Filmen i Gentofte Kino blev afbrudt den 4. maj 1944, da en mand slog dørene op og råbte at tyskerne havde kapituleret

I Villabyerne fortæller Kathrine Albrechtsen om 80 år siden frihedsbudskabet lød:

Den 4. maj i år er det 80 år siden, at frihedsbudskabet lød fra radioer over hele landet og folk flokkedes i gaderne for at fejre at fem års besættelse var forbi. Befrielsesdagene bød på stor glæde og lettelse, men også på dramatiske scener, når formodede stikkere og værnemagere skulle pågribes og folkestemningen mod tyskere fik frit løb.

 … En anspændt situation

 … Som i resten af landet havde de lokale modstandsgrupper forberedt sig, for man vidste ikke om det ville komme til kampe med de tyske tropper. Mødesteder og våbenlagre skulle organiseres og lister over værnemagere, der skulle arresteres, blev udarbejdet, så man kunne rykke hurtigt ud. [I Gentofte blev Maglegårdsskolen] udpeget til forhørscentral, og da frihedsbudskabet endelig kom, var det her værnemagere og landsforræddere blev kørt til under stor bevågenhed og tilråb.

I krigens sidste måneder var civile tyskere strømmet til Danmark på flugt fra den russiske hær. Ved befrielsen befandt omkring 6.000 flygtninge sig i Gentofte Kommune, indlogeret i skoler og sportshaller. De kunne ikke umiddelbart sendes tilbage og i løbet af 1945-46 voksede frustrationen i befolkningen. I aviser fra tiden beskrives de som ”uønskede og ubudne gæster”.

Den spændte situation mellem landets 60.000 bevæbnede frihedskæmpere, 200.000 tyske soldater og 250.000 tyske flygtninge er omdrejningspunktet, når historiker Thomas Tram holder foredrag på Gentofte Hovedbibliotek den 9. maj.

Glæde i Gentoftegade

Gentofte Torv blev et naturligt samlingspunkt i befrielsesfejringen. 

Mange borgere var samlet i Gentofte Kino, for at nyde at den tyske filmcensur var blevet mildere, og i stedet for den tyske Ufa-film, blev den svenske kærlighedsfilm ”Paa Liv og Død” vist. Vi må gå ud fra at fremvisningen begyndte kl. 20, for Villabyernes Avis beskriver, at filmen blev afbrudt, da en mand slog dørene op og råbte at tyskerne havde kapituleret. Et budskab, der blev oplæst i radioen kl. 20.35.

Herefter gik det stærkt. Glade mennesker samledes i Gentoftegade, en gruppe unge løb frem og tilbage mellem kirkebakken og torvet med et stort dannebrogsflag, mens menneskemængden råbte hurra for kongen og afsang nationalsangen og der blev fyret fyrværkeri og afbrændt mørklægningsgardiner.

Også modstandsbevægelsen - med stålhjelme, armbind og våben - var pludselig synlige i gadebilledet. 

Gruppen Holger Danske havde nemlig udvalgt Gentofte Hotel som hovedkvarter og herfra kom de i den følgende tid til at organisere arbejdet med at arrestere værnemagere.

Denne og andre både glade og dramatiske historier fra befrielsesdagene bliver omdrejningspunktet, når Gentofte Lokalarkiv i samarbejde med Mindelunden afholder byvandringer den 10. og 11. maj.

Besættelsens og befrielsens sange

Befrielsesdagene var kulminationen på fem års besættelse, og som beskrevet tidligere var en central del af befrielsesfejringen at afsynge nationalsangen. Og den danske sangkultur havde da også spillet en central rolle lige fra besættelsens første år.

En komplet rodebutik: Grønland ligger hjælpeløst hen uden militært forsvar og er dermed USA’s største mareridt — et arktisk Cuba kontrolleret af fjendtlige magter

Så er der stemning og fest

skriver Asger Aamund ironisk.

De glade dage fra Vietnam- demonstrationerne vendte tilbage her i weekenden, hvor mere end tusind ’progressive’ holdt asfaltbal foran den amerikanske ambassade med sang, taler, råbekor og viste Den Store Satan vores dybfølte kærlighed til det grønlandske folk. Tidligere var Grønland kun noget, der dunkelt viste sig i danskerens bevidsthed, når dronning Margrethe nytårsaften sendte sine varmeste hilsener til det grønlandske folk. Måske kan vi holde kærligheden til grønlænderne gående indtil sommer, hvor Tour de France starter og, hvor danskernes hjerter kun har plads til Vingegaard. Grønlandsbetændelsen hos medier og politikere nåede sit foreløbige klimaks her ved udgangen af marts måned, hvor vicepræsident Vance endnu engang drejede kniven rundt i såret ved at fastslå, at Danmark ikke er en god allieret og har gjort et dårligt job med at passe på Grønland.  Endnu en gang lød der forargede skrig fra medier og politikere, der som altid påberåbte sig de faldne danske soldater, der usmageligt og pinligt igen-igen bruges som afladsbreve for at udviske de sørgelige kendsgerninger, at Danmark gennem de seneste 50 år skridt for skridt har nedlagt sit forsvar, og at vi har forsømt at udvikle Grønland strukturelt, økonomisk og socialt.

Det begyndte ellers så godt. I 1953 blev imperier opløst, kolonier nedlagt og frihedsbevægelser opstod. Danmark var i front og ændrede med den nye grundlov samme år Grønlands status fra koloni til et dansk amt. Nu er amterne væk, og i dag ville vi kalde Grønlands ændrede status for en storkommune med samme rettigheder og privilegier som andre danske kommuner. Med den nye struktur for Grønland var det hensigten at integrere den nye kommune helt i det øvrige samfund uanset den lange afstand. Grønland skulle udvikles til en moderne region parallelt med det øvrige Danmark. Det blev dog ved snakken. Politikerne valgte at satse rigets ressourcer på det danske Wirtschaftswunder, der tog fart i halvtredserne og på den efterfølgende velfærdsstat. I stedet for den fulde integration af kommunen Grønland gav politikerne efter for ekstreme bevægelser, der krævede frihed for den store ø. Det førte først til loven om hjemmestyre i 1979 over Grønlands udmeldelse af EU i 1982 og til loven om selvstyre i 2009. Uden at spørge danskerne gennem en folkeafstemning, om vi synes, at det var rimeligt at én procent af rigets befolkning kunne stemme sig til en annektering af 98 procent af Danmarks territorium, blev denne voldtægt af Mor Danmark til virkelighed gennem et simpelt folketingsflertal. Det repræsentative folkestyre i arbejdstøjet.

 … Historien viser os …, at det er muligt at rumme og pleje en oprindelig befolkningsgruppe inden for rammerne af et nationalt samfund uden at fællesskabet rives over ved at give efter for krav om selvstændig statsdannelse for de etniske minoriteter. Danmark har derimod dummet sig gevaldigt ved gennem selvstyreordningen at love de 50 000 grønlændere, der svarer til Silkeborgs befolkning, retten til at løsrive sig fra det danske rige, hvis det passer dem. Grønland er et samfund på støtten og vil være det mindst 10-15 år endnu uanset, hvor meget der investeres i økonomi, uddannelse og infrastruktur. Grønland ligger hjælpeløst hen uden bevogtning, uden militært forsvar og er dermed USA’s største mareridt:  et arktisk Cuba kontrolleret af fjendtlige magter.

Præsident Trump er udmærket klar over, at en amerikansk overtagelse af Grønland ikke kan lade sig gøre, men han agter gennem sine barske provokationer at sikre Grønlands faste forankring i de vestlige demokratier.  Ved at anbringe Grønland på affyringsrampen har danske politikere opstillet en fælde for sig selv, og nu sidder vi i saksen: grønlænderne bestemme selv om de vil være en selvstændig nation, men Danmark har bemyndigelsen til at føre udenrigspolitikken. Altså en komplet rodebutik. Loven om selvstyre blev vedtaget med et simpelt folketingsflertal, og et folketingsflertal bør derfor ophæve den og føre Grønland tilbage som en dansk kommune, som det var hensigten i 1953.

I stedet for at sidde klynkende som en flok pryglede aber, der passivt er tvunget til at spille på den bane, Trump har kridtet op, burde Mette Frederiksen tage initiativet og fremlægge en plan for den amerikanske regering, der sikrer Grønlands sikkerhed, udvikling og forbliven i det vestlige demokrati. Vi kunne tilbyde USA et bidrag på1 milliard USD om året for at styrke bevogtningen af Grønlands territorium til lands, til vands og i luften. Det dækker ikke hele regningen, men ville være et konstruktivt bidrag til den fælles sikkerhed. Tilbyd amerikanerne kontrakter på forretningsmæssige vilkår på udvinding af mineraler og energi, og foreslå et samarbejde med USA om udvikling af Grønlands økonomi og infrastruktur. Ikke som en tåget politisk hensigtserklæring, men i form af et gennemarbejdet konkret forslag. Trump kan lide en god handel, og han kommer til at acceptere med glæde.

Det bliver enden på krisen, og vi kan måske se frem til en ny tusindtallig demonstration foran den amerikanske ambassade. Denne gang med friske, nye skilte: YANKEE COME HOME!

Gennem mange årtier har USA’s regeringer indgået en række handelsaftaler, der i høj grad har begunstiget de amerikanske handelspartnere

Man siger … i hele Verden, at Trump hæver toldsatserne, men man siger ikke, hvorfor han gør det 

skriver Asger Aamund, som forklarer endvidere at Gennem mange årtier har USA’s regeringer indgået en række handelsaftaler, der i høj grad har begunstiget de amerikanske handelspartnere.

Trump hæver toldsatserne for at stoppe virksomhedsflugten fra USA, standse gældsætningen og reducere handelsunderskuddet. USA’s toldsatser hører blandt de laveste i verden. Gennem mange årtier har USA’s regeringer indgået en række handelsaftaler, der i høj grad har begunstiget de amerikanske handelspartnere. For eksempel er den amerikanske told på ethanol (alkohol) fra Brasilien 2,5 procent, men USA bliver pålagt 18 procent told på ethanol-eksport til Brasilien. EU betaler kun 2,5 procent told på biler, der eksporteres til USA, som må punge ud med 10 procent told på bil-eksporten til EU. Resultatet har været en masseflugt af industrivirksomheder, der er flyttet fra USA til andre lande således, at moderselskaberne hjemme i USA kun varetager salg, forsvar af patenter og know how samt varemærker. Produktionen foregår alle andre steder.

Millioner af arbejdspladser er mistet til Kina, Mexico, Canada og en række andre lande. Tidligere industrielle kerneområder i delstater som Ohio, Michigan og Indiana er nu præget af tusinder af forladte fabrikker og stålværker, industrielle spøgelser, der står som forvitrede ruiner i Amerikas berygtede rustbælte. Gennem de sidste 30 år har skiftende amerikanske præsidenter forsøgt at overtale landets handelspartnere til en mere afbalanceret samhandel, men uden held. Derfor har USA’s nye regering besluttet at lancere en aktionsplan, der skal føre til gensidige toldsatser (Reciprocal Tariffs) med især USA’s største handelspartnere som er Mexico, Canada, Kina og EU. Regeringen forventer ikke helt ligeværdige toldsatser, men i hvert fald en betydelig forbedring i forhold til den nuværende ubalance.

Kina havde 2024 et handelsoverskud med USA på 1,2 billion USD. Heri er ikke medregnet Kinas ulovlige eksport af opioider(fentanyl), der hvert år koster omkring 80 000 amerikanere livet. Og heller ikke de 600 milliarder USD fra patenter og know how, som Kina ifølge USA’s kontraspionage årligt stjæler fra amerikanske virksomheder og universiteter. I modsætning til Mexico og Canada har Kina ingen frihandelsaftale med USA, men ved manipulation med valuta, statsstøtte til virksomhederne og kreativ bogføring af produktionsomkostninger er det lykkedes Kina at udkonkurrere amerikanske produkter over en bred kam fra beklædning over elektronik til maskiner og entreprenørmateriel. Samtidig har Kina tilbudt så fordelagtige etableringsforhold, at tusindvis af amerikanske industrivirksomheder er flyttet til Kina. Ifølge økonomerne Daron Acemoglu og Brendan Price har konkurrencen fra den kinesiske import kostet USA 2,4 millioner jobs bare i perioden 1999 til 2011.

I 2010 var USA’s handelsunderskud med Mexico 66 milliarder USD, som i 2024 var vokset til 172 milliarder USD. Denne eksplosive vækst skyldes kinesiske komponenter og halvfabrikata, som I Mexico samles til færdige produkter inden for computere, telefoner og andet elektrisk udstyr. Derefter eksporteres varerne i strid med Mexicos frihandelsaftale til USA som mexicanske produkter. Under præsident Bidens åbne grænser vandrede 12 millioner illegale migranter fra Mexico ind i USA, hvoraf en stor del fra Mexicos oprindelige befolkning fra landets sydlige provinser, hvor der hersker udbredt fattigdom og arbejdsløshed. Mexicos regering hjalp dem over grænsen til USA og slap således for ansvaret for sin mest udsatte befolkningsgruppe, der i 2024 som modtagere af amerikanske overførselsindkomster kunne sende omkring 60 milliarder USD i remitter hjem til familierne i Mexico.

Kina har en omfattende lovlig eksport af opioider til USA’s farmaceutiske industri, men en endnu større udførsel af ulovlig fentanyl til narkomarkedet i USA. Fentanylen som råvare bliver slået til tabletter i Mexico og smugles videre over grænsen til USA, hvor mexicanske narkokarteller sørger for den videre distribution og salg til en værdi af 20 milliarder USD om året.

Dansk presse hyler forarget op om Trumps planer om at kuppe sig til en indlemmelse af Canada i USA som den 51. delstat. Intet kunne dog ligge fjernere fra den amerikanske regerings planer. Canada er som Danmark et lyserødt socialdemokratisk formyndersamfund. Canada som delstat i USA ville således levere 2 Demokratiske senatorer og omkring 50 Demokratiske medlemmer til Repræsentanternes Hus, hvilket endegyldigt ville fjerne Republikanernes muligheder for flertal i Kongressen.  Disse kendsgerninger er dog ikke gået op for danske medier og politikere. USA’s handelsunderskud med Canada udgjorde i 11 milliarder USD i 2016, men voksede i 2024 til 63 milliarder.

 … Det irriterer amerikanerne, at 2 procent af den ulovlige fentanyl smugles ind fra Canada og bebrejder ligeledes canadierne, at de kun ofrer 1,3 procent af BNP på NATO, som er lige så elendigt som Danmarks bidrag.

USA vil have mere ligevægt i toldsatserne i samhandelen med EU, som gennem sin import fra Rusland af energi finansierer hele Putins krig mod Ukraine. USA ønsker, at EU i stedet køber mere amerikansk energi, flere biler og fødevarer. Besindige amerikanske økonomer som professor Christopher Tang fra UCLA støtter planen om gensidige toldsatser mellem handelspartnere som den eneste farbare vej frem mod en genopretning af USA’s hjemlige industri, reduktion af udlandsgælden og en styrkelse af den nationale sikkerhed.

I Danmark er der ingen forståelse for disse klare og nærværende faresignaler, der truer det amerikanske samfund. … I Danmark som i EU kræver man, at USA skal holde sine problemer for sig selv. Også selv om vi har været med til at skabe dem. Vi har det således fint med at være en del af problemet, men ikke af løsningen. Sådan som det plejer at være.

Medierne flyder over med beretninger om tapre danskere, der har fyret Coca Cola og Big Mac

Asger Aamund kommer med en artikel som han kalder TABERNES SUTTEKLUD, dvs BOYKOTTEN mod USA.

En stor del af den danske befolkning har indledt en spontan boykot af amerikanske produkter og kultur. Facebook har nu en ’Boykot USA’ gruppe på næsten 90 000 medlemmer, der træner hinanden i, hvordan man kommer videre med sit liv uden USA.  Medierne flyder over med beretninger om tapre danskere, der har fyret Colgate, Coca Cola og Big Mac. Ingen vil have Tesla mere, og et flertal af vælgerne ønsker at annullere de indgåede aftaler om amerikanske militærbaser på dansk jord. Investorerne sælger ud af amerikanske aktier, og herboende amerikanere tør ikke tale engelsk i supermarkedet af skræk for at blive moppet af ophidsede danske kunder. Førende politikere tager i medierne naturligvis afstand fra sanktioner mod USA, der ikke er officielle, men skynder sig at tilføje med et indstuderet polisk smil, at de er kommet til at” holde meget af Jolly Cola og italiensk vin.” Vores dominerende supermarkeder har nu mærket europæisk producerede varer med en sort stjerne så progressive konsumenter kan være sikre på, at produktet ikke er fremstillet i USA eller Israel (Kauft nicht bei Juden!).

Denne folkelige sanktionsbølge har ikke noget at gøre med en amerikansk straftold på danske eksportprodukter, hvor sværvægterne er medicin, søtransport, maskiner og instrumenter. USA er nu som før Danmarks størst eksportmarked og der er ikke iværksat nye tariffer eller toldsatser mod danske varer. Men så er der jo Grønland, som amerikanerne vil stjæle fra os. Det Konservative Folkeparti raser på tv over, at USA planlægger at annektere 98 procent af det danske rige. De Konservative har dog godkendt, at kun de kun 50 000 grønlændere, der udgør 1 procent af den danske befolkning kan stemme sig til at annektere 98 procent af det danske rige. Ovenikøbet med regeringens og Folketingets fulde opbakning. Sådan er der jo så meget.

Boykotten er både i dansk og international politik et populært og skattet våben, når denne verdens tyranner og diktatorer skal knægtes og omstyrtes. Hensigten med den totale isolation, som boykotten jo er, vil altid være, at et totalitært regime tvinges til fald enten, fordi tyrannerne må give op på grund af presset udefra, eller fordi befolkningen rejser sig og befrier sig for dets undertrykkere. Ingen af de mange boykots, vi i den vestlige verden har iværksat gennem de seneste 60 år, har haft nogen virkning overhovedet. Alligevel starter vi den ene boykot efter den anden i håb om bedre held næste gang. Eller som Bertel Haarder så klogt har udtrykt det:” Enhver politiker vil hellere gøre det forkerte end ikke at gøre noget”.

Hele verdens langvarige videnskabelige, kommercielle, politiske og kulturelle boykot af Sydafrika fra  1959 til 1993 var totalt virkningsløs. … Boykotten mod den græske oberstjunta i 1967 førte ikke til nogen forandring. … Den internationale boykot af Burma (Myanmar) fra 1988 til 2011 forblev ligeledes resultatløs. Faktisk sidder tyrannerne der endnu støttet af vennerne i Kina og Rusland. … Vest-magterne organiserede en total isolation af Saddam Husseins Irak fra 1990 til 2003 med det formål at tvinge ham fra magten. Som sædvanlig endte boykotten med, at tyrannen og hans Gestapo overlever i fin stil, mens folket lider i stilhed. … EU lancerede en boykot af Østrig som straf for, at Jörg Haiders Frihedspartiet var blevet optaget i den østrigske regering. Også disse sanktioner løb ynkeligt ud i sandet efter få måneder ligesom den løbende boykot af Rusland, der jo ikke ser ud til at omstyrte præsident Putin lige med det samme. Der er jo heller ikke meget grin ved en boykot, hvor vores indkøb af olie, kul og gas fra Rusland overstiger værdien af Europas samlede finansielle og militære støtte til Ukraine.

En enkelt boykot var dog en bragende succes og virkede lige efter hensigten. Det var Jerntæppet, der strakte sig fra Østersøen til Adriaterhavet fra 1948 til 1990. Det var en selv-boykot, fordi kommunister er elendige økonomer, men brillante magtmennesker, der vidste at boykot, den totale isolation virker systembevarende og ikke systemomstyrtende for totalitære regimer. Kun gennem den totale isolation lykkedes det sovjetimperiet at holde liv i socialismens håbløse samfundssystem, som ellers hurtigt ville være brudt sammen i åben konkurrence med Vesteuropas markedsøkonomiske Wirtschaftswunder.

Disse kendsgerninger vil dog ikke forvirre vores brave patrioter, der målrettet med mediernes opbakning fortsætter kampen mod USA og alt amerikansk.

Trumps lavine af nye love og dekreter er ikke en revolution; Det er kontrarevolutionen, der skal restaurere det amerikanske folkestyre

Asger Aamund kommer med en artikel som han kalder EUROPA GRÆDER. SVIGTET AF SUGAR DADDY.

Den amerikanske vicepræsident J.D.Vance’s tale på sikkerhedskonferencen i München hensatte salen i chok, forargelse og vrede. Hvor vover han? En konference, hvor vi som sædvanlig burde bekræfte vores samarbejde og ubrydelige venskab bliver i stedet vanhelliget af denne utaknemmelige og provokerende Vance, som kritiserer og fordømmer vores regeringsførelse og levevis. Ophidselsen bredte sig med lynets hast gennem Europas parlamenter og medier, der siden talen raser mod den politiske voldsmand Vance og hans chef, præsident Trump, som Berlingske netop har udnævnt til en del af ondskabens akse, der nu ud over Iran, Kina og Rusland nu også tæller USA.

Der er imidlertid ingen, der taler om, at Vance var mindst lige så chokeret som europæerne. Nemlig ved at opdage, at Europa er et præcist spejlbillede af Joe Bidens centrale formynderstat, som et flertal af de amerikanske vælgere nu har befriet sig for i håbet om et komme tilbage til et samfund, der atter afspejler løftet i den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776: ”Alle mennesker er skabt lige og har den umistelige ret til livet, friheden og søgen efter lykken”. Med gru og væmmelse kunne Vance konstatere, at det moderne Europa ligesom USA har udviklet sig til en selvfed, politisk korrekt, centralstyret kolos, hvor alt, der ikke er påbudt, er forbudt.

Som i Bidens USA er Europas grænser vidtåbne, integrationen af migranter ligger i ruiner. Som i USA oplever Europa stigende censur og pres på ytringsfriheden, populistiske, grundborgerlige partier er under pres og karaktermord fra medier og de dominerende statsmagter. Som i USA tyranniseres Europas borgere med en hysterisk klimareligion og en hovedløs og nytteløs grøn omstilling. Europas førende økonomier i Storbritannien, Tyskland og Frankrig er i stagnation som hos Biden, og som i USA under Demokraterne er Europas militære magt ved at visne og dø.

J.D.Vance’s budskab til de lamslåede europæere var derfor, at nok har vi fælles voldsomme problemer med Rusland og Kina, men det nye USA under Trump ønsker ikke  at vedligeholde og forstærke et partnerskab  med et Europa, der ligner det USA, som Trump er ved at bringe tilbage  til frihed, lighed og sund fornuft. Trumps lavine af nye love og dekreter er ikke en revolution. Det er kontrarevolutionen, der skal restaurere det amerikanske folkestyre i overensstemmelse med de værdier der er nedfældet i Uafhængighedserklæringen og Forfatningen. Hvis ikke Europa tager sig sammen og går samme vej, vil venskabet blive nedgraderet til et bekendtskab og partnerskabet til sporadiske relationer. 

Dette kontante budskab fra USA’s regering er overhovedet ikke sivet ind nogetsteds i Europa, hvor medier og politikere kappes om at fordømme Trump’s og Vance’s uforskammede og usolidariske opførsel. Hvis vi ellers havde haft modet til at rette blikket indad, ville vi se et billede, der i foruroligende grad ligner USA under Joe Biden. 

 … Fælles for denne sørgelige udvikling overalt i den vestlige del af Europa er myndighedernes passivitet og fornægtelse af virkeligheden af angst for, at medier og progressive politikere skal hænge dem ud som racister og islamofober. Tværtimod arbejder politiske kræfter og myndigheder ihærdigt på at skærme den islamiske ideologi mod kritik og vrede. Sådan fik vi koranloven i Danmark, trafikstoppende offentlig muslimsk fredagsbøn i Frankrig, politiets klapjagt på fornærmelse mod islam, og i Tyskland og Østrig strafferabat for islamiske mordere og voldtægtsmænd, fordi de formodes at være ubekendt med vestlig seksualkultur og retspraksis.

 … Siden 2014 har vi i europæisk NATO lovet at effektivisere og opruste vores militære forsvar. Det blev ved snakken, og kun Polen, de baltiske stater samt Finland yder, hvad de skal. Regningen efterlades som altid hos amerikanerne. 

 … Det er erfaringen i behandlingen af alkoholisme, at patienten ikke kan befri sig for sit misbrug medmindre han erkender, at han er alkoholiker. Det er nok også en kendsgerning, at det syge Europa ikke kan blive rask og genvinde sin vitalitet, hvis ikke vi tør befri os fra vores oppustede selvglæde og tilbedelsen af den centralstyrede formynderstat. Opfordringen til os fra vicepræsident Vance er, at EU som USA skal finde frem til sine klassiske værdier: ytringsfrihed, folkestyre, frie markeder og et effektivt forsvar for den vestlig civilisation og kultur.

Den hysteriske overeaktion til Donald Trump sammenlignet med Olsen-Banden

På Facebook deler the Intergalatic Capitalist,

Thomas Petersen,

igen sine tanker — med hjælp fra Olsen Banden.

"Egon for faen, nu havde vi det lige så hyggeligt..."

Man skulle næsten tro vi er midt i en Olsen Banden film og Egon, der lige er kommet ud af fængslet, afbryder Benny og Kjelds daglige frokost ritual med endu en af hans planer. Nu havde de lige glædet sig til endnu en sildemand, lidt snaps og en bajer...

Men nej, frokosten er aflyst og det er den indtil Europa får styr på hvad de egentlig vil. Der er desværre så meget misinformation uvidenhed og hysteri i forbindelse med Rusland/Ukraine/NATO at man skulle tro Rusland havde overtaget de europæiske medier.

Så lad os prøve at få noget perspektiv i den her diskussion så vi i det mindste ikke lyver for os selv.

Lad os starte med at slå en ting fast. Hvad der sker lige nu er altså ikke resultatet af Trumps uvilje imod Europas sikkerhed, eller en kapitulering til Putin, eller at efterlade Ukraine uden beskyttelse. Hvis man vitterlig mener det så er man enten offer for propaganda eller skaber af den selv.

Hvad det derimod er, er et resultat af Europas årtier lange uvilje imod at forholde sig til gentagne opråb både fra politikere i Europa og USA om at verden er under kraftig forandring. I stedet ville man hellere fokusere på grøn omstilling, ESG regnskaber, kønskvoter, LBGTQ, afviklingen af olie og gas produktion, nødhjælp, anti-vækst, immigration fra ikke vestlige kulturer, GDPR, AI Act, et utal af andre forbrugerbeskyttelses programmer og en fuldstændig kapitulering til en neoliberal immaterial verdensorden.

Politiske projekter, der kun realistisk kan eksistere oppe i hovederne på en politisk klasse, der går mere op i gå til de samme konferencer, holde keynote taler i Davos og hvad omverden syntes om deres flygtningepolitik end om resultater for egne borgere; Projekter de kun har kunnet slippe afsted med, fordi de levede under et amerikansk protektorat.

Når så Trump der allerede sidst han var præsident kaldte NATO ud på manglende investering, kommer tilbage og fortsætter præcis som han hele tiden har sagt han vil; genforhandle alt ud fra et "America First" perspektiv, så skal vi pludselig forstå USA vender Europa ryggen eller at det er at sammenligne med Chamberlain.

Man skal lede længe efter en mere teenager fornærmet reaktionen når far lukker kredit kortet og beder dem om at tjene deres egne penge.

Når Hegseth siger, at Ukraine ikke kan forvente at gå tilbage til situationen fra 2014, er det ikke, fordi Trump bare giver Putin alt, hvad han vil have. Det er snarere, fordi det ganske enkelt ikke er realistisk – og aldrig har været det.

Når Hegseth siger, at Ukraine ikke kan forvente at blive medlem af NATO, gentager han i virkeligheden, hvad Ukraine bag lukkede døre har fået at vide lige siden Sovjetunionens sammenbrud, men som europæiske “Facebook-patrioter” ikke vil acceptere.

Når Hegseth desuden siger, at Ukraine skal være en selvstændig nation og sikres af Europa, gør han det ikke udelukkende for at lægge ansvaret på Europa. USA har jo netop en stærk interesse i Ukraines mineraler og vil derfor for søren da også have et incitament til at beskytte landet. Så hvis Europa virkelig frygter Rusland, bør det være deres egen absolutte prioritet at tage ansvar på områder som militær, energi, fødevarer og produktion.

Den hysteriske overeaktion skyldes ofte de sædvanlige europæiske kommentatorer, der lever af at fremhæve “demokrati, menneskerettigheder og international retsorden” – populære floskler, som i praksis har efterladt Europa bagude på næsten alle væsentlige områder.

Alle der lever i virkligheden og som ikke har laddet sig forføre af den europæiske elites selvbevidsthed, ved at geopolitisk gælder "den stærkes ret", det kan ikke være på andre måder. Hvis man derfor ikke har indset at geopolitik ikke defineres af FNs verdens-mål, fairness, FNs sikkerhedsråd o.s.v. så vil det næste årti blive noget af et wakeup call. Det behøver man ikke kunne lide men det er sådanne det bliver med mindre EUs militær har tænkt sig at kæmpe side om side med Ukrainerne for her er virkligheden fra USAs side:
Rusland er ikke den eneste konkurrent til USA og derved Europa. Kina er ikke engang den eneste konkurrent som USA og derved Europa har. Vi lever ikke mere i en verden hvor USAs overlegenhed er så dominerende at de kan definere verdens retning.

Når Trump forsøger at købe Grønland eller pushe Panama eller Canada, så er det ikke fordi han er imperialist der bare ønsker at udvide for at udvide. Så er det fordi der er en helt reelt sikkerhedsrisiko for USA i den arktiske region (og sydpå) som ikke bare Danmark har forsømt men også USA!

USA har pt kun omkring 2 isbrydere der er funktionelle bare for at tage et eksempel og som mange har pointeret korrekt så har USA selv reduceret tilstedeværrelse i Grønland.

Hypersonic missiler betyder at radar stationer på Grønland skal opdateres.

Adgangen til mineraler på Grønland (og som sagt Ukraine) er en måde hvorpå USA kan gøre sig uafhængig af Kina der pt bl.a producerer styringsenheder til Tomahawk missiler. Kina har et arctic belt & road og Rusland og Kina har mere og mere aktivitet i området.

Trump er så seriøs med grønland at det var ham der genoprettede en amerikansk ambassade i Nuuk sidste han være præsident.

Rusland er en blandt mange geopolitiske spillere som USA og også Europa bliver nødt til at forholde sig til.

Hvis man vil kritisere USA for noget så er det at de ikke har været mere ærlige under Bush, Obama og Biden men Europa må i sidste ende stille sig selv det spørgsmål. Hvem vil de helst have som deres protektorat og hvad er de parate til at gøre for det.

10 tips til at forstå Trumpiansk

På Facebook deler the Intergalatic Capitalist,

Thomas Petersen,

sine Søndagstanker — også kaldet LÆR AT FORSTÅ TRUMPIANSK PÅ 3 MINUTTER

Jeg kan se at de samme dommedagsprofetier begynder at pible frem i medierne ligesom sidst og at den samme blinde tro på alt hvad medierne og trump tankelæserne siger, desværre stadigvæk lever i bedste velgående.

Derfor tænker jeg at dem af der jer der ønsker at have et mere afslappet forhold til tingene de næste 4 år måske kunne have godt af følgende 10 tips til at forstå Trumpiansk.

Det vil højst sandsynligt ikke få mange til at syntes bedre om ham, men det kan måske tage toppen af den værste TDS du vil høre nogle pushe

1. Trump er America First

Nej han er ikke interesseret i verdensherrerdømme, men han er interesseret i et USA er så stærkt som det kan være.

2. Trump er en forretningsmand ikke ideolog.

 

Hans interesse er udelukkende at sørge for gode aftaler bliver lavet der som minimum ikke gør USA svagere.

3. Trump vil aldrig udelukke noget

Hvis en journalist spurgte Trump om han ville udelukke at bruge militæret hvis han gerne vil have en Sunday Ice cream så ville Trump sige nej. Han udelukker aldrig noget. Trump har specifikt sagt til journalisterne at han aldrig vil fortælle dem hvad han vil gøre i en given situation hvor forhandling er på bordet. Alligevel bliver de ved med at spørge.

Så nej Trump kommer naturligvis ikke til at bruge noget militær mod nogen og slet ikke Danmark. Men han kommer aldrig til at udelukke noget.

4. Trump ønsker at give mere magt tilbage til staterne og at forstærke den magt som den føderale stat har.

I modsætning til en faktisk fascist der ønsker at centralisere alt magt så har Trumps handlinger været det modsatte. I stedet for at rage så meget magt til sig på så mange områder så har han faktisk forsøget at få så megt tilbage ud i staterne. 

 

De områder der så er et føderalt anliggende vil han derimod gerne have have så meget magt over som muligt så han kan handle.

 

For hver 1 regel hans tidligere regering indførte så fjernede de noget der ligner 20 og hvis man kigger på helt store budgetter over $100M så er det 2 for hver 1 der indføres. Det er det modsatte af fascisme.

 

5. Trumps modus operandi er reciprocity.

 

Jeg har sagt det før men hvis du vil lære et nyt ord som illustrerer Trumps tilgang til det meste så er det "Reciprocity". Hvis du ikke har tariffer til os så har vi ikke til dig, hvis du samarbejder med os så samarbejder USA med dig. Alt for ham handler om at få styr på forretningen USA. Hvis USA skal beskytte Europa så skal Europa også gøre det de har lovet.

 

6. Trump leder ikke efter venner men allierede.

 

Jeg har også sagt det her mange gange før. I Trumps øjne og i modsætning til mange politikere er det at være allieret ikke det samme som at være venner. For Trump er alle konkurrenter, også dem han har et godt forhold med og godt kan lide personligt.. Allierede er ganske enkelt dem som USA har fælles interesser med.

 

7. Trump ønsker ikke at bruge militæret til at løse sin internationale forhandlinger.

 

Trumps hyring af Pete Hegseth og fjernelse af alt DEI i militæret tjener 3 meget vigtige formål.

7.1. Gøre USAs militær til det mest effektive der findes.

7.2. Sikre at det opererer som EN enhed (one body) med EN mission.

7.3. Fungere som en deterrent mod USAs potentielle fjender.

Dette vil meget snart også betyde space race intensiveres (her er Grønland iøvrigt vigtig) og at et missilskjold er på tegnebrættet (her er Grønland også vigtigt)

 

8. Trump bliver den mest transparente og ærlige præsident du nogensinde vil opleve.

 

Det er ironisk nok fordi Trump overdriver og bulshitter ofte. Men når det kommer til ting der betyder noget får du det ikke mere ærligt end fra Trump. Han har allerede næsten holdt flere presse konferencer på 2 uger end Biden gjorde de sidste 2 år.

 

Om man hellere vil have det pakket pænt ind selvom det grundlæggende er det samme der gøres er en smags sag. Personligt finder jeg Trumps radical candor forforfriskende i disse oversensitive tider.

 

9. De amerikanske vælgere stemte på en grundlæggende forandring af hvordan USA fungerer.

 

Trump gør de ting han gik til valg på. De er ikke bare tomme løfter.

 

Hvor meget der vil lykkedes vil tiden vise, men Trump er seriøs når det kommer at genskabe USAs vej mod stjernerne (via Mars). Det er hvad det amerikanske folk ønskede, det er hvad der er brug for. 

 

Forandring kræver at man faktisk forandrer sig, ikke at man bare siger man forandrer sig, det kommer til at gøre ondt men er ultimativt godt. Du vil se mange ting der bliver forandrede fordi verden har forandret sig og USA derfor bliver nødt til at tilpasse sig disse ting. Forhåbenligt vil vi også se særligt Europa gøre det samme (der er allerede hints af erkendelse visse steder)

 

Mit sidste råd er måske det vigtigste.

 

10. Hvis du er i tvivl om han har sagt noget så lyt altid til den faktisk video i fuldt kontekst.

 

Medierne vil gøre hvad medier gør, bruge deres mind-reading evner til at fortolke hvad Trump siger på mest apokalyptiske måde, det er sådanne de sælger abbonenter. 

 

Hvis du vil forstå hvad han faktisk siger (hint det er som regel fuldstændig modsat hvad de påstår eller kræver mere kontekst) så at gå til kilden, det er altid den bedste måde om det er Trump eller noget andet.

Danmark har gjort det at snyde USA til en kunst: Med en allieret som Danmark har USA ikke brug for fjender

Det er en kernefortælling i Danmark, at landet er en af USA’s tætteste allierede. ”Vi har altid stået last og brast med USA”, bedyrer danske statsministre, politikere og kommentatorer. Statsminister Mette Frederiksen har for nylig udtalt, at ”USA er Danmarks vigtigste og stærkeste allierede i NATO”.

Sådan skriver André Rossmann i en 24nyt artikel som kaldes Med en allieret som Danmark har USA ikke brug for fjender. Den må citeres.

Alt dette er en løgn, for virkeligheden er, at Danmark altid har ført en dybt usolidarisk politik vendt mod USA. Selv om USA er den ultimative garant for Danmarks sikkerhed, svigter Danmark amerikanerne gang på gang og modarbejder aktivt USA’s interesser worldwide.

Mens USA gik ind i 2. verdenskrig på de allieredes side allerede i dec. 2041, var Danmark Nazitysklands næststørste handelspartner efter Italien og bevarede fulde diplomatiske forbindelser til landet frem til den 5. maj 1945. Danmark var ganske vist krigsførende, men det var på tysk side, ikke på USA’s side.

I 1960’erne har Danmarks regeringer markeret sig som modstandere af Vietnam-krigen og den amerikanske krigsførelse. I 1971 gav den socialdemokratiske regering således fuld diplomatisk anerkendelse af Nordvietnam. Ligeledes støttede regeringen fuldt op om det internationale Vietnam-tribunal, der blev afholdt på Christiansborg i oktober 1972 for at diskutere amerikanske krigsforbrydelser i Vietnam. Den amerikanske regering var særdeles kritisk over for de danske udmeldinger og truede med at trække deres ambassadør hjem.

Mens USA under Den Kolde Krig lå i et bittert våbenkapløb med sovjetblokken og garanterede Danmarks sikkerhed, modarbejdede Danmarks regeringer amerikanske interesser ved at føre en tilpasningspolitik over for Sovjetunionen og DDR samt en usolidarisk fodnotepolitik, hvor Danmark gang på gang har taget forbehold i NATO for en række beslutninger vedrørende modernisering og udvidelse af alliancens atomslagstyrke. Danmark modarbejdede også det amerikanske ønske om at modernisere radaranlæg på Grønland.  Danmark har dermed brudt solidariteten i NATO og skadet NATO ved at markere  selvstændige synspunkter, der gik imod de amerikanske.

Danmark har svigtet USA ved ikke at oprette et troværdigt forsvar. Eftersom Danmarks forsvar er i ruiner, besluttede USA i 2023 at overtage forsvaret af de danske sunde og bælter. Danmarks forsvarsaftale med USA er det endelige bevis på, at det danske forsvar er værdiløst, og at USA ikke betragter Danmark som sin kerneallieret. Ikke overraskende blev forsvarsaftalen med USA en sovepude for regeringen. Udmøntningen af Rammeforliget om Forsvaret er blevet udsat til en række delforlig, som endnu ikke er påbegyndt. Og danske politikere er glade for, at Danmark endnu en gang kan slippe for at trække sin del af NATO-læsset.

Related: The Systematic Destruction of Denmark's Military Over 30 Years: "Ships that cannot sail; Planes that cannot fly; And cannons that cannot fire — Everything is missing"

I forhold til NATO har Danmark gennem årtier modarbejdet amerikanske interesser ved at føre en kræmmerstrategi, der handler om at sikre sig sikkerhedspolitiske garantier fra USA og samtidig slippe for at trække sin del af læsset i NATO. Danmark har gjort det at snyde USA til en kunst. Her i januar 2025 ligger Danmarks reelle bidrag til NATO på ca. 1,7 pct. af bnp eksklusive donationerne til Ukraine, stik imod aftalen om 2 pct. af bnp. SVM-regeringen påstår ganske vist, at Danmark bruger 2,4 pct. af sit bnp på forsvar og sikkerhed, men det danske forsøg på at snyde NATO er blevet fordømt og afvist af flere NATO-lande samt den tidligere generalsekretær for NATO, Jens Stoltenberg, idet donationerne til Ukraine hverken bidrager til Danmarks eller NATO’s forsvarsevne.

Både i NATO og i USA er man naturligvis klar over, at Danmark i skåltaler taler meget om solidaritet, men vil ikke være med til at løfte byrden. I USA opfatter man danskerne som illoyale snyltere, der har kørt og fortsat kører på frihjul på NATO’s bekostning og lader USA betale regningen. Denne opfattelse er vel at mærke fremherskende i hele det sikkerhedspolitiske establishment i USA, både det demokratiske og republikanske.

I FN modarbejder Danmark amerikanske interesser ved at stemme mod USA’s ven, Israel. Danmark støtter konsekvent antisemitiske kræfter i FN, og i alle de muslimsk-dominerede FN-organer, hvor Israel fordømmes, stemmer Danmark med resten af EU-landene for at fordømme Israel. Hvert år stemmer Danmark typisk for 15 ud af 20 fordømmende resolutioner mod Israel. Det officielle Danmark støtter med andre ord de kræfter, der ønsker Israel fjernet fra verdenskortet.

Danmark modarbejder amerikanske interesser ved at nægte at støtte USA i landets opgør med Kina. I 2008 indgik Danmark et strategisk partnerskab med Kina, og året efter sendte man den omstridte ”verbalnote” for at slå fast, at Danmark er imod tibetansk uafhængighed. Før coronakrisen fremstillede danske politikere, erhvervsfolk og mediefolk det kinesiske diktatur som et eftertragtelsesværdigt demokrati og en pålidelig supermagt, der er forkæmper for globaliseringen, frihandelen og miljøet. Journalisten Rasmus Tantholdt gik så vidt som på TV2 News at sige, at ”vi har mere til fælles med Kina end med USA”. Det er også tankevækkende, at 46 pct. af danskerne ifølge en Kantor Gallup-måling er enige eller overvejende enige i, at det USA, som er den eneste garant for dansk sikkerhed, er en trussel for Danmark.

Danmark modarbejder amerikanske interesser i forhold til Iran. Den dag i dag boykotter Danmark USA’s sanktioner mod Iran – et grusomt regime, som undertrykker sin egen befolkning, støtter terror og krigsførelse i sine nabolande og sender regulære dødspatruljer til Europa, herunder Danmark. Senest har Danmark tilsluttet sig INSTEX, som er et europæisk handelsinitiativ, der har til formål at omgå amerikanske sanktioner mod Iran.

Danmark har underløbet USA ved at afsløre det tophemmelige efterretningssamarbejde mellem Danmark og USA, hvor den amerikanske efterretningstjeneste NSA fik lov til at tappe teleselskabernes kabler på dansk grund med henblik på at opsnappe russisk og kinesisk teletrafik. I stedet for at håndtere sagen i dyb fortrolighed, har den danske regering valgt at fyre chefen for FE, Lars Findsen, og fritage fire andre medarbejdere for tjeneste og dermed afsløre efterretningssamarbejdet med USA.

Også i Grønland modarbejder Danmark USA’s sikkerhedspolitiske interesser. Et nationalt tunnelsyn, navlebeskuelse og ren stupiditet forhindrer danske politikere i at fatte, at USA og Danmark har en fælles strategisk interesse i at sætte en stopper for Kinas og Ruslands militære opbygning i Arktis, at Danmark ikke har en mulighed for på egen hånd at udvikle Grønlands ressourcer og forsvare Grønland militært, og at det reelt er USA, og ikke det danske forsvar, der garanterer Grønlands tilknytning til Danmark. Under sin første præsidentperiode i 2019 udtrykte Donald Trump som bekendt et ønske om at købe Grønland. Det blev dengang afvist som værende absurd af Mette ”Nasty” Frederiksen. Intet under, at Trump nu har besluttet at tage fløjlshandskerne af, sætte Danmark godt og grundigt på plads og overtage kontrollen med Grønland.

Lige siden Donald Trump blev USA’s præsident i 2016 har Danmarks meningsdannende elite udskammet, dæmoniseret, hånet og karaktermyrdet ham, som var han fjenden selv og ikke Danmarks stærkeste allierede. Og det fortsætter den dag i dag. I stedet for at undskylde Danmarks gentagne svigt og anerkende USA’s villighed til at overtage den forpligtelse, som danskerne ikke har levet op til, skriver og taler danskerne om Trump, som var han indbegrebet af det absolutte onde.

Den meningsdannende elite mener, at Trumps hårde kurs over for Danmark i forbindelse med Grønland er udtryk for svigt af en tæt allieret såvel som mangel på respekt for Danmark. Det er imidlertid Danmark, der gang på gang svigter USA og modarbejder landets interesser. Og derfor fortjener Danmark ingen respekt fra USA’s side.

Ødelæggelse af Danmarks forsvar gennem mere end 30 år: "skibe, der ikke kan sejle; Fly, der ikke kan flyve; Og kanoner, der ikke kan skyde"

Desværre bliver Danmarks position i forhold til Donald Trump og Grønland næppe forbedret af bogen som udkom sidste november, FORSVARSLØS (Når den største trussel kommer indefra).

Sjællandske Nyheder har talt med Peter Ernstved Rasmussen:

Redaktør og stifter af netmediet OLFI, den tidligere reserveofficer i Livgarden, Peter Ernstved Rasmussen, er kendt som en mand, der tør tale lige ud af posen. Især når det gælder hans hjertestof, det danske forsvar.

Og det må man sige, at han gør i sin nye bog ‘FORSVARSLØS - Når den største trussel kommer indefra’, der udkom forleden på Lindhardt og Ringhof. 

Bogen handler om det, Peter Erntsved Rasmussen kalder den systematiske ødelæggelse af Forsvaret gennem mere end 30 år. 

- Det består i dag af skibe, der ikke kan sejle. Fly, der ikke kan flyve. Og kanoner, der ikke kan skyde. Der mangler alt fra soldater, luftforsvar, artilleri, luftværn, ubåde, kampvogne, natkampudstyr, våben, ammunition, radioer og kikkerter til noget så banalt som sokker, notesbøger og printerpapir, skriver han i en pressemeddelelse, hvor han også kommer ind på, hvem der har skylden for Forsvarets elendige tilstand.

- Bogen beskriver en national tragedie, som kun kunne lade sig gøre, fordi skiftende statsministre, finansministre, forsvarsministre, departementschefer, forsvarschefer og topofficerer med åbne øjne løj, manipulerede og tilbageholdt sandheden om Forsvarets tilstand - og samtidig forsøgte at bilde befolkningen ind, at vi havde verdens bedste forsvar.

 … [Iøvrigt har filmen 'The Post' om Pentagon-papirerne] mange paralleller til situationen i det danske forsvar og til bogen ‘FORSVARSLØS', lyder det fra Peter Ernstved Rasmussen.

Udover "kaserner i forfald" skriver Peter Ernstved Rasmussen gerne om situationen i Kalaallit Nunaat, netop at Danmark har snorksovet i forhold til Grønland: 

Den danske regering ligger, som den selv har redt. I stedet for at bringe forholdet til Grønland i balance har skiftende regeringer fortsat herrefolks-mentaliteten. Grønlænderne føler sig med god grund provokeret. Det gør USA også, fordi vi aldrig har villet tage sikkerhed alvorligt. Nu kommer regningen, og den bliver dyr.

Flere detaljer om Grønland og øens Vikingehistorie her…