Avisen "Information": Skjuler debatten om fartgrænser ikke en vilje til at betragte bilisten som en malkeko?

Artiklen i Information, Det er en hetz mod det frie menneske, når politikerne vil sænke fartgrænsen til 40 km/t fik kritik tre dage senere i form af et læserbrev. Forneden er modsvaret:

Læserbrev

Debatten om fartgrænser udstiller et demokratisk underskud og politisk hetz mod bilejerne

Emil Hee Senstrup mener, at jeg »harcelerer« mod harmløse politikere. Men når fartgrænsen justeres, har man som borger da lov til at vide hvorfor. Debatten om fartgrænser mangler demokratisk forankring, skriver forfatter Erik Svane i dette debatindlæg

Debat

16. februar 2022

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere her

I sit debatindlæg i Information fra den 8. februar påstår journaliststuderende Emil Hee Senstrup, at det er fjollet at klage over foragt for bilister, når staten bruger så mange penge på veje og broer. Hvis Senstrup skal fortsætte i journalistbranchen, må vi håbe, at han lærer at grave lidt dybere.

Jeg er i øvrigt ganske villig til at se fartgrænsen sænket 10-20 km/t, når og hvis det er nødvendigt. Da ingen synes at erindre om utallige blodbad i Danmarks gader i de sidste 40 år, er jeg mistænksom om nytten af forbedringer. Og når fartgrænsen justeres, har man som borger da lov til at vide hvorfor. Hvad betyder demokrati ellers? I øvrigt svarer de ubetydelige ti kilometer i timen til 20 procent i de 15 kommuner. 

Det synes klart, at planen er, at transportministeriet om to-tre år vil påstå, at testen var afgørende og anbefale, at den bliver generaliseret til hele Danmark.

Hvad angår Senstrups pointer om infrastrukturen, er det klart, at politikerne ikke kan ødelægge landets økonomi uden videre. Men de kan gøre livet så surt for bilister som muligt. Det indrømmer Senstrup også selv, da han sløjt gentager alle færdselsayatollahernes melodramatiske synspunkt, nemlig at vi har brug for »politisk vilje til at få flyttet folk fra bilerne over til bus og tog«. Bilejeren bliver udnyttet som en malkeko, når de pålægges endnu flere bøder som følge af unødvendige regler.

Burde demokrati ikke betyde, at når der er valgkamp, så gør partierne deres planer klare? Hele debatten er symbolsk, fordi det danske folk er overbevist om, at trafik er et gådefuldt emne, som burde overlades til blide eksperter. Og hvad er det, hvis ikke mangel på demokrati?

Erik Svane er forfatter

Læs også

Det er en hetz mod det frie menneske, når politikerne vil sænke fartgrænsen til 40 km/t

Også her var den originale tekst sendt til Informations debatside tre-fire gange længere:

Betyder demokrati ikke, at vore ledere skal være villige
til at lytte og at gøre rede for deres planer?

Skjuler debatten om fartgrænser ikke en vilje 

til at betragte bilisten som en malkeko?

De fleste svar jeg har set til min artikel den 5. februar, både i avisen og på nettet, synes at være af den "Sådan er det bare" sort – en dansk Pavlov refleks som jeg netop misbilliger i sidste afsnit.

I en normal debat (vedrørende bilkørsel eller Covid-19 etc) kunne vi almindelige folk diskutere for og imod uden ildhu. F.eks. kunne man drøfte om tyskerne ikke klarer sig fint uden den mindste hastighedsgrænse på de fleste af deres Autobahn.

Men for en større del af befolkningen, så snart regeringen griber ind, så slutter debatten med et brag. Fra nu af har man bare at tie stille og adlyde. Det er tilbagefaldsargumentet, hvad enten det angår de absurde nedlukninger, de uhygjenske mundbind eller de ulogiske langsomhedsgrænser.

Til gengæld var jeg (meget) glad for at blive angrebet personligt — det mest almindelige angreb var ironi i form af, denne stakkels Neanderthaler som raser eller tuder når han skal køre 10 km/t mindre — fordi det tyder på at de ikke har mange argumenter (udover "Ti stille, knægt; og adlyd!").

F.eks. synes Emil Hee Senstrups hovedargument at udmale mig som en "utalmodig mand" der er "vred" og "harcelerer". Han påstår at det er fjollet at klage om vores overmænds foragt for bilisterne når staten bruger millioner af kroner på Danmarks transport infrastruktur.

Hvis Emil Hee Senstrup skal fortsætte i journalistbranchen, må vi håbe at han lærer at grave lidt dybere og ikke kun efterabe enetankegangen. (Husker han ikke minkeskandalen?)

1) For det første:

Jeg har altid sagt at jeg er ganske villig til at se fartgrænsen sænket 10, eller 30, km/t – hvis og hvornår det er nødvendigt (Gentofte kommune har forslået at sætte en del af Helsingørmotorvejen ned fra 90 til 60 km/t, og idet det gælder støjforurening er jeg ikke imod, selvom jeg ville foretrække støjmure eller overdækning). Da ingen dansker synes at erindre om det ene blodbad efter det andet på Danmarks bygader i de sidste 40 år samt på rigets landeveje er jeg, sandt at sige, mistænksom og ser ikke nytten for at lave tingene om.

Når den nationale eller en lokal regering sætter fartgrænsen ned (eller for den sags skyld op) – om det er fra 90 til 80 km/t (som Frankrig gjorde i 2018, med uforudsete resultater – se nedenfor) eller fra 50 til 40 km/t, så har borgeren (selv om han ikke selv er bilist) da lov til at vide hvorfor.  Hvad betyder demokrati ellers? Iøvrigt svarer de "ubetydelige" 10 km/t til en sænkelse på 20%, og hvis man læser lokalaviser en gang imellem, så lærer man at der er også tale om at nedsætte den til 30 km/t (en sænkelse på 40%!). Igen, uden nogensomhelst form for input fra befolkningen.

Endvidere drejer det sig "kun" om 15 kommuner, fortsætter Emil Hee Senstrup. Journalist studenten må lære at være lidt mindre naïv og lidt mere skeptisk, især om politik og deres "vi må udfordre vanetænkningen" tricks. (Lad os håbe det bliver undervist på journalisthøjskolerne og universiterne.) Det er pæreklart at planen er, lige meget hvad der sker (eller ikke sker), at transportministeriet vil om to-tre år påstå at testen var afgørende og anbefale at den bliver generaliseret til hele kongedømmet.

Som et eksempel på George Orwells Nysprog var det, i november 2021, at en af Sjællands socialdemokratiske ledere sagde hvor stolt han var for af at have fået sat fartgænsen ned til 50 km/t i byen: “Før kunne man ræse med 60 i timen” langs en bred vej i Vangede, forklarede Søren Heisel til lokalavisen Villabyerne (understreget af mig). Hvis en bilist kører 60 km/t er det for de fleste ganske ubetydeligt, men en politiker skifter verbet "køre" ud med "ræse" og får en ganske ligegyldig hastighed til at virke dybt farligt og skræmmende. (Og det var så min journalisme lektie for idag.)

2) For det andet:

Hvad angår infrastrukturen er det klart at politikerne, såvidt lokale som nationale, ikke kan ødelægge landets (og vestens) økonomi uden videre (selvom de prøvede under den såkaldte Corona-krise).  Det er derfor at staten bruger færre millioner på cykelstierne.

Men det betyder ikke at de er positivt (eller simpelthen neutralt) engageret til fordel for landets bilejere; man kan ikke engang sige at de tolererer dem. Faktisk synes de at prøve at gøre livet så surt for bilister som muligt.

Det indrømmer Emil Hee Senstrup selv (uden at vide det?), da han i sidste afsnit sløjt gentager alle færdselsayatollahernes melodramatiske "vores-vanetænkning-må-udfordres" synspunkt, nemlig at vi har brug for "politisk vilje til at få flyttet folk fra bilerne over til bus og tog."

Om man kalder det "det glorværdige korstog for den grønne omstilling" elle om man kalder det "bilfobi" er resultatet det samme.

Og det resultat er at bilejeren skal udnyttes som en malkeko – med unødvendige regler som fører til et endnu større hav af bøder. Svarer det ikke lidt til en skjult skatte billet for kun en del af befolkningen?

De danskere som tvivler på at regeringen kan være så kynisk burde huske Frankrigs Gule Veste-oprør, som brød ud i november 2018 da en ny bil-skat blev indført. Det er synd at sige det, men en gang imellem kunne Danmark godt bruge en tilsvarende Asterix-den-gæve-Galler attitude; fordi den skat var simpelthen den sidste tåre der fik vasen til at løbe over. 

Faktisk startede oprøret fire måneder tidligere, da Præsident Emmanuel Macrons statsminister i juli fandt ud af, at det var "en rigtig god idé" at sænke farten fra 90 km/t til 80 km/t på 200.000 km af landets landeveje. For franskmændendes sikkerhed, selvfølgelig. Også her havde le premier ministre Édouard Philippe påstået at regeringens (faktisk meget tvivlsomme) studier havde været vellykket og afgørende, og derfor skulle sænkelsen generaliseres til hele nationen. Mærkeligt nok troede hele 90% af Frankrigs befolkning betragtede beslutningen son intet andet end endnu en pengemaskine. 

I de følgende måneder blev fartkameraer over hele Frankrig malet over, brændt, skudt, eller simpelthen dækket med plastikposer eller omvendte skraldespande.

Her vil jeg fremsætte en ekstraordinær hypotese: kunne det være at demokrati burde betyde at når der er valgkamp (om det er i Frankrig eller Danmark eller USA – se næste sætning – eller andetsteds), så burde partierne gøre så mange af deres planer (f.eks. om fart-nedsætning) klare til vælgerne før valget i stedet for efter? 

F.eks. var en af Joe Bidens valgløfter at bruge "trillions of dollars" på at (gen)bygge veje, broer osv – nu siger USAs transportminister, Pete Buttigieg, sagt at det meste af pengene skal bruges – surprise! – til flere speed cameras.

Hele debatten er symbolsk af det faktum at der netop ikke nogen debat er og at, i hvert fald hvad angår trafik og samfærdsel, det danske folk er overbevist at det er et harmløst (og lidt gådefuldt) emne som burde overlades til forskellige blide og godartede eksperter. Og hvad er det, hvis ikke mangel på demokrati?

For at citere Harry Jaffas definition definition af den bedst-funktionerende stat:

"De, der lever underkastet loven, har også ret til at være med til at udarbejde loven. Mens de, der udsteder loven, har en tilsvarende pligt til at efterleve loven."