den fælles sikkerhed. Tilbyd amerikanerne kontrakter på forretningsmæssige vilkår på udvinding af mineraler og energi, og foreslå et samarbejde med USA om udvikling af Grønlands økonomi og infrastruktur. Ikke som en tåget politisk hensigtserklæring, men i form af et gennemarbejdet konkret forslag. Trump kan lide en god handel, og han kommer til at acceptere med glæde.

Det bliver enden på krisen, og vi kan måske se frem til en ny tusindtallig demonstration foran den amerikanske ambassade. Denne gang med friske, nye skilte: YANKEE COME HOME!

Gennem mange årtier har USA’s regeringer indgået en række handelsaftaler, der i høj grad har begunstiget de amerikanske handelspartnere

Man siger … i hele Verden, at Trump hæver toldsatserne, men man siger ikke, hvorfor han gør det 

skriver Asger Aamund, som forklarer endvidere at Gennem mange årtier har USA’s regeringer indgået en række handelsaftaler, der i høj grad har begunstiget de amerikanske handelspartnere.

Trump hæver toldsatserne for at stoppe virksomhedsflugten fra USA, standse gældsætningen og reducere handelsunderskuddet. USA’s toldsatser hører blandt de laveste i verden. Gennem mange årtier har USA’s regeringer indgået en række handelsaftaler, der i høj grad har begunstiget de amerikanske handelspartnere. For eksempel er den amerikanske told på ethanol (alkohol) fra Brasilien 2,5 procent, men USA bliver pålagt 18 procent told på ethanol-eksport til Brasilien. EU betaler kun 2,5 procent told på biler, der eksporteres til USA, som må punge ud med 10 procent told på bil-eksporten til EU. Resultatet har været en masseflugt af industrivirksomheder, der er flyttet fra USA til andre lande således, at moderselskaberne hjemme i USA kun varetager salg, forsvar af patenter og know how samt varemærker. Produktionen foregår alle andre steder.

Millioner af arbejdspladser er mistet til Kina, Mexico, Canada og en række andre lande. Tidligere industrielle kerneområder i delstater som Ohio, Michigan og Indiana er nu præget af tusinder af forladte fabrikker og stålværker, industrielle spøgelser, der står som forvitrede ruiner i Amerikas berygtede rustbælte. Gennem de sidste 30 år har skiftende amerikanske præsidenter forsøgt at overtale landets handelspartnere til en mere afbalanceret samhandel, men uden held. Derfor har USA’s nye regering besluttet at lancere en aktionsplan, der skal føre til gensidige toldsatser (Reciprocal Tariffs) med især USA’s største handelspartnere som er Mexico, Canada, Kina og EU. Regeringen forventer ikke helt ligeværdige toldsatser, men i hvert fald en betydelig forbedring i forhold til den nuværende ubalance.

Kina havde 2024 et handelsoverskud med USA på 1,2 billion USD. Heri er ikke medregnet Kinas ulovlige eksport af opioider(fentanyl), der hvert år koster omkring 80 000 amerikanere livet. Og heller ikke de 600 milliarder USD fra patenter og know how, som Kina ifølge USA’s kontraspionage årligt stjæler fra amerikanske virksomheder og universiteter. I modsætning til Mexico og Canada har Kina ingen frihandelsaftale med USA, men ved manipulation med valuta, statsstøtte til virksomhederne og kreativ bogføring af produktionsomkostninger er det lykkedes Kina at udkonkurrere amerikanske produkter over en bred kam fra beklædning over elektronik til maskiner og entreprenørmateriel. Samtidig har Kina tilbudt så fordelagtige etableringsforhold, at tusindvis af amerikanske industrivirksomheder er flyttet til Kina. Ifølge økonomerne Daron Acemoglu og Brendan Price har konkurrencen fra den kinesiske import kostet USA 2,4 millioner jobs bare i perioden 1999 til 2011.

I 2010 var USA’s handelsunderskud med Mexico 66 milliarder USD, som i 2024 var vokset til 172 milliarder USD. Denne eksplosive vækst skyldes kinesiske komponenter og halvfabrikata, som I Mexico samles til færdige produkter inden for computere, telefoner og andet elektrisk udstyr. Derefter eksporteres varerne i strid med Mexicos frihandelsaftale til USA som mexicanske produkter. Under præsident Bidens åbne grænser vandrede 12 millioner illegale migranter fra Mexico ind i USA, hvoraf en stor del fra Mexicos oprindelige befolkning fra landets sydlige provinser, hvor der hersker udbredt fattigdom og arbejdsløshed. Mexicos regering hjalp dem over grænsen til USA og slap således for ansvaret for sin mest udsatte befolkningsgruppe, der i 2024 som modtagere af amerikanske overførselsindkomster kunne sende omkring 60 milliarder USD i remitter hjem til familierne i Mexico.

Kina har en omfattende lovlig eksport af opioider til USA’s farmaceutiske industri, men en endnu større udførsel af ulovlig fentanyl til narkomarkedet i USA. Fentanylen som råvare bliver slået til tabletter i Mexico og smugles videre over grænsen til USA, hvor mexicanske narkokarteller sørger for den videre distribution og salg til en værdi af 20 milliarder USD om året.

Dansk presse hyler forarget op om Trumps planer om at kuppe sig til en indlemmelse af Canada i USA som den 51. delstat. Intet kunne dog ligge fjernere fra den amerikanske regerings planer. Canada er som Danmark et lyserødt socialdemokratisk formyndersamfund. Canada som delstat i USA ville således levere 2 Demokratiske senatorer og omkring 50 Demokratiske medlemmer til Repræsentanternes Hus, hvilket endegyldigt ville fjerne Republikanernes muligheder for flertal i Kongressen.  Disse kendsgerninger er dog ikke gået op for danske medier og politikere. USA’s handelsunderskud med Canada udgjorde i 11 milliarder USD i 2016, men voksede i 2024 til 63 milliarder.

 … Det irriterer amerikanerne, at 2 procent af den ulovlige fentanyl smugles ind fra Canada og bebrejder ligeledes canadierne, at de kun ofrer 1,3 procent af BNP på NATO, som er lige så elendigt som Danmarks bidrag.

USA vil have mere ligevægt i toldsatserne i samhandelen med EU, som gennem sin import fra Rusland af energi finansierer hele Putins krig mod Ukraine. USA ønsker, at EU i stedet køber mere amerikansk energi, flere biler og fødevarer. Besindige amerikanske økonomer som professor Christopher Tang fra UCLA støtter planen om gensidige toldsatser mellem handelspartnere som den eneste farbare vej frem mod en genopretning af USA’s hjemlige industri, reduktion af udlandsgælden og en styrkelse af den nationale sikkerhed.

I Danmark er der ingen forståelse for disse klare og nærværende faresignaler, der truer det amerikanske samfund. … I Danmark som i EU kræver man, at USA skal holde sine problemer for sig selv. Også selv om vi har været med til at skabe dem. Vi har det således fint med at være en del af problemet, men ikke af løsningen. Sådan som det plejer at være.

Medierne flyder over med beretninger om tapre danskere, der har fyret Coca Cola og Big Mac

Asger Aamund kommer med en artikel som han kalder TABERNES SUTTEKLUD, dvs BOYKOTTEN mod USA.

En stor del af den danske befolkning har indledt en spontan boykot af amerikanske produkter og kultur. Facebook har nu en ’Boykot USA’ gruppe på næsten 90 000 medlemmer, der træner hinanden i, hvordan man kommer videre med sit liv uden USA.  Medierne flyder over med beretninger om tapre danskere, der har fyret Colgate, Coca Cola og Big Mac. Ingen vil have Tesla mere, og et flertal af vælgerne ønsker at annullere de indgåede aftaler om amerikanske militærbaser på dansk jord. Investorerne sælger ud af amerikanske aktier, og herboende amerikanere tør ikke tale engelsk i supermarkedet af skræk for at blive moppet af ophidsede danske kunder. Førende politikere tager i medierne naturligvis afstand fra sanktioner mod USA, der ikke er officielle, men skynder sig at tilføje med et indstuderet polisk smil, at de er kommet til at” holde meget af Jolly Cola og italiensk vin.” Vores dominerende supermarkeder har nu mærket europæisk producerede varer med en sort stjerne så progressive konsumenter kan være sikre på, at produktet ikke er fremstillet i USA eller Israel (Kauft nicht bei Juden!).

Denne folkelige sanktionsbølge har ikke noget at gøre med en amerikansk straftold på danske eksportprodukter, hvor sværvægterne er medicin, søtransport, maskiner og instrumenter. USA er nu som før Danmarks størst eksportmarked og der er ikke iværksat nye tariffer eller toldsatser mod danske varer. Men så er der jo Grønland, som amerikanerne vil stjæle fra os. Det Konservative Folkeparti raser på tv over, at USA planlægger at annektere 98 procent af det danske rige. De Konservative har dog godkendt, at kun de kun 50 000 grønlændere, der udgør 1 procent af den danske befolkning kan stemme sig til at annektere 98 procent af det danske rige. Ovenikøbet med regeringens og Folketingets fulde opbakning. Sådan er der jo så meget.

Boykotten er både i dansk og international politik et populært og skattet våben, når denne verdens tyranner og diktatorer skal knægtes og omstyrtes. Hensigten med den totale isolation, som boykotten jo er, vil altid være, at et totalitært regime tvinges til fald enten, fordi tyrannerne må give op på grund af presset udefra, eller fordi befolkningen rejser sig og befrier sig for dets undertrykkere. Ingen af de mange boykots, vi i den vestlige verden har iværksat gennem de seneste 60 år, har haft nogen virkning overhovedet. Alligevel starter vi den ene boykot efter den anden i håb om bedre held næste gang. Eller som Bertel Haarder så klogt har udtrykt det:” Enhver politiker vil hellere gøre det forkerte end ikke at gøre noget”.

Hele verdens langvarige videnskabelige, kommercielle, politiske og kulturelle boykot af Sydafrika fra  1959 til 1993 var totalt virkningsløs. … Boykotten mod den græske oberstjunta i 1967 førte ikke til nogen forandring. … Den internationale boykot af Burma (Myanmar) fra 1988 til 2011 forblev ligeledes resultatløs. Faktisk sidder tyrannerne der endnu støttet af vennerne i Kina og Rusland. … Vest-magterne organiserede en total isolation af Saddam Husseins Irak fra 1990 til 2003 med det formål at tvinge ham fra magten. Som sædvanlig endte boykotten med, at tyrannen og hans Gestapo overlever i fin stil, mens folket lider i stilhed. … EU lancerede en boykot af Østrig som straf for, at Jörg Haiders Frihedspartiet var blevet optaget i den østrigske regering. Også disse sanktioner løb ynkeligt ud i sandet efter få måneder ligesom den løbende boykot af Rusland, der jo ikke ser ud til at omstyrte præsident Putin lige med det samme. Der er jo heller ikke meget grin ved en boykot, hvor vores indkøb af olie, kul og gas fra Rusland overstiger værdien af Europas samlede finansielle og militære støtte til Ukraine.

En enkelt boykot var dog en bragende succes og virkede lige efter hensigten. Det var Jerntæppet, der strakte sig fra Østersøen til Adriaterhavet fra 1948 til 1990. Det var en selv-boykot, fordi kommunister er elendige økonomer, men brillante magtmennesker, der vidste at boykot, den totale isolation virker systembevarende og ikke systemomstyrtende for totalitære regimer. Kun gennem den totale isolation lykkedes det sovjetimperiet at holde liv i socialismens håbløse samfundssystem, som ellers hurtigt ville være brudt sammen i åben konkurrence med Vesteuropas markedsøkonomiske Wirtschaftswunder.

Disse kendsgerninger vil dog ikke forvirre vores brave patrioter, der målrettet med mediernes opbakning fortsætter kampen mod USA og alt amerikansk.

Trumps lavine af nye love og dekreter er ikke en revolution; Det er kontrarevolutionen, der skal restaurere det amerikanske folkestyre

Asger Aamund kommer med en artikel som han kalder EUROPA GRÆDER. SVIGTET AF SUGAR DADDY.

Den amerikanske vicepræsident J.D.Vance’s tale på sikkerhedskonferencen i München hensatte salen i chok, forargelse og vrede. Hvor vover han? En konference, hvor vi som sædvanlig burde bekræfte vores samarbejde og ubrydelige venskab bliver i stedet vanhelliget af denne utaknemmelige og provokerende Vance, som kritiserer og fordømmer vores regeringsførelse og levevis. Ophidselsen bredte sig med lynets hast gennem Europas parlamenter og medier, der siden talen raser mod den politiske voldsmand Vance og hans chef, præsident Trump, som Berlingske netop har udnævnt til en del af ondskabens akse, der nu ud over Iran, Kina og Rusland nu også tæller USA.

Der er imidlertid ingen, der taler om, at Vance var mindst lige så chokeret som europæerne. Nemlig ved at opdage, at Europa er et præcist spejlbillede af Joe Bidens centrale formynderstat, som et flertal af de amerikanske vælgere nu har befriet sig for i håbet om et komme tilbage til et samfund, der atter afspejler løftet i den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776: ”Alle mennesker er skabt lige og har den umistelige ret til livet, friheden og søgen efter lykken”. Med gru og væmmelse kunne Vance konstatere, at det moderne Europa ligesom USA har udviklet sig til en selvfed, politisk korrekt, centralstyret kolos, hvor alt, der ikke er påbudt, er forbudt.

Som i Bidens USA er Europas grænser vidtåbne, integrationen af migranter ligger i ruiner. Som i USA oplever Europa stigende censur og pres på ytringsfriheden, populistiske, grundborgerlige partier er under pres og karaktermord fra medier og de dominerende statsmagter. Som i USA tyranniseres Europas borgere med en hysterisk klimareligion og en hovedløs og nytteløs grøn omstilling. Europas førende økonomier i Storbritannien, Tyskland og Frankrig er i stagnation som hos Biden, og som i USA under Demokraterne er Europas militære magt ved at visne og dø.

J.D.Vance’s budskab til de lamslåede europæere var derfor, at nok har vi fælles voldsomme problemer med Rusland og Kina, men det nye USA under Trump ønsker ikke  at vedligeholde og forstærke et partnerskab  med et Europa, der ligner det USA, som Trump er ved at bringe tilbage  til frihed, lighed og sund fornuft. Trumps lavine af nye love og dekreter er ikke en revolution. Det er kontrarevolutionen, der skal restaurere det amerikanske folkestyre i overensstemmelse med de værdier der er nedfældet i Uafhængighedserklæringen og Forfatningen. Hvis ikke Europa tager sig sammen og går samme vej, vil venskabet blive nedgraderet til et bekendtskab og partnerskabet til sporadiske relationer. 

Dette kontante budskab fra USA’s regering er overhovedet ikke sivet ind nogetsteds i Europa, hvor medier og politikere kappes om at fordømme Trump’s og Vance’s uforskammede og usolidariske opførsel. Hvis vi ellers havde haft modet til at rette blikket indad, ville vi se et billede, der i foruroligende grad ligner USA under Joe Biden. 

 … Fælles for denne sørgelige udvikling overalt i den vestlige del af Europa er myndighedernes passivitet og fornægtelse af virkeligheden af angst for, at medier og progressive politikere skal hænge dem ud som racister og islamofober. Tværtimod arbejder politiske kræfter og myndigheder ihærdigt på at skærme den islamiske ideologi mod kritik og vrede. Sådan fik vi koranloven i Danmark, trafikstoppende offentlig muslimsk fredagsbøn i Frankrig, politiets klapjagt på fornærmelse mod islam, og i Tyskland og Østrig strafferabat for islamiske mordere og voldtægtsmænd, fordi de formodes at være ubekendt med vestlig seksualkultur og retspraksis.

 … Siden 2014 har vi i europæisk NATO lovet at effektivisere og opruste vores militære forsvar. Det blev ved snakken, og kun Polen, de baltiske stater samt Finland yder, hvad de skal. Regningen efterlades som altid hos amerikanerne. 

 … Det er erfaringen i behandlingen af alkoholisme, at patienten ikke kan befri sig for sit misbrug medmindre han erkender, at han er alkoholiker. Det er nok også en kendsgerning, at det syge Europa ikke kan blive rask og genvinde sin vitalitet, hvis ikke vi tør befri os fra vores oppustede selvglæde og tilbedelsen af den centralstyrede formynderstat. Opfordringen til os fra vicepræsident Vance er, at EU som USA skal finde frem til sine klassiske værdier: ytringsfrihed, folkestyre, frie markeder og et effektivt forsvar for den vestlig civilisation og kultur.