Monday, October 20, 2025

Den nye europæiske refleks — at reagere på terror med forståelse og på vold — bør vække alarmklokker i hele Vesten


Man behøver ikke være jøde for at forstå at Talmuden har ret når den siger: "Hvis du er blid over for de onde, ender du med at være ond over for de blide." I Kristeligt Dagblad finder vi denne kronik:

Europa finder bedemåtten frem i underkastelse, mens Israel danser igen

Israel har vundet over terroren, men Europa kan se frem til en bølge af ondskab, som vi selv har bragt over os, mener teologistuderende Daniel Karpantschof

Pudsigt nok er titlen vendt to forskellige veje i selveste avisen og på avisens hjemmeside: Mens Israel danser igen, finder Europa bedemåtten frem i underkastelse. På Facebook hedder Daniel Karpantschofs kronik simpelthen "Israel vandt. Europa tabte." Daniel Karpantschof er teologistúderende, Iværksætter, og tidligere dansk filmkonsulent (tak til min kusinde Ellen).

DEN 7 OKTOBER 2023 blev Israel angrebet i et af de mest brutale terrorangreb i moderne tid. Tusinder af civile blev myrdet, voldtaget og bortført. Det var ikke en territorial kon-flikt, men et forsøg på udslettelse. Dokumenter viser dette: "Burn. Slaughter. Broadcast"; håndskrevet af Sinwar, i hans netværk af kujontunneller.

To år senere er det utvetydigt: Israel sejrede. Europa tabte.

Hamas' ledelse — Deif, Sinwar, Haniyeh — er elimineret. Organisationens tunneler, kommandocentre og vaben-lagre er ødelagt. Gaza City og Rafah ligger i ruiner. Hizbollahs ledelse er splittet, Nasrallah selv dræbt, og Iran reduceret til en stormagt på sociale medier.

De militæreresultater oversteg selv Israels egne forventninger. Hamas' infrastruktur blev ikke blot slået ud — den blev gjort umulig at genopbygge. Dets netværk i Qatar og Libanon er brændt sammen. Dets "hær" eksisterer kun på propagandavideoer. Iran, der i arevis forsøgte at kontrollere regionen gennem stedfortrædere, må nu se sit greb svækket i Syrien, Libanon og Yemen.

Israel førte en krig, der forenede tek-nologi, strategi og udmattende talmodighed. De israelske beeper-netværk og dronestyringssystemer ændrede moderne krigsførelse. Den præcise koordinering mellem luft, cyber og infanteri gjorde, at landet kunne bekæmpe en fjende, der gemte sig blandt civile, uden at miste sit moralske kompas

MEN ISRAELS SEJR var ogsa politisk.

Landet stod fast trods massiv international pression og mediepres. Det nægtede at lade verdensmeninger diktere sin ret til selvforsvar — og endte med at skabe resultater, som selv skeptikerne nu må anerkende: en ny regional orden. Alle forsøg på at frasige sig den jødiske stat pa verdensscenen er — endnu engang — blevet mødt med stenmur. Eurovision, UEFA, FIFA og Hollywood kan stả med nok så mange røde hænder.

Den nye europæiske  refleks — at reagere  på terror med forståelse og på vold  — bør vække alarmklokker i hele Vesten

Og Israel står ikke længere isoleret. Flere arabiske lande — herunder Libanon og Syrien — har åbnet diplomatiske kanaler. Egypten, De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien har alle markeret, at Hamas' tid er forbi. Selv Jordan og Irak tillod Israels brug af deres luftrum.

For første gang i nyere tid blev Hamas presset af den arabiske verden — ikke støttet af den. Iran er trængt i defensiven, Hizbollah tøvede, og de Houthi-angreb (eller "Hizbollah fra Temu", som de er kendt som i Israel), der tidligere skabte global frygt, blev mødt med koordinerede svar fra vestlige og arabiske styrker.

Mellemøsten har lært, hvad Europa har glemt: at fred ikke skabes af dem, der forstår terror, men af dem, der besejrer den.

DE SENESTE DAGES BILLEDER fra Gaza viser, at terror ikke blot korrumperer sjælen — den fortærer sig selv. Efter gidselaftalen henretter Hamas nu sine egne i gaderne, mens kun de mandlige gidsler vender hjem i live. De kvindelige — som verden ellers hævdede at kæmpe for — er forsvundet under påskud, som selv regimets støtter ikke længere tror pa. Og for hver en civil, der frigives, har Israel under internationalt pres været tvunget til at løslade dømte massemordere og gerningsmand bag terror mod børn og familier. Det er ikke symmetri — det er moralsk inversion.

MENS ISRAEL GENFANDT sin styrke, er Europa sunket ned i moralsk desorientering. Antisemitismen er ikke vendt tilbage — den forsvandt aldrig. I Frankrig steg antisemitiske overgreb med 400 procent. I Tyskland med 80 procent. 96 procent af EU's jøder siger, at antisemitisme nu er en del af hverdagen. I Holland og Belgien nåede tallene rekordhøjde i 2024. 

De nye bærere af hadet kalder sig "anti-zionister", men genbruger de gamle fortællinger. De marcherer ikkei støvler, men i akademiske kåber. De råber ikke Sieg Heil, men "From the river to the sea". Men når monumenter til redningen af danske jøder under Holocaust må gemmes væk, eller overvejes helt at fjernes, står skriften utvetydigt på væggen. Antizionisme og antisemitisme kan ikke adskilles. 

Europas medier spiller med. Overskrifterne taler om "kamp mellem parter" og "proportioner", som om et demokrati og en islamistisk milits var moralske modparter. Den journalistiske balance er blevet til etisk blindhed. Mens Jotam Confino matte afgå som korrespondent på TV2, har journalister i DR underskrevet erklæringer imod Israel. 

FLERE EUROPÆISKE REGERINGER — herunder Spanien, Norge og Irland — har valgt at anerkende en palæstinensisk stat midt under krigen. Det er ikke fredsarbejde, men præcedens for, at vold virker. 

Når humanisme bliver selektiv, bliver den meningsløs. Det er ikke så lidt sigende, at samme politikere, der kalder en forsvarskrig for "folkedrab", kalder en deportation for "kidnapning" og "koncentrationslejrophold". Underkastelsen er total.

End ikke kirken stod fast. Otte af landets 10 biskopper valgte i 2024 at fordømme Israels militære fremfærd — men uden ét ord om de jødiske gidsler, de voldtagne kvinder eller Hamas' børnesoldater. Ej heller har de otte biskopper hverken tid, energi eller kristelighed nok til at fordømme de titusindvis af kristne lig, der ligger i Sudan, Nigeria, Syrien eller Egypten. Kristent blod er ikke mere værd, end at det kan glemmes for at udgyde jødisk.

At Europas præster igen fordommer jøder, før de fordømmer antisemitismen, er ikke nyt. Det er en gentagelse. I stedet for at forsvare civilisationens grundprincip – at mennesket har ret til at forsvare sig mod ondskab – faldt også kirkens ledere for fristelsen til moralsk symmetri.

Europas jøder læser rummet hurtigere end deres regeringer. Ansøgninger om Aliyah — udvandring til Israel — fra Frankrig er eksploderet. I Tyskland, Holland og Storbritannien sælges hjem stille, mens børn indskrives på skoler i Tel Aviv. Synagoger har vagter. Skoler har panikknapper. Politikerne har hashtags. Biskopper har bind for øjnene.

Den nye europæiske refleks — at reagere på terror med forståelse og på vold med respekt — bør vække alarmklokker i hele Vesten. Hvis eftergivenhed gøres til princip og svaghed til tolerance, rammer det ikke blot jøderne, men hele den europæiske civilisation.

Når terror igen opleves som et legitimt politisk sprog, vil det ikke stoppe ved Jerusalems mure. De samme kræfter, der truer Israel idag, tester allerede Europas grænser — kulturelt, socialt og fysisk.

Hver indrømmelse til ekstremismen bliver en invitation til mere af det samme.

Den eneste fremtid for et muligt palæstinensisk selvstyre må begynde dér, hvor hadet ender. Som efter Det Tredje Riges fald, som i Rwanda efter folke-mordet, som i Sydafrika efter apartheid: først når befolkningen selv tager ansvar for sine forbrydelser, kan forsoningen begynde.

En kommende Truth and Reconciliation Commission [kommission for sandhed og forsoning] for Palæstina kan kun bygges på en absolut og ubetinget afvisning af terror, had, brutalitet og vold: En total og betingelsesløs kapitulation. Herfra kan en ny begyndelse vokse. Ikke som hævn, men som erkendelse. 

Men den vej blokeres i dag af Europas politik. 

Når lande som Spanien, Irland, Norge, Belgien og Slovenien anerkender en stat, før volden er afvist, lærer de regionen og deres herboende frander, at terror virker. De underminerer den fremtidige forsoning, de havder at støtte, og inviterer samtidig ekstremismen indenfor i deres egne samfund.

Europa står sandsynligvis over for en bølge af ondskab, som selv de arabiske stater var kløgtige nok til at undsige sig.

Europa finder bedemåtten frem i underkastelse.

Israel danser igen.

No comments: