Jublende fortæller Lars Løkke Rasmussen fortæller om sine møder med Donald Trump. Hvorfor fortæller den tidligere statsminister ikke personlige anekdoter om Xi Jinping? Er det meningen at Kinas autokrat er mere raffineret end Donald Trump (det er han givet) og skal derfor beundres (langt) højere? Skal Xi hyldes for ikke at bruge Twitter? Er de lokale befolkninger i Hong Kong, Xinjiang, og Tibet enige med det?
Når I læser denne tekst (skrevet et par dage før valget) er Trump sandsynligvis blevet genvalgt til fire år i det Hvide Hus – måske endda "in a landslide".
Folk både i Amerika og i udlandet har svært ved at forstå hvordan nogen kan støtte sådan et 'skræmmende' fjols.
Til dette har præsidentens tilhængere flere svar.
1) I stedet for at sige hvor meget I hader Trump, fortæl os hvad I elsker hos Demokraterne. (Er det trillioner af dollars i skatteforhøjelser? Er det korruption, hvadenten det er Joe Bidens søn som sælger adgang til Ukraine og Kinas kommunistparti eller Clinton parret som solgte en del af USAs uranium til Kreml? Er det – følgeligt – at de ugerninger de venstreorienterede beskylder "the Bad Orange Man" for synes ofte at være ikke andet end "a projection" af deres egne synder?)
2) "Trump supporters" påpeger at det Demokraterne klager om er uvægerligt personlige svagheder, reelle eller indbildte. (Vedrører det ikke også filmen "Unfit–The Psychology of Donald Trump"?).
Hvad med hans politik? Skulle f.eks. hans kamp mod bureaukrati og skatteforhøjelser være racistisk?
3) Tilsidst har vi Peter Thiels indsigt fra november 2016: "The media never takes him seriously, but it always takes him literally. … I think a lot of voters … take Trump seriously but not literally."
En personlig note: folk har tendens til at spørge mig hvordan i alverden kan det være at jeg kan lide, eller i hvertfald at jeg synes at forsvare, sådan et modbydeligt fjols som Donald Trump. Det er ikke, at jeg på nogen måde er special fan af Trump, men når man ikke længere er teenager skulle visse ting gå op for en. Nemlig at man har hørt disse skræmmehistorier før.
Hver gang der er valgkamp i USA, så får vi at vide at republikaneren er en tåbe, en fare og/eller en Adolf Hitler. Mærkeligt nok lever vi i en verden hvor det aldrig er en russer, en kineser, en iraner eller en tysker der er en klovn eller en trussel eller en Nazist ud på løjer. Det er udelukket altid en amerikaner – og så, mystisk nok, aldrig en demokrat.
Jeg husker nøjagtig samme budskab da
George Bush sad i det Hvide Hus. I mit livstid har
jeg hørt nøjagtig de samme advarsler om Mitt Romney, Sarah Palin, Bob Dole, osv osv osv… Og glem ikke Ronald Reagan!
Man står altså foran et dilemma: enten er Amerika befolket af millioner af Neanderthalere som er molboagtige, farlige, og villige til at starte 3. verdenskrig (selv om det ikke i 75 år faktisk er lykkedes en eneste republikaner at starte 3. verdenskrig).
Eller også består USAs venstrefløj af melodrama entusiaster (drama queens) som er hysteriske og hvis raison d'être er at skabe kriser. Hvad er det mest sandsynligste scenarie?
Når man hører Ulv blive råbt for mange gange, begynder nogle få af
os at blive lidt skeptiske.
For at omskrive Churchill, kan man sige at i disse tider er Donald
Trump langt den værste politiker/leder i USA (samt i hele den vestlige
verden)? Altså, med en undtagelse – alle de andre?
I det tilfælde vil jeg fremsætte en ekstraordinær hypotese: som borger, der aldrig er blevet spurgt om jeg var enig med denne (listende) politik af kaos og fattigdom skabelse, foreslår jeg at Demokratiske politikere i USA og statsledere og éliter i Europa samt i fjernere lande ikke kun kan være lige så ringe som Donald Trump, de kan faktisk være langt værre.
No comments:
Post a Comment