Måske er USAs Electoral College faktisk den bedste form for regering

 
For bedre at forstå USAs electoral college (Valgmandskollegiet eller Valgmandssystemet) må man sammenligne med Europa. 

Det svarer til, at for at vinde magten i Danmark skal man ikke vinde den direkte folkelige afstemning over hele riget, men vinde i mere end halvdelen af regionerne (5), eller i mere end halvdelen af kommunerne (tidligere 271, idag 98), eller i mere end halvdelen af de gamle amter (24, senere 14). Det ville måske ikke være en dårlig idé.

Hvorfor? Lad os rejse til Frankrig. Det var her at venstrefløjens seneste hysteriske korstog startede for 6-7 år siden, nemlig for at sænke langsomhedsgrænsen (undskyld, hastighedsgrænsen) over hele Europa. 

I 2018 fandt Emmanuel Macrons statsminister uden videre på at sætte fartgrænsen på landeveje ned fra 90 til 80 km/t. Dette kunne gøres fordi byerne ikke protesterede idet byboerne enten ingen bil havde eller ikke ofte havde brug for for den bil de har, takket være offentlig transport. Og hvad med landmænd, som sandelig har brug for køretøjer? I et direkte demokrati bliver dette mindretal overset. Fordi demokrati (selvom landet hedder la République Française, altså den franske republik, og ikke det franske demokrati) ikke giver landmænd nogen magt havde de intet valg, de måtte ty til oprør og dette udløste først angreb på landets allestedsnærværende fotoradars og senere til de Gule Vestes bevægelse. "Lad mig/os være i fred" var deres budskab, der svarer til de amerikanske koloniers slogan til Englands konge i 1776: "Don't Tread on Me."

Hvis, i stedet for at vinde et direkte folkelige afstemning over hele Frankrig for at blive præsident, vinderen skulle vinde direkte folkelige afstemning i mere end halvdelen af hver af landets 101 départements — altså også alle dem uden storbyer som lever hovedsageligt af landbrug — havde Emmanuel Macron aldrig turdet komme med sådan en lovgivning.

Men Amerikas Forenede "Stater" ikke er et land som Danmark, Frankrig, eller Japan, det er mere af en føderation (50 stater) som den Europæiske Union (27 nationer — selv om modsat Europa taler alle, eller de fleste, i USA samme sprog).  

Forestil dig, at der er en bevægelse i EU der ønsker at unionen bliver et mere forenet demokrati:  Hvis EU skal have direkte folkelige afstemning, så ville lande som Portugal, Estland og (ikke mindst) Danmark protestere (ikke uden rette) at det ville være unfair, fordi så ville de små (dvs de mindre befolkede) lande miste enhver form for magt; de ville i stedet foreslå et system baseret på et valg per medlemsland. Her ville de store stater som Tyskland, Frankrig og Italien svare (ikke uden rette) at det er unfair (samt absurd) at lande med højst ti millioner indbyggere skulle have lige så meget magt som lande med over 60 millioner. For at EUs forening forstærkelse skal gå videre må et kompromis træffes. 

I USA bestod denne kompromis fra 1787 mellem de små stater (Delaware, Connecticut, South Carolina…) og de store stater (Pennsylvania, Virginia, Massachusetts…) af a Senate hvor hver stat havde samme tal af senatorer og a House of Representatives, hvor antallet af representanterne er baseret på hver stats befolkning, hvorimod præsidentvalget bliver bestemt af the electoral college.

I 1848 forklarede selveste Abraham Lincoln hvordan systemet opstod og hvordan regeringen virker:

The Constitutional Convention [i Philadelphia i 1787], der udformede forfatningen, havde denne vanskelighed: de små stater ønskede at indramme regeringen således, at de kunne være ligestillede med de store uanset befolkningens ulighed; de store insisterede på lighed i forhold til indbyggertal. De indgik forlig og baserede Repræsentanternes Hus på befolkning, og Senatet på stater uanset befolkning; og den udøvende magt på begge principper, af vælgere i hver stat, lige i antal som statens senatorer og repræsentanter tilsammen

Ligesom amerikanerne ikke vil dikteres af Californien, New York State og Illinois (eller snarere Los Angeles, New York City og Chicago samt USAs andre storbyer), ville europæerne heller ikke dikteres af Tyskland, Frankrig og Italien.

Demokraterne har konstant skrålet i de sidste otte år at Hillary Clinton vandt den direkte folkelige afstemning (the popular vote) i 2016. Hvad der ikke siges er at de stemmer der fik hende til at toppe modstanderen fandtes allesammen i en eneste stat, Californien. Tag "the Golden State" ud af spillet, og Donald Trump vandt den direkte afstemning i de andre 49 stater tilsammen. Selvfølgelig kunne man så svare: Men hør lige — Californien er jo en del af USA. Jo, og hvad the electoral college gør, derfor, er at prevent one single state to determine the outcome of one election / forhindre én enkelt stat i at bestemme udfaldet af ét valg. 

Der er ikke et præsidentvalg hver fjerde år; der er 51 (en i hver stat — hvilket gør det sværere for et parti at begå bedrag — plus District of Columbia). Ud af 50 stater vandt Trump den direkte folkelige afstemning rent ud i 30 stater, (fem) mere end halvdelen. Derfor vandt han valget og dermed bestemte the electors — ikke uden rette; tværtimod — at sætte ham i det Hvide Hus. Når folk skråler at Hillary var den virkelige vinder, svarer New York Post's Mark Cunningham at  

Hillary Clinton "vandt" et valg, som USA ikke havde. Ingen af ​​siderne var fokuseret på en national-populær stemmesejr, fordi begge kendte reglerne. Og hvis reglerne havde været anderledes, ville hele kampagnen også have været anderledes.

Som The Tennessee Star skriver i deres Constitution Series (disse 25 episoder burde læses af alle danskere som interesserer sig for USAs forfatning), hovedsageligt The Electoral College and the Selection of the President, 

Havde the Founding Fathers valgt direkte folkeafstemning som middel til at vælge en præsident, ville indbyggerne i Californien have dikteret hvem der ville blive præsident til de andre 49 stater,

Det giver lejlighed til Michael Barone at skrive i the Washington Examiner:

At droppe valgkollegiet ville give Californien mulighed for at påtvinge et kejserligt styre over et kolonialt Amerika.

Derfor, tilføjer American Thinker's Robert Curry, havde

Forfatningens skabere til formål at bevare dine såvel som mine umistelige rettigheder ved at forhindre koncentrationen af ​​politisk magt i centralregeringen.

Mens Investor's Business Daily's John Merline påpeger at USAs

præsidentvalg var aldrig konstrueret til at være popularitetskonkurrencer. Det var planlagt til at give de enkelte stater en stemme i, hvem der skulle lede dem allesammen.

Tilsidst, Reason's David Harsanyi:

Så alle dele af nationen har en eller anden form for indflydelse på den næste leder, samtidig med at store dele af den nævnte nation forhindres i at blive mobbet.

For denne grund er USA ikke et demokrati men en republik. Harry Jaffa forklarer:

Forskellen mellem et demokrati og en republik er, at den første er flertalsstyre, mens den anden er flertalsstyre kombineret med forsvaret af mindretalsrettigheder